Vi lever på sladder

Foto: Alamy

Hvorfor sladrer vi

Her er grunden til at vi elsker sladder

Sladder kan bl.a. hjælpe dig hurtigt op ad karrierestigen. Læs hvorfor.

Sladderen er overalt: i smalltalken, på arbejdspladsen, til middagsselskaberne og ikke mindst i ugebladene. Vi kan simpelthen ikke lade være. For sladderen er instinktiv og urgammel. Sladder er karrierefremmende – og nødvendig for vores overlevelse.

Har du læst det sidste nye? Hende Marie stjæler altså Marys stil – hun ligner hende bare fuldstændig efterhånden. Og Amalie har igen festet hele natten uden trusser. Kan I huske, da Britney gjorde det? Nicklas Bendtner er vist blevet taget i nåde af baronessen, hende fra Topmodel – i øvrigt, har I set, hvor meget Popstars med Medina og Christiane flopper? Apropos Medina, så er det vist noget med, at hun smider hele sin formue væk på dyre shoppingture.

Sladder er noget af det bedste, vi danskere ved. Sladdermagasinet Se & Hør har flere læseren end Politikens søndagsavis, og sladrende artikler på nettet giver langt flere klik end ordinært nyhedsstof. Vi er på fornavn med de kendte, giver dem kælenavne og følger dem i medgang og modgang – dog lidt mere intenst i modgang. For eksempel under en skilsmisse, især hvis den er saftig og ledsaget af lidt utroskab, hvis de flopper med en film eller taber en fodboldkamp. Vi svælger i de smukke festbilleder, labber drømmebryllupper i os, og bliver vi tilbudt at studere et kendiskontoudtog, tager vi da gerne imod det. Især hvis det afslører et eller andet saftigt.

Og selvom vi ikke er så stolte af sladderforbruget, at vores internetbrowser har Ekstra Bladets flash-sektion som startside, eller vi placerer Her & Nu øverst i bunken af coffee table-bøger derhjemme inden besøg, er forbruget reelt. I første halvår af 2014 læste 1.250.000 danskere Her & Nu, Se & Hør eller Billed-Bladet hver eneste uge. Radio24syv har netop lanceret et nyt sladdermagasin, og på nettet lever sladderen sit eget promiskuøse liv på sites som TMZ.com, People.com, OKMagazine.com – antallet af onlinesteder, hvor man kan få et sladderkick, stiger dag for dag.

Vi sladrer privat om vores venner, familie og bekendte, vi sladrer på arbejdet om og med kolleger og chefer, vi sladrer overalt om alt. Den gode nyhed er imidlertid, at vi faktisk ikke kan gøre for det. Behovet for at sladre er biologisk betinget. Det ligger dybt i os at sladre, og det er faktisk ikke kun en dårlig ting.

Instinkt fra urtiden og fødslen
Det begynder tidligt. Når den lille baby ligger i vuggen og kigger op på den nye verden, er ansigter det vigtigste i dens liv. Spædbørn leder per instinkt efter to øjne, en næse og en mund. Det fortæller hjerneforsker Thomas Zoëga Ramsøy:

– Det nyfødte barn kan imitere andres ansigtstræk og spejle sig i dem. Hjernen er ufatteligt tunet mod andre mennesker. Faktisk er børn og voksne så fokuserede på mennesker, at de kan se ansigter i skyer eller andre steder, hvor de slet ikke er. Så optagede er vi af at se sociale sammenhænge. Og hvis vi ser på hjerneaktiviteten, mens vi forholder os til andre mennesker, er der rigtigt mange centre, der er aktive. For meget af det, der sker i hjernen, handler om at forstå andre mennesker. Altså sociale kompetencer, forklarer Thomas Zoëga Ramsøy, hjerneforsker og ph.d. i neurobiologi på Copenhagen Business School (CBS) og Hvidovre Hospital.

Mennesker har orienteret sig mod andre mennesker så langt tilbage i historien, som man kan komme. I urtiden var interessen for andre mennesker og sladderen nødvendig – det kunne betyde forskellen mellem liv og død, at man vidste, hvem der var den stærkeste i en gruppe, hvem der var interesseret i ens partner, og hvad de andre gik og planlagde.

– Sladder har været en drivkraft i de gamle stammesamfund, en slags selvkorrigerende mekanisme i en gruppe. Funktionen har været at bidrage til at støde nogen ud af stammen og holde de andre tæt, siger Thomas Zoëga Ramsøy.

Også i Bibelen bliver sladderen nævnt, forklarer professor i etik og religionshistorie Svend Andersen, Aarhus Universitet. Her har den samme funktion som i den urtid, naturvidenskaben betragter, men beskrives godt nok ikke i lige så tilgivende termer:

– I de ti bud står der: "Du må ikke tale ondt om andre mennesker". Når der er et tusinde år gammelt forbud mod noget, så er det, fordi det har fundet sted. Sladder er resultatet af en dybereliggende trang hos mennesker til at finde noget negativt og ufordelagtigt hos andre, siger han og uddyber:

– Grupper har brugt sladderen til at finde ud af, hvem der skulle være inde i gruppen, og hvem der skulle ekskluderes. Og til at sørge for, at de, der var i gruppen, opførte sig ordentligt af frygt for at blive skubbet ud i kulden. Samme mekanisme gør sig gældende i dag.

Voltaire og Rousseau – de første kendisser
For at overleve var det tidligere simpelthen nødvendigt med alliancer, og sproget var den hurtigste og mest effektive måde at skabe dem på. Sladder var en social interaktion, hvor man kunne indsamle information om de andre uden at tale direkte med alle. På den måde kunne alle følge med i, hvad der skete rundt omkring, og det skabte et bånd mellem dem, der fortalte, og dem, der lyttede. I middelalderen og renæssancen talte man om sin omgangskreds. Og de enkelte figurer i toppen af samfundet: kongen, biskoppen, personager af den kaliber. Ikke kulturpersonligheder.

Men da kendiskulturen gjorde sit indtog, ændrede sladderen sig også. I den nye, franske bog "Figures publiques. L'invention de la célébrité" ("Offentlige skikkelser. Berømmelsens opfindelse", red.) beskriver historikeren Antoine Lilti, hvordan fænomenet kendisser opstod i midten af 1700-tallet i modernitetens spæde start – især med fremkomsten af illustrerede aviser, såkaldte gazettes, der dyrkede alskens offentlige personligheder. Filosoffer som Jean-Jacques Rousseau og François de Voltaire var som nogle af de første ofre for en nærmest hysterisk interesse blandt deres fans.

Og med de første spillefilm i begyndelsen af 1900-tallet kom de første filmstjerner, sportsstjernerne fulgte efter, og herfra gik det hurtigt. Nu var der for alvor nogen at tale om – nogen at føle med og nogen, hvis liv man kunne følge med i, når ens eget var for trivielt. Nogen at sammenligne sig selv med og nogen at tage afstand fra. Nogen at definere sig ud fra. Alt sammen ting, der er grundlæggende for at finde svar på menneskets allervigtigste spørgsmål: Hvem er jeg egentlig selv?

– Noget tyder på, at vi mennesker har et dybereliggende behov for at måle os med andre. Vi kan næsten ikke lade være: Hvem er jeg, hvordan ser andre mig, hvad er mit image sammenlignet med andres. Nogle hviler nok i sig selv til at kunne beundre andre, men hvis man er utilfreds med sig selv, sin position eller har lavt selvværd, er det naturligt at fryde sig, når andre fejler, mener etikprofessoren Svend Andersen.

Formlen for god sladder
At sladderen stadigvæk har et stærkt tag i samtalen i dag viser en undersøgelse foretaget af den britiske evolutionspsykolog Robin Dunbar, University of Oxford, i 2004. Han konkluderer, at to tredjedele af al samtale mellem mennesker bliver brugt på at sladre.

Og det udnytter de kulørte blade til fulde i en kombination af det urgamle instinkt for at svælge i en god, snasket historie blandet med den evige fascination af de kendte og lysten til at læse noget overraskende. En gruppe psykologer ved universiteterne i Manchester og Glasgow har endda lavet en formel for de historier, folk allerhelst vil læse. Det er de såkaldte godt-det-ikke-er-mig-situationer blandet med et kendt navn, der scorer højest. For folk vil hellere sladre om kendte end ukendte, og de vil hellere sladre om det overraskende end det dagligdags, så formlen for god sladder er, at man finder personerne interessante, og at selve sladderen forandrer noget i læserens syn på den omtalte person, forklarede doktor Sara Serano fra University of Glasgow i Skotland i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen og formlen.

Og selvom sladderbladet Se & Hørs oplag faldt med cirka 25 procent i månederne, efter det kom frem, at bladet havde brudt loven ved ulovligt at indsamle private oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortforbrug, er der stadig rigeligt med læsere, der hiver penge op af lommen hver uge for lige at få et stykke af kendislivet – en brik til puslespillet om en offentlig figur, vi er kommet på fornavn med. Så selvom vi siger, at vi grundlæggende er ligeglade med, hvorvidt Jay Z, Beyoncé og hendes lillesøster Solange Knowles har gang i et trekantsdrama efter et skænderi i en elevator, om Nicklas Bendtner har teet sig dårligt på en bytur og kørt spritkørsel, eller om den franske præsident er gået fra sin kæreste til fordel for en yngre skuespiller, passer det ikke. De fleste af os synes instinktivt, at det er interessant. Men de færreste vil indrømme det.

Emma Gad skrev da også med løftet pegefinger: "Man skal aldrig bringe skandalehistorier eller ondskabsfuld sladder videre". Og sladderhistorierne bærer jo sjældent præg af, at man er glad på vegne af den, historien handler om. Positive historier forekommer, men de bliver ofte efterfulgt af noget negativt. Og vores overjeg ved godt, at det ikke er klædeligt at fryde sig over andres nedture. Som når det eksempelvis er tennisspilleren Caroline Wozniacki, der er i fokus, siger professor i etik og religionshistorie, Svend Andersen:

– Her er sladderen ambivalent. Hun har i en lang periode spillet dårligt. Så fryder Eb.dk sig over det: Nu kom hun ned med nakken. Det kan man godt lide, fordi hun normalt bor i Monaco og tjener mange penge. Men når det går godt, er der ingen grænser for, hvor fantastisk hun er. Det er det samme med Nicklas Bendtner, der går fra at være helt elendig og en slem dreng, når han spiller dårligt eller sidder på bænken, til at være en helt, når han scorer på fodboldbanen.

Sladder er basal tilfredsstillelse
Måske er behovet for at dyrke de kendte gennem op- og nedture et resultat af, at vi selv ikke rigtig ved, hvilken vej vi skal gå i livet, og at vi mangler nogen at se op til og se på – på både godt og ondt. Thomas Zoëga Ramsøy, hjerneforskeren på CBS og Hvidovre Hospital, forklarer, at vi bruger samme områder af hjernen, hvis man ser en anden person gribe ud efter en flaske, som hvis man selv greb ud efter den.

– Så hvis andre gør noget, kan vi altså lære af det, konkluderer han og fortsætter:

– På den måde er sladder tilfredsstillelse på et meget basalt niveau. Hvad gør den anden, og er der noget, jeg kan lære af det her? Det er en ufarlig måde at lære på. Hvis andre falder i, så kan jeg lære uden at brænde nallerne selv.

Og han understreger samtidig, at der ud fra et hjernemæssigt synspunkt ikke er den store forskel på at lære gennem at sladre og gennem at se tv-serien "Walking Dead", et Lars von Trier-drama eller sport på tv:

– Det tilfredsstiller de samme systemer. Det er de samme centre i hjernen, der bliver aktiveret.

Og vi kan åbenbart godt lide at få aktiveret de centre. Sladder er gode historier, gode historier vil der altid være et publikum for, og derfor har Radio24Syv lanceret et nyt fredagsprogram, "Det, vi taler om", hvor værten Ditte Okman sætter fokus på netop sladderhistorier. – En god sladderhistorie er overraskende, og vi bliver en lille smule klogere på en situation eller et andet menneske. Den rører noget i os, gør os forargede, indignerede – eller får os til at grine hysterisk. Og så får vi noget nyt at vide, som vi ikke vidste i forvejen, siger hun.

Med en fortid på blandt andet Se & Hør og Christiansborg kalder hun sig selv for en vedkendt sladretaske.

– Det ligger i menneskets natur at interesse sig for andre, og det er jo ikke kun den klassiske kulørte Medina-branche, vi sladrer om. Christiansborg er for eksempel Danmarks største sladrecentral. Sladder foregår på alle arbejdspladser i alle miljøer, og derfor tager vi genren alvorligt og bruger noget energi på at behandle den med den respekt, den fortjener, siger hun.

Netop på arbejdspladsen er fordelene ved at vide, hvad der foregår, til at få øje på. Et amerikansk studie af Travis J. Grosser, Virginie Lopez-Kidwell og Joe Labianca beskrevet i magasinet Harvard Business Review handler om positiv og negativ sladder på arbejdspladser, og det konkluderer, at man på ingen måde bør holde sig tilbage fra at sladre på arbejdspladsen. Sladder skaber stadig personlige forbindelser og netværk. Jo mere de ansatte i studiet sladrede, jo bedre forstod de det sociale miljø i firmaet. Og deres indflydelse i virksomheden blev vurderet højere af deres kollegaer, hvis de sladrede. Så sladder som arbejdsredskab skal man i hvert fald ikke skamme sig over.

Sladderens bagside
En af dem, der ved, hvordan det er at være på den anden side i de kulørte blades jagt på gode sladderhistorier, er Elisa Lykke, der blandt andet er agent for skuespilleren Julie Zangenberg og fodboldspilleren Nicklas Bendtner. Hun har rådgivet kendte, når sladderpressen er kommet helt tæt på, og hun har set, hvordan det er at være centrum for sladder i en svær situation.

– Selv den mest hårdhudede kendte person, der ellers normalt har en teflondragt på i forhold til ligegyldige småhistorier, kan blive hårdt ramt, når sladderen går meget tæt på, fortæller hun.

– I et tilfælde, hvor der bliver sladret om kærester, der går fra hinanden, og alle de historier, der kan komme ud af det, er der ingen forskel: Det gør lige så ondt på de kendte som på dig og mig. Den rammer med tsunamistyrke, forklarer hun.

Og selvom ugebladene ofte i Henrik Qvortrup-stil argumenterer for, at hvis de kendte inviterer fotograferne til brylluppet, så har de også selv valgt at få dem med til skilsmissen, giver Elisa Lykke ikke meget for det argument.

– Sladdermedier sælger ikke billetter for dygtige skuespillere eller fodboldspillere. Kun for gruppen af realitystjerner, der ikke er kendte for at kunne noget selv. Hvad kan Paprika Steen eller Casper Christensen bruge sladdermedierne til, spørger hun retorisk og svarer selv:

– Ingenting.


LÆS OGSÅ: Det bruger vi Facebook til

LÆS OGSÅ: 9 trin til et bedre arbejdsliv: Find ro i hverdagen

LÆS OGSÅ: Sådan siger du til og fra på jobbet

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi