Herdis Riis Jensen Sygeplejerske Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Herdis har været sygeplejerske i 47 år: "Det var meningen, at jeg skulle drosle ned..."

Som 63-årig gik Herdis på efterløn efter næsten 40 år som sygeplejerske. Men hun kunne ikke undvære arbejdet, så hun begyndte igen og har ingen planer om tilbagetrækning.

Af: Line Hvid Foto: Mikkel Bækgaard
16. aug. 2021 | Livsstil | Hendes Verden

"Jeg har altid været glad for mit arbejde, og derfor kan jeg ikke holde op. Efter 47 år som sygeplejerske giver jobbet mig stadig stor glæde. Når jeg hører folk i toget om morgenen brokke sig over deres arbejde, får jeg ondt af dem. De er meget yngre end mig, og det er så trist, at de ikke kan nyde deres job. Jeg får lyst til at sige, at de skal finde sig et nyt eller prøve at se mere positivt på det."

"Det var meningen, at jeg skulle drosle ned, da jeg gik på efterløn for otte år siden og pension for fem år siden. Men det kunne jeg bare ikke. Jeg begyndte at arbejde som vikar og tog så mange vagter, at jeg endte med at betale for at gå på arbejde, fordi der blev trukket i min folkepension."

LÆS OGSÅ: 80-årige Jette: "Jeg er gået på pension to gange - men jeg kunne ikke holde det ud"

"Jeg holder så meget af det; at mærke, at der stadig er brug for mig. Så nu arbejder jeg som vikar på fire forskellige privatklinikker med plastikkirurgi. Jeg har ikke et fast skema og kan selv vælge til og fra. Nogle uger er det 40 timer, andre uger ti timer. Det er rart at have friheden, og jeg er endnu mere positiv, når jeg kommer på arbejde, for jeg har selv valgt det. Samtidig har jeg tid til mine børnebørn, kæreste, familie og venner."

"En anæstesilæge har krævet at se min dåbsattest. Han tror simpelthen ikke på, at jeg er 70 år. Så jeg må åbenbart holde mig godt. Jeg siger ellers til mine kolleger, at de skal sige, hvis jeg er blevet for langsom. Det ville være så ærgerligt, hvis jeg kom til at lave noget dumt. Men de siger, at jeg endelig ikke skal være hurtigere. Jeg er så hurtig i forvejen. De yngre kolleger synes, jeg er supersej; det er dejligt at få ros fra dem."

"Jeg har lidt skavanker som slidgigt. Men det vil jeg jo have, selv om jeg ikke går på arbejde. Mine børn siger, at nu må jeg passe på mig selv, og det gør jeg skam også. Jeg arbejder ikke med operationer, der kræver tunge løft, for eksempel hofteoperationer. Og så synes jeg, at det at arbejde er at passe på mig selv. Det holder mig i gang, både fysisk og psykisk."

LÆS OGSÅ: Jette er 80 år og arbejder på fuld tid: "Mange forstår ikke, at jeg gider"

"Jeg holder mest af patientkontakten. Jeg pjatter meget med patienterne og er god til at skabe en afslappet stemning på operationsstuen. Jeg kan selvfølgelig også være seriøs, når det er passende. Og så er jeg god til at holde i hånd og tale beroligende, hvis en patient for eksempel er lokalbedøvet og ikke under fuld narkose. Jeg er ofte den, der tager stingene ud, for eksempel ved brystoperationer. Det er så skønt at se det færdige resultat og være med i det unikke øjeblik for patienten, hvor forbindingen tages af."

"Jeg arbejder ikke for pengenes skyld, men de er en god sidegevinst. Jeg kan godt lide at hygge mig, gå på café og tage ud at rejse, og det vil være svært at få råd til uden arbejde. Men glæden ved at arbejde overstiger helt klart den økonomiske fordel."

Anbefalet til dig