Opråb fra høje kvinder: ”Vi har alle fået kommentarer, og det bliver vi kede af"

De begynder alle sammen at grine, da Gitte Alving skubber stolen væk under sig for at rejse sig op.  

Som vi står der, overfor hinanden, kan man næsten heller ikke andet.

Gitte Alving er 187,5 centimeter uden hæle. Jeg er 150 centimeter. Men denne søndag formiddag i november er Gitte Alving trukket i hæle og er 10 centimeter højere end normalt. Den nu knap 50 centimeters højdeforskel, der er imellem os, afføder en – omend forudsigelig – men befriende latter.

Men det virker også som det letteste: at grine ad sig selv.

Det ved både Gitte Alving og jeg.

Og det ved de resterende 12 kvinder også, der er samlet til brunch. Fælles for os alle er, at vi skiller os ud, afviger fra gennemsnittet.  

Mens jeg har måttet svare på, ”hvorfor er du så lav?”, eller ”er du dværg?”, har Gitte Alving hørt for at ”være den høje lillesøster” eller oplevet ikke at blive budt op til dans, fordi hun var for høj.

Et højdefællesskab

Denne formiddag skal vi tale om højde – og hvorfor noget så irreversibelt som det kan definere, hvordan vi ser verden og bliver modtaget af den. Men også hvorfor, at 51-årige Gitte Alving har haft brug for at skabe et sted, hvor hun – bogstaveligt og metaforisk – kunne være i øjenhøjde med andre kvinder.

– Jeg manglede at dele mine oplevelser, at tale med ligesindede. Jeg manglede et fællesskab med nogen, som havde oplevet det samme som mig: at være højere end gennemsnittet. Det har givet så meget at møde de her kvinder, siger hun og kigger rundt om bordet på de andre.

Gitte Alving, 51 år, der til daglig er sygeplejerske, stiftede gruppen Høje kvinde på hæl i 2016. Foruden en Facebook-gruppe, styrer Gitte også en Instagram af samme navn samt en blog.

De er alle en del af det fællesskab, Gitte Alving startede i 2016 med Facebookgruppen Høje kvinder på hæl. En gruppe for +180 cm høje kvinder, hvor de deler inspiration til, hvor man kan finde sko i størrelse 41-46, finde tøj, der ikke stumper på arme og ben, og hvor man kan dele erfaringer, historier og tanker om at være en høj kvinde.

– Det er ligegyldigt, om man er 20, 30 eller 50 år. Vi repræsenterer alle aldersgrupper. Vi har nogle på 13 år, og så har vi et par stykker, der er over 60 år. Det er lige meget, hvor gamle vi er, og hvor vi bor, for vi ved, selvom vi ikke siger det, at vi alle er +180. Det giver et enormt fællesskab, siger hun.

Og det fællesskab har der med al tydelighed været behov for. Siden Gitte Alving oprettede gruppen, er medlemstallet steget fra 300 til snart 3000 – og i august troppede mere end 100 høje kvinder i hæle op til landstræf. Ikke fordi det er afgørende at bære hæle, når de mødes, men, som Gitte Alving siger, handler det om det signal, det sender; at i Høje kvinder på hæl er det accepteret at gå i hæle. Også når man måler 198 cm – uden hæle.

– I hælen ligger der en del symbolik. Det handler om, at hvis man tager en hæl på, så owner du din højde og står ved det. Der ligger noget mod og råstyrke i at være over 180 cm og samtidig tage en hæl på, siger hun.

Et hoved højere

Selv har Gitte Alving altid været den højeste. Derhjemme voksede hun både sine forældre og to søstre over hovedet, og allerede i børnehaveklassen var hun et hoved højere end sine klassekammerater. Men det var først omkring puberteten, at hun blev opmærksom på, at hun var højere end gennemsnittet.

– Jeg var 185 cm, da jeg blev konfirmeret. På de billeder min far tog fra kirken, kan man ikke se mit hoved, fordi linsen var rettet mod en lav pige foran mig, da vi gik på række.

– Min højde fyldte rigtig meget i mine tanker som ung. Jeg var også så tynd, så tynd og havde ingen former. Jeg lignede en dreng. Utallige gange spurgte jeg min mor: Hvor høj tror du, jeg bliver? Hvornår tror du, jeg får former? Jeg synes ikke, det var sjovt, jeg var virkelig ked af det, siger Gitte Alving.

De høje kvinder samles med jævne mellemrum, og det er medlemmer selv, der bestemmer, hvad de skal lave. Alle kan byde ind, som Gitte Alving siger.

Hun husker, at det blev lettere at være høj, da hun som 17-18-årig begyndte at få kvindelige former og blev tilbudt at være model.

– Men jeg var for genert, så det gik jeg aldrig efter. Men det gav en eller anden selvtillid, at jeg havde modelmål. Det var pludselig en anden måde at være høj på. Det var attraktivt, siger hun.

En menneskelig reaktion?

Højden betyder ikke det samme i dag, som den gjorde i de unge år. Men Gitte Alving oplever stadig, at hun skiller sig ud.

Når hun går med sin mand, der er 12,5 centimeter lavere end hende, kigger folk. For, der er, ifølge Gitte Alving, stadig en ide om, at manden skal være højere end kvinden.

Men det samme sker også, når hun mødes med de andre høje kvinder. Her er blikke og skævvredne nakker ikke unormalt, snarere forventeligt, når de i samlet flok træder ind på en café, eller som denne formiddag stiller sig an for at få taget billeder på Strøget i København.

– Jeg har altid mærket at skille mig ud fra normen, og det gør jeg stadig. Jeg er aldrig blevet decideret mobbet, men i folkeskolen fik jeg kommentarer fra drengene, når jeg gik på gangene i skolen: ”Ej, der kommer hun”, ”Prøv lige at se hende”. I dag smiler folk ofte eller siger: ”Gud, hvor er du høj”. Og det kan alle de kvinder, der er her i dag, nikke genkendende til.

Men tror du ikke, det er meget menneskeligt, at hvis man på den ene eller anden måde skiller sig ud, så reagerer folk?

– Jo, men man siger jo ikke til en, der er kraftig; hvor er du kraftig. Hvorfor må man så godt sige det til en, der er høj? Det kan da godt være, vi har kæmpet lige så meget med vores højde som en, der er kraftig. Det er der jo ingen, der aner, når de påpeger det. De aner ikke, hvordan vi reelt har det.

– Jeg ved, at vi alle har fået kommentarer, og det bliver vi kede af. Hvorfor gør folk det så? Jeg tror, det er fordi, at de bliver overraskede. Selvom der ikke ligger noget ondt i det, kan det stadig gøre ondt.

Kvinderne er vant til, at folk kigger, når de kommer gående sammen. "ikke fordi folk er onde, men bare fordi de bliver overrasket", siger Gitte Alving.

Men hvad med dig? Siger du nogensinde, hvis du ser en lav pige som mig: Gud, hvor er hun lav?

– Ja, det kan jeg godt finde på.

Og hvorfor kan du så det, når du ved, hvor sårende det kan være, når folk siger det til dig?

– Det ved jeg ikke. Det sagde jeg til dig, da du kom ind, ik? Blev du ked af det?

Næ, for jeg er vant til det på samme måde, som, jeg tror, du er. Jeg har ligesom skabt et filter, så det ikke længere kan trænge ind.

– Men du kunne se, da jeg rejste mig op og gav dig hånden, så skreg de af grin. Alle de piger, som faktisk har oplevet at få kommentarer… ambivalent ting, siger Gitte Alving og holder inde et øjeblik.

Hun tænker sig om, inden hun fortsætter:

– Det kan lyde som om, man er sig selv nærmest, men jeg tror, det ligger så indlejret i vores normer og regler og overbevisninger. Det er som sagt stadig en norm, at for eksempel kvinden skal være lavere end manden.

– Og når jeg siger sådan til dig, så tror jeg, det er en menneskelig egenskab… Vi bemærker det, registrerer det, men spørgsmålet er, om man kommenterer det?