GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Gitte Alving Høje kvinder på hæl
Foto: Simone V. Hellgreen Laursen Kvinderne i gruppen Høje kvinder på hæl er vant til blikke og kommentarer fra andre. Derfor er fællesskabet med andre ligesindede så vigtigt for dem. Fra venstre er det Jette Sørensen, Ditte Mortensen, Sisse Jeppesen, Irina Berg og initiativtager Gitte Alving.

Opråb fra høje kvinder: ”Vi har alle fået kommentarer, og det bliver vi kede af"

Gitte Alving startede i 2016 gruppen Høje kvinder på hæl. Et fællesskab for kvinder på +180 cm, hvor de med rank ryg og høje hæle for en stund er i øjenhøjde og fri fra andres blikke og bemærkninger.

De begynder alle sammen at grine, da Gitte Alving skubber stolen væk under sig for at rejse sig op.  

Som vi står der, overfor hinanden, kan man næsten heller ikke andet.

Gitte Alving er 187,5 centimeter uden hæle. Jeg er 150 centimeter. Men denne søndag formiddag i november er Gitte Alving trukket i hæle og er 10 centimeter højere end normalt. Den nu knap 50 centimeters højdeforskel, der er imellem os, afføder en – omend forudsigelig – men befriende latter.

Men det virker også som det letteste: at grine ad sig selv.

Det ved både Gitte Alving og jeg.

Og det ved de resterende 12 kvinder også, der er samlet til brunch. Fælles for os alle er, at vi skiller os ud, afviger fra gennemsnittet.  

Mens jeg har måttet svare på, ”hvorfor er du så lav?”, eller ”er du dværg?”, har Gitte Alving hørt for at ”være den høje lillesøster” eller oplevet ikke at blive budt op til dans, fordi hun var for høj.

Et højdefællesskab

Denne formiddag skal vi tale om højde – og hvorfor noget så irreversibelt som det kan definere, hvordan vi ser verden og bliver modtaget af den. Men også hvorfor, at 51-årige Gitte Alving har haft brug for at skabe et sted, hvor hun – bogstaveligt og metaforisk – kunne være i øjenhøjde med andre kvinder.

– Jeg manglede at dele mine oplevelser, at tale med ligesindede. Jeg manglede et fællesskab med nogen, som havde oplevet det samme som mig: at være højere end gennemsnittet. Det har givet så meget at møde de her kvinder, siger hun og kigger rundt om bordet på de andre.

Gitte-Alving-red.jpgGitte Alving, 51 år, der til daglig er sygeplejerske, stiftede gruppen Høje kvinde på hæl i 2016. Foruden en Facebook-gruppe, styrer Gitte også en Instagram af samme navn samt en blog.

De er alle en del af det fællesskab, Gitte Alving startede i 2016 med Facebookgruppen Høje kvinder på hæl. En gruppe for +180 cm høje kvinder, hvor de deler inspiration til, hvor man kan finde sko i størrelse 41-46, finde tøj, der ikke stumper på arme og ben, og hvor man kan dele erfaringer, historier og tanker om at være en høj kvinde.

– Det er ligegyldigt, om man er 20, 30 eller 50 år. Vi repræsenterer alle aldersgrupper. Vi har nogle på 13 år, og så har vi et par stykker, der er over 60 år. Det er lige meget, hvor gamle vi er, og hvor vi bor, for vi ved, selvom vi ikke siger det, at vi alle er +180. Det giver et enormt fællesskab, siger hun.

Og det fællesskab har der med al tydelighed været behov for. Siden Gitte Alving oprettede gruppen, er medlemstallet steget fra 300 til snart 3000 – og i august troppede mere end 100 høje kvinder i hæle op til landstræf. Ikke fordi det er afgørende at bære hæle, når de mødes, men, som Gitte Alving siger, handler det om det signal, det sender; at i Høje kvinder på hæl er det accepteret at gå i hæle. Også når man måler 198 cm – uden hæle.

– I hælen ligger der en del symbolik. Det handler om, at hvis man tager en hæl på, så owner du din højde og står ved det. Der ligger noget mod og råstyrke i at være over 180 cm og samtidig tage en hæl på, siger hun.

Et hoved højere

Selv har Gitte Alving altid været den højeste. Derhjemme voksede hun både sine forældre og to søstre over hovedet, og allerede i børnehaveklassen var hun et hoved højere end sine klassekammerater. Men det var først omkring puberteten, at hun blev opmærksom på, at hun var højere end gennemsnittet.

– Jeg var 185 cm, da jeg blev konfirmeret. På de billeder min far tog fra kirken, kan man ikke se mit hoved, fordi linsen var rettet mod en lav pige foran mig, da vi gik på række.

– Min højde fyldte rigtig meget i mine tanker som ung. Jeg var også så tynd, så tynd og havde ingen former. Jeg lignede en dreng. Utallige gange spurgte jeg min mor: Hvor høj tror du, jeg bliver? Hvornår tror du, jeg får former? Jeg synes ikke, det var sjovt, jeg var virkelig ked af det, siger Gitte Alving.

Gif Høje kvinder .gifDe høje kvinder samles med jævne mellemrum, og det er medlemmer selv, der bestemmer, hvad de skal lave. Alle kan byde ind, som Gitte Alving siger.

Hun husker, at det blev lettere at være høj, da hun som 17-18-årig begyndte at få kvindelige former og blev tilbudt at være model.

– Men jeg var for genert, så det gik jeg aldrig efter. Men det gav en eller anden selvtillid, at jeg havde modelmål. Det var pludselig en anden måde at være høj på. Det var attraktivt, siger hun.

En menneskelig reaktion?

Højden betyder ikke det samme i dag, som den gjorde i de unge år. Men Gitte Alving oplever stadig, at hun skiller sig ud.

Når hun går med sin mand, der er 12,5 centimeter lavere end hende, kigger folk. For, der er, ifølge Gitte Alving, stadig en ide om, at manden skal være højere end kvinden.

Men det samme sker også, når hun mødes med de andre høje kvinder. Her er blikke og skævvredne nakker ikke unormalt, snarere forventeligt, når de i samlet flok træder ind på en café, eller som denne formiddag stiller sig an for at få taget billeder på Strøget i København.

– Jeg har altid mærket at skille mig ud fra normen, og det gør jeg stadig. Jeg er aldrig blevet decideret mobbet, men i folkeskolen fik jeg kommentarer fra drengene, når jeg gik på gangene i skolen: ”Ej, der kommer hun”, ”Prøv lige at se hende”. I dag smiler folk ofte eller siger: ”Gud, hvor er du høj”. Og det kan alle de kvinder, der er her i dag, nikke genkendende til.

Men tror du ikke, det er meget menneskeligt, at hvis man på den ene eller anden måde skiller sig ud, så reagerer folk?

– Jo, men man siger jo ikke til en, der er kraftig; hvor er du kraftig. Hvorfor må man så godt sige det til en, der er høj? Det kan da godt være, vi har kæmpet lige så meget med vores højde som en, der er kraftig. Det er der jo ingen, der aner, når de påpeger det. De aner ikke, hvordan vi reelt har det.

– Jeg ved, at vi alle har fået kommentarer, og det bliver vi kede af. Hvorfor gør folk det så? Jeg tror, det er fordi, at de bliver overraskede. Selvom der ikke ligger noget ondt i det, kan det stadig gøre ondt.

Høje kvinder strøget.jpgKvinderne er vant til, at folk kigger, når de kommer gående sammen. "ikke fordi folk er onde, men bare fordi de bliver overrasket", siger Gitte Alving.

Men hvad med dig? Siger du nogensinde, hvis du ser en lav pige som mig: Gud, hvor er hun lav?

– Ja, det kan jeg godt finde på.

Og hvorfor kan du så det, når du ved, hvor sårende det kan være, når folk siger det til dig?

– Det ved jeg ikke. Det sagde jeg til dig, da du kom ind, ik? Blev du ked af det?

Næ, for jeg er vant til det på samme måde, som, jeg tror, du er. Jeg har ligesom skabt et filter, så det ikke længere kan trænge ind.

– Men du kunne se, da jeg rejste mig op og gav dig hånden, så skreg de af grin. Alle de piger, som faktisk har oplevet at få kommentarer… ambivalent ting, siger Gitte Alving og holder inde et øjeblik.

Hun tænker sig om, inden hun fortsætter:

– Det kan lyde som om, man er sig selv nærmest, men jeg tror, det ligger så indlejret i vores normer og regler og overbevisninger. Det er som sagt stadig en norm, at for eksempel kvinden skal være lavere end manden.

– Og når jeg siger sådan til dig, så tror jeg, det er en menneskelig egenskab… Vi bemærker det, registrerer det, men spørgsmålet er, om man kommenterer det?

"Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var standard"

Irina-red.jpg

– Jeg er tøjdesigner og har altid lavet tøj til standardstørrelser, men en dag blev vores husmodel gravid, og jeg måtte selv være model. Da jeg kom ud med tøjet til en kunde, sagde hun: ”Irina, de her ærmer er alt for lange – der er nogle standardmål for alle størrelser i verden”. Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var standard! Jeg omdannede derfor mit koncept, så det passede til høje kvinder. Her i gruppen er jeg den mindste, men det er stadig fedt at være sammen med nogle, der er mere i øjenhøjde. Indimellem  skal jeg stå lidt på tæer, når jeg giver krammere til de andre.
Irina Berg, 53 år, 180 cm, gruppens laveste

"Når jeg skal købe sportstøj, går jeg i herreafdelingen"

Tilde-red.jpg

– Jeg har altid været højere end mine klassekammerater og har også været udsat for mobning i mine tidlige skoleår. Men jeg er stolt over, at jeg er gået igennem livet med oprejst pande og rankt ryk, fordi det stadig er stigmatiseret at være høj og skille sig ud. Jeg hviler meget i mig selv, og derfor har jeg også bare accepteret, at det er svært at finde tøj. Når jeg skal købe sportstøj, går jeg i herreafdelingen. Jeg kan ikke komme ned i løbetights i en kvindestørrelse, selvom jeg ikke er tyk. Derfor har jeg ikke særlig meget tøj. Jeg lever med lidt, men godt.
Tilde Dyring Weidlich, 40 år, 195 cm

"Som ung understregede jeg min højde i stedet for at krybe sammen"

Jette_red.jpg– Unge mennesker bliver højere og højere, så jeg er ikke så speciel høj i dag, sammenlignet med dengang  jeg var i mine 20’ere. Som ung understregede jeg min højde i stedet for at krybe sammen. Jeg gik i stiletter og har ødelagt mine fødder noget så forfærdeligt ved det. Jeg har danset rundt hele natten i stiletter. Jeg var næsten to meter høj. Dengang solede jeg mig, i at folk lagde mærke til mig og vendte min højde til noget positivt.
Jette Sørensen, 61 år, 185 cm

"Hvis jeg får to centimeter hæl på, kan jeg ikke gå under en dør"

Sisse_Red.jpg

– Jeg skulle faktisk have været højere, end jeg er, men jeg fik væksthormoner, da jeg var yngre. Min højde har faktisk givet mig nogle muligheder, som jeg har været glad for at have. Da jeg var yngre, startede jeg med at spille volley, og da jeg havde spillet i et år, kom jeg allerede på ungdomslandsholdet – takket være min højde. Der er dog også ting, som kan være udfordrende. Jeg går aldrig med høje hæle, fordi jeg har dårligt knæ og dårlig balance, og hvis jeg bare får to centimeter hæl på, kan jeg ikke gå under en dør. Jeg gider at bukke mig hele tiden.
Sisse Jeppesen, 33 år ,198 cm, gruppens højeste

Se, hvad vi ellers skriver om: Selvværd, Kropsidealer og Kropstype