Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Iben Hjejle
Foto: Christian Stæhr Iben Hjejle opdagede først, at hun havde stress, da hendes krop kollapsede.

Iben Hjejle: "Jeg ser det som en gave, at kroppen sagde fra, for ellers var jeg måske død af det"

Da Iben Hjejle faldt om med stress, gik det op for hende, at hun var nødt til at lægge sit liv om. I dag er hun langt mere opmærksom på, hvad hun siger ja til, og hun har lært, at det er okay at sidde på sine hænder og lade andre ordne alt det, som hun plejede at ordne for dem.

Iben Hjejle kommer ind ad døren i armyfarvet voksenflyverdragt. Indenunder har hun træningstøj på. Men det er kun for et syns skyld, siger hun med et grin, for træningstøj er faktisk ikke nødvendigt til den træning, hun laver.

– Jeg ligger mest ned og gør sådan her...

Hun strækker en arm meget, meget langsomt i vejret.

– Eller også bliver jeg trukket lidt i hovedet. Jeg får ikke sved på panden. Jeg har opgivet al form for strabads-træning, efter jeg fik et stress-sammenbrud. Det første, lægerne siger til en, når man går ned med stress, er, at man for guds skyld ikke må træne. Og ved du hvad, jeg har faktisk aldrig kunnet lide at træne. Eller... Det passer ikke helt, for jeg har haft det sjovt med at gennemføre nogle bootcamps, men det med selv at springe ud af sengen om morgenen, spurte rundt om søerne og så lige lave en masse arm- og mavebøjninger... Jeg har ALDRIG brudt mig om det. Jeg har fundet ud af, at den allerbedste træning for mig er noget stille stræk-og-bøj. Hvis jeg laver lidt yoga, passer min pilates og sidder med nogle pigbolde under fødderne indimellem, når jeg ser tv-serier, så går det egentlig ret ok. Jeg behøver ikke at spurte rundt som en abekat.

Iben er aktuel som moren Ellen i den første danske Netflix-serie. "The Rain" hedder den, og kort fortalt handler den om, at en dødelig virus har udslettet næsten alle mennesker i Skandinavien og forvandlet den nordiske region til et apokalyptisk øde område. En lille gruppe overlevende bevæger sig gennem spøgelsesagtige byer og skove i håbet om at finde en ny verden et sted. Rollen er Ibens første efter, at hun i 2015 blev massivt ramt af stress under indspilningen af tredje sæson af tv-serien "Dicte".

LÆS OGSÅ: Lisbeth Knudsen: "Det kan godt være, at man er ensom på toppen, men udsigten er til gengæld god"

Hvordan vil du beskrive tiden op til dit stress-sammenbrud?
– Jeg blev færdiguddannet som skuespiller i 1996, og gennem knap 20 år havde jeg knoklet med alle mulige roller. Ting, jeg var kommet med i, fordi nogen havde spurgt, om jeg ville, hvortil jeg havde svaret jo, det lyder sjovt, det vil jeg gerne. Uden at skele til, hvad jeg egentlig havde behov for og hvad jeg havde lyst til. Jeg har lavet mange ting, som virkelig har været fantastiske projekter, og som har været med til at udvikle mig og give mig ekstra facetter til mit talent som skuespiller og til min forståelse af mig selv som menneske. Men der har også været mange projekter, som helt ærligt ikke var nødvendige, eller som jeg måske skulle have tacklet på en anden måde. Jeg har altid gjort mig ekstremt meget umage med mit arbejde, ligegyldigt om det har været en slå-på-tæven-nu-har-vi-det-sjovt-film eller et stort drama. Jeg har altid forsøgt at levere hundrede procent. Det slider selvfølgelig i høj grad på psyken, når man har svært ved at sige nej tak. Og det var det, som så pludselig kom rullende og fejede benene væk under mig, fordi jeg i for lang tid havde glemt at være til stede i mig selv og sige fra, når jeg havde behov for at trække vejret.

Hvad skete der?
– Vi var midt i tredje sæson af "Dicte". Det havde egentlig ikke noget med produktionen at gøre, jeg elskede at arbejde på "Dicte" og er meget stolt af det, men det var mange års overload. Helt konkret faldt jeg om. Det er på en måde det velsignede ved stress, at det er fysikken, der siger fra. Lige pludselig har adrenalinpumpen stået åben for længe. Det kan have vist sig i en længere periode som tankemylder, søvnbesvær om natten og dødlignende lure om dagen. At man enten ikke kan spise noget eller spiser en hel masse. At man sveder og er helt tør i munden. Man føler, at ens stemme er røget en oktav højere op, og når folk siger tak for i dag, råber man GOD JUL! Altså, det er sådan et kaos, men jeg havde været vant til at været i den tilstand i mange år. Det var blevet en normalitet.

Hun stopper op.

– Jeg kan høre på det på min stemme bare nu, hvor jeg taler om det... Ooaaahhhh!

Hun skriger højt.

– Det larmede inde i mit hoved. Hele tiden. Og så kommer den eftermiddag på Aarhus Politistation, hvor jeg står i en masse overtøj indenfor på en lang smal gang i politiets arkiv. Vi skal i gang med en scene, og vores indspilningsleder, Eigil, siger: "Værsgo". Han står med sin walkie-talkie og ser mystisk ud. Så siger han: "Iben...?".

Hun holder en længere pause.

– Og jeg tænker, det er da godt nok en MEGET lang gang, hvordan skal jeg nå helt ned til Stine Stengade, der står nede i den anden ende? Jeg svarer Eigil: "Ja..." Og bliver stående. Så hører jeg Eigil sige, at jeg måske lige skal sætte mig ned, og han får fat i mig, men jeg ender nede på gulvet. Han råber til kostumefolkene, at de skal få noget af alt mit tøj af. Hue, tørklæde og frakke. Damerne flår tøjet af mig, og det næste, jeg husker, er, at jeg sidder oppe på politidirektørens kontor i strømpebukser og bluse og er meget forvirret. Alle, der kommer ind i lokalet, ser helt bekymrede ud, og jeg tænker, hvorfor gør de mon det? Jeg kan ikke rigtig tale, og jeg kan ikke rigtig mærke mig selv. Når jeg kigger ned på mine hænder, kan jeg ikke forstå, at det er mine hænder.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: Vi styrter rundt for at tjene penge, men i virkeligheden handler livet jo om noget andet

Iben får fri resten af dagen og bliver kørt hjem til den lejlighed, hun har i Aarhus. En læge bliver tilkaldt.

– Lægen kigger på mig et splitsekund, og så tager hun mig i sine arme, og først dér går det op for mig, at jeg har tudbrølet, siden Eigil sagde, at jeg skulle sætte mig ned. Det er derfor, jeg er helt våd på tøjet. Lægen siger: "Søde ven, du må ikke arbejde mere, vi sender dig hjem". Det er jo det eneste rigtige i den situation, men det er også noget af det værste, man kan sige til folk, der er stressede. "Vi må sende dig hjem. Du må ikke arbejde mere. Du skal sygemeldes. Du har stress".

Iben holder en pause igen.

– Men det var egentlig meget rart, at hun sagde, at jeg havde stress, for jeg havde i tiden op til sammenbruddet tænkt: Jeg har en tumor i hjernen. Eller måske er det tuberkulose? Leddegigt i hele kroppen? Eller en sjælden sygdom, ingen har set før?

Hun taler med store armbevægelser og dramatisk skuespillerstemme.

Den gode soldat
– Jeg har aldrig bekymret mig en skid om mit helbred, og pludselig var jeg jordens vildeste hypokonder. Jeg fik dødsangst og tænkte, at hver en lille prik på min krop var noget farligt. Jeg, der altid havde grinet lidt af folk, der fik man-flu, bare de havde været udenfor uden halstørklæde i to minutter. Så det var virkelig voldsomt for mig, at min krop ikke ville være med mere. Det havde jeg aldrig nogensinde prøvet før.

Iben fik en længere arbejdspause og færdiggjorde så tredje sæson af "Dicte". Hun glædede sig en til dejlig lang sommerferie og til, at hun efter ferien skulle lave en ønskeforestilling, som hun selv havde været stærkt medvirkende til at få sat op. Hun skulle spille Noël Cowards "Privatliv" med Dejan Čukić.

– Men så kunne jeg ikke. Hver gang nogen nævnte forestillingen, måtte jeg op og lægge mig. Lave "en Maude". Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg tænkte: Jeg kan simpelthen ikke. Hvordan skal jeg kunne lære udenad, hvordan skal jeg overhovedet kunne stå på mine ben inde på en scene? Det kan jeg da ikke. Dagen før den første læseprøve i september 2016 måtte jeg ringe og sige: "Jeg er virkelig ked af det, men jeg kan bare ikke." Jeg havde givet nogle varsler i løbet af sommeren og havde spurgt, om vi måske kunne udskyde det, men når først man har trykket på knappen og er begyndt at sælge billetter, så kører toget.

Hvad gjorde du så?
– Ingenting. Eller jo, for det første blev jeg enormt gode venner med hele mindfulness-verdenen. Alle de apps med tibetanske tempelklokker, man kan hive ned, og apps med et blad, der blæser i vinden, som man kan kigge på, hvis man bor i byen, og der ikke er så mange blade, der bevæger sig. Jeg begyndte også til pilates, og så fik jeg en sindssygt dygtig kognitiv terapeut. Jeg kørte den gamle karosse ind på værkstedet, og så blev jeg der. Jeg så mig selv som sådan en mekaniker, der gik rundt med et stykke twist i lommen og pudsede på bilen, og som kun kørte nogle små forsigtige ture, når vejret var til det. Så det var ikke sådan, at jeg overvejede at trække stikket fuldstændig, flytte på kloster og aldrig mere arbejde som skuespiller, men jeg havde brug for at redefinere min tilgang til min arbejdsform og til mit talent. I en periode var jeg også i praktik i min søster og svogers spiritusforretning. Sådan et sted, hvor det foregår stille og roligt, og hvor jeg skulle fortælle folk, hvordan den og den whisky var blevet lavet, eller hente kasser på lageret, når min søster bad mig om det. Det var dejligt beroligende for mig og ren zen-træning.

Iben HjejleIben Hjejle. Foto: Christian Stæhr. 

Hvordan vil du fremadrettet prøve at undgå stress?
– Det kommer meget af sig selv i og med, at jeg selvfølgelig a-l-d-r-i-g nogensinde vil have det sådan igen. Man kan ikke tage stress ud af at menneskeliv, men man kan lære at administrere det, og det får man en helt fin værktøjskasse til, hvis man er så heldig, som jeg var, at bryde sammen. Fysisk. Jeg ser det som en gave, at kroppen sagde fra, for hvis den ikke have gjort det, var jeg måske død af det. Jeg ser det også som en stor fed advarsel. Jeg kan mærke, hvis jeg nærmer mig den tilstand nu, og jeg byder ikke mig selv det samme arbejdsmæssigt, som jeg har gjort før. Jeg øver mig i at sætte mig tilbage og sige, her sidder jeg godt. Jeg klarer mine ting, og så må andre klare deres. Før i tiden var jeg den, der hele tiden skulle sørge for, at alt gik godt, og at alle var glade. Jeg følte, jeg skulle være den gode soldat, der aldrig, aldrig måtte svigte.

Der gik et lille års tid fra udmeldingen om, at Iben havde trukket sig fra "Privatliv" til, at det i slutningen af juni 2017 blev offentliggjort, at hun skulle være med i "Vild med dans". Noget hun havde sagt nej tak til flere gange før.

– Jeg havde sagt nej tak til at være med hvert år, siden "Vild med dans" startede. Ikke fordi jeg ikke var interesseret, men fordi jeg ikke havde turdet. Jeg vidste, at jeg var for højspændt til at kunne klare det. Og jeg vidste, at jeg ville knække på "Vild med dans". Enten mentalt eller fysisk. Jeg har altid været meget konkurrenceminded, jeg har villet være hundrede procent go', helst bedre end alle andre. Og hvis jeg skulle være med i "Vild med dans", ville jeg også være bedre end alle dem, der havde danset, siden de var fem år. Jeg ville være flot i alle kjolerne, ikke se for ung ud, ikke se for gammel ud... Jeg ville have stillet alt muligt i vejen for mig selv, og det har jeg vidst, at jeg ikke kunne holde til.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: "Jeg kom videre ved at have modet til at springe ud i intetheden"

– Men jeg havde troligt fulgt med i "Vild med dans" gennem alle årene, og alle, jeg havde talt med, som havde været med, havde sagt, at det er det mest fantastiske. At det tager røven på en. Fuldstændig. Så da TV2 ringede i 2017 og spurgte på deres sædvanligt bagvendte måde: "Du vil vel ikke være med i "Vild med dans"?", kiggede min manager og jeg på hinanden og svarede: "Det kan da faktisk godt være, må vi lige høre lidt mere om det?". Og det var så sjovt, for vi blev ringet op 12 sekunder efter, og casteren var helt oppe at køre. Og så kom det i stand.

Hvorfor turde du lige pludselig?
– Jeg var klar over, at nogle af mine gamle højspændte tanker stadig godt ville kunne finde på at stikke hovedet frem, men jeg er blevet sødere ved mig selv. Jeg synes, jeg er okay, som jeg er. En ting er at gøre sig umage, noget andet er at gå over i perfektionismen. For mig er perfektionisme et negativt ladet ord, og det er i hvert fald ikke godt for mig, for så bliver det hele så stramt og ufrit, og man bliver nødt til at bortforklare, hvis man laver en fejl. Jeg troede pludselig på, at jeg ville kunne få det sjovt.

Lykkelig stress
– Jeg fik lov til at danse med fuldstændig magiske Morten Kjeldgaard, og det vidunderlige ved Morten er, at han simpelthen er så indsigtsfuld i forhold til, hvordan et andet menneskes psyke fungerer i forhold til dansen. Han kunne få mig til at gøre, hvad der blev sagt – flyt venstre fod, ikke højre – og samtidig formåede han at putte sin egen glæde ved dansen over i mig. Det var jeg virkelig, virkelig imponeret over. På et tidspunkt undervejs i programmerne blev Morten interviewet, og han sagde, at han havde været lidt bange for, om jeg ville være SUPERskrap og bestemme-agtig eller sådan nej-det-kan-jeg-ikke-agtig, men det var jeg slet ikke. Jeg var glad for, at det var hans oplevelse af mig, for jeg havde virkelig forsøgt at sige: "Nu tager jeg en ja-hat på, og den kommer aldrig af". Eller rettere – en ja-styrthjelm! Hver gang der var et nej på vej ud af munden på mig, lavede jeg det om til et: Hvorfor ikke? Derfor blev det meget hurtigt sådan, at når Morten sagde: "Nu synes jeg, vi skal prøve den her utroligt svære tur i wienervalsen, hvor du skal blive ved med at dreje rundt, til du er ved at kaste op, hvad siger du til det?". Så svarede jeg: "Hvorfor ikke?".

Hun griner højt.

– Og ja, det lyder jo helt grotesk at sige efter alt det andet, jeg lige har fortalt, men det var vanvittigt stressende at være med i "Vild med dans". Men på en lykkelig måde. Det foregik i den flotteste klæd-ud-kasse af dem alle og sammen med vidunderlige mennesker og til skøn musik. Det var nærmest en kur mod stress, selvom det var stressende.

Iben HjejleIben Hjejle. Foto: Christian Stæhr. 

På hvilken måde?
– Det gav mig ro i hovedet. Mærkeligt nok. Det var godt for mig, at det var stumt. Jeg skulle ikke sige noget, bare danse. Nu fortalte jeg før om, at jeg hader hård træning. Og dans er vanvittig hård træning, men uden at man opdager det, fordi man er fyldt med endorfiner, og hjernen er optaget af noget andet. Når jeg vågnede om morgenen, var der ikke én celle i min krop, som sagde "jeg gider ikke i dag". Ikke EN. Og det har jeg aldrig prøvet før med store fysiske strabadser. Jeg var på høje hæle otte til ti timer i døgnet, men jeg tænkte bare "jeg skal lige have en pose is på foden og et par panodiler, så kan jeg igen".

Du endte med at blive nummer to, var det okay?
– Jahhh – i den grad. Vi følte os som en del af et hold med alle de andre, og da vi var helt alene tilbage med Sofie (Lassen-Kahlke, red.) og Michael (Olesen, red.), var det også bare super hyggeligt. Det handlede om at træne og performe. Morten og Michael, som jo har været med i mange år, sagde, at sådan er det altid. Der er aldrig nogen, der er super ærgerrige.

Er du blevet ved med at danse bagefter?
– Nej, og det vidste jeg også godt. Jeg har købt et klippekort hos Morten. Og på et tidspunkt tror jeg også, jeg får lyst til det igen. Men det sjove er, at jeg måske for første gang har fået en fysik, som jeg faktisk er glad for. Jeg drømmer ikke om, at noget skal være anderledes.

Iben er i det hele taget ret godt tilfreds med, hvordan hun har det lige nu og her. Hun er glad for sin rolle i "The Rain", og hun har et hemmeligt projekt forude. Hun er lige blevet 47 år, og det har hun det også vældig godt med.

– Jeg synes, det er flot, at jeg er nået hen til at blive 47. Jeg kan virkelig godt lide min alder. Jeg spekulerede over forleden dag – faktisk så meget, at jeg måtte stå op og skrive det ned – at når folk møder mig og siger, guuud, du ser da 20 år yngre ud, så kan jeg godt tage mig selv i at blive sådan lidt... Øv. Hallo – det er altså ret godt, at jeg er blevet 47. Jeg ser ganske fin ud, jeg har været gift, jeg er fraskilt – men er alligevel en frue – og jeg er mor til en vidunderlig ung mand på 20 år. Det har jeg kæmpet for. At blive fru Hjejle på 47. Min farmor var fru Hjejle. Og hun var så flot, altså. Så derfor skal man ikke for min skyld sige, at jeg ser yngre ud, end jeg er. Jeg nyder at være en voksen dame, som siger shhh til de uartige børn nede på biblioteket, og som ikke er bange for at bede andre om lige at hælde kaffe op eller bære noget tungt for mig.

Hvem er Iben Hjejle?

  • Iben Hjejle, 47 år. 
  • Fik sit gennembrud som skuespiller med "Mifunes sidste sang" i 1999 og har siden spillet med i en lang række film og tv-serier.
  • Især kendt for sin rolle som Iben i "Klovn" og som Dicte i "Dicte".
  • Blev nummer to i "Vild med dans" i 2017.
  • Aktuel i den første danske Netflix-serie, "The Rain".
  • Kæreste med filminstruktøren Ulrik Wivel og mor til William på 20.
Se, hvad vi ellers skriver om: Stress, Interview og Karriere