Instruktøren af Arvingerne: Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg næsten dufte min farmor igen

Den ene generation forbinder Pernilla August med Ingmar Bergmans film Den gode Vilje og Jerusalem, hvor hun blev instrueret af Bille August, som senere skulle blive hendes mand. Mange unge kender derimod Pernilla August som Luke Skywalkers mor i Star Wars-filmene, så det er en alsidig kvinde, der nu er aktuel i DR-serien Arvingerne.

Hvor hendes lidt kantede og grove figur Karin er praktisk klædt i stort tøj, der egner sig til det hårde arbejde på en gård, er det en fin og velklædt 58-årig kvinde, man møder i virkeligheden. Lille, slank, mørkhåret og smilende. Og svensk. Pernilla August har boet mange år i Danmark og arbejdet med adskillige danske projekter, blandt andet med sin danske eksmand, Bille. Deres to børn går på teaterskoler i Danmark, men alligevel er hun rullende svensk at høre på.
Instruktøren George Lucas, som brugte hende som Shmi Skywalker i Star Wars, sagde også for sjov, at Pernilla kom fra den svensktalende del af galaksen. Det er næsten 20 år siden, men Pernille August er hverken blevet mindre talentfuld, mindre smuk eller mindre svensk i mellemtiden.

Det er fire år siden, Pernilla blev inviteret ind i Arvingenes team. Hun var nemlig instruktør på de første tre afsnit af serien, her i tredje sæson er hun både skuespiller i rollen som Karin og også instruktør på det allersidste afsnit.

– Jeg elsker det, og jeg synes, det er stort, at jeg har været med til at starte serien og nu er med til at slutte den i år, siger den svenske skuespillerinde.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

En bitter, inspirerende kvinde

Karin er en helt ny figur i tredje sæson af Arvingerne. Her står den entreprenante Signe nemlig mellem traditionerne på Grønnegård og hendes nyfundne familie på den ene side og hendes egne ambitioner for det landbrug, hendes mor har overladt hende, på den anden side. Her er repræsentanten Karin, der i Pernilla Augusts svenske figur driver et økologisk landbrug, som inspirerer Signe til at dyrke økologiske smågrise i staldene og hamp på markerne. Og Karin er en figur, som er introduceret af én grund.

– Karins rolle er at udfordre Signe til at blive voksen. Hun gør det nok på en lidt mærkelig måde. Hun skubber til hende, siger Pernilla og skubber hænderne frem for sig.

– Signe skal finde ud af, hvad hun vil, og hvor hun er på vej hen. Både med sit landbrug og i sit følelsesliv.

Rollen som Karin faldt Pernilla August for med det samme.

– Hun er meget interessant. Hun er så sort-hvid. En bitter kvinde, som alligevel er inspirerende. Hun er sådan ja/nej, svart/vit, fuck you, forklarer Pernilla bramfrit på sin egen perfekte blanding af dansk-svensk og lidt engelsk.

Med to brudte ægteskaber og tre døtre, som har oplevet deres forældre blive skilt, er Pernilla selv en del af en fragmenteret familie ligesom familien Grønnegård i Arvingerne. Det var dog ikke det, der trak genkendelsens smil frem i hende, da hun så manuskriptet første gang.

– Nej, om jeg genkender dét, ved jeg ikke. Men jeg genkender den kulørte familie fra serien. Min farmor, som var børnepsykolog og fik seks børn, havde et anarkistisk hjem, hvor jeg kom meget. Mine forældre var meget unge, da de fik mig, og de blev skilt tidligt, så jeg var ofte hos min farmor. Da jeg læste manuskriptet til Arvingerne, kunne jeg næsten dufte min farmor igen. Hun var stærk, fantastisk og excentrisk ligesom Veronica – og alligevel slet ikke som hende. Det var årsagen til, at jeg sagde ja. Jeg genkendte duften af min farmor i manuskriptet, siger Pernilla August og kigger længe frem for sig.

Pernilla til bal hos dronningen i 1998 sammen med eksmanden Bille August. Foto: Klaus Møller.

Men der var også noget andet, den svenske skuespillerinde blev betaget af, da hun læste Maya Ilsøes manuskript.

– Psykologi interesserer mig, og det var også noget af det, jeg faldt for ved Arvingerne. Det kunne aldrig falde mig ind at læse en krimi, for det interesserer mig simpelthen ikke. Og hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg nok blevet psykoanalytiker eller noget i den stil, fortæller Pernilla.

Hvad hun har tilfælles med Karin, er dog ikke meget.

– Vi har begge en stor kærlighed til dyr og natur, selv om jeg er født midt inde i Stockholm.

LÆS OGSÅ: Søs Egelinds familie: Derfor bor vi tre generationer på samme gård

Børn på scenen

Pernilla August havde en datter i forvejen, da hun mødte den danske filminstruktør Bille August, som hun fik yderligere to døtre med. Og for at det ikke skal være løgn, er den ældste datter scenograf på et teater, mens de to yngste er i gang med at uddanne sig på teaterskoler i Danmark.

Det kunne vist ikke være anderledes, ler deres stolte mor.

Hun bekymrer sig ikke over, at døtrene kaster sig ind i showbusiness, hvor hun og Bille August har befundet sig i snart en halv menneskealder.

– Jeg tror ikke, jeg bekymrer mig mere, end alle andre mødre gør. Jeg ønsker jo bare, at det skal gå godt for mine børn. Eller måske snarere at de i hvert fald ikke skal have ondt nogen steder, smiler hun.

Pernilla og Bille til filmpremiere sammen med datteren Alba tilbage i 2011.

At scenen i en eller anden form skulle blive børnenes levevej, er aldrig kommet bag på deres mor. Asta og Alba August, som i øvrigt begge har haft små roller i Arvingerne undervejs, var knap nok teenagere, da de opsøgte kunsten i form af sang, musik og teater, og det kan deres mor godt genkende. Hun var nemlig selv endnu yngre, da teatret trak i hende.

– Jeg gik på børneteaterskole som 10-11-årig, og allerede dengang mærkede jeg helt ind i kroppen kontakten med publikum. Da jeg spillede Et dukkehjem igen 25 år senere, kunne jeg huske præcis, hvordan jeg havde haft det som barn på scenen, og da forstod jeg, hvad det var, jeg havde oplevet og følt som barn, denne stærke kontakt med publikum.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: "I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

At forandre verden

At blive skuespiller var dog ikke noget, Pernilla gik og drømte om som barn i Stockholm.

– Nej, det med karriere har jeg aldrig brugt meget tid på, og alligevel var jeg ansat på Dramaten (Stockholms svar på Det Kongelige Teater, red.) i 25 år, og det blev også til nogle film indimellem. Men jeg har faktisk aldrig tænkt over min karriere, siger hun.

– I dag fylder det jo meget. Egoet står forrest, og alle skandinaviske skuespillere skal til Hollywood og gøre karriere, siger hun med ærgrelse i stemmen.

Sådan var det ikke i hendes tid, og det lægger hun ikke skjul på.

– Da jeg søgte ind på teaterskolen, spurgte de til optagelsesprøven, hvad jeg ville der? Jeg svarede ligesom alle andre dengang i 1970'erne, at jeg ville forandre verden og fortælle historier. Det har jeg stadig i mig.

Men spørgsmålet er, om man forandrer ret meget i verden ved for eksempel at spille Karin i Arvingerne?

– Nej, man forandrer nok ikke verden på den måde, vi ville dengang, men når mennesker ser noget i tv, som de identificerer sig med, får de måske lyst til at ændre et gran i deres eget liv og dermed noget i verden, funderer hun.

Hjem igen

Den 58-årige skuespiller er netop færdig med at være på visit i Danmark som svensk heks, som hun siger. Arvingerne er fulgt til dørs med sidste sæson, og filmen Den alvorlige leg, som Pernilla August har instrueret, har haft premiere i København. Nu kan hun vende hjem til Sverige, selv om det er et vidt begreb.

– Jeg ved knap nok, hvor jeg bor, ler hun og afslører så, at hun har en lejlighed i fødebyen Stockholm, et hus i Skåne og i øvrigt bor i sin datters lejlighed i København, når hun er i Danmark. Hvad hun skal lave nu, er hun heller ikke helt klar over.

– Nu skal jeg læse poesi, siger hun og slår en høj latter op.

– Nej, jeg skal tænke på, hvad jeg skal lave næste gang og vente på, at det rigtige manuskript dukker op. 

LÆS OGSÅ: Marie Bach Hansen: “Livet ville være lidt lettere, hvis man aldrig tvivlede på sig selv”

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”