Michala Petri
Foto: Sara Skytte Blokfløjtenisten Michala Petri om en ungdom præget af isolation.

Michala Petri

Som 5-årig blev Michala udråbt til vidunderbarn. Sådan har hun levet med det ansvar siden

De fleste mennesker forbinder Michala Petri med en blokfløjte. Det gør hun også selv, for siden hun som femårig blev udråbt til vidunderbarn, har hun faktisk ikke kendt et liv uden fløjten. I dag spiller hun hundrede koncerter om året og kan se tilbage på et liv, der ikke kunne være anderledes.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var en lille stikvej ved vores hus i Lynge, som vi flyttede ind i, da jeg var tre år. Faktisk kan jeg svagt huske, at jeg engang gik væk fra huset og ud på en stor vej. Min mor blev meget bekymret, da jeg var væk, men da de fandt mig, sagde jeg stolt: "Se hvor hurtigt, jeg kan gå". Det var et lille rødt murstenshus, som mine forældre havde købt. Min mor er pianist, og min far er violinist. Han tog sin knallert til Allerød Station hver aften for at tage toget til København, hvor han spillede i det Kongelige Kapel. Mor spillede koncerter forskellige steder. Min bror blev født fire år efter mig. Det var sådan set et meget normalt hjem, bortset fra at der var meget musik. Vores hus hed "Spilledåsen". Jeg kørte for nyligt forbi huset, og da jeg så skiltet, satte jeg en seddel i døren om, at jeg havde været forbi. Kvinden, der bor i huset, sendte mig en besked om, at hun var ked af, at hun ikke havde været hjemme, men jeg måtte endelig komme igen. Hun havde bevaret skiltet og fået det malet op, fordi hun vidste, at vi engang havde boet der.

Din levevej?
– Min barndom blev anderledes, da jeg var 11 år. Skolen tilbød mig at springe 5. klasse over og komme direkte i 6. Men mine forældre syntes hellere, jeg skulle holde et år fri og koncentrere mig om at spille blokfløjte. Min fløjtelærer foreslog, at jeg tog til Tyskland og fik undervisning. I Hanover syntes professoren, at jeg skulle indskrives på konservatoriet med det samme, selv om jeg kom til at studere med langt ældre studerende. Det blev sådan, at min mor og jeg tog toget til Tyskland hver mandag aften – i liggevogn. Otte timer senere var vi fremme, og så havde jeg undervisning tirsdag og onsdag, hvor vi boede på pensionat, og så tog vi hjem onsdag med toget 12.30 eller 14.10. Jeg kan stadig huske togtiderne.

– Jeg var 17 år, da jeg var færdiguddannet i Tyskland og begyndte at spille koncerter. Jeg fik tit at vide i min barndom, at jeg gerne måtte lave noget andet, men de gange jeg tog tilløb til det, kunne jeg alligevel godt mærke, at det ikke var populært. Som barn havde jeg ikke tankegangen til at sige, at jeg ville noget andet end at spille fløjte, og som voksen kunne jeg ikke andet. Mine forældre sagde, at jeg selv måtte vælge, men det lå i luften, at jeg havde et ansvar over for min begavelse, og det tog jeg ret alvorligt. Jeg var nu også altid glad for at spille. Det svære var at begrænse sig til det, for jeg ville også gerne have et liv med venner – det havde jeg meget lidt af. Min omgangskreds var min mors generation, og det gjorde, at jeg var lidt gammelklog som barn. Jeg kan godt mærke i dag, at jeg var isoleret. Især når jeg har fulgt mine egne pigers opvækst. Det er ikke fordi, jeg har svært ved at tale med andre, men alligevel. Små ting der er naturlige for andre, når de taler sammen, blev for mig noget, jeg skulle tænke meget over, fordi jeg gjorde det så lidt dengang.

LÆS OGSÅ: "Da turnéen var slut, lagde jeg mærke til, at jeg savnede ham Jan"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Da jeg var yngre, tog jeg det som et bevis på, at mit arbejde var lykkedes. Som 11-årig fik jeg et stort legat, og jeg kunne mærke på de vokse, at det var vigtigt. Alligevel blev jeg aldrig forledt til at tro, at jeg var noget særligt. Det lå i luften, at hvis jeg spillede godt, ville folk høre mig, og det var vejen til et socialt liv for mig, og det var meget stressende. Jeg kan huske en situation, hvor jeg var omkring 17 år. Jeg spillede 30 koncerter på 17 dage. Det var et hårdt program. En aften begyndte jeg at græde, da jeg kom ud fra scenen. Jeg sagde til min mor, at folk hele tiden sad og ventede på, at jeg skulle fejle. Det var selvfølgeligt kun min egen fornemmelse, som kom af stress.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg havde forelskelser, da jeg var i 20'erne, begge gange var det meget voldsomt og begge gange i kunstnere, som var ældre end mig selv. Min mor slog hårdt ned på det, og jeg følte, at mit ansvar lå hos hende. Min mor sagde direkte, at det ikke kunne blive til noget med de mænd, for det ville ødelægge mig. For hende var det en katastrofe, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige til hende, hvad jeg ville. Alt var altid gået gennem hende, og hun påvirkede mig til ikke at handle anderledes, end hun bad mig om. Den dag i dag synes min mor, at hun har reddet mig fra noget forfærdeligt. Lars Hannibal, som jeg blev gift med, og jeg blev meget forelskede, og da var jeg voksen nok til at bestemme selv.

– Mine to piger har også fundet vej til mit hjerte. De har gjort det på en måde, som jeg ikke havde forestillet mig allerede fra det øjeblik, jeg vidste, de var undervejs. Faktisk åbnede de også mit hjerte op for andre, fordi jeg oplevede deres sårbarhed og afhængighed. Det skete overnight. Jeg lå på hospitalet med den første og blev klar over, at nu var mit liv anderledes. Jeg havde altid kun haft fokus på mig selv og min pligt. Nu var dette barn afhængigt af mig, og hele verden var en organisme, som min datter var en del af.

Foto: Egmont Historiske Arkiv | Michala med datter.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg læser meget. Blandt andre Deepak Chopra, som er læge og bruger videnskaben til at forklare, hvordan tanker kan overføres fra et sted til et andet. Han beviser også, hvorfor tingene virker i et koncertrum, og at man kan måle stemninger. Der er mere i verden, end vi kan måle og veje. Eller rettere: Vi kan faktisk måle og veje de usynlige ting som for eksempel en stemning. Jeg læser i det hele taget mange selvhjælpsbøger á la "Få et godt liv på ti dage".

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg har aldrig holdt pauser på mere end nogle uger fra blokfløjten, og det har aldrig været frivilligt. Jeg har heller aldrig holdt ferie, og jeg har i det hele taget aldrig været så god til at slappe af. Faktisk var jeg for nyligt på ferie for første gang i mit liv. Min datter og jeg var en uge i Egypten. Mærkeligt, at jeg har været verden rundt så længe uden at være på ferie. Nu har jeg besluttet at tage en fridag mindst hver 14. dag. En fridag hvor jeg kan gøre hvad jeg vil: strikke, læse en bog eller modtage frem for at give. Den dag skal jeg ikke spille.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Ja, ved min skilsmisse fra Hannibal, som tog seks-syv år. Vi rejste meget og havde pigerne, og det var et stresset liv. Vi boede i et stort hus med ung pige og sekretær. Vi rejste sammen, spillede sammen og talte med de samme mennesker. Vi var en enhed, og vi tænkte for hinanden. Vi kunne ikke lægge det fra os efter koncerterne, og så kom metaltrætheden. Vi flyttede frem og tilbage nogle år, inden vi endelig blev skilt. Så mødte vi vores nuværende kærester. Hannibal syntes, det var svært at blive ved med at spille sammen, men jeg overtalte ham til at prøve et stykke tid, for vores økonomi afhang af det. I dag spiller vi 100 koncerter sammen om året, det er ham, der har styr på vores kalender, og vi har også et fælles pladeselskab. Vi indspiller desuden to plader om året. Vores kærester er heldigvis så vise mennesker, at vi godt kan arbejde sammen. Hannibals kæreste er kunstner og designer, og det er faktisk hende, der hjælper mig med at vælge tøj til min garderobe.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at spille cirka 100 koncerter i Danmark. Jeg har valgt kun at spille i Danmark i år, fordi jeg gerne vil være lidt mere hjemme. Jeg har rejst, siden jeg var 11 år, og fra jeg var 17, til jeg var 34, rejste jeg 10 måneder om året og var aldrig mere end tre-fire nætter det samme sted. Det var mit liv altid at tænke på næste dag, og hvor jeg skulle hen. Den eneste røde tråd i mit liv var musikken, for jeg havde ikke et hjem eller venner. Det var ret dyrt at telefonere dengang. For eksempel kostede det syv dollars i minuttet fra USA, men jeg ringede alligevel hjem til min mor hver dag. Faxen var fantastisk, da det blev en mulighed. Tænk, at man kunne sende et brev, som kom frem med det samme. Da den tid kom, var jeg en af de første danskere, der fik e-mail. Du ringede op til en central, og så blev din post hentet på en server i London. Hannibal og jeg fik også en af de første mobiltelefoner. Vi fik den af Kim Sjøgren. Den kostede en formue og var sådan en kasse med et rør på. Den skulle lade op hele natten. Alle de fremskridt betyder, at jeg ikke længere føler mig isoleret, når jeg rejser.

Michala Petri, 58 år

✻ Hendes mor er painist og far violinist.

✻ Debuterede som solist i Tivoli 11 år gammel.

✻ Blev gift med guitaristen Lars Hannibal. I dag er de skilt, men arbejder stadig sammen om koncerter. Privat danner Michala par med færingen Sunleif Rasmussen.

✻ Adjungeret professor ved Musikkonservatoriet.

✻ Mor til Agnete og Amalie på henholdsvis 23 og 21 år.

✻ Har indspillet over 80 album.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Kultur og Interview