Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Tv-vært Ane Cortzen sprudlede på skærmen, men havde ikke mere overskud tilbage til familien, når hun kom hjem.
Foto: Jens Rosenfeldt Tv-vært Ane Cortzen sprudlede på skærmen, men havde ikke mere overskud tilbage til familien, når hun kom hjem.

”Jeg blev underskudsagtig, når jeg ikke var på skærmen”

Når du altid er sjov og charmerende på skærmen, er der ikke meget overskud tilbage til familien, når du kommer hjem. Det måtte tv-vært Ane Cortzen sande sidste år, og hun har siden forsøgt at passe bedre på sig selv. Mød den første deltager i ALT for damernes sommerstafet, hvorfire mennesker fortæller om særlige scener fra deres liv.

Da jeg begyndte i 7. klasse
Ingrid Jespersens Gymnasieskole, Nordre Frihavnsgade, Østerbro, august 1986

- Mine forældre og jeg havde øvet ruten et par gange. Først med tog fra Rungsted mod Hovedbanen, stå af på Østerport Station, springe på en bus til Trianglen og gå de sidste 50 meter til Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Nordre Frihavnsgade 9.

 

Jeg husker min første skoledag i skolen meget tydeligt, for det var så markant en ny verden for mig. Rungsted, som jeg var opvokset i, var en ghetto, hvor alle så fuldstændigt ens ud, den eneste divergens var, om det nu var Lacoste-jakken med de lyserøde eller lyseblå striber. Jeg var en fremmed fugl og har altid hadet medløberi, hvor folk opfører sig som lemminger, men for at overleve i Rungsted havde jeg udviklet en mærkelig personlighed, og først da jeg skiftede skole i 7. klasse gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig havde holdt ud i den første del af min skolegang med den kroniske følelse af ikke at passe ind.

 

På vej mod Ingrid Jespersens Gymnasieskole tog jeg et kig ned ad mig selv. Jeg havde en strikket sweater på med en hvid skjorte indenunder, som var knappet helt op i halsen og samlet i en broche. Nederdel til knæene, strømpebukser og ballerinasko. Jeg lignede en eller anden sekretær. I virkeligheden var jeg en lille nørd. Mit hår var sat helt tarveligt op med et spænde midt på hovedet.

 

I toget på vej derind sad en dreng og kiggede meget intenst på mig. Jeg stod af på Østerport, og det var lidt overvældende for mig med alle de mennesker på perronen, men midt i virvaret fik jeg igen øje på drengen fra toget og opdagede, at han haltede virkelig meget. Og manglede en arm. Og så smilede han så sødt til mig og forsvandt igen i menneskemylderet.

 

Da jeg lidt senere trådte ind i klasselokalet, så jeg den mest spraglede forsamling af børn – blandt andet drengen fra toget, som viste sig at hedde Peter. Alle så mærkelige ud, ligesom mig. En helt vild fornemmelse. Og ind kom klasselæreren Bent med en guitar. Det var som at komme hjem.

 

Jeg var ikke blevet mobbet i min skoletid i Rungsted, men uden at være klar over det, havde jeg kæmpet ret meget med at være anderledes. Det krævede energi hele tiden at vide, at du er lidt kikset i forhold til alle andre. Og så stod jeg pludselig dér på den nye skole og følte mig totalt accepteret. Det gik først dér op for mig, at der findes andre miljøer end det, du kommer fra. Fem af pigerne fra den klasse er mine bedste veninder i dag.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: "Derfor misunder jeg mænd"

Da min ven svigtede
Christianshavn, maj 2006

- Allerede da jeg opdagede ham ved parkeringsautomaten, mærkede jeg, at der var noget galt. Det var en formiddag, jeg var i slutningen af min barsel med mit andet barn, Esther, og skulle om en måned tilbage

 

til jobbet som kreativ direktør i designvirksomheden, jeg havde startet nogle år tidligere med min gode ven og kompagnon. Han havde inviteret på frokost på en restaurant ved kanalen på Christianshavn, så vi kunne planlægge, hvordan min første tid efter barslen skulle forløbe i firmaet. Jeg svingede min gamle Audi 100 ind på en p-plads, og mens jeg fodrede parkeringsautomaten med mønter, så jeg den mand, der havde afløst mig under min barsel, komme gående. Han skulle også med til mødet. Det anede jeg ikke.

 

To år tidligere havde jeg og min gode ven oprettet firmaet sammen. Vi var også tidligere kolleger, han havde startkapitalen og fik titel af administrerende direktør, mens jeg var kreativ direktør. Vi fandt fede lokaler på Islands Brygge, ansatte dygtige folk, og hurtigt tog firmaet fart. Vi var skidestolte over, at vi sammen havde banket denne succes op. Jeg havde på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg ville have flere børn, så det kom ikke som nogen overraskelse, da jeg efter et år blev gravid. Jeg arbejdede helt til det sidste, stod højgravid og præsenterede nye projekter for kunder, men da jeg gik på barsel, fordybede jeg mig fuldstændigt i mit nye barn. Sådan er jeg jo. Imens var der blevet ansat en mand til at passe mit job som kreativ direktør, mens jeg var væk. Det var fint med mig.

 

Da jeg sad der over frokosten med min kompagnon på den ene side og min afløser på den anden, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Maden blev serveret, og så kom beskeden. Min kompagnon og gode ven sagde noget i retning af:

 

”Nå, nu skal du høre. Når du kommer tilbage i firmaet, er du ikke kreativ direktør længere. Du skal være almindelig medarbejder.” Min afløser skulle have min post. Det var et bagholdsangreb. Han ville gøre mig til menig medarbejder i det firma, jeg havde banket op sammen med ham.

 

Jeg blev simpelthen så chokeret, for jeg havde en virkelig stor andel i det firmas succes. Jeg følte et kæmpe svigt, fordi vi havde skabt det hele sammen, og fordi jeg anså ham som en af mine nære venner. Hvis han havde sagt ”Går du på barsel, så er du ude,” så kunne jeg forholde mig til det, men det her med at ambushe mig på sådan et møde, det var så ydmygende. Som at blive slået op med af ens kæreste, mens den nye kæreste sidder ved siden af. Egentlig havde jeg mest lyst til at græde, men jeg tog pokeransigtet på og sagde ”God løsning, fint med mig”. Indeni tænkte jeg ”Don’t get mad, get even,” og det endte i noget grimt rod med advokater og godtgørelsessummer, der kunne ødelægge firmaet. Men til sidst forlod jeg det hele

 

og sagde op uden at have et nyt job. Jeg var slået helt ud og følte mig svigtet på både det faglige og personlige plan. Jeg kan stadig blive sur, når jeg tænker over det, men episoden lærte mig alligevel noget vigtigt; At det nogle gange er godt at få én over nakken. Det er meget godt at blive ydmyget en lille smule, så man ikke fården der fornemmelse af, at man kan gå på vandet. Det er ingen, der er uundværlige, og du kan blive erstattet any day.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: "Jeg elsker T-shirts fra American Vintage"

 

Da jeg fik et vigtigt opkald
Café Den Blå Hund på Frederiksberg, en oktobereftermiddag 2010

- Jeg havde lige en halv time for mig selv, inden jeg skulle hente min søn, Manfred. Så ringede min mobil, og på displayet blinkede navnet ”Thomas Klinkby.” Han var redaktionschef på et nyt DR-program om tv-mediet og havde nogle måneder tidligere lokket mig til prøvefilmning. Egentlig arbejdede jeg som kreativ chef i DR Design og var uden ambitioner om at blive tv-vært.

 

I mine teenageår drømte jeg om at blive skuespiller, men opgav i ren og skær trods det hele, fordi jeg fik afslag på alle skuespiluddannelser. Og måske var det trangen til at være på, som blev vækket til live igen, da Thomas Klinkby til en fest nævnte, at han havde tænkt på mig som vært. Om jeg ikke ville til prøvefilmning? Der var mange professionelle værter i spil, så jeg tog det slet ikke alvorligt, men tænkte inderst inde, at det kunne være sjovt.

 

Så ringede telefonen den oktober eftermiddag, hvor jeg sad på caféen Den Blå Hund og drak kaffe. Meldingen lød: ”Ane, cheferne vil kun lave programmet, hvis det er dig, der er vært.” Jeg sad i en fast chefstilling og gik til 1-årig kontraktansættelse på et helt nyt felt – det er den sværeste karrieremæssige beslutning, jeg nogensinde har truffet. Men jeg har ikke fortrudt det.

 

Det var – og er – fantastisk spændende at være ankerkvinde på et tv-program. Men at være vært slider også på dig. Du trækker jo på essensen af dig selv hele tiden, du er sjov og charmerende, og det gør, at der ikke er meget charme tilbage, når du kommer hjem. Efter noget tid kunne jeg mærke, at jeg blev meget slidt og opførte mig lidt, som man har hørt, at mennesker som Fritz Helmuth gjorde: De var sådan nogle mennesker, som var enormt elskede og sjove på jobbet, og derhjemme var de nogle arrige sataner. Jeg blev underskudsagtig, når jeg ikke var på skærmen, hvor jeg så til gengæld sprudlede og var den bedste version af mig selv. Uden for skærmen var jeg bare sur og træt og fåmælt, enormt stille. Benjamin sagde til mig en søndag aften: ”Du har hverken snakket til mig eller børnene hele weekenden.” Og han havde ret, jeg orkede simpelthen ikke at være mere på.

 

Jeg var tæt på ikke at kunne mere. På et stresskursus med de andre DR-værter, fortalte en anden vært, hvordan hun pludselig havde det, som om hun var faret vild i en by og ikke kunne finde sig selv. Sådan havde jeg det også, og det var befriende at opdage, at jeg ikke var ene om at kæmpe med rollen som vært.

 

Det lyder jo enormt krukket. Som vært er du privilegeret, du arbejder mindre end de andre på redaktionen, så det er svært at klynke offentligt. Men alle vil pludselig have en bid af dig: ”Kan du ikke lige gøre det? Kan du ikke også lige være vært på en Tema Lørdag? Smil, for fanden!” Jeg er bare sådan en type, der gerne

 

vil gøre alle glade, så jeg siger ja til rigtigt meget. Men jeg besluttede jeg mig for, at sådan ville jeg bare ikke have det. Det skal ikke være sådan, at jeg lever mit liv foran skærmen, og så er jeg en sur kælling, når jeg ikke er på. Så siden sidste sommer har jeg været meget påpasselig og er begyndt at mærke efter, hvornår det bliver for meget. Det kan hele tiden stikke af, men jeg er blevet bedre til at passe på mig selv.

Læs resten af interviewet med Ane Cortzen i denne uges Alt for damerne (nr. 27, 2014).

Ane Cortzen giver stafetten videre til forfatter, radiovært og debattør Knud Romer, der genfortæller tre særlige scener fra sit liv i næste uge.

Ane Mette Brügger Cortzen er...

39 år.

Vært på DR. Blandt andet fire sæsoner af "TV! TV! TV!" og "Søndag Live"

Oprindeligt uddannet arkitekt og grafisk designer.

Gift med arkitekt Benjamin Weber og mor til Agnes 11 år, Esther 8 år og Manfred 4 år.

Datter af dagbladet Børsens tidligere chefredaktør Jan Cortzen og tidligere journalist på Ekstra Bladet Ingeborg Brügger. Hendes storebror er dokumentarist og programchef på Radio 24syv, Mads Brügger.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Ane Cortzen