"Jeg havde 42 kroner om dagen at leve for"

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?
– Jeg medvirkede i 2008 i programmet ”Den Hemmelige Millionær” på TV2. Her blev jeg sendt til Vollsmose og fik en etværelses ”pip-celle”, som de kaldte den, på 13. etage. Jeg havde 42 kr. om dagen at leve for, så det var en prøvelse for mig, og jeg måtte undvære mange af de ting, som jeg normalt tager for givet i min hverdag. Det, som virkelig fik mig til at tænke anderledes, var mødet med alle de forskellige mennesker i området. Bl.a. to skønne ældre kvinder, Johanna og Kirsten, som frivilligt havde et fint lille køkken i et værested, hvor de lavede frokost og aftensmad til folk, som var trængte økonomisk og/ eller manglede menneskeligt samvær. Ti dage i Vollsmose på kontanthjælp i selskab med de mest hjertelige mennesker, det er noget, der kan få tankerne på gled i en positiv retning.

Hvad er du mest stolt af?
– Jeg er et familiemenneske med stort F. Jeg har det rigtigt godt med min familie og taler dagligt med både mine forældre og mine søskende. Den varme og kærlighed, som omgiver vores samvær med hinanden, gør mig stolt og glad. Jeg er selvfølgelig også stolt af at have en sund og succesfuld virksomhed samt mine ansatte, som, jeg virkelig synes, gør det godt.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– For mange år siden i min ungdom arbejdede jeg på en natklub, Fabrikken, i Hornbæk. En aften tog jeg efter endt arbejde sammen med nogle venner hjem og festede lidt videre. I sjov ville jeg tjatte til en af drengene, men han flyttede sig, og jeg røg gennem nogle franske glasdøre. Jeg fik rigtigt mange glasskår gennem højre hånd, og blodet sprøjtede ud til alle sider. De to drenge, som skulle hjælpe mig, nærmest besvimede, da de så, hvor slemt det var, så jeg måtte selv tage et stort stykke glas ud, ringe til ambulancen og få rullet et håndklæde om hånden for at stoppe blødningen. Jeg endte med at få over 30 sting for det lille festlige indslag.

LÆS OGSÅ: "Folk tror, at jeg er Dyvia Das"

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?
– Jeg bliver rigtigt stolt, når jeg er ude at rejse og ser, at folk går rundt i mine gummistøvler og regnfrakker, om det så er i Korea, Japan, New Zealand, New York eller Esbjerg. Jeg kan fejre 20-årsjubilæum den 28. juni i år, hvilket har betydet, at jeg har taget et mentalt tilbageblik på, hvad jeg startede min virksomhed med, og hvor jeg er endt. Det, at mine håndlavede gummistøvler og klassiske regnfrakker i dag sælges i 23 lande verden via 2000 forhandlere, gør mig ekstremt glad og stolt – tænk, at jeg, der startede min virksomhed med at designe 10 par sandaler i min lille butik i Hornbæk, har lavet noget, som så mange forskellige mennesker verden over kan lide. Det er stort, synes jeg.

Hvornår græd du sidst?
– For at det ikke skal være løgn, græd jeg hele to gange på én dag her i april. Første gang da jeg sammen med min mand og datter så en naturfilm, hvor nogle hundehvalpe var blevet mishandlet. Sådan noget kan jeg bare slet ikke holde ud, så der måtte køkkenrullerne frem. Anden gang, jeg græd den dag, handlede det om en spa i Hornbæk, Kurbadet, som jeg er ved at opføre. Det er et stort projekt, som har været lang tid undervejs, men som endelig skulle være klar til at køre efter mange måneders hårdt arbejde. Om aftenen blev jeg ringet op af min rådgivende ingeniør, som oplyste, at han havde lavet en regnefejl til den forkerte side på fem millioner. Det var dråben, så der måtte køkkenrullerne frem igen!

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?
– ”Murerens datter”. Det kommer sig af, at min far var murer, og jeg har gået under det navn i min barndom. ”Hornbæk mit hjerte”, det er selvfølgelig på baggrund af min store kærlighed til min hjemby. Eller ”Smil, det regner” – ja i dette tilfælde giver titlen vist sig selv.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan virkelig være irriterende emsig"