"Hello? It's Patti Smith."

Stemmen i røret er øjeblikkeligt genkendelig med sin let rustne klang og sin let drævende New Jersey-accent. Fra et værelse på Hôtel Bel Ami i Paris til en stue på Nørrebro. Der er på surrealistisk, gåsehudsfremkaldende vis hul igennem til kvinden, som over de forløbne fire årtier er blevet kaldt alt fra punkens gudmor til en ugudelig synder, et musikalsk geni og kulturel shaman. For mit indre blik hvirvler et splitsekund ikoniske billeder af en ung, ranglet Patti Smith med armene slynget om sjælevennen og kunstneren Robert Mapplethorpe. Patti Smith, som fniser sammen med Bob Dylan og optræder med Bruce Springsteen. Viltert sort hår og grove støvler og på en gang skrøbelig og uglet som en fugleunge, der lige er faldet ud af reden, og dog så insisterende magnetisk. Min indre fangirl er momentant fristet til give pokker i interviewetikette og lade den gode Patti vide præcis, hvor umådeligt sej, jeg synes, hun er.

LÆS OGSÅ: Lily Allen: "Det smukke er, at jeg kan bidrage til moden uden at risikere at miste mit hus"

Hun undskylder sin hæshed i dag. Sideløbende med promoveringen af bogen M Train er Patti Smith midt i en jubilæumsturné for debutalbummet Horses, udgivet i 1975, og de følgende dage skal hun spille for fulde huse i Paris. I august lagde hun ligeledes vejen forbi København, hvor hun fik taget til at løfte sig i ekstase på selveste Det Kgl. Teater, og hvor adskillige af publikummerne, der euforisk dansede i orkestergraven, var unge nok til at være hendes børnebørn. Patti Smith har rundet 68, og det glæder hende usigeligt at blive mødt med salige smil af den yngre generation, når hun med sit sangkatalog fremmaner en svunden tidsånd på scenen.

- Det er jo fantastisk at finde ud af, at folk stadig er interesserede i arbejde, man har lavet for 40 år siden. Det er en ære at gå ud foran så mange unge mennesker og dele min vision med dem og mærke deres energi strømme tilbage. Jeg prøver bare at give dem de stærkeste, mest meningsfulde optrædener, jeg kan. Det føler jeg mig stadig robust nok til, og mit forhold til materialet, til ordene, er heller ikke falmet med årene. Hvis jeg er træt eller snubler lidt en aften, løfter publikum mig. Det er utrolig tilfredsstillende, siger Patti Smith.

LÆS OGSÅ: Frank Hvam: "Jeg er en grubler mere end en jubler"

The Mind Train

M Train er forfatterinden og sangerindens første bog siden 2010's rasende populære Just Kids, hvori Patti Smith skildrede sit og fotografen Robert Mapplethorpes stormfulde venskab og kærlighed, udspillet på en farverig baggrund af 70'ernes kunstnermiljø i New York. Just Kids blev hædret med en fornem National Book Award i hjemlandet USA og skabte stor fornyet interesse omkring Patti Smith som romanforfatter. Siden 1972 har hun udgivet en håndfuld anerkendte digtsamlinger og erindringsbøger, men den biografiske Just Kids forpligtede på anderledes vis:

- Jeg havde aldrig selv fundet på at skrive Just Kids. Selv om jeg ikke har udgivet meget af det, har jeg det meste af mit liv faktisk skrevet fiktion. Men jeg tilsidesatte alle mine egne projekter for at arbejde på Just Kids for Roberts skyld alene. Fordi Robert bad mig skrive vores historie, lige før han døde (af aids i 1989, red)," fortæller Patti Smith.

Det var en bog, hun måtte tage tilløb til over næsten to årtier efter sjælevennens bortgang. Både fordi sorgen i flere år var for rå at til at bearbejde, og fordi Patti Smith følte et enormt ansvar.

- Tidsrammen i Just Kids var meget stram, og jeg måtte nærmest give mig selv skyklapper på, mens jeg skrev, for udelukkende at blive på min og Roberts vej. Der er derfor ikke meget om, hvordan jeg selv udviklede mig som musiker, eller de andre mennesker i mit liv på det tidspunkt. Af samme grund vil jeg på et tidspunkt skrive en supplerende bog, der tegner et bredere portræt af 70'erne i New York end Just Kids," forklarer Patti Smith.

M Train, der står for Mind Train, er nemlig ikke dén opfølger:

- Med denne bog havde jeg ikke nogen særlig agenda. Jeg begyndte bare at skrive. Jeg var ikke sikker på, hvilken slags bog det ville blive, men var nysgerrig efter at se, hvad der ville komme ud af ikke at have nogen plan. Det var en stor frihed. Derfor er M Train og Just Kids heller ikke på nogen måde relaterede, hverken i indhold eller narrativ stil," siger forfatterinden om sin nyudgivelse, der består af 19 kapitler om alt fra Patti Smiths hverdag som skribent på New Yorks små cafeer og hendes mange rejser til eneboerens snigende tungsind og ikke mindst hendes store kærlighed til tv-serien The Killing, den amerikanske version af vores egen Forbrydelsen.

- Nogle anmeldere har fundet det vældig fornærmende, at jeg skriver, at jeg holder mere af Sarah Linden (den amerikanske Sarah Lund, red.) end mange virkelige personer. Men når mennesker kan føle kærlighed for en helgen, en engel eller en historisk figur, de aldrig har mødt, hvorfor skulle man så ikke kunne elske en tv-karakter? spørger Patti Smith. Et ræsonnement, der vil vække genklang hos alle, der på et tidspunkt har følt hjertet banke lidt hurtigere ved tanken om en elsket tv-series endeligt.

M Train er fragmenter af Patti Smiths tankespind over stort og småt på tværs af tid og sted, men ét emne går dog igen på M Trains litterære stationer (ud over forfatterindens mange beskrivelser af de utallige kopper sort kaffe, der for hende er uløseligt forbundet med skriveprocessen): Ægtemanden og faderen til Patti Smiths to børn, musikeren Fred 'Sonic' Smith fra Detroit-bandet MC5, der døde af et hjertestop i 1994.

- Jeg havde overhovedet ikke planlagt at skrive om Fred i M Train – faktisk havde jeg tænkt mig at dedikere min næste bog til ham, fordi han jo inspirerede så mange af mine sange, fra Because the Night til Frederic, og vi skrev People Have the Power sammen,siger Patti Smith.

- Men han dukkede bare op undervejs. Selv om jeg troede, at jeg skrev om nutiden, blev han ved med at trække mig tilbage til tiden, lige før han døde. Det havde nok noget at gøre med, at jeg skrev en del af M Train omkring årsdagen for hans død, og han derfor var meget i mine tanker.

Blev det en slags katarsis for dig at skrive bogen?

- For mig betyder katarsis, at man finder fred med noget. Og man finder ikke rigtig fred med sorg. Man manøvrerer den bare. Sorg er som havet: Nogle gange er det helt stille, andre gange frygtelig oprørt. Jeg håber aldrig på at opleve katarsis ved at skrive, snarere på, at de personer, jeg omtaler, vil komme til at stå mere levende for læserne. Ikke mange kendte Fred, men måske vil de føle, at de gør, når jeg skriver om ham. Ligesom jeg håber, at folk lærte Robert bedre at kende i Just Kids," forklarer Patti Smith langsomt med utilsløret savn i stemmen, der taler med volumen om sårene i sjælen, som aldrig rigtig heler.

Du lukker læserne langt ind i M Train. Er der noget grænseoverskridende i at kortlægge sit sind for fremmede?

- Nej, for jeg er glad for mit liv, som det er, og føler ikke, at jeg har noget at skjule. Jeg har ikke nogen slemme laster og ingen saftige kærlighedsrelationer som 68-årig. Nogle ting vil selvfølgelig altid være enten for triste eller for personlige til at dele. Fx er jeg meget forsigtig med, hvordan jeg omtaler mine børn. Jeg vil ikke invadere deres privatliv i mine bøger og er generelt meget omhyggelig med måden, hvorpå jeg beskriver andre. Selv folk, jeg ikke nødvendigvis bryder mig om. Bøger er hellige for mig; det er ikke der, man skal svælge i uoverensstemmelser. Men M Train beskriver ret nøjagtigt, hvem jeg er. Om folk så vil finde det synderlig interessant, er en anden sag, ha ha. Jeg har aldrig set nogen grund til at skabe et særligt image, hverken som menneske eller artist. Musikere som fx David Bowie eller Madonna har igennem årene skabt mange forskellige images på scenen, og det kan være vældig interessant. Men jeg er ikke anderledes, når jeg optræder. Jeg har kun mig selv at tilbyde, konkluderer Patti Smith.

Rimbauds konkubine

Patti Smith blev født i Chicago i 1946 som det ældste af servitricen Beverly og fabriksarbejderen Grants fire børn. Moren var Jehovas Vidne, tidligere natklubsangerinde og fan af den spirende rockkultur – faren ateist.

- Jeg tror, jeg var ret heldig sådan at få to modpoler som forældre. Ideen om Gud blev konstant diskuteret i vores hjem, og det var ret stimulerende. Min mor lærte mig at bede, da jeg var to et halvt, og det udvidede virkelig min verden. Det var den største gave, hun nogensinde kunne have givet mig – den her idé om, at uanset hvor meget man kedede sig, kunne man altid gå tidligt i seng og bede. Fortælle om sine problemer, bede om ting og måske modtage dem," fortalte hun til The Guardian i 1996.

Hendes lillesøster er stadig Jehovas Vidne, men for Patti Smith er religion såvel som politik for farvet af magtbegær og korruption til, at hun selv vil bekende sig til nogen af delene.

- Jeg skal da nok stemme til det kommende præsidentvalg i USA, men for at være helt ærlig føler jeg mig meget fremmedgjort fra politik i dag. På det her tidspunkt i mit liv kan jeg ikke længere se, at politikerne tjener folket, uanset hvilket parti de er fra. De tjener de firmaer og organisationer, der styrer verden, bankerne og militæret. Jeg er ked af at sige det, men jeg er blevet meget kynisk i mit syn på verdens ledere, sukker Patti Smith.

Mere animeret bliver stemmen, når snakken vender tilbage til skriverierne. Patti Smith forklarer, at hendes kreative gen var veludviklet i en tidlig alder takket være det levende miljø, hendes forældre skabte omkring hende. Fx lærte moren hende at læse, inden hun kom i skole:

- Mange børn har ikke en udviklet sans for æstetik, men det fik jeg med hjemmefra. Jeg har elsket bøger, siden jeg var helt lille, og da jeg var syv, læste jeg Pigebørn af Louisa May Alcott. Jeg elskede karakteren Jo, fordi hun skrev og var meget som mig selv; en drengepige og en bogorm. Fra da af ville jeg også skrive historier, som folk ville holde af, fortæller Patti Smith.

Da hun var ni år, flyttede familien til en landlig, kulturfattig del af staten New Jersey.

- Jeg var en akavet pige og følte mig som en af Peter Pans lost boys. Jeg kunne ikke rigtig relatere til feminine ting. Da jeg voksede op, var det helt store at bobbe sit hår og få sin øjenmakeup til at ligne Elizabeth Taylors i filmen Cleopatra. Det interesserede mig bare slet ikke. Jeg var mere til bøger og min indre verden, har Patti Smith fortalt til The Observer.

LÆS OGSÅ: Hanneli: "Fuck jer, I forstår ikke, hvor cool jeg er"

Som barn var hun ofte syg, og skarlagensfeber gav hende hallucinationer. Når Patti Smith således lå derhjemme, drømte hun om at blive operasanger (mandlig operasanger, vel at mærke), at rejse til fjerne lande og stikke af med Fremmedlegionen. De kvinderoller, det amerikanske landsamfund dikterede i 50'erne, huede ikke pigen, som hverken kunne se sig selv som husmor eller frisør i den lokale salon. I stedet svømmede Patti Smith væk i sine elskede bøger, og især 1900-tals-poeten Arthur Rimbaud blev et litterært såvel som romantisk forbillede.

- Da jeg var 16, ville jeg virkelig gerne have en kæreste, men jeg brød mig ikke om fyrene i kvarteret. Så fandt jeg Rimbauds Illuminations med et billede af forfatteren på forsiden, og han var lige min type. Egentlig snuppede jeg bogen (hun stjal den fra et antikvariat, red.), fordi jeg så ham, og det var kærlighed ved første blik. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod, hvad Rimbaud skrev. Men mit instinkt sagde mig, at sproget var smukt. Jeg blev forført af det, har Patti Smith fortalt til The Guardian.

P + R

- Alt i mit liv er udsprunget af mit ønske om at skrive, siger hun i telefonen. Det har været den røde tråd igennem alting og det, der førte mig til sangkarrieren i New York.

Men vejen dertil var ikke just nogen yellow brick road. Efter endt high school i New Jersey med kunst som hovedfag blev Patti Smith tilbudt et halvt legat til at fortsætte studierne på Philadelphia Art Museum. Forældrene kunne dog ikke betale resten af skolepengene, og i stedet begyndte hun at læse til kunstlærer på det lokale college. I sommerferierne arbejdede hun på en fabrik, og de endeløse grå dage ved samlebåndet inspirerede hende til sangen Piss Factory om arbejdernes elendige vilkår i 60'ernes USA.

Patti Smith var 20 år gammel, da hun fandt ud af, at hun var gravid første gang, og hendes barndom – med forfatterindens egne ord – fik en brat ende. Hun bortadopterede barnet efter en mareridtsagtig fødsel, hvor sygeplejerskerne så godt som ignorerede den ugifte kvindes kvaler, og oplevelsen satte dybe spor. Hun rev efterfølgende teltpælene op og flyttede til New York for at leve som sin elskede Rimbaud, en fattig og drømmende poet.

- New York var så godt som bankerot, da jeg ankom i 1967. Langt mere rå, snavset og billig end i dag. Det var nemt at få en lille lejlighed og et job i en boghandel, der tillod én at arbejde på sine egne projekter ved siden af. Men meget har ændret sig siden dengang, hvor ingen af os ejede et kreditkort. New York er blevet en rasende dyr by, selv for mig,fortæller Patti Smith med en vis længsel efter sin ungdoms Gotham City.

Den gamle natklub CBGB, hvor hun plejede at optræde med sit band i 70'erne, er nu lavet om til en tøjbutik, mens hotellet The Bowery, legendarisk vandingshul for bl.a. vennen og beat-forfatteren William Burroughs, har fået en poleret personlighedsspaltning.

- Men det er en del af New Yorks tragedie og skønhed: Det er en by i konstant udvikling, konstaterer hun.

Kort efter ankomsten til New York mødte Patti Smith Robert Mapplethorpe. Han var 20 år gammel, og selv om han egentlig var homoseksuel, blev Patti Smith i en periode både hans elskerinde, muse og soulmate.

- Robert havde en dualitet i sig, som han kæmpede med. Noget af det udsprang af hans katolske opvækst – god vs. ond, heteroseksuel vs. homoseksuel. Det var en kamp indtil den dag, alle de ting lige pludselig bare var, som han var. Lige til han døde, var Robert og jeg altid os selv, når vi var sammen. Og vi elskede hinanden. Folk er altid så ivrige efter at definere alting, men er det nødvendigt at definere kærligheden? har hun senere spurgt i magasinet Interview.

Duoens hastigt sammenflettede skæbner i New York var som taget ud af en af Patti Smiths 1900-tals-romaner. Begge levede de på en sten på snuskede hoteller og sågar på parkbænke, mens de arbejdede hårdt for at finde hver deres unikke stemme i en verden i oprør. USA var på vej ind i en ny æra, der hidsigt gjorde op med forældregenerationens konservative livssyn, Vietnam-krigen rasede, og New York var en smeltedigel af idealister, der syntes at flokkes som ildfluer i mørket.

På det historiske Chelsea Hotel socialiserede Patti Smith med musikerne Jimi Hendrix, Bob Dylan og Janis Joplin, førnævnte William Burroughs og Allen Ginsberg samt kunstneren Andy Warhol. I modsætning til, hvad folk har antaget, eksperimenterede Patti Smith dog ikke med de mange stoffer, der florerede i miljøet:

- Uanset hvilke overdrevne historier der bliver fortalt i dag, kan jeg tælle på én hånd, hvor mange gange jeg drak for meget tequila. Jeg har haft så mange sygdomme som barn, at min krop aldrig ville have kunnet klare et stofmisbrug. Jeg var også alt for ambitiøs. Jeg ville skabe noget fantastisk, og det er lidt svært, hvis din hjerne er uklar,har hun fortalt til Interview.

Et ufrivilligt feministisk ikon

I starten af 70'erne arbejdede Patti Smith med at fremføre sin poesi på barer, medvirkede i aparte kunstfilm sammen med Robert Mapplethorpe og skrev teaterstykket Cowboy Mouth (1971) med sin daværende kæreste, skuespilleren Sam Shepard. Hun nærede ingen rockstjerne-drømme, men musikscenen fascinerede hende alligevel i en sådan grad, at hun i 1974 lod sig "hverve" (hendes ord) og udgav sin første single Hey Joe med sangen Piss Factory på B-siden. Begge numre vakte opsigt med deres anderledes aggressive lyd og semiselvbiografiske tekster. Fx slutter sidstnævnte med opråbet:

"I'm gonna get on that train and go to New York and I'm gonna be so bad, I'm gonna be a big star and I will never return never return no never return to burn out in this Piss Factory."

Efter Hey Joes succes blev Patti Smith og hendes band signet af Arista Records, og i 1975 udsendte sangerinden, hvad der i dag regnes for et af de bedste debutalbum nogensinde: Horses. Det nu musikhistoriske albumcover skudt af Robert Mapplethorpe viser Patti Smith i en hvid herreskjorte og slips med en sort jakke nonchalant slynget over den ene skulder. På billedet emmer hun af en besnærende distanceret seksualitet, og Patti Smith blev øjeblikkeligt udråbt som et stærkt kvindeforbillede for datidens feministbevægelse. Der var bare den lille ridse i lakken, at Patti Smith, dengang som nu, af princip var imod at definere folk ud fra køn frem for individualitet.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med betegnelser som 'Årets kvinde'. Så vidt jeg ved, er det pissehårdt at være et hvilket som helst køn, udtalte en irriteret 29-årig Patti Smith til New Times Magazine i 1975.

I 1976 mødte Patti Smith Fred Smith, og en langsom kurtisering spirede mellem New York og Detroit. Da parret endelig giftede sig i 1980, jokede vennerne med, at de udelukkende havde fundet sammen for at undgå at skifte efternavn. To år forinden havde Patti Smith udgivet sit mest kommercielt succesfulde album, Easter, der bl.a. indeholdt den Fred-inspirerede Because the Night, skrevet sammen med vennen Bruce Springsteen. Men da hun efter sit bryllup opgav musikken for at hellige sig familielivet i Detroit, beskyldte de, der stædigt havde udset sig punkstjernen som et feministisk fyrtårn, Patti Smith for at sælge ud. "Domestic cow," rasede de mere ekstreme disciple.

- Nogle påstod, at jeg ingenting foretog mig i 80'erne, men det at være mor og hustru er et job i sig selv, siger Patti Smith, stadig hovedrystende over at være blevet anklaget for at have svigtet en 'status', hun aldrig havde bedt om.

LÆS OGSÅ: Casper C. og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

I årene, der fulgte, opbyggede hun den disciplinerede skriverutine, hun endnu følger:

- Da jeg fik børn, begyndte jeg at stå tidligt op hver dag og skrive fra klokken fem til klokken otte. Det var det eneste tidspunkt, jeg havde fuldstændig for mig selv. Det var hårdt i starten, men efter at have gjort det i årevis er jeg i dag vant til at tage mig den tid. For det er et arbejde at skrive, og det er ikke altid lige sjovt. Det kan være kedeligt, frustrerende endda, men det er også utrolig givende. Jeg vil sige til alle, der drømmer om en skrivekarriere, at de skal tænke på det som en daglig praksis. Præcis som mange gør med at træne, formaner Patti Smith.

Når et ikon ældes

Efter Freds død i 1994 flyttede Patti Smith tilbage til New York, hvor hun endnu bor. Jeg kan ikke lade være med at spørge:

Tror du, at du var blevet en anderledes artist, hvis du havde været ung i vor tids New York?

- Nej ... Det tror jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan samfundskulturen i dag ville have påvirket mig, men så stor en del af, hvad der er vigtigt for mig, udspringer af kunst og litteratur, fra film og Bibelen. Alle de inspirationskilder og referencer har formet mig, og med dem tror jeg, at jeg stadig ville være godt væbnet til at håndtere det moderne samfund. Jeg har aldrig gået op i at være populær eller berømt eller drømt om at blive rig. Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg, selv hvis jeg var ung i dag, ville gå op i likes. Jeg måler mit eget værd ud fra det arbejde, jeg udfører. Sådan har jeg altid været, siger Patti Smith.

Selv om hun aldrig har haft ambitioner i den retning, er navnet Patti Smith for evigt skrevet ind i musikhistorien. Med sin speed-punk var hun med til at lancere en helt ny musikgenre, hvis lyd har inspireret så forskellige musikere som U2, R.E.M. og The White Stripes. Og hendes uforanderlige rock'n'roll-look med undertoner af tvetydig seksualitet kopieres til dato verden over.

Hvad betyder det for dig, når folk bruger termer som ikon og legende til at beskrive dig?

- Jeg er glad for, at ... Patti Smith tøver et øjeblik. Så siger hun: Jeg tror, at det betyder, at folk stoler på mig. At noget, jeg gør, vækker positive følelser hos andre mennesker. Selv da jeg var yngre, var mit højeste mål at inspirere andre til at være sig selv og følge deres egne drømme. Jeg vil ikke 'herske' over nogen. Jeg er her for forhåbentlig at inspirere og hjælpe folk med at opbygge selvtillid og livsglæde.

Patti Smith har flere gange i vores samtale nævnt, at hun altid har set sig selv som fiktionsforfatter først og fremmest (og altid forfatter før musiker. Punktum). Alligevel taler vi i dag om hendes anden selvbiografiske bog på fem år. Hun medgiver, at alderen er begyndt at spille ind på de projekter, hun prioriterer.

Hvordan har du det egentlig med at blive ældre?

- Det er noget, jeg virkelig begyndte at tænke over, da jeg skrev M Train. Jeg var netop fyldt 65, og i løbet af skrivearbejdet blev jeg 66. Og pludselig gik det op for mig, at jeg kronologisk og numerisk er nået til et sted i livet, hvor jeg bliver nødt til at tænke over, hvor meget tid jeg har tilbage til at være produktiv og være sammen med mine børn i. Jeg har aldrig tænkt i de baner før, jeg har bare ladet livet føre mig af sted. Nu skal jeg tage vare på og vedligeholde min egen fysik. Jeg skal være selektiv med, hvad jeg spiser, og passe på ikke at blive forkølet. Det er ting, man tager for givet som ung, men som med alderen kommer til at indgå i en daglig rutine, der bliver længere og længere. Men så er der andre ting, som ikke føles nær så alvorlige til sammenligning. Fx foretrak jeg at have mørkt hår. Nu er det sølvfarvet. Det er ikke et spørgsmål om forfængelighed, jeg har bare altid haft mørkt hår. Det var som at blive blondine på en nat. Jeg skal også vænne mig til, at jeg er knap så mobil og skal huske mine briller, smågriner Patti Smith.

Hun er ikke meget for dette forfald, men kan godt more sig over at recitere præcis samme klagesang, som mennesket har sunget i årtusinder, når aldringsprocessen synes at snige sig ind i spejlet som en tyv i natten. Efter et øjeblik tilføjer hun:

- Det største issue er jo i bund og grund tid. Det, jeg helst vil bruge min arbejdstid på, er at skrive. Og det er svært at skrive, når jeg er på turné. Så jeg bliver nødt til at tænke over, hvordan jeg vil prioritere mit arbejde fremadrettet. Tage nogle beslutninger om, hvordan jeg vil bidrage til samfundet. Og det ligger mig meget på sinde.

Jeg tillader mig at antyde, at mange nu nok vil mene, at hun allerede har bidraget ganske betydeligt. Netop nu er Just Kids endda ved at blive lavet til en tv-serie (endnu en fiktiv tv-karakter, som verdens gudløse seere kan overøse med kærlighed, indskyder jeg. Patti Smith slår en latter op). Men for punkens gudmor er det ikke en mulighed at holde op med at skrive.

Telefonauditionen er ved at være forbi.

- Tak fordi du tog dig tid til at interviewe mig, siger Patti Smith, igen uudsletteligt høfligt.

Det er nu os, der takker, Patti.

LÆS OGSÅ: Søs Egelinds datter: "Derfor bor vi i min mors bofællesskab"

LÆS OGSÅ: 10 af de fedeste skuldertasker lige nu

LÆS OGSÅ: 11 typer: Det signalerer dine sneakers om dig - sarkasme kan foreskomme