“Jeg overvejer, om det er det værd, når jeg render rundt efter 35 piger med længere ben end mig i snevejr under modeugen”
SPONSORERET indhold

“Jeg overvejer, om det er det værd, når jeg render rundt efter 35 piger med længere ben end mig i snevejr under modeugen”

Den 22-årige danske modelMaria Palm debuterer dennemåned i den hypede film The Model.

05. feb. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Mode, stormende forelskelse, bedrag, stoffer og desperation. Den biografaktuelle film The Model indeholder det hele. Den danske model Maria Palm, 22, spiller hovedrollen som den 16-årige Emma, der forlader sin kæreste og kernefamilien i forstaden for at rejse til Paris og prøve lykken som model. Undervejs bliver hendes dømmekraft og moral sat på prøve, og det glamourøse billede af livet som model bliver indhentet af den virkelige modeverden, som er noget mere nuanceret. Maria Palm, som har været model for bl.a. Marc by Marc Jacobs, YSL og L'Oréal Paris og har optrådt i modeserier i bl.a. britisk Vogue, Harper's Bazaar og Eurowoman, har sin skuespillerdebut i filmen, som er instrueret af danske Mads Matthiesen, og spiller over for den britiske skuespiller Ed Skrein, der bl.a. er kendt fra Game of Thrones. Her fortæller hun om forskellene mellem modelarbejde og skuespil, om grænseoverskridende sexscener og om at være tro mod sig selv.

Hvordan meget minder din egen vej ind i modelverdenen om Emmas?
"Emma kunne lige så godt have været mig. I hvert fald da jeg læste de første 30 sider af manuskriptet: En 16-årig pige, der tager til Paris og mødes med sin booker, bliver indkvarteret i en lejlighed med andre modeller og ikke helt er sikker på, hvad der egentlig foregår omkring hende. Jeg er selv opvokset i Søllerød med min far og mor og lillebror og blev model, da jeg var 16 år, så det var nemt for mig at relatere til rollen. Jeg kan sagtens forstå, at Emma bliver draget af den verden og synes, at den er spændende og interessant. Men derfra kommer hun så til at træffe nogle valg, som jeg aldrig ville have truffet, så der var jeg lidt mere på udebane."

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du afhængig af at shoppe? 


Maria Palm i rollen som Emma i The Model, en ung pige, der får kickstartet sin modelkarriere pga. en affære med en succesfuld fotograf.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

Hvordan fik du rollen?
"Jeg var i New York, da der var casting til filmen. Instruktøren Mads Matthiesen castede mange forskellige modeller til rollen, fordi han arbejder meget med amatører for at få det umiddelbare og naturlige frem. Jeg havde aldrig tidligere tænkt, at jeg skulle være skuespiller, så jeg var meget skeptisk i starten og syntes faktisk, at det var ret irriterende, at jeg skulle huske alle de replikker. Men jeg gik videre, og jo længere vi kom i castingperioden, som varede over et halvt år, jo mere fik jeg blod på tanden. Jeg begyndte at mærke en adrenalin, som jeg ikke havde følt i modelarbejdet siden mit første år. Det var et nyt kick og en interessant måde at bruge mig selv på."

Hvad er den største forskel på at være model og skuespiller?
"Som skuespiller skal jeg ikke hele tiden spekulere på, hvordan jeg ser ud. Jeg skal ikke hele tiden tænke over vinkel i forhold til kameraet. Jeg skal ikke prøve at vise mig fra min bedste side. Jeg skal være min mest overbevisende side. Jeg kan huske de første par gange, vi optog, hvor instruktøren blev nødt til at sige: "Maria, ikke kig ind i kameraet.""

Der er mange sexscener i filmen. Hvordan havde du det med dem?
"Det var meget grænseoverskridende. Som model har jeg selvfølgelig prøvet at være tæt på en person, jeg ikke kender, og indleve mig i sådan en situation, men ikke i så lang tid ad gangen. Og på film skal det jo forestille at være ægte, hvor man på billeder bedre kan fake det på en eller anden måde. Det var vigtigt for mig at have en god rutine. Jeg ville gerne vide, hvad der kom til at ske og hvornår, og jeg ville gerne have en god dialog med den anden skuespiller inden optagelsen, så det ikke blev mere ubehageligt, end det var i forvejen. Men derefter prøvede jeg bare at give slip og skubbe det væk. Det fungerede bedre for mig end at begynde at analysere det i detaljer."

Hvor meget synes du, at filmens fremstilling er tro mod den modeverden, du kender?
"Jeg synes, den er meget genkendelig. Det er ikke filmens intention at udstille modebranchen som ond og dyster, men derimod at vise et realistisk billede af den. Som i filmen er der også i virkeligheden konkurrence mellem modeller, og selvfølgelig opstår der indimellem jalousi. Men jeg har generelt mødt flest venlige og søde mennesker. Der er også mange fester og arrangementer i modebranchen, og der er altid folk, der kan tage dig med ud og på en klub, som Emma oplever. Det står til gengæld i stor kontrast til mit eget liv. Jeg har aldrig haft lyst til at tage til en fin middag eller tage med en promotor ud at drikke drinks på en klub. Jeg vil selv vælge, hvor jeg tager hen, og hvem jeg er sammen med, så jeg har helt fra begyndelsen sagt nej til den del af jobbet. Jeg ved godt, at mange mener, at man er nødt til at netværke, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre på andre måder."

Kan du forstå de valg, Emma tager undervejs i filmen, som måske kan virke lidt ekstreme?
"Jeg har rigtig mange gange været virkelig træt af Emma, men hun er en ung og naiv pige, som ikke ved bedre. Hun forsøger at gøre tingene på sin egen måde, men ender alligevel med at blive rodet ud i noget, hun ikke kan håndtere. Der får jeg lidt ondt af hende, for det er ikke hendes intention at ende, hvor hun gør. Jeg kunne aldrig selv finde på at sige ja til noget, fordi jeg troede, at det ville føre mig et bestemt sted hen (Emma indleder i filmen et forhold til en ældre succesrig fotograf, der kickstarter hendes karriere, red.). Jeg ville aldrig lytte til en pige, der sagde, at jeg var nødt til at komme til en bestemt fest, og jeg kunne aldrig drømme om at gå på kompromis med min egen moral. Jeg er meget mere jordbunden."

Har du nogensinde overvejet at opgive modelkarrieren, fordi det var for hårdt?
"Ja, masser af gange. Den mest åndssvage oplevelse, jeg har haft, var engang, hvor jeg havde fået et stort job i L.A. og fløj dertil fra Danmark. Jeg var kun lige landet, da min booker ringede og sagde, at jeg havde fået bekræftet en megastor kampagne i Paris og skulle flyve til Paris syv timer senere. Da jeg landede i Paris, fik jeg at vide, at kunden havde aflyst shootet, fordi de ikke kunne lide konceptet for kampagnen. Dagen efter fløj jeg tilbage til Danmark. Dvs. jeg havde siddet omkring to døgn i en flyvemaskine uden at arbejde. Og der overvejede jeg da, om det var det hele værd. Det gør jeg også indimellem, når jeg render rundt efter 35 piger med længere ben end mig i snevejr under modeugen i New York og har 15 castinger på en dag."

The Model har premiere 11. februar.

LÆS OGSÅ: Foråret nærmer sig: 12 lyse items til din garderobe

LÆS OGSÅ: 59 tegn på at du ikke er så original, som du tror

LÆS OGSÅ: 5 nye Facebook-emojis udfordrer "like-knappen"