Jeg skal som udgangspunkt ikke købe noget...
…på udsalg. Primært fordi jeg ikke mangler noget (og formentlig ikke kommer til det de kommende fem-ti sæsoner). Men også fordi jeg har meget svært ved styre mig, når jeg først bliver grebet af den uhyggelige udsalgstendens med at købe (mange) sager, før de andre gør det, før det er for sent, før jeg fortryder.
I går maste jeg mig ind ad døren i en af mine favoritbutikker. Præcis tre minutter efter åbningstid sammen med cirka 25 andre kvinder med vilde blikke og hektisk røde pletter på kinderne. På vej til butikken havde jeg indgået adskillige livskloge aftaler med mig selv: Hvis du absolut skal købe noget, skal det kun være den ene kjole, du har prøvet for flere uger siden, men som du ikke købte, fordi den var for dyr. Og hvis der er proppet med mennesker i butikken, orker du jo ikke at gå derind. Desuden har du lige brugt uhyrlige summer på børnetøj, og du mangler lige nøjagtig: Intet.
Jeg købte følgende: Kjolen (nedsat til halv pris, kanongod handel), en top, en anden kjole (sort, klassiker, holder helt sikkert mindst ti sæsoner). Flot. Men faktisk formåede jeg, inden jeg nåede kassen, at fjerne omkring halvdelen af de sager, der havde klumpet sig sammen over min arm. Det er jo også det, det handler om: at vælge lige nøjagtig det, du bliver allermest glad for – også på udsalg.
I dit ALT for damerne får du denne uge (fra side 58) 15 gode tip til, hvad du skal investere i, fra nogle af vores bedste danske designere. Og husk de klassiske udsalgsråd, når du shopper: Cashmere er en god investering, den perfekte sorte kjole kan du også lede efter på udsalg, lækkert lingeri kan der gøres glimrende kup af på udsalg ligesom sko og tasker.
God jagt – hvis du altså mangler noget, naturligvis.