Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

"Jeg var panisk angst, når jeg lå derhjemme og skulle sove om natten"
Foto: Les Kaner

Pernilles mor drak: "Jeg var panisk angst, når jeg lå derhjemme og skulle sove om natten"

Moren så knaldgodt ud. Tøjet var smart, og neglene røde. Men derhjemme lå der vinflasker gemt i vasketøjskurven, og de to døtre kunne af og til ikke finde deres mor i dagevis. Den ene datter er iværksætteren Pernille Rahbek. Og hun har brugt 20 år på at blive hel igen.

Det er morgen på Rømø. Pernille Rahbek hanker op i den grå Jeva-taske, trækker i den korte, røde dunjakke og trasker modvilligt af sted mod skolebussen til Rømø Skole helt ophovnet i ansigtet. Af gråd. Det kunne man ikke se, påstod hendes mor altid og smurte hende med lyserød, parfumeret creme på de bulne øjne: "Pjat med dig", inden hun sendte hende ud ad døren.

Pernille selv følte, at det stod malet i panden, at hun havde det så elendigt derhjemme. For det her var en morgen ligesom så mange andre i hendes barndom. Hendes mor var nemlig alkoholiker. Og Pernille brugte alle kræfter på at overleve i det kaos, morens misbrug medførte.

LÆS OGSÅ: "Min mors sidste ønske til mig var, at jeg skulle love at tabe mig"

Nu har hun skrevet en bog om alle de smertefulde ar, hendes opvækst har sat dybt inde i hende. Ar, som hun stadig kæmper dagligt med. "Kan man se, jeg har grædt?", hedder bogen meget apropos. En meget ærlig bog om, hvordan det er at vokse op i et misbrugerhjem og bære rundt på den sorg, det kan forårsage:

– Jeg husker tydeligt, hvordan jeg forsøgte at ruske liv i hende, når hun lå og sov på sofaen. Jeg forsøgte at åbne hendes øjne med fingrene, og nogle gange rullede øjnene rundt i hovedet på hende. (...) Men nogle gange vågnede hun ikke. Så stod jeg der med mine små pincetfingre i hendes øjenhuler, uden at der skete noget. Somme tider troede jeg, hun var død, men det gjorde mig som sådan ikke bange. Jeg affandt mig bare med, at det var sådan, det var. Somme tider vågnede hun og kastede op, men tit lå hun bare og var besvimet.

LÆS OGSÅ: 31-årige Nadia ville ikke vente længere og blev mor til donorbarn

Omvandrende neonrør
Pernille Rahbek er vokset op på Rømø. Sammen med sin mor og sin søster. Hendes forældre blev skilt, da hun var tre. Den lille familie stak ud "som omvandrende neonrør" – med anderledes tøj og dialekt – og flyttede også en del rundt, inden de slog sig ned i et 1.000 kvadratmeter stort hus, hvor moren drev et pensionat.

Pernille var 13 år, da hun fandt ud af, at hendes mor havde et alkoholproblem. Udadtil var de en velsmurt familie. Moren så altid knaldgodt ud i smart tøj og med lange, røde negle og perlekæder. Men inde bag den pæne facade herskede kaos. Sideløbende med sine mange forretninger – som ud over pensionatet talte især en kæmpestor brugskunstforretning og 13 sommerhuse – bimlede moren rundt i en så beruset tilstand, at det ikke sjældent fik hende til at kollapse på sofaen eller forsvinde flere dage i træk, hvor Pernille og lillesøsteren ikke vidste, hvor hun var. Imens gjorde Pernille alt for at slette de spor, der kunne pege i retning af en mor, der havde mistet grebet.

– Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg første gang hældte indholdet af en flaske vin ud i vasken. Min mor gemte tit vinflaskerne i vasketøjskurven, mærkeligt nok, for det var mig, der ordnede vasketøjet. Jeg forbandt ikke flaskerne med alkohol, men jeg havde alligevel den der kraftige trang til at få dem til at forsvinde. Jeg havde lyst til at løbe ud og sige til skraldemændene, at når der var så mange flasker, så var det, fordi vi drev et pensionat.

– Jeg var en lille tavlesvamp, der slettede alle hendes spor og gjorde hendes misbrug nemmere, fordi det altid så pænt og ordentligt ud udefra.

– Det uhyggelige er, at ingen ville have kunnet spotte mig dengang. Ingen kunne have vidst, at der var noget galt. Jeg troede selvfølgelig, at alle vidste det og snakkede om det. Men jeg var alt for god til at skjule det og dækkede hele tiden over det, der foregik. Jeg lavede mad og vaskede tøj, så min søster og jeg kunne se præsentable ud.

LÆS OGSÅ: Se hvilken frisure, der passer bedst til din ansigstform

200 kvadratmeters perfektion
– Jeg var panisk angst, når jeg lå derhjemme og skulle sove om natten. Hele tiden var jeg bange for, at de sociale myndigheder kom og tog mig med uden varsel. Den der frygt for, at alt ville forsvinde. Derfor er jeg heller ikke vred på "systemet". For i virkeligheden er jeg også bare lettet over, at der ikke blev gjort noget. For jeg er bange for, hvad der var sket, hvis de havde grebet ind, og vi var kommet i pleje. Jeg så jo plejebørn, som arbejdede benhårdt som arbejdsmænd rundt om på gårdene. Men jeg ville selvfølgelig ønske, at vi var blevet hjulpet. Bare ikke tvangsfjernet – som jo var det, man gjorde med børn dengang.

– De gange, nogen sagde noget til mig, afviste jeg det pure. Ren fornægtelse. Skulle jeg sige, "ja, min mor drikker", ville hele mit korthus jo falde sammen. Jeg brugte alt mit krudt på ikke at mærke, at der var noget galt. Det holdt mig oppe. Hvis jeg først gik ind i tanken "har min mor styr på det her?", ville det først gå galt.

Pernille Rahbek trækker fødderne op under sig i den store, bløde, kaffebrune veloursofa, som har ryggen til de høje, småsprossede vinduer ud mod Kongens Have og Rosenborg Slot. Hun hiver de råhvide uldsokker et par centimeter længere op om den sorte de luxe loungedragt, der matcher de herskabelige 200 kvadratmeter til perfektion.

– Jeg er jo så taknemmelig for det liv, jeg har i dag. For jeg er jo kommet godt af sted. Dog med al den sorg, jeg bærer rundt på. Jeg har stadig angst. Hver evig eneste dag. Jeg har angst lige nu, og jeg har angst, når jeg sover. En helt universel angst for at miste.

Mønsterbryder
Allerede som 16-årig flyttede Pernille hjemmefra. Tog til København. Her fik hun god vind i sejlene. Kom ved et tilfælde ind i mediebranchen og fik sine egne ungdomsprogrammer på tv – Kanal København. Og var en periode ansat som skribent på Berlingske Tidende. I 2004 blev hun gift med den 27 år ældre tv-vært Reimer Bo Christensen. Sammen fik de pigerne Ingrid og Astrid, og sideløbende startede Pernille sit eget pr-bureau. I 2010 valgte hun og Reimer Bo at gå fra hinanden.

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

– I virkeligheden har jeg tacklet min opvækst og mine vilkår på en meget atypisk måde. Rigtig mange, der har haft en opvækst som min, ender op med et helt andet liv end det, jeg har. De får aldrig levet deres drømme ud. Det har jeg tænkt meget over... Hvordan det lykkedes mig at bryde mønstret.

– Set i bakspejlet er jeg bare enormt taknemmelig for, at der ikke var nogen, der fik mig ned med nakken. At jeg fik en kæmpe tro på mig selv. På trods. For ingen så sgu rigtig lyset i mig, da jeg var barn. I kontaktbogen stod der altid, "Pernille er forvirret, Pernille er negativ, Pernille er flyvsk og skal koncentrere sig noget mere". Når man har haft en opvækst som min, skal man lære på en anden måde. Det skal være mere lystpræget. Og jeg tror, vi taber mange på gulvet. Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne motivere den slags børn, uden at de fik denne her trodsige nu skal jeg fandeme vise jer-trang. For det er en hård drivkraft.

Man kan ikke sminke en hundelort
Det kan godt være, at Pernille Rahbek lever af feel-good-stemning via sit website, MagnetTv.dk, som hun kalder et "videobårent inspiratonsmekka". Og arrangerer små, designede tableauer udi lækker livsstil på Instagram. Men i bogen får man "hele pakken":

– Alt det her mind-halløj om at man kan tænke sig til et bedre liv, man ser alle vegne – jeg kan ikke have det! Det gør mig så ulykkelig, for du kan ikke sminke en hundelort, så den bliver lækker. Jeg ved, at man løber panden mod muren, hvis man tror, man kan tænke sig ud af sine traumer.

– I min bog er det ikke min mor, der står i det negative lys, mens jeg er hende superkvinden, der kører med klatten. Jeg fortæller om mine angstanfald og al den sorg, der har været ved at tage livet af mig rigtig mange gange. Jeg har faktisk et godt liv i dag, men det er, fordi jeg har brugt 20 år på at turde gå ind i smerten i stedet for at pynte på det.

Så når Pernille Rahbek i en alder af 37 år smider sin bog på gaden, er det altså ikke for at få ram på sin mor, men for at opfordre til at turde gå ind i den sorg, hun mener, vi alle bærer rundt på. Af forskellig art.

– Det handler om de her rum, man ikke rigtig tør gå ind i. Og det er ved Gud heller ikke noget, man bare gør som et lille parallelspor til sine normale gerninger. Alle de år, hvor jeg har flygtet fra min sorg, har været de mest ensomme overhovedet. At lukke ned og lyve for sig selv – det er hårdt!

– Jeg følte, at hvis jeg kiggede på det, ville jeg ryge så langt ned, at det ville blive fatalt. På en måde har jeg altid følt, at jeg levede oven på en rist, og at jeg meget nemt kunne falde ned i afgrunden.

Mareridt
– Jeg formåede at bygge et panser omkring mig selv, hvor ingen rigtig kunne nå mig. Jeg lavede en fæstning omkring mine følelser, fordi jeg ubevidst var klar over, at hvis jeg først for alvor indså, hvor hårdt og ensomt mit liv var, så ville sorgen og følelserne ende med at slå mig i gulvet. Side om side med disse følelser lå skammen, der altid brændte i mig. Skammen over at være tvunget til at "lade som om". Når jeg havde fødselsdag. Når der var skolearrangementer. Eller når det bare var onsdag, og vi skulle på indkøb. Den skam nev så hårdt i mit indre, at den var med til at skille hjerne fra hjerte og gør mig selv så hård og iskold, at jeg blev følelsesløs.

Hele livet igennem er hun vågnet flere gange i løbet af natten – ofte er hun vågen mindst halvanden time, hvor tankerne kører deres sædvanlige selvsving. Flere gange om ugen har hun mareridt. Som regel udspiller de sig i hendes barndomshjem, og når hun vågner med et spjæt, er det med en kvælende angstfølelse for, at nogen vil hive hendes børn ud af armene på hende.

I bogen beskriver hun et af sine tilbagevendende mareridt. Hun går hen ad den vej, der fører ned til morens butik på Rømø. Hun glæder sig til at komme op i butikken, men da hun når frem, ser hun moren gennem vinduet. Hun ligger livløs hen over skrivebordet og lukker hende ikke ind. I et andet mareridt ligger hun og moren og flyder nøgne rundt i en swimmingpool, fyldt med blod.

– Min mor og jeg har aldrig taget de vigtige snakke om det her. Vi kan ikke tale om det. Jeg tror, min mor føler, at hun har sagt undskyld. For 15 år siden lagde hun alkoholen på hylden, så i hendes øjne er der jo ikke længere noget problem. I princippet er alkohol det mindste problem. Det er det, man drikker på, der er et problem. Den der livsløgn, hun har haft brug for at bedøve. Og efterfølgende er hele den måde, vi tackler det på, det virkelige problem. At det bliver tabu. Mennesker drikker, fordi de flygter fra noget. Og det er jo det, de flygter fra, der er det eneste interessante. Min mor flygtede med alkohol. Jeg flygter fra mit rum med alt muligt andet – succes, penge, sex...

Knude i maven
– Tro mig, jeg har slet ikke lyst til at fortælle om de her helt private ting – det skrøbelige og sårbare i mig, som er så intimt. Og man kan måske mene, at det er tarveligt at tage den offentligt. Men jeg føler en stor forpligtelse til at skrive denne her bog. Og hjælpe andre. Men ja, jeg har da også en – måske naiv – drøm om, at den her bog gør, at min mor tør kigge ind på sit hemmelige rum. Hele pointen er jo, at det faktisk er meget hårdere at forestille sig at gå ind i det end rent faktisk at gøre det. De kræfter, man bruger på at skubbe det væk, er værre end selve processen. Min mor er den sjoveste, skarpeste dame på 70 år. Mine veninder elsker hende. Og hun er Danmarks bedste mormor. Helt oprigtigt. Det betyder alt for mig, at hun ikke mister kontakten til mine to piger. Men hvor ville jeg dog bare ønske, at der ikke var den der ondt i maven-følelse, når vi er i samme rum. Vores konflikter støder sammen, selvom vi ikke taler om dem. Energien banker bare.

LÆS OGSÅ: Bille August om sin fars død: Det var en lettelse

– Min mor er rigtig ked af, at jeg ikke giver hende knus hele tiden. Og folk tænker meget let, "jamen, du kan da også godt give hende det knus". Og det er nemt at fortælle den her historie som om, det er mig, der er vrangvillig. Men det handler jo om, at vi bare putter mere og mere parfume på – og jeg er ved at kaste op af al den parfume, vi har hældt ud over nu. Jeg har sådan et behov for at punktere denne her byld. Men det er svært. For egentlig føler jeg ikke, at det er barnet, der skal tage den. Jeg er – og har været det igennem hele mit liv – den voksne i alle relationer. Ansvarsfordelingen er helt skæv. Det er da ikke min mor, der skal putte sig under min vinge! Jeg kan ikke mere. Heller ikke give det knus. For jeg har fået nok.

– Det havde været rart med lidt selvindsigt som "jeg kan godt forstå, Pernille, at den her har været hård...", i stedet for at himle op med "mig, mig, mig!". Hun har kun øje for sig selv, når man antyder nogle problemer i forhold til det, vi har været igennem. Det værste for mennesket er at dele konflikt med andre. At have smerte til fælles med andre, som ikke er på samme udviklingstrin som en selv.

– Det, man kan relatere til i min bog, er, hvordan det er at leve i en betændt konflikt. Når man ser sig omkring, er der så få gode, sunde og stærke familierelationer. Og det er dét, jeg synes, er interessant at snakke om. For i langt de fleste tilfælde kan det kun blive bedre. Hvis man tør.

Får aldrig nogen klan
– Det sår, der er sværest at få til at hele, er måske i virkeligheden, at jeg ikke har haft forudsætningerne for at vide, hvad en familie er. Nu er jeg heldigvis lykkeligt skilt fra min eksmand. Vi er det bedste team overhovedet. Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde lært noget, der gjorde, at jeg vidste, hvordan man laver et ægte familieteam. Jeg kunne godt tænke mig at være en mor og en far og to børn. At være den der base sammen. Det tror jeg aldrig, jeg rigtig vil komme mig over – at jeg ikke har været bevidst om. På en eller anden mærkelig måde har jeg jo bare gentaget mit eget familiemønster. Alenemor med to piger. Dog med den kæmpe forskel, at jeg har formået at skabe en sorgløs tilværelse for mine piger. Og det er jeg fandeme glad for. Jeg har givet dem alt det, jeg ikke selv fik. Og nok også alt for meget. De bliver helt klart overserviceret!

– Jeg er stærkt knyttet til mine børn og har været meget indstillet på, hvilken mor jeg gerne ville være. Men også sindssygt bange. Jeg har altid været meget optaget af den sociale arv – hvorfor incestofre begår incest mod deres egne børn. Det har altid fået mig til at tænke: "Hvad kommer jeg så til at gøre?". Det handler om selvhad – ens barn er jo i virkeligheden en selv. Så det handler om at få brudt det mønster. Men jeg stiller også store krav til mig selv. Jeg skal være FEJLFRI. Jeg kan ikke have, at de har plettet tøj på i skole. Tænk, hvis nogen skulle tænke "nå, der er da i hvert fald ikke styr på noget derhjemme...". Man skal ikke kunne sætte en finger på min familie. Det er et kæmpe levn fra min opvækst, det ved jeg udmærket. Omvendt så er jeg så lettet over, at pigerne tør spørge mig, hvornår jeg egentlig bliver voksen – som Ingrid gjorde forleden, da jeg havde glemt at melde hende ind i klub. Ha, ha. Det havde jeg da aldrig forestillet mig, jeg kunne sige til min mor.

– Men jeg bliver aldrig en kvinde med en klan, og det er en livssmerte for mig.


LÆS OGSÅ: Stjernerne fra 'Fasandræberne': Sådan har du ikke mødt dem før

LÆS OGSÅ: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Sådan taklede jeg overfaldet på min datter

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Angst