Jørgen Leth: "Jeg havde en veritabel hashpsykose"
Foto: Franne Voigt

Jørgen Leth interview

Jørgen Leth: "Jeg havde en veritabel hashpsykose"

Hvis Jørgen Leth var holdkaptajn i Tour de France, ville hans børn være vandbærerne, der hjalp ham i mål. Sønnen Asger reddede ham i en helikopter efter jordskælvet i Haiti. Alle fire børn beskyttede ham fra pressen, da han blev beskyldt for sex med mindreårige. Og datteren Karoline sørgede for, at de fandt sammen igen, efter at han havde forladt hende, da hun var helt lille. Her fortæller han om børnene og om sit livs mest skelsættende etaper.

Da jeg opdagede cykelløb og søde piger. Aarhus Cykelbane, 1946.
– Jeg har tilbragt hele min barndom og mine første ungdomsår i Aarhus. Mine forældre havde en have i Fredensvang – som stadig står for mig i et gyldent lys. Jeg tilbragte alle sommermånederne deroppe. Det var et skønt kvarter. Huset lå lige ved væddeløbsbanen, Observatoriestien og cyklebanen. Et meget frodigt kvarter. Jeg husker det som en lykkelig tid. Jeg gik mange ture der og legede. Og så kom jeg på Aarhus Cyklebane til alle løbsdagene. Første gang har jeg været under ti år. Min onkel, Erik Linde, var banechef der, og han ville gerne gøre mig interesseret i cykelløb. Det lykkedes i høj grad.

– Jeg var fuldstændig fascineret af alle de mange udenlandske flag. Cykelsporten var meget stor dengang. Der var fuldt hus dernede. Altid. Og jeg fik særlig adgang til inderkredsen – igennem en tunnel. Jeg havde min autografbog med og mødte alle de berømte sprintere fra den tid. Den har jeg endnu. Det gjorde dybt, dybt indtryk på mig. Det var en afgørende oplevelse for mig, som gjorde, at jeg for altid blev ret vild med cykelløb.

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død

– I gymnasiet gled det dog lidt i baggrunden. Jeg blev interesseset i andre ting. Piger. Men jeg var ikke så dristig dengang. Jeg var meget forelsket i en pige i naboklassen, men jeg turde ikke sige noget til hende. Jeg var alt for genert til det. Dog cyklede jeg efter hende, når hun kørte hjem fra Fjordsgade Skole.

– Hun var smuk. Og cyklede hen ad gaden fra skolen og ned til et kvarter, som lå ned mod havet. Et finere boligkvarter end det, jeg selv boede i. Med altan og den slags. Jeg kom aldrig op i hendes lejlighed. Eller til at tale med hende, selvom det varede ved i månedsvis. Jeg stod på hjørnet overfor – længere turde jeg ikke komme på hende. Med min cykel. Som om jeg skulle noget. Det var meget vigtigt at camouflere, hvad det gik ud på. Jeg håbede bare, at hun kom ned, så jeg lige kunne se et glimt mere af hende.

– Det var selve forelskelsen, det handlede om. Ikke så meget at realisere den. Bare at holde den følelse. Jeg var meget jomfruelig, frem til at jeg kom til København. Faktisk. Jeg havde ingensomhelst realiserede kærlighedshistorier inden da.

– De der tidlige forelskelser gjorde dybt indtryk på mig. Den næste, jeg mødte, var i gymnasiet. Hende var jeg lige så forelsket i. Vi dansede lancier. Men hun havde en kæreste, som læste medicin. Det kunne jeg ikke konkurrere med. Han var større også. Der var ikke noget at gøre. Jeg var ganske forelsket. Og hun kunne godt lide det. At være ombejlet.

– Hende har jeg mødt mange, mange år senere. Da det første bind af mine erindringer kom ud i 2005, skrev hun til Gyldendal, "Jeg er den pige, Jørgen skriver om." Og så mødtes vi. Det var alligevel meget pirrende.

– En meget smuk pige var hun dengang. Jeg var ikke skuffet over gensynet. Og det var meget tydeligt, at hun ærgrede sig. Men man kan jo ikke spole tiden tilbage. Jeg legede heller ikke med den tanke, men det var stadig meget smukt, synes jeg. Hun inviterede mig til Nyborg, hvor jeg kom og boede hos hende – uden at der var noget som helst. Vi spiste sammen og havde det hyggeligt. Det er en meget smuk historie, som er helt, som den skal være.



Da jeg var ung og rejselysten. Aarhus, Regenburgsgade, 1950'erne.
– Indtil jeg blev student, boede vi i en beskeden toværelseslejlighed i Regenborggade. Mine forældre og jeg og min søster, Berit. Det var trange forhold, men udmærket. Jeg husker det som en god periode. Der var ingen hysteri eller angst, og min far og min mor var ikke hårde på nogen måde. Der er ikke noget traumatisk fra den tid. Kun en følelse af fred og ro og lykke. Tilfredshed.

– Jeg var ikke noget stort legebarn. Jeg gik kun sjældent ud og legede med drengene. Jeg brød mig ikke om voldsomme lege. Jeg læste. Min far var usædvanligt belæst af en mand fra hans miljø. Han var værksmester ved statsbanerne, uddannet som håndværker, og min mor gik hjemme, så det var ikke, fordi han havde penge. Men han havde en flot bogreol med masser af guldrygge. Faktuelle værker om krigene og enkelte forfattere – Pontoppidan, Jack London. Folkelig litteratur.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

– Min far var meget stolt og interesseret. Han havde tegnet sit eget landkort, hvorpå han satte nipsenåle, så de kunne følge med i, hvor jeg var. Det var min fars viden og lyst til viden, der styrede mig. Eller rettere: inspirerede mig. Han var aldrig bange på mine vegne. Min mor var måske. Lidt ængstelig. Om det nu ikke var for vildt det der... "Afrika – det er jo der, hvor negerne bor. Det går jo virkelig ikke."

– To gange nåede min far at besøge mig i Haiti. Første gang som 84-årig sammen med min søster. Det var cool. Han syntes, det var underligt, at jeg skulle bo i Haiti, så langt væk fra Danmark. Men han forstod tydeligt min fascination. Der har aldrig været nogen fordomme fra hans side. Han ville virkelig have været rystet over nutidens holdning til fremmede. Rystet. Det er meget skræmmende. Den nærighed uden lige.

Da jeg havde en hashpsykose. Spanien, Estepona i nærheden af Malaga, 1962.
– "Doktor Faustus" er en bog af Thomas Mann, som mentalt gjorde voldsomt indtryk på mig. Jeg læste den første gang i en periode, hvor jeg havde opsagt min stilling på Aktuelt for at tage til Spanien og bo med min første kone, Wivi, og skrive digte.

– Bogen handler om en stor kunstner – en komponist, Adrian Leverkühn – som laver den deal med djævelen, at han skulle blive genial, hvis han satte sin sjæl i pleje hos ham. Altså djævelen. Det var fuldstændig forførende at læse den.

– Jeg røg alt for meget hash i den periode, så jeg var på en måde let at forføre tankemæssigt. Som et eksperiment. Jeg har altid været tiltrukket – også når jeg har skrevet om jazz – af genialitetens præmisser. Også dem, der bliver sindssyge. Eller afhængige. Jeg beundrede jazzmusikere for, at de betaler den store pris i deres liv – for at være dedikerede.

– Men jeg blev svimmel af at læse bogen. Svimmel og bange for at blive sindssyg simpelthen. Det var paranoia. Jeg havde mange fantasier. Uhyggelige fantasier. Kan man komme til at slå sin kone ihjel for eksempel? Sådan noget. Alle mulige uhyggelige fantasier. Som jeg var bange for skulle tage over. Jeg kan huske, at jeg kom ind på en café, som ellers var hverdag for mig, hvor alt så anderledes ud, end det skulle gøre. Så jeg blev meget, meget bange.

– Siden da har jeg været imod hash. Og er det stadig den dag i dag. For jeg mener, det er farligt. Jeg ved godt, at der har været store kampagner for at legalisere det. Men det er jeg meget forsigtig med. Jeg siger altid til dem, jeg omgiver mig med – og til mine egne børn – hvor meget jeg mener, at hash ikke er så enkelt, som man gør det til. Jeg havde en veritabel hashpsykose.

– I "Doktor Faustus" er der en meget konkret scene, hvor Adrian Leverkühn er søgt ud i ensomheden for at skrive musik og på en måde har bedt om, at Doktor Faustus kommer til stede. Og idet Djævelen kommer, mærker Leverkühn en kulde, der kommer op fra et hul, som går dybt ned i hans hus. Dén kulde kunne jeg mærke. Helt fysisk. Det gjorde mig meget bange. Det er selvfølgelig hysterisk og overdrevet, men det var sådan, jeg oplevede det.

– En god ven til os, som var præst, Erik Rostbøll, sørgede for, at jeg kom til at sove i deres hus i stedet for mit eget, fordi jeg syntes, der var en risiko for, at jeg ikke kunne styre mig selv. Og jeg blev klar over, at jeg var nødt til at redde mig selv ud af det der, så min kone, som i øvrigt var højgravid med mit ældste barn, Karoline, og jeg søgte til Danmark. Og jeg skrev til Klaus Rifbjerg, om han ikke kunne skaffe mig et job på Politiken. Det gjorde han straks. Jeg fik et skidegodt job, hvor jeg var i seks-syv år som kulturjournalist.

– Mødet med "Doktor Faustus" har været med til at definere mig som kunstner. Jeg er stadig meget interesseret i genialitet. Og også i vanviddet. Grænselandet. Og jeg synes, at de bedste kunstnere er dem, der har været derude. Det synes jeg stadigvæk. Det er også det, der har givet mig en vis tolerance i sportens verden. Det er jo meget kontroversielt, når jeg generelt er mere tolerant over for doping, end de fleste af mine kolleger er. Jeg synes, det er meget vigtigt at give kredit til dem, der har betalt en pris for at opnå det uopnåelige.

– For få år siden vendte jeg tilbage og læste "Doktor Faustus" igen. Og der havde den heldigvis ikke samme effekt på mig. Jeg er blevet mere grounded. Mere cool. Jeg vil da altid have en vis skrøbelighed – jeg er rimelig labil humørmæssigt – men jeg har ikke været ude i det der grænseområde.

LÆS OGSÅ: Mie blev muslim: "Jeg ønsker, at mine børn bliver islamisk gift"



Da jeg blev far. Veksø, Sjælland, maj 1964.
– At blive far første gang... kan jeg ikke beskrive. Det er heller ikke godt for mig at tænke på mit første ægteskab og den måde, jeg forlod min datter, Karoline, på der. Det er meget svært for mig at tale om. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg forlod dem alt for tidligt.

– Karoline kom selv tilbage. Hun opsøgte mig, da hun var halvvoksen. Hun havde skrevet nogle digte, som hun viste mig. Det var meget rørende. Hun er meget, meget følsom, men hun er også stærk. Og hun ville have mig tilbage. Vise mig, at hun var min datter. Og det gjorde fantastisk indtryk. Det er hendes skyld, at vi er sammen. Det er utænkeligt for mig at være uden hende i dag. I virkeligheden er hun den, der holder allermest sammen på os alle i familien.

LÆS OGSÅ: "Hvis ingen har set mig, så er jeg færdig. Så dør jeg lige om lidt"

– Jeg har fire børn. Med tre forskellige hustruer. Karoline fik jeg med Wivi Leth. Asger med nummer to, Ann Bierlich. Og Kristian og Tomas med den sidste, Hanne Uldal. De elsker hinanden meget, mine børn, og ses ofte. Og jeg ser dem ofte. Alle har besøgt mig på Haiti med deres familier. Det er skidegodt. Karoline og Tomas taler jeg med hver dag. Og meget tit med Asger og Kristian, som bor i henholdsvis Berlin og New York.

– Jeg kan ikke udmåle i ord, hvad familien betyder for mig. For eksempel oplevede jeg en meget stor omsorg for mig under balladen om "Kokkens datter" (se boks, side 10). Der bakkede de mig hundrede procent op og sørgede for, at jeg var beskyttet fra pressen og var steder, hvor de ikke kunne finde mig. De tilbragte mange timer med mig, da jeg havde det allerværst, og det skyllede ind over mig med forsider fra Ekstra Bladet. Men det var frygteligt. Også for mine børn. For satan altså. De var også hårdt medtagede og stærkt forstyrrede af pressen.

– Samme omsorg oplevede jeg efter jordskælvet. Da Asger havde reddet mig i sikkerhed, boede jeg to måneder i Den Dominikanske Republik, hvor alle fire familier kom og var hos mig – sådan at jeg aldrig var overladt til mig selv. De havde lavet en slags vagtplan, som jeg ingen indflydelse havde på. Det var det skønne ved det. For jeg var ude af stand til at tænke klart. Deres omsorg er meget rørende. Børnene spiller en kæmpe rolle i mit liv. Det står mere og mere klart for mig, hvor meget de betyder. Jeg tror, jeg har det bedre med mine børn, end de fleste har det.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

– Alle mine børn er meget kreative. Det er mig, der har brudt mønstret hjemmefra. Ingen i min familie var i nærheden af det, jeg og mine børn i dag beskæftiger os med. Alle var håndværkere eller i bedste fald skatteinspektører og den slags.

– Man kan jo bebrejde sig selv meget i ens forhold til familie og børn – specielt når man bryder op fra en familie. Men det er i virkeligheden absurd, for familien er på den måde altid blevet større, og man kan jo ikke undvære et eneste led i den. Man har muligvis forladt sine børn, og det har været smertefuldt og dramatisk, men når man ser det i et længere perspektiv, kan man se, at de hører til alle sammen. De er fuldstændig lige vigtige – i forholdet imellem dem og i mit forhold til dem. Det er en lykke at opleve meningen med livet så klart og tydeligt, som jeg gør i dag.

– På samme måde er der et fint sammenhold mellem mine ni børnebørn. Jeg er jo ikke sådan en bedstefar, der tager dem i zoologisk have og den slags – det har jeg ikke den mindste smule dårlig samvittighed over. Til gengæld tager jeg mig af dem, når de er hos mig i Haiti, og jeg mærker, at de godt kan lide mig. De springer op til mig.

– Familien er det, der gør det hele meningsfuldt for mig i dag. I forhold til mit arbejde er det allervigtigste for mig i dag, at de er der. Min familie. Det er en prioritet. Det er ikke noget, der forstyrrer mig i mit arbejde. Overhovedet ikke. Det er kun noget, der inspirerer mig. Til at leve livet. Ordentligt.

– Jeg elskede min far. Han har betydet meget for mig. Jeg havde stor forståelse med min far. Han var meget interesseret i at anspore mig til at bruge mine øjne. "Du skal huske at bruge dine øjne," sagde han – ikke som en ordre, han kunne ikke finde på at komme med ordrer eller at sige noget hårdt eller definitivt. Det lå slet ikke til ham. Han sagde alting meget stille. Men des mere trængte det igennem til mig.

– Min far var meget glad for, at jeg var nysgerrig. At jeg kunne lide at rejse og tilskyndede mig stærkt til det. Han var selv meget interesseret i verden, men han fik aldrig rejst som mig. Først meget sent begyndte han at rejse med min mor og min søster på charterture til Italien og Spanien.

– Efter gymnasiet tog jeg på tommelfingeren ud i Europa. Helt ned til Marokko eller dybt ned i Italien. Det gjorde jeg år efter år. Og for hver by, jeg kom frem til, købte jeg postkort, som jeg fyldte ud til kant med beretninger om mine oplevelser og sendte hjem hver eneste dag. Det var starten på mit forfatterskab. På Aktuelt i 1960'erne skrev jeg om mine rejseoplevelser. Jeg blev hurtigt mine redaktørers yndling, fordi jeg skrev godt.

LÆS OGSÅ: Sisse Fisker: Mine smerter tvang mig til at ligge på sofaen, uden jeg kunne gøre andet

LÆS OGSÅ: "Jeg har affærer med flere mænd"

LÆS OGSÅ: Sara Blædel "Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter"

Jørgen Leth, 78

Journalist, forfatter, filminstruktør, foredragsholder og poetisk cykelkommentator på TV2.

Har i år kommenteret Tour de France for 34. gang – det svarer til, at han har brugt godt 2½ år på det.

Opvokset i Aarhus.

Har instrueret over 40 dokumentar- og spillefilm og skrevet over 20 bøger.

Tydeligst står hans antropologiske film - herunder hovedværket "Det perfekte menneske" (1967) og hans dokumentariske cykelfilm – bl.a. "Stjernerne og vandbærerne" (1974). Blev efter udgivelsen af første del af selvbiografien "Det uperfekte menneske" i 2005, særligt af Ekstra Bladet, beskyldt for at forgribe sig på piger under myndighedsgrænsen. En påstand, der senere blev afvist. Fjerde del af "Det uperfekte menneske" – med undertitlen "Mine helte" – udkom dette forår.

Gift og skilt tre gange – med hhv. Wivi Leth, børnebogsforfatter (1963-66), Ann Bierlich, filmklipper (1970-79) og Hanne Uldal, skuespiller (1979-88).

Har fire voksne børn. Karoline Leth, 51, filmproducer (bl.a. DRs "Arvingerne"). Asger Leth, 45, filminstruktør, arbejder en del i Los Angeles, p.t. bosat i Berlin.  Kristian Leth, 35, forfatter og forsanger i bandet The William Blakes, bosat i New York. Tomas Leth, 34, fotograf og kunstmaler.

Ni børnebørn i alderen 3-22.

Siden 1991 bosat i Haiti.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview