Ordblind og læser på universitetet
SPONSORERET indhold

Mod alle odds er Julie kommet ind på sit drømmestudie – nu har hun et budskab til dig

Julie Riisby er 25 år og læser til dyrlæge på Københavns Universitet. Det i sig selv er der ikke noget opsigtsvækkende i. Men testen, hun tog inden, hun begyndte, viste, at hun er svært ordblind. Alligevel er hun netop færdig med sin bachelor og har et budskab til andre ordblinde med store drømme.

Af: Mi Skjold brix Foto: Privat
03. aug. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Man kan, hvad man vil! Det er Julie Riisbys budskab til andre ordblinde som hende.

I dag er hun 25 år og har netop færdiggjort bacheloren på sit drømmestudie, hvor hun læser til dyrlæge. Et studie, der både er teksttungt og kræver et højt karaktergennemsnit fra gymnasiet.

Siden hun første gang satte sig i stolen hos studievejlederen i folkeskolen, har hun sagt, at hun ville være netop dyrlæge. Planen var gymnasiet og så universitetet. Bum.

"Hvad er din plan b?" lød spørgsmålet prompte fra vejlederen, der ikke så samme vej i livet for Julie.

På daværende tidspunkt gik hun i syvende klasse, og for første gang havde hun taget en test, der bekræftede, hvad hun og forældrene længe havde haft mistanke om: Julie var ordblind.

"Sådan en vil jeg da ikke have" lød det kontante svar fra Julie på spørgsmålet om en alternativ plan. Men det havde alligevel sat tanker i gang hos hende.

- Da jeg kom hjem til min mor og begyndte at snakke om, at jeg måske skulle finde en plan b, afviste hun det hurtigt. Det kunne hun ikke se nogen grund til. Hun sagde, at det ville blive hårdt, men at jeg kunne, hvis jeg ville, siger Julie til ALT.dk.

"Når jeg har læst en time, skal jeg sove to"

Dialogen med studievejlederen gentog sig året efter og i niende klasse var Julie blevet så træt af den manglende opbakning, at hun proklamerede, at hun ville låne penge af sin mor, købe en pølsevogn og gøre karriere der i stedet.

Det var som bekendt ikke, hvad der skete. Hendes mor fik ret. Julie tog gymnasiet efter folkeskolen og kom ud med et snit på 5,9, men med mere end 10 i de matematiske fag. Hun brugte noget tid på at gøre, hvad der kunne trække hende op, når hun ville søge ind på kvote to: hun lavede frivilligt arbejde i udlandet og tog ekstra kurser, og med sit gode snit indenfor matematikken, fik hun dispensation for det lave gennemsnit og kom ind på universitetet.

Hun takker både sin mor og den stædighed, hun har fået plantet i hende, for at hun valgte at forfølge sin drøm trods de åbenlyse udfordringer.

- Jeg har arbejdet ekstremt meget med min ordblindhed, så jeg kan læse og staver godt nok til, at folk ikke umiddelbart oplever, at jeg er ordblind. Men det er hårdt for mig at læse. Når jeg har læst en time, skal jeg sove i to timer, fordi min hjerne er på overarbejde. Jeg hører ikke ordene automatisk i hovedet, når jeg ser dem på skrift og kan ikke stave mig frem til, hvordan de lyder. Jeg skal huske dem. Alle sammen. Derfor er det også en udfordring med nye ord, siger Julie.

Læsevanskelighederne gør, at Julie har en lang række redskaber, der hjælper hende igennem studiet og gør hende i stand til at studere på niveau med sine klassekammerater.

- På mit studie har jeg en ordblindelærer tilknyttet, som jeg mødes med ca. en time om ugen. Så gennemgår vi nye, svære ord, så jeg lærer, hvad de betyder, og hvordan man udtaler dem mere eller mindre korrekt.

- Jeg bruger min computer hele tiden. Uden den ville jeg ikke kunne noget. Den læser teksterne højt for mig, og i undervisningen har jeg et program til noter, som optager, hvad læreren siger. Vores undervisere er rigtig gode til at lægge slides op, så vi selv kan hente dem ned, og så kan jeg knytte det, de siger på optagelsen, til bestemte slides. Det er virkelig smart.

Oplever du aldrig, at du ikke kan deltage og være med på lige fod med de andre?

- Det er en udfordring de steder, hvor jeg ikke kan have min computer med. Lige før jeg gik på sommerferie havde vi et fag, der hedder patologi, som er sygdomslære. Og der skulle vi kigge på organer og døde dyr og finde ud af, hvad der er galt med dem. Og i og med, vi står og roder i de her dyr, kan jeg ikke have computeren med. Og det er selvfølgelig en udfordring. Så må jeg håbe på, at jeg kan huske, hvad vi lærte og gå hjem og få lavet nogle noter bagefter, siger Julie og forklarer, at de mange latinske termer også kan volde problemer.

Dumpede sin eksamen

Én ting er dansk. En anden er fremmedsprog.

Efter sommerferien har hun valgt at tage et års pause fra studiet for at trække vejret og forberede sig til tredje eksamensforsøg i farmakologi og toksikologi, som hun tidligere har dumpet. De latinske ord og udenadslæren gør det vanskeligt. Men ikke umuligt, er hun sikker på.

- Jeg skal kæmpe mere end de fleste. Det har givet mig en opfattelse af, at livet giver udfordringer, men hvis jeg bliver ved og vil det nok, så kan jeg, siger Julie, der ud over at takke sin stædighed og sin mor også takker den teknologi, hun bruger.

- Uden teknologien havde jeg haft det meget sværere. Og med fremdriftsreformen oveni, var jeg blevet nødt til at droppe at blive dyrlæge, siger hun.

Ved siden af studiet har hun stiftet DU – dysleksi Ungdom, som er en del af Ordblinde / Dysleksiforeningen i Danmark.

- Jeg er frivillig på en camp for ordblinde og deres familier hvert år, hvor vi viser dem en masse hjælpemidler og apps og programmer, der gør hverdagen nemmere. Du skal bare omfavne din ordblindhed og bruge de her ting, så bliver det virkelig meget nemmere. Der er lige pludselig mange ting, man kan, som ellers har virket umulige, og det er vigtigt for mig at udbrede den opfattelse.

- Jeg bliver rigtig ked af, når ordblinde dropper deres drøm og bliver noget, bare fordi de er ordblinde, og tror, de ikke kan andet. Jeg bliver både gal på dem, der har bildt de stakkels børn det ind, og ked af det på deres vegne over, at de føler, de blive nødt til at nøjes, bare fordi de er ordblinde. Det siger mig, at de ikke har fået den rette støtte i deres opvækst. Man kan godt. Men det kræver selvfølgelig, at man vil, siger hun.

Anbefalet til dig