Jussi Adler-Olsen: Min søn gav mig en nyhed, der fik mig til at græde

Jussi Adler-Olsen skal være farfar. Det kunne hele denne artikel faktisk godt handle om, for han er fuldstændig henført ved tanken og fortæller i detaljer, hvordan han og hans kone, Hanne, fik overbragt den store, store nyhed. Først skal han dog lige vise rundt i sit store hus bag ved Carlsberg i Valby. For det er også nyt. At han bor herinde i byen og ikke i Allerød, hvor han og Hanne ellers har boet i 22 år i tre forskellige huse. Her i den store, gamle villa er håndværkerne stadig i gang, og Jussi viser begejstret, hvordan for eksempel to af badeværelserne bliver dekoreret, som var de frodige regnskove. Farverne eksploderer i det hele taget i øjnene på en, lige meget hvor man kigger hen. Både på møblerne og på de store malerier, der hænger på alle vægge, og som for en stor dels vedkommende er malet af Hanne. Det er et hus med store armbevægelser. Ligesom Jussi. Et hus, hvor der er plads til udfoldelse. Og til det kommende barnebarn.

– Kom også lige med ud og se, hvad vi har lavet ude i haven.

Jussi åbner havedøren til en højt hævet italiensk inspireret terrasse.

– Og dernede har vi et havehus, hvor jeg ofte sidder om morgenen og drikker en kop te. Det forlænger sæsonen. Men ellers må jeg indrømme, at vi skrider en del af året. Vi har en lejlighed i Barcelona, hvor jeg skriver godt, og hvor der er fred og ro. Sådan da. Indtil jeg blev 50, syntes jeg, at vinteren i Danmark var lang. Nu er den bare frygtelig. Og det bliver værre og værre for hvert år, synes jeg. Jo ældre man bliver, jo sværere har man ved at skabe sine egne endorfiner.

Det virker nu ikke, som om Jussi mangler endorfiner. Han er et festfyrværkeri af ord og meninger, præcis som han plejer at være, når han er på. Han er aktuel med den ottende krimi i serien om Afdeling Q. ”Offer 2117”, hedder den, og han har skrevet det sidste af romanen på en måned i lejligheden i Barcelona. Med en ny roman følger presse og spotlys. Noget som falder Jussi naturligt. Måske fordi hans stjernetegn er løve. Løver kan per definition godt lide at være midtpunkt.

Er der noget med, at du går lidt op i stjernetegn?

– Jeg er løve – endda med løve i ascendanten – og ja, i mit tilfælde passer definitionen på en løve ret godt, ha ha. Altså, stjernetegn kan jo ikke være de samme hele jorden rundt, men i Danmark er det klart, at hvis du bliver født i sommertiden, som f.eks. krebse og løver gør, så er du ernæret på friske råvarer, og du fødes ud i sollyset. Du ligger i barnevognen og får al den stråleglans omkring dig. Det er da noget andet at blive født i november eller december, hvor man skal igennem en hård vinter som forsvarsløs baby og leve i mørke i jeg ved ikke hvor mange måneder. Det må da påvirke en.

Hvordan er sådan en løve som dig så?

– Løver er glade og lattermilde, men vi er også farlige. Vi har det med at give alting dobbelt igen. Både kærlighed og ondskab. Jeg er god til at give dobbelt igen, og da jeg næsten altid bliver mødt med varme og positivitet, så er det også det, jeg giver rigtig meget tilbage. Men bliver løver udfordret, så tager vi kampen op. Hvad sagde du? Kom med det?

Han ser med ét helt truende ud. Løver kan vist også noget med skuespil.

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen om sin depression: "Det har været så helt ubeskriveligt forfærdeligt"

– Og så er der det med empatien. Følelserne ligger – på alle de løver, jeg kender – helt uden på tøjet. De løver, der er gode til at skjule følelserne, er altid tæt på at være jomfruer. Min søn er jomfru. Jeg kan ikke sidde og se en varm film uden at få tårer i øjnene, og det ville da også være spild af muligheden for gode tårer. De skal bare ud. Og sidder jeg sammen med min søn, så vil han kigge over på mig og sende mig det varmeste smil. Han ved præcis, hvornår øjnene bliver blanke, og mine læber begynder at vibrere. Det slår aldrig fejl. Og det bliver værre og værre. Min søn græder ikke, når han ser film. For nylig blev han nu alligevel rørt. Kes er vores eneste barn, og han og vores søde svigerdatter, Sandra, havde gjort det ret klart, at vi ikke skulle regne med børnebørn lige foreløbig. Men en dag i januar bad de pludselig Hanne og mig om at lukke øjnene og række armene i vejret. Og så fik vi trukket en T-shirt over hovedet. Så – nu må I gerne åbne øjnene, sagde de så. Og jeg kiggede direkte over på Hanne og den T-shirt, hun havde fået på, hvor der stod: Jeg skal være farmor! Og hvor mange millisekunder tror du, at der gik, før mine hænder var oppe ved mine øjne…?

Han stopper helt op og holder sig for øjnene.

– Jeg var bare FULDstændig overvældet. Hanne både skreg, græd og løb rundt om bordet, mens jeg stod med ansigtet begravet i hænderne. Og da jeg gik helt tæt ind til Kes og sagde "tak Kes", SÅ fik han altså blanke øjne. Vi har siden været med til scanning, hvor Kes var totalt henført over at se det her lille væsen, en pige i øvrigt, på 13,5 cm og 125 gram – halvdelen af en pakke Kærgården – ligge og sutte på tommelfingeren på den ene hånd, mens hun gned sig i øjnene med den anden. Hanne og jeg var også fuldstændig smadrede over det. Fuldstændig.

Det kommende barnebarn bliver, hvis datoen holder, endnu en jomfru i familien, og på spørgsmålet om, hvad Jussi glæder sig allermest til ved at skulle være farfar, nærmest hvisker han:

– Århhh, er du sindssyg, Marie-Louise…

Han smiler stort og lykkeligt.

– Jeg glæder mig bare så meget til at blive påvirket af noget, der er så sart som sådan et lille væsen. Til at kunne udløse den uforbeholdne kærlighed og varme. Og jeg glæder mig til at kravle ind under bordet og lege hule. Alt det, som ellers er LONG gone. Jeg glæder mig til at blive barn med det her barn. Og jeg glæder mig til at gøre alt det, som alle vi forældre forsømte en smule med vores egne børn. Fordi vi ikke havde tiden til det. Fordi vi skulle tidligt op om morgenen og på arbejde.

Selvfølgelig har Kes fået masser af opmærksomhed og godnathistorier, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvorfor gjorde vi ikke det og det? Min egen mor var hjemmegående og havde masser af tid til at læse de samme Peter Plys-historier igen og igen for mine søstre og mig. Det med at gøre noget, hvor barnet er fuldstændig fortabt i glæde og opmærksomhed, det var der ikke altid tid til med Kes. Og så kompenserede jeg lidt. Skrev en børnehistorie, som bare var hans, og som aldrig blev udgivet.

– Jeg glæder mig til at kunne følge med i mit barnebarns liv. Der er så mange bedsteforældre, som siger, at åh altså, vi skal træde til, hver gang vores barnebarn er sygt. Ja! Kom med det, siger jeg bare. Der er også mange i min alder, der skal ud i verden og genopleve sig selv, men det har vi gjort mange gange. Vi mangler ikke noget på genoplevelseskontoen. Jeg er faktisk totalt mæt, jeg behøver ikke rejse nogen steder. Når folk taler om, at aiii, den der morgenbuffet på hotellet var helt fantastisk, tænker jeg bare: Var der hårdkogte æg? For jeg gider det ikke mere. Jeg higer ikke efter alt sådan noget mere. Jeg higer bare efter at være nær.

Er I gået i gang med forberedelser til barnebarnet?

– Det er vi da! Når jeg ser en sjov elefantgyngehest på et loppetorv, og hvis den er ren nok, så hapser jeg den da lige. Vi vil sørge for, at det her hus bliver et refugium for det lille væsen, så vores søn og svigerdatter ikke behøver at slæbe alle mulige ting og sager med, hver gang de kommer på besøg. Vi sørger for at have det hele. Stol, legetøj, tæpper – alt.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: ”Jeg ville selvfølgelig lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været nogen form for konflikter”

Jussi vil ikke sige ret meget om sin nye Afdeling Q-roman, for de nye bøger i serien er altid omgærdet af en masse hemmelighedskræmmeri. Sådan er det, når man udkommer på 42 sprog verden over og er lidt af en rockstjerne på sit felt. Han fortæller dog, at den nye roman i høj grad handler om den ene af bogens tre hovedpersoner, Assad, og at hans livs hemmeligheder bliver afsløret i bogen.

Hvordan oplever du al den hype, der er om dine bøger?

– Jeg tror, at ens reaktioner afhænger af, hvad man har lavet gennem livet. Jeg har oplevet mange sære ting, før jeg blev kendt for mine bøger. Og jeg er altså 68 år, så der skal meget til at skabe den der hype inde i mig selv. Jeg tager det stille og roligt. Jeg er fuldstændig straight on, lige meget hvad der sker. Én gang har jeg oplevet at blive lidt starstruck over mig selv, og det var, da jeg i 2015 fik den store europæiske krimipris, der hedder The Ripper Award. Det er et langt udvælgelsesforløb, hvor man til sidst står tilbage sammen med fire andre forfattere, som hver især er kæmpestore navne. Jeg vidste faktisk ikke, hvor stort det var, før jeg skulle ned og modtage prisen. Det var en gigantisk festaften med flere orkestre, lange kjoler og utrolig mange champagneglas. Der ramte det mig virkelig. Hold da op. Og det var ikke fordi, jeg ikke havde prøvet hype før, for jeg har optrådt mange gange for meget store forsamlinger, og jeg har sågar haft livvagter til Frankfurtermessen, fordi forlaget ønskede at passe virkelig godt på mig. Jeg har mange gange siddet over for køer på op til 1600 mennesker, der alle skulle have signeret en bog af mig, men det er ikke noget, jeg falder besvimet om af. Det er ikke mig, man skal være imponeret over i den sammenhæng, det er alle dem, der gider stå bagest i køen. Jeg er bare glad for, at jeg kan tilfredsstille en masse læseres behov. Det er det vigtigste for mig.

Så du går ikke rundt og føler dig som en stjerne?

– Nej, det gør jeg overhovedet ikke, jeg har nøjagtig det samme liv som alle andre. Jeg ser lige så meget tv som alle andre i Danmark, og jeg bander lige så meget over, at der er "Barnaby" eller "Den Store Bagedyst" hele tiden. Støvet samler sig her i huset, som det gør alle andre steder. Og det er rart. Jeg tror ikke, at jeg har forandret mig det mindste som følge af, at jeg er blevet kendt. Hvis folk kalder mig kålhøgen eller selvfed, så har jeg da nok været det hele livet.

Han slår en høj latter op.

– Selvom jeg nu ikke synes, at jeg er selvfed! Den udstråling jeg har, og den måde, jeg bevæger mig rundt i verden på, det ER mig og har altid været det. Jeg forstiller mig ikke.

Hvad betyder succes for dig?

– Succesen er dejlig, men den er også ensbetydende med en god portion træthed. Hvis jeg starter klokken otte om morgenen, har 14 interviews og 4-5 fotosessions – hver gang i nyt tøj, hvor jeg gerne skal se godt og frisk ud – og så slutter aftenen af i en direkte radioudsendelse, der bliver sendt ud i hele Tyskland, så kan jeg altså godt mærke det. Og det kan jeg ikke blive ved med. Derfor er jeg også begyndt at sortere meget i, hvilke rejser, artikler og optrædener jeg deltager i. Der er ikke det, man ikke gerne vil have mig med til, men ”Vild med dans” er jeg dog ikke blevet spurgt om. Det har nok noget med min alder at gøre, de vil trods alt ikke have, at der er en, der falder død om midt på dansegulvet, ha ha. Man bliver også træt af at høre på sig selv, og jeg har prøvet at mærke, at hov, nu er det ikke sjovt mere. Og det skal man lytte efter. Men igen, når jeg ved, at gratis PR er vigtigt for et bestemt forlag et sted i verden, så stiller jeg selvfølgelig op for dem. Det skylder jeg dem.

Jussi gør, hvad han kan, for at holde sig i form. Ikke lige mens han skriver sine bøger, for der sidder han ned hele tiden og er nødt til at spise en masse for at holde hjernen kørende, siger han, men ellers. Han nærmer sig de 70 år, og det tænker han en del over.

LÆS OGSÅ: Mads Vangsø roede over Atlanten: "Fra det første åretag glædede jeg mig til at komme hjem til Østerbro"

– Det er fandeme mærkeligt. Ja, jeg siger lige ud: Det er fandeme mærkeligt! Og her må man godt bande. Måske er der indikatorer på det. Måske mumler jeg lidt mere. Måske vrøvler jeg lidt mere. Måske er hjernen ikke helt lige så hurtig. Måske er kroppen virkelig i forfald. Knæene gør lidt ondt. Jeg bliver forpustet, når jeg går op til fjerde sal. Men hvad skyldes det? Er det alder? Eller er det mangel på motion. Jeg har valgt at tro det sidste. Og så kan det fikses. Det er kun et spørgsmål om prioritering. Det vil jo vise sig, hvor meget jeg gider at løbe på stranden i Barcelona, når vi skal derned igen.

– Men altså – snart at være 70 år, det er edderperkeme ikke ungt. Men jeg føler mig ung. Samtidig føler jeg mig også voksen. Rigtig voksen. Den sikreste indikation på, at jeg snart er nået 70, er, at der kommer en form for vished. Og at være vis betyder, at man ikke har brug for at hoppe med på alt det, som man har brug for at hoppe med på, når man er yngre. Der er også ting, man bare skal lade være med. Jeg er f.eks. holdt op med at stå på ski. Hanne og jeg brækkede vores ben noget så eftertrykkeligt i en motorcykelulykke, da vi var 25 år, og det skal vi ikke igen. Jeg skal ikke nyde noget af at ”piste” direkte over i en hospitalsseng.

Skal du blive ved med at arbejde?

– Nu er det sådan i min familie, at de fleste er blevet meget gamle, og de er også blevet mildere og mere tilgængelige med årene. Jeg tror faktisk, at jeg skal være HELT pensioneret, før jeg når dertil, og det er jeg ikke sikker på, at jeg bliver. Pensioneret, altså. Og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke rigtig kan føle min alder. Alle mine gamle klassekammerater gik på pension for tre år siden. Men jeg føler mig stadigvæk på vej. Og det er en god følelse. Spørgsmålet er dog, hvor længe jeg gider have den følelse. Det må tiden vise.

Hvis dit liv var en roman, hvor på spændingskurven fra 1-100 ville du så ligge lige nu?

– Havde det ikke været fordi, jeg skulle være farfar, så ville den være på 38 eller noget i den stil. Men fordi jeg skal være farfar, så tror jeg, at den er oppe på 80. Den dag, jeg fik det at vide, steg mit energiniveau helt vanvittigt. Og havde jeg ikke haft det i hovedet, at der var sådan en lille pige på vej, så tror jeg ikke, jeg kunne været taget til Barcelona og have skrevet ”Offer 2117” færdig. Det er rigtigt. Jeg manglede 125 sider for at blive færdig, og at skrive så mange sider på en måned er idioti. Men fordi jeg havde fået så meget energi ved tanken om mit barnebarn, så lykkedes det. Der er noget særligt ved at kigge den vej i rækken af generationer. Jeg har altid været vant til at se den anden vej. Til de ældre generationer. Nu er det pludselig os – Hanne og mig – der er den ældre generation. Men det giver mening at se den anden vej. Den vej, hvor alting pludselig blomstrer. At få den nye rolle i familien, som du ikke havde set dig selv i, men som du finder ud af, at du har ønsket dig hen i.