Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kaspar Colling Nielsen
Foto: Franne Voigt Kaspar Colling Nielsens mor døde en tilfældig tirsdag, da han var 19 år gammel. Det kickstartede en angst, som han først mange år efter fik taget hånd om.

Kaspar Colling Nielsen mistede pludselig sin mor

Kaspar Colling Nielsen: “Det var bare en helt almindelig dag, hvor der foregik helt almindelig ting. Og så døde min mor”

Da forfatteren Kaspar Colling Nielsen mistede sin mor en tilfældig tirsdag i december, kickstartede det en angst, der har fulgt ham siden – angst for at miste sine nærmeste og for at miste sin forstand. Men angsten har aldrig forhindret ham i at leve, elske og arbejde.

I en baggård tæt på Søerne i København ligger en lejlighed med en vestvendt altan, der stikker ud fra siden. En farvet lyskæde og ophængt terrassevarmer er fast inventar sammen med to askebægre. Et cirkelformet med en smårusten lukkefunktion og en omvendt urtepotte. Her sidder forfatteren Kaspar Colling Nielsen med en kop kaffe og ryger.

Kæresten Line og deres to børn er ude, så lige nu er det kun et par kælne katte, der bryder stilheden. En stilhed, der kun eksisterer i selve rummet, for inde i Kaspars hoved har tankerne altid larmet højt.

– Da jeg var i mine 20'ere, led jeg meget af angst. Og det gør jeg stadig.

Angsten har altid været en del af Kaspars liv. Og med den nye roman, "Det europæiske forår", er den blevet en del af hans forfatterskab. Her flygter hovedpersonens datter, Emma, til udlandet, da hendes spiseforstyrrelse er ved at vælte hverdagen. Den følelse kender Kaspar alt til.

– Emmas anoreksi har jeg beskrevet ligesom en angstsygdom. For det er det, jeg kender til. Og så tager hun til Afrika, præcis som jeg selv gjorde.

Så længe Kaspar kan huske, har angsten været en fast bestanddel af hans personlighed. I perioder mere eller mindre til offentligt skue. Som barn havde han øjeblikke, hvor det var svært at trække vejret, men det var først, da tragedien virkelig ramte, at angsten hev fat i ham med et ekstra hårdt greb.
19 år gammel, 19. december.

– Min mor og jeg havde været lidt oppe at skændes en aften, så jeg var taget hjem til en af mine venner for at spille computer. I mellemtiden havde hun fået ondt i hovedet, så hun havde ringet til en veninde, som hun lånte nogle hovedpinepiller af. Men det var åbenbart en hjerneblødning. Så der kom en ambulance og kørte hende på hospitalet.

Kaspar tog hjem til sin mor senere på aftenen.

– Der lå nogle slanger inde i hendes seng og noget bræk. Det var ligesom det eneste, der var underligt. Men min stedfar ringede og var meget bekymret, så jeg ringede ind til Rigshospitalet, hvor de fortalte mig, at hun var død. Det var sådan en underlig oplevelse. Det var jo bare en fuldstændig almindelig tirsdag.

Moren var født med en aneurisme i hjernen. En lille krumning på en blodåre, der aldrig havde givet lyd fra sig før nu. Kaspar mødte sin stedfar på hospitalet og sov hos ham om natten.

– Da min stedfar og jeg gik fra hospitalet igennem Fælledparken, så jeg os oppefra og i sorthvid. Jeg ved ikke hvorfor. Det var en følelse af at være ude af ens egen krop. Men det var bare så almindeligt det hele. Intet spektakulært. Det var bare en helt almindelig dag, hvor der foregik helt almindelige ting. Og så døde min mor.

Kaspar tog op til sin far i Skørping. De fejrede jul, men det var nogle specielle dage. Og da juleferien var slut, drog han hurtigt alene hjem mod filosofistudiet i Odense. Til en helt almindelig hverdag, hvor alting alligevel var fuldstændig forandret.

– Folk spurgte mig, om jeg havde haft en god juleferie. Jeg svarede, at den var ikke så god, fordi min mor døde. Og pludselig blev jeg en, der var sorgramt. Men jeg havde det egentlig fint i lang tid. Indtil halvandet år efter min mors død.

LÆS OGSÅ: Thomas Kristensen: "Kære Isabella og Alexander, jeg elsker jer over alt andet her i livet og er ked af, at jeg ikke er hos jer mere..."

Det er svært at have det elendigt i Afrika

Kaspar følte, at han blev dummere. Han havde altid haft let ved at forstå filosofilektierne på studiet, men halvandet år efter hans mors død var det, som om ordene ikke længere kunne danne sætninger. Han kunne ikke koncentrere sig, men formåede at kæmpe sig igennem eksamen, hvor han af uforklarlige årsager bestod. Herefter stoppede han og flyttede tilbage til København.

– Jeg fik dødsangst. Hvor jeg hele tiden tænkte på, at jeg skulle dø. Jeg tænkte på voldelige ulykker, psykisk sygdom, og at jeg fejlede noget. Jeg kunne ligesom slet ikke tænke på noget andet, end at jeg var syg. Jeg følte på et tidspunkt, at jeg havde kræft i halsen.

Han fik en lejlighed hjemme i sin fødeby. Her gik han i et halvt år og havde meget ondt af sig selv, som han formulerer det.

– Da jeg kom tilbage til København, gik jeg rigtig meget i byen. Det havde jeg også gjort i Odense, men jeg begyndte at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke sørgede nok. På et tidspunkt drømte jeg, at min mor lå i en kiste ved siden af mig og mine venner, der sad og drak.

Kaspar turde ikke stoppe op og sørge over tabet, han var bange for at falde ned i et dybt hul, han ikke kunne komme op af igen. Derfor flygtede han ned til sin onkels ven i Afrika, hvor han boede i et år. For som han siger, så er det svært at have ondt af sig selv i et land med så meget elendighed.

– Jeg skulle jo nok have haft en eller anden form for hjælp. Dengang kunne jeg få betalt seks gange hos en psykolog. Og jeg var faktisk også afsted en enkelt gang et halvt år efter, at min mor var død. Men jeg husker kun, at jeg havde ringe på alle fingrene, og at jeg havde arvet nogle forsikringspenge, så der lå 5.000 kroner i min lomme. Jeg var et helt andet sted.

LÆS OGSÅ: Claes Bang om sit mindreværd: "Jeg bærer rundt på et voldsomt bekræftelsesbehov"

På nippet til sindssyge

Da Kaspar kom hjem fra Afrika, færdiggjorde han sit studie, fik arbejde i analyseafdelingen i Codan og mødte Line, som han fik to børn med. Alfred og Alma. Men selvom livet gik sin naturlige gang, forsvandt angsten ikke. Langt fra. Den fyldte mere og mere.

– Det hele kulminerede for mig, da børnene var tre og seks år. Det var i den periode, hvor der var fugleinfluenza i Danmark. Der sov jeg ikke om natten i flere måneder, for jeg var sikker på, at der ville komme en pandemi. Det var nærmest en vågen drøm, jeg havde. Folk døde som fluer, og staten prøvede ligesom at inddæmme København. Der var nogle sikre zoner, og man havde opdelt byen med spånplader. I nogle zoner skulle man skylles og vaskes, inden man måtte komme ind. Og fordi der var så mange politibetjente, der var døde, var alt lov og ret brudt sammen.

Kaspar var sikker på, at tankerne var ægte.

– Når mine børn kom hjem fra børnehave og vuggestue, havde jeg lyst til at vaske dem. Jeg var virkelig bange for at blive sindssyg. Så min kæreste sagde til mig, at jeg var nødt til at gå til psykolog. Så det gjorde jeg.

Psykologen fandt hurtigt ud af, at Kaspar havde en meget negativ og dysfunktionel tankegang. Han følte, at hvis han tænkte længe nok over tragiske situationer, så skete de ikke. Og det var nødvendigt for ham at tænke dem til ende hver gang.

– Jeg havde nogle tvangstanker, som gik ud på, at hvis jeg tænkte på, at det mest forfærdelige ville ske for eksempelvis mine børn eller mig selv, så ville alene dét, at jeg tænkte på det, forhindre det i at ske. Engang skulle mine børn og kæreste besøge mig i Codan-bygningen, hvor der er en marmortrappe på fem meter, og med det samme forestillede jeg mig min søn falde ned af den. Flere gange om dagen tænkte jeg på dødsulykker. Jeg var så træt af det, for det var så anstrengende. Men det var en måde for mig at lave et værn mod, at der skete noget, jeg ikke håbede på.

For Kaspar var mødet med psykologen et vendepunkt for ham. Hun lærte ham betydningen af hans tanker, og selvom han ville ønske, at det havde fået dem til at forsvinde fuldstændig, lurer de stadig nogle gange.

– Psykologen fortalte mig, at det jo ikke er forkert at være klar over, at folk kan dø når som helst. Det er jo en indsigt, som er rigtig. Og folk dør på uspektakulære måder om tirsdagen, bedst som man er i gang med alt muligt andet.

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde: ”Jeg er klog nok til at vide, hvordan det ender, så det ville være stupidt”

Angsten stopper med mig

En ganske almindelig dag i Kaspars 33. år sad han hos Codan og spekulerede pludselig på, hvad han egentlig lavede dér. Hvad ville han med sit liv? For første gang stoppede han op og mærkede efter, hvad han drømte om. For siden hans mors død, måske endda før det, havde alt været en tilfældighed. Det var her, han skrev sin første bog. Ikke helt fri for angst, men fri nok.

– Jeg har jo alligevel været heldig nok med min angst i den forstand, at jeg aldrig har været så syg, at jeg ikke kunne noget. Jeg har altid kunnet gå uden for en dør. Og klare mit studie, arbejde og at have kærester.

Line, der er mor til hans to børn, er en rationel kvinde med fødderne placeret solidt på jorden og en uddannelse i psykologi. Det er snart tyve år siden, de mødte hinanden, og i mellemtiden er Alfred og Alma blevet teenagere. Det gør Kaspar endnu mere bevidst om at tøjle angsten.

– Jeg prøver virkelig at kontrollere mine flip. Da mine børn var mindre, kunne jeg gå helt i panik, hvis for eksempel min kæreste havde hentet dem i børnehave, og jeg ikke kunne få fat på dem. Det prøver jeg virkelig at kontrollere, for ellers ringer jeg hele tiden og spørger, hvor de er. Jeg skal passe på, at det ikke bliver en bekymring hos dem. Det lykkes ikke altid helt, men jeg prøver.

Hans børn er også medvirkende til, at Kaspars forhold til sin egen dødelighed er blevet bedre. Hvert fald knap så ængsteligt.

– I forhold til min angst finder jeg stor glæde i, at jeg har skrevet mine bøger, for jeg har altid gerne villet være forfatter. Og det gør det mindre tragisk for mig at dø på en eller anden måde. Fordi jeg har gjort noget, jeg gerne ville, og har kæmpet for det. Og det er lykkedes. Det betyder også meget for mig, at Alfred nu er 15 år, og min datter er 13 år. For uanset hvad, så har jeg givet dem noget. Jeg har givet dem en masse kærlighed i mange år, og de er begge velfungerende. Det giver mig en følelse af, at mit liv ikke har været helt forgæves.

Kaspar Colling Nielsen, 43

Forfatter bag de anmelderroste bøger "Mount København" og "Den danske borgerkrig 2018-24".

Kæreste med Line og far til Alfred på 15 år og Alma på 13 år.

Bor i indre København.

Uddannet i filosofi og økonomi og arbejder som lektor på CBS.

Aktuel med "Det europæiske forår".

Manden med de syrede idéer

En flået tomat, der reflekterer over sit liv, talende dyr og et bjerg på størrelse med Bornholm placeret midt i hovedstaden. Kaspar Colling Nielsen er kendt for en ekstrem idérigdom og fik debutantprisen for sin første roman, "Mount København", i 2010. Men hvor kommer ideerne fra? Hvordan finder man på at lade en mand skære sine ben af for at kunne flyve?

– Det var faktisk, fordi jeg begyndte at se ting igennem mine børns øjne. Da min søn Alfred gik i børnehave, ringede de og fortalte, at han havde fået et fodboldmål i hovedet. Han havde det fint, men vi tog lige på hospitalet for at få det tjekket. Vi skulle vente i lang tid, så vi gik rundt og kiggede. På et tidspunkt så han et skelet i et rum og spurgte, hvad det var. Her slog det mig, at han jo aldrig havde set et skelet før. Han anede ikke, hvordan et menneske så ud indenunder.

– På en måde så jeg det også for første gang. Et menneskeligt skelet har tykke, stærke knogler fra hoften og ned. Men overkroppen er meget fugleagtig og let. Da jeg selv var barn, spurgte jeg min far, hvorfor fugle kunne flyve. Det havde han alle mulige forklaringer på, som ikke var særlig gode. Men da jeg så det skelet, gav det bare mening. De flyver, fordi de ingen underkrop har. De har et kæmpe bryst og vildt tynde ben. Det var sådan, den historie opstod.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Bøger og Angst