Kathrine mistede sin mand til kræft: ”Jeg blev insemineret den dag, han døde"

En sen aften den 17. december 2015 sagde Malte farvel til Kathrine. De to havde ellers fulgtes ad i tre år, og man kan vist uden at overdrive også kalde det "i tykt og tyndt", for Malte var nemlig uhelbredeligt syg af kræft og havde været det, allerede inden de to kom i fast forhold. Men den nat i december skiltes deres veje. I hvert fald i den fysiske verden.

– For mig er det jo en kærlighedshistorie, som desværre blev meget kort, men også har haft enormt stor indflydelse på, hvem jeg er, og hvordan jeg lever mit liv, siger 30-årige Kathrine Holm Smidt i dag, et halvt år efter Maltes død.

– Jeg er blevet meget mere opmærksom på at huske at sætte pris på de ting, jeg har: Venskaber, familie, at jeg har et hus med fire vægge og en hund, jeg kan gå ture med. Det kan måske virke som småting, men jeg er blevet meget mere taknemmelig for dem.

LÆS OGSÅ: Kære Mor og Far: Jeg ville ønske, I var stoppet med at drikke. Så ville I stadig være her i dag

Nogle vil sikkert kunne huske Kathrine og Malte fra dokumentarprogrammet "Kræft og Kærlighed del 1", som kørte på TV2 sidste efterår. Her gav parret seerne et åbent indblik i, hvordan en uhelbredelig kræftsygdom påvirker hverdagen i et ungt forhold, hvor drømmene om fremtiden hele tiden udfordres af frygten for den. 

Faktisk var det Malte, der var mest opsat på at deltage i programmet, fortæller Kathrine. For for Malte var åbenhed omkring sygdommen afgørende:

– Malte ville helt klart hellere tiltale det end at tie. For mig var det lidt svært at skulle se mig selv i den der meget åbne, offentlige rolle, men jeg syntes på den anden side, at det var en vigtig historie at fortælle. Jeg tror i det hele taget ikke, at jeg havde været så åben omkring det, hvis ikke han havde været det. På den måde var han et forbillede og en kæmpe inspiration for mig.

Hun er overbevist om, at den ro omkring omstændighederne, som hun føler i dag, netop skyldes, at hun og Malte var så gode til at tale om deres følelser undervejs i forløbet:

– Jeg har ikke haft de der tudedage efterfølgende, hvor alt bare er sort. Det er ikke, fordi jeg ikke har været ked af det, men jeg ved bare, at han sidder et eller andet sted og glor på mig og tænker: "Nu må du tage dig sammen", hvis jeg begynder at gå ned. Han ønskede jo ikke for mig, at jeg ikke skulle komme videre og leve mit liv. Folk skubber nogle gange lidt til mig: "Er du aldrig ked af det?". Og jo, selvfølgelig er jeg da det. Men det har helt klart hjulpet mig, at vi har talt så meget om det, mens han levede. Det har gjort, at det ikke var så skræmmende at være i, da jeg så pludselig var alene, siger hun.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med Susan Sarandon: "Man skal leve, ikke blot eksistere"

– Jeg syntes, at det var enormt svært at sige, at han var terminalsyg dengang, han fik den diagnose i august 2013. Men jeg blev ligesom tvunget til det, for det var jo det, han var. Vi sagde det, som det var: At han havde kræft, og at det var noget lort, men at vi levede med det, fordi vi ikke ville unde os selv andet.

Hus, bryllup og fertilitetsbehandling

Da Kathrine gik ind i forholdet med Malte, var hun godt klar over, at det ikke ville blive et helt almindeligt forhold. Malte var allerede på det tidspunkt i behandling for galdegangskræft, en sjælden kræftform som anses for så godt som uhelbredelig.

Havde du nogle bekymringer ved at gå ind i et forhold med en, som du vidste, var alvorligt syg?

– Ikke på det tidspunkt. Han var selv ret positiv omkring det og omkring det, at han nok skulle blive rask. Han havde heller ikke fået sin terminaldiagnose endnu, så vi var begge meget enige om, at han skulle da bare igennem en gang kemoterapi, og så var det klaret.

Havde det ændret noget, hvis han havde haft en terminaldiagnose, da i indledte forholdet?

– Det tror jeg faktisk ikke. Vi kendte hinanden fra før, han blev syg, så jeg vidste, hvem han var som menneske uden sygdommen. Det ændrede ham heller ikke at få diagnosen. Han var livsglad og positiv hele vejen igennem. Ikke i forhold til at "overvinde kræften", det sagde han flere gange, at han regnede med, at han ikke ville, men i forhold til at man skal nyde de dage, der kommer, og de oplevelser, man får. Og det har klart sat nogle spor i både mig og menneskene omkring ham.

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"

Af samme grund gav Malte og Kathrine heller ikke op på deres drømme om at skabe en familie og et hjem sammen, selvom de godt vidste, at det nok ville blive på lånt tid. De købte hus, det hus Kathrine stadig bor i i dag, blev gift, kom på bryllupsrejse, og de begyndte også i fertilitetsbehandling i efteråret, inden Malte døde.

– Det føltes naturligt at gøre det i det tempo, selvom vi egentlig ikke havde været sammen så længe. Vi følte, at vi var under et vist tidspres, og vi ville simpelthen så gerne opleve de her ting sammen, siger hun.

– Vi talte meget om børn, selvom vi godt vidste, at der var stor risiko for, at han ikke ville nå det. Vi begyndte i fertilitetsbehandling på Rigshospitalet i efteråret 2015. Og jeg blev faktisk insemineret den dag, han døde. Jeg var inde om morgenen, og han døde sent om aftenen. Der kom ikke nogen graviditet ud af det, men jeg er sikker på, at det var gået fint, hvis der gjorde. Lige nu er det dog ikke noget, jeg vil gå videre med. Der skal lige være ro på i mit eget liv først, inden jeg kan trække et andet menneske ind i det.

Kathrine og Malte på dagen, hvor de blev gift. Privatfoto. 

Stadig en del af hverdagen

I december begyndte Maltes tilstand hurtigt at blive værre. Og da han kom på hospice 11. december, begyndte Kathrine lige så stille at opgive håbet om et fremtidigt liv for de to.

– Han talte selv om "når jeg kommer hjem", men der måtte jeg ligesom være den fornuftige og slå koldt vand i blodet. Vi kunne se, at hans krop lige så stille lukkede ned, og selvom han havde overskud til besøg, almindelige snakke og grin, var det tydeligt, at det tærede enormt på ham. I den sidste tid blev jeg meget praktisk: Hvor gemte han sine kvitteringer? Hvor kunne jeg finde hans forskellige adgangskoder, så jeg kunne lukke profiler på forskellige hjemmesider? Sådan nogle ting kommer man jo først i tanke om til sidst. At "Gud ja, jeg skal også lige have dit NemID". I sådan en situation er det overlevelsesmekanismen og autopiloten, der tager over.

Kathrine er godt klar over, at de var heldige. Med at Malte var frisk og kunne arbejde og leve et almindeligt liv så længe, og at den sidste tid, hvor han var meget syg, kun varede et par dage. Selvom de to ikke nåede at være i hinandens liv i mange år, havde de mulighed for at brug den korte tid, de havde, intensivt på hinanden.

– Det gik faktisk ikke så meget ud over vores forhold, at han var syg. Når vi havde aftaler, kunne det selvfølgelig godt være, at han var nødt til at aflyse, og det var også svært med ferier og sådan noget. Men ellers var det et meget ukompliceret forhold. Vi skændtes stort set aldrig. Det der med, at opvaskemaskinen ikke lige bliver tømt, er ikke rigtig noget, man gider bruge energi på at blive irriteret over i sådan en situation, siger Kathrine og tilføjer:

– Han tog også hurtigt en beslutning om, at han kun ville bruge tid på de ting og de mennesker, der betød noget for ham og gjorde ham glad. Jeg ved, at det var en stor lettelse for ham at træffe den beslutning og føre den ud i livet.

LÆS OGSÅ: "Hvis jeg skar i mig selv, tog jeg ikke mit liv den dag. Så kunne jeg leve en dag mere."

Malte har da også stadig en plads i Kathrines hverdagsrutiner – det føles helt naturligt, fortæller hun:

– Jeg har stadig rutiner i min hverdag, som involverer ham. Om aftenen, når jeg går i seng, siger jeg altid godnat til ham. For det har jeg jo været vant til at gøre de seneste tre år. Jeg tænker rigtig meget på ham i min hverdag, og jeg elsker også at tale om ham, for jeg synes, at det er enormt vigtigt at holde ham i live på den måde. At han ikke bliver glemt. Selv når jeg står i Netto og kigger på spotvarer, får han en tanke med på vejen.

Hun skriver også ofte om ham på sociale medier, selvom hun nogle gange overvejer, om folk mon synes, at det er for meget:

–Når jeg laver en opdatering, kan jeg godt lige få tanken, om jeg burde lade være. Om folk måske bliver trætte af at læse om det hele tiden. Men jeg gør det alligevel, for det er vigtigt for mig. Jeg har brug for at markere mærkedage, min 30 års fødselsdag og vores bryllupsdag for eksempel, og jeg har brug for at minde mig selv om, at vi har haft sådan en god tid sammen, hvor vi nåede enormt meget, siger hun og tilføjer, at åbenhed er det bedste råd, hun kan give til folk, der står i en lignende situation:

– Jeg tror, at jeg er blevet banket lidt oven i hovedet af ham med hensyn til at italesætte det, og det har også gjort, at min egen holdning til det har ændret sig. Så selvom det var og er svært og hårdt at tale om, så tror jeg, at det, at jeg får sat ord på det, gør, at jeg har mere overskud og ikke lukker mig så meget inde. Jeg tror også, at det gør det nemmere for andre at tiltale. Så har man ligesom vist, at det er okay, at de spørger.

Kathrine i dag sammen med sin hund Guinness. Foto: Privatfoto / Kathrine Holm Smidt. 

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

LÆS OGSÅ: Julie fik et "englebarn" - og sagde farvel til hende på Facebook

LÆS OGSÅ: "Du ved, at du overlever - du ved bare ikke hvordan"