Katrine Engberg scroll-down
Foto: Lis Kasper Bang "Når jeg føler mig ensom, har jeg ikke nogen forankring i tilværelsen og ikke noget formål. Og når jeg ikke har det, har jeg heller ikke nogen grund til at leve,” fortæller Katrine Engberg.

Katrine Engberg: "Min mor vil hade mig for at sige det højt, men det er jo også en del af sandheden"

Må man tale højt om at føle sig ensom, når man har mand og barn og karriere? Forfatter Katrine Engberg insisterer på at italesætte den ensomhed, som har været en skræmmende grundfølelse i hele hendes liv – og som ramte særligt stærkt, da hun blev mor. Fordi et tabu kun kan afmonteres ved at komme ud i lyset.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Hun har det hele. Dejlig mand. En meget ønsket søn. En international karriere som krimiforfatter. Den skønneste Østerbrolejlighed. Nært forhold til familien. Og alligevel føler hun sig ensom somme tider. Faktisk ligger ensomheden som en meget tydelig og skræmmende grundfølelse hos Katrine Engberg, og i perioder af livet har ensomheden næsten taget pippet fra hende. Hendes aktuelle bog ”Isola” er skrevet på følelsen af ensomhed.  

– ”Isola” udspringer af et ønske om at udforske den grundfølelse, som ensomhed er. Hvis jeg skal sige det fuldstændig kortfattet, så har jeg lyst til at skrive om ensomhed, fordi ensomhed – for mig – er det mest skræmmende, der findes i verden. Og som forfatter skal man altid gå derhen, hvor man er bange. Der er intet, der skræmmer mig mere end at føle mig alene. Jeg tror, det handler om, at jeg i meget høj grad sidestiller ensomhed med at se døden i øjnene. At acceptere det vilkår, at vi skal dø. For at undgå følelsen af ensomhed skaber vi mennesker et bolværk omkring os. Vi skynder os at finde en partner, vi får børn, vi har venner, og vi har ritualer i vores liv, som gør, at vi glemmer, at vi er alene. Og vi håber, at de bolværker kan holde. ”Til døden os skiller” siger vi til en eller anden velvidende, at halvdelen af os ikke kan gennemføre et ægteskab, til døden os skiller. Faktisk er der ret mange af de bolværker, som er sindssygt skrøbelige, og vi oplever, at vi mærker ensomheden, lige så snart en del af vores bolværk falder væk. Det minder os om, at vi skal dø. Derfor er det den værste følelse i hele verden. Og derfor er det også en god grundklang i en krimi. 

Katrine Engberg

Alle Katrine Engbergs bøger er skrevet på personlige følelser. Sorgen over hendes fars død. Den mentale skrøbelighed efter sønnen Cassius’ fødsel. Angsten for at skulle give slip på sit barn og lade ham flyve.  

– Det sidste er meget aktuelt med den alder, Cassius har nu. Jeg går hver dag og tænker, at hans alder lige nu er belønningen for de hårde år med et lille barn.

– Jeg var ikke supervild med at være småbørnsmor, apropos ensomhed i øvrigt. Men følelsen af at være mor til en 11-årig, som stadig gider os, elsker os og involverer os, er fantastisk. Hans personlighed fosser frem som en forårselv, men jeg ved jo, at det er på ultra lånt tid. Så det er en ret bittersød fase. Nå, men det var et sidespor …

Det synes jeg nu ikke – vi vender tilbage til ensomheden som småbørnsmor – men hvornår oplevede du første gang ensomheden? 

– Jeg kan ikke huske et liv, hvor jeg ikke har følt mig ensom. Dermed ikke sagt, at jeg var overladt til mig selv i min barndom, men jeg har altid følt mig meget alene.

– Det skyldes nok primært min natur. Jeg er født sådan. Det er gået op for mig, efter jeg selv er blevet mor til at barn, som har noget af den samme personlighed. Jeg er introvert-ekstrovert. 

Hvad er det? 

– Ja, det er fandeme et godt spørgsmål. At være introvert-ekstrovert betyder – for mig i hvert fald – at jeg har ekstremt behov for på daglig basis dels at være alene og dels at være sammen med mennesker. Jeg har behov for begge dele hver dag. I perioder er den introverte side mere udtalt. Især hvis jeg bliver tvunget til at være meget ekstrovert, og sådan har jeg altid haft det. Jeg kan godt lade op på samvær, men kun, hvis jeg får lov til at være alene bagefter. Og jeg kan se, at min søn er fuldstændig magen til på det punkt. Han elsker fest, og han elsker sine klassekammerater, elsker, at der sker noget, men kun hvis han kan få lov til at trække sig, når han ikke magter mere. Og det gør han ikke nødvendigvis lynhurtigt, men han gør det hurtigere end mange andre. Og sådan har jeg også altid haft det. 

– Jeg er ikke født med evnen til at skabe meningsfulde og nære relationer til andre mennesker. Jeg var ikke god til at have venner, da jeg var barn og ung. Det er først noget, jeg har lært, efter jeg er blevet voksen. Ret voksen faktisk. Jeg blev ikke næret af samværet med andre, da jeg var barn, fordi jeg ikke slappede af, når jeg var sammen med kammerater. 

Hvordan føles ensomhed for dig? 

– Det føles lige som at dø. Når jeg føler mig ensom, har jeg ikke nogen forankring i tilværelsen og ikke noget formål. Og når jeg ikke har det, har jeg heller ikke nogen grund til at leve. 

Hun holder en længere pause.  

– Det er et sort hul af angst og frygt og resignation. Og jeg har mange gange i mit liv balanceret på kanten af det hul. I de første mange år af mit liv var det en ubevidst balanceakt. Jeg kunne bare fornemme den her store følelse stå og lure, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at flygte fra den, fordi den skræmte mig så meget. Tanken om at være uelsket og uønsket var for mig det samme som at dø. Derfor søgte jeg ind i den form for kontakt, som jeg kunne magte, og på det tidspunkt var det dansen. I dansens verden var der mega meget gang i den, jeg var god til det, jeg var sammen med mennesker, men jeg skulle ikke forholde mig til dem. Vi stod bare ved siden af hinanden og lavede noget sammen. Parallelt. Synkront. Men vi havde ikke kontakt. Vi skulle ikke røre ved hinanden. Vi skulle ikke kigge på hinanden. Vi skulle ikke tale med hinanden. Det er meget symptomatisk for mit udgangspunkt og min natur, at det var det, jeg valgte. Jeg valgte noget, hvor jeg kunne stå og se mig selv i spejlet ved siden af nogle mennesker. Jeg oplevede liv og glade dage, uden at jeg skulle engagere mig. 

Katrines forældre blev skilt, inden hun fyldte to år. Hun og hendes syv år ældre storesøster voksede op hos deres mor, der havde en universitetskarriere, der også fyldte meget. 

– Min mor vil hade mig for at sige det højt, men det er jo også en del af sandheden – kære mor – at vi var de sidste, der blev hentet i børnehaven og fra fritten. Og min mor tog også på nogle lange rejser uden os. Det er ikke for at hænge min elskede mor ud på nogen som helst måde, for jeg kan vitterlig godt forstå hende. Jeg har heller ikke lyst til at bidrage til fortællingen om, at man ikke kan være alenemor og gøre karriere uden at svigte sine børn – min mor har aldrig svigtet os – men det er klart, at vi var meget alene. Til gengæld lærte vores mor os om det indre liv, der kan være det mest massive bolværk mod ensomheden: At man ikke nødvendigvis føler sig ensom, bare fordi man er alene. Det har jeg lært af hende. Hun lærte mig at læse, og hun lærte mig at sætte pris på kultur og naturen. Bare det at gå en tur kan nære mig helt enormt. At høre et bestemt stykke musik. Eller gå i teateret. De ting kan skubbe den der afgrund af ensomhed væk fra mig, fordi jeg føler mig forankret til menneskeheden som sådan og måske også til noget højere. Og det er faktisk det vigtigste redskab mod ensomheden.   

Katrine Engberg

Hvem er Katrine Engberg

  • Født 1975.
  • Krimiforfatter aktuel med bogen ”Isola”, der er nr. 5 i en krimiserie, der er solgt i 300.000 eksemplarer
    herhjemme og til udgivelse i 28 lande.
  • Tidligere show-danser, koreograf og teater-instruktør.
  • Gift med Timm Vladimair. Sammen har de sønnen Cassius på 11 år.

Hvordan er dit forhold til din søster? 

– Meget nært. ”Isola” er dedikeret til hende. Min søster hjalp mig med at bygge bro ud til verden. Nogle af de ting, som har gjort, at jeg er kommet godt i vej, handler om, at hun har hjulpet mig. Så for mig er hun …

Hun får tårer i øjnene og stopper op. 

– Aj, undskyld, jeg kan ikke tale om det uden at blive rørt … 

Hun rømmer sig. 

– Min søster har været en lige så vigtig faktor i min opvækst som mine forældre. Mindst. Hun har virkelig givet mig så meget tro på mig selv og en tro på familiebånd. Hun har også været den, der meget storesøsteragtigt altid har beskyttet mig. Altid. Lige meget hvad. 

Sagde du til din mor, at du savnede hende? 

– Det gjorde jeg meget. Jeg var ekstremt knyttet til min mor. Men et barn forholder sig jo til samvær og ensomhed på en anden måde, end voksne gør. Det kan jeg også se på min søn. Man kan ikke spare tid sammen. Kvalitetstid og børn giver ingen mening for mig. Der findes kun kvantitet. Det er bare noget med at være der. Det har jeg også talt med min mor om, og som hun siger: Hvad skulle jeg have gjort? Og det forstår jeg fuldstændig. Hun gjorde det så godt, hun kunne. Jeg kommer givetvis også til at have den slags samtaler med min søn en dag, og der må jeg også svare ham, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne. Det, jeg virkelig har taget med mig og giver videre til min søn – og som er et værn mod ensomhed – det er, at min mor altid tog mine følelser alvorligt. Og det er jo første skridt på vejen mod at føle sig hørt og set og til at have en plads i verden. Hvilket er det, der gør, at man ikke føler sig ensom. 

Selvom Katrine har mange værn mod ensomheden, undgår hun ikke at blive ramt af den igen og igen. Også på tidspunkter, hvor man måske mindst af alt skulle forvente det. 

Du sagde før, at du følte dig ensom, da du blev mor? 

– Ja. 

Hun holder en pause.  

– Og det synes jeg, vi taler for lidt om, men nu vil jeg gerne være en af dem, der siger det højt. Vi var igennem fertilitetsbehandling for at få vores søn. Han var SÅ ønsket og SÅ elsket på forhånd. Alle forudsætninger for at gå i symbiose med det barn var til stede, men det skete bare ikke for mig. Jeg syntes, at den første barselstid føltes som et enormt identitetstab. Det var som om, jeg fik fjernet alt det, der gør mig til mig. Og samtidig fik jeg ikke lov til at sove om natten. Jeg syntes VIRKELIG, det var hårdt. Kærligheden var given. Den var der, ja. Men det er svært at føle, at det er kompensation nok, når man mister sig selv. Og jeg følte virkelig, at jeg mistede mig selv. Jeg syntes, det var svært. Det var selvfølgelig også dejligt at blive mor, det giver sig selv, men jeg synes godt, vi kan blive bedre til at tale om, hvor svært det er, når AL ens tid, HELE ens fokus og AL ens energi pludselig bliver rettet mod et nyt væsen. Samtidig har man den der enorme beskyttertrang, som også gør, at man bliver ængstelig over for nye ting. Det er en ny angst, der flytter ind i ens tilværelse. Sådan var det i hvert fald for mig. Og det pustede til ensomhedsfølelsen. Jeg var bange for at gøre ting forkert. Jeg var bange for at fucke det her lille ny menneske op. Til trods for, at Timm og jeg var ekstremt fælles om både barselsperioden og i det hele taget om forældreskabet, så var det en ensom følelse. Og ja, man kan jo godt sige, at vi var sammen om at være ensomme. Identitetstabet var kollektivt, og det gjorde det nok nemmere at bære, trods alt. Jeg har sådan en respekt for folk, der bliver forældre alene. Det må være så svært. For man mister jo sig selv i en periode. Det gør man. 

Katrine Engberg

Jeg tror, mange vil undre sig over, hvordan sådan en som dig – der har hele ”pakken” – kan føle sig ensom? 

– Ensomhed handler ikke om at være alene. Det er en misforståelse. Det KAN det godt gøre, men det er slet ikke altid sådan. Ligesom stress ikke nødvendigvis handler om at have travlt. Det kan det gøre, men ikke kun. Så når sådan en som mig siger: ”Puha, jeg har det svært”, så kan det da godt være, at der sidder nogen derude og siger: ”Hvor er hun forkælet”. Men det gør ikke følelsen mindre reel. Og jeg er godt klar over, at mit udgangspunkt er privilegeret. For det lykkedes os jo at få et barn, og vi var oven i købet to om det. Men jeg synes godt, man kan tage diskussionen om, om man må have det svært, når man har privilegier. Det er en fuldstændig futil diskussion, for alle mennesker har det svært på hver deres måde. Og det, at der er andre mennesker, der har det sværere end mig – eller svært på andre måder – gør jo ikke, at jeg føler det mindre svært. Så ja, jeg havde hele pakken, men der var stadig en ensomhed forbundet med at miste sig selv. Sådan føltes det. Jeg mistede sådan nogle helt basale ting som at sove, og jeg kunne ikke trække mig væk og være alene. Som introvert person er det omkostningsfuldt ikke at kunne være alene. Og det lyder jo paradoksalt i alt det her, vi taler om. At jeg har brug for at være alene for ikke at føle mig ensom. Men det ER det. Og man er aldrig alene, når man har et nyfødt barn. Man er sammen hele tiden, og det er jeg bare ikke særlig god til. 

Handler det også om et tab af frihed? 

– Ja. Det er jo alle døgnets minutter, der går til det lille barn. Og hvis du så ”får fri” nogle timer, skal du yde ekstra, når du kommer hjem, fordi den anden er helt færdig. Så ja, jeg følte mig ensom, og der flyttede en angst ind i mit liv, fordi jeg pludselig havde ansvaret for et lille menneske, men det er enormt vigtigt at sige, at der også kom en ny forankring. En fornemmelse af at høre til i verden på en ny måde. Pludselig kunne jeg mærke tråde bagud til de tidligere generationer og frem til de kommende generationer, og det gjorde, at mit individ blev mindre vigtigt, og min fornemmelse af at høre til menneskeheden blev mere udtalt. Derfor ER et barn, når alt det andet er sagt, et meget effektivt værn mod ensomhed. Ikke fordi barnet nødvendigvis kommer og besøger en, når man sidder på plejehjemmet, men fordi man opfylder sit biologiske formål. Hvis man er så heldig at få lov. 

Katrines krimier er solgt til udgivelse i 28 lande, og det betyder, at hun ofte er på farten for at promovere bøgerne. Hun møder spændende mennesker, hun sidder med til skønne middage, og folk klapper ad hende på scenen. Men også på rejserne føler hun sig ofte ensom. Hun beskriver det, som om hendes indre brønd flyder over. 

– Det er ikke noget, jeg ellers har sagt højt, for jeg føler, at jeg er for privilegeret til at sige det. MEN … De senere år har jeg været på en masse bogturnéer i udlandet. Og det er jo per definition privilegeret. Jeg er sindssygt heldig, at mine bøger er solgt til mange lande, og at de gerne vil invitere mig og høre på, hvad jeg har at sige. Flot og fantastisk, bravo, klap, klap. Jeg tager afsted med min lille rullekuffert for at tale med mennesker fra en scene og for at mødes med journalister. Måske er der en efterfølgende middag, og bagefter går jeg tilbage til hotellet. Den første aften er jeg træt og opfyldt, for jeg får også enormt meget ud af at møde alle de her mennesker. Men dagen efter skal jeg tage et tog et nyt sted hen, sidde et nyt sted på et bibliotek og tale, mødes med nye journalister, og lige den aften er der måske ikke arrangeret en middag, så der går jeg hjem på hotelværelset og sidder alene. Og jeg kan love dig for, at når der er gået et par dage på den måde, så flyder min brønd over. Så føler jeg mig SÅ ensom. Jeg får hjemve og savner min familie. Men det handler også om, at jeg får en fornemmelsen af, at jeg er en luftballon, der har fået kappet snoren og nu svæver rundt i verden. Jeg ser en masse spændende ting, og folk står nede på jorden og siger: ”Nej, se hvor flot, der gad jeg godt at være”. Men følelsen af at svæve rundt er ekstremt ensom. Og det sker hver gang. Det er svært at sige højt, for der er rigtig mange, der gerne ville sidde i den luftballon, den er jeg med på, men det ændrer ikke på, hvordan jeg har det. Derfor har 2020, hvor alle mine turnéer og alle arrangementer er blevet aflyst, været en guds gave for mig. Jeg har aldrig haft det så roligt, godt og trygt indeni som i år. Fordi brønden bare ikke er flydt over.  

Hvad gør du for at få ensomheden til at gå væk?

– Når jeg er på turné, ringer jeg til min mand, min mor, min søster eller en af mine to nærmeste veninder. Det hjælper at høre deres stemme. Af en eller anden grund hjælper det ikke at sms’e. Det kan jeg ikke mærke. En gang imellem siger jeg det faktisk også højt på de sociale medier. Sidste år lavede jeg et opslag på Instagram fra München, hvor jeg i sin tid tog min danseuddannelse. De tre år, jeg var under uddannelse dernede, var jeg ekstremt ensom og ulykkelig, og da jeg så kom tilbage til byen, flyttede ensomheden straks ind igen. Det opslag var der en del, der reagerede på. Men jeg tror desværre, at mange har den der refleks, der gør, at man siger: ”Hey, du har et fedt liv, du skal da ikke beklage dig”. Og jeg beklager mig heller ikke. Jeg prøver bare ærligt at sige, at et fedt liv også har nuancer. Et fedt liv byder også på ensomhed. Og jeg vil altid have ensomheden boende i mig, uanset hvordan mit liv ellers former sig.  

Er ensomhed stadig et tabu? 

– Ensomhed er det allerstørste tabu. Fordi der implicit ligger en fallit- erklæring i at være ensom. At der ikke er nogen, der vil have en. Den allerstørste markedsværdi, man kan have i vores samfund, er at være attrået. Begæret. Og nu mener jeg ikke i seksuel forstand. Jeg mener, at der er mange, der gerne vil ha’ en. Være sammen med en. Høre på en. At man får mange likes på de sociale medier er i samme kategori. Så det med at sige: ”Jeg føler mig ensom”, det er et ekstremt tabu. Jeg tror også, at det er en af de sværeste ting at stå ved. Det er svært at bede om hjælp, for det føles som en falliterklæring at sige: ”Jeg trænger sådan til selskab”. Eller: ”Jeg føler mig alene”. Også fordi det er svært at konkretisere eller formulere, hvad det er, man trænger til, når man føler sig ensom. Bare det at være sammen med andre mennesker er ikke en løsning, for hvis det var det, kunne man bare køre
en tur med toget. 

Hvad tænker du om at ende alene på dødslejet? 

– Jeg er enormt skræmt af tanken om at dø. Og jeg er skidebange for at skulle være syg og vide, at jeg skal dø. Jeg så min stedfar blive gradvist mere og mere syg igennem syv år, og alligevel kunne han ikke forlige sig med tanken om at skulle dø. Han kæmpede imod til det sidste. Og det skræmmer mig fra vid og sans, for som ung tror man jo, at man, når man bliver gammel, er klar til at dø. Men sådan er det ikke nødvendigvis, og det er en ubehagelig tanke. 

Hvad gør du med den tanke, skubber du den væk? 

– Jeg har jo valgt at skrive om døden og beskæftige mig rigtig meget med den, så måske kan man helt omvendt sige, at jeg hiver den til mig. Jeg prøver at omfavne det, jeg er bange for. Jeg tænker meget over det, jeg taler om det, og jeg skriver om det. For mig har det altid virket bedst at sige tingene højt. Det har jeg lært hjemmefra. Jeg hader bunker, og at der ligger gammelt lort og hober sig op rundt omkring. Både i overført betydning og helt konkret i mit liv.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview, Livsstil, Ensomhed, Familieliv og Bøger
Tilbage til toppen