Signe Nordstrand Klumme

Foto: Privat Må man flirte med en gift mand?

Jeg har et hemmeligt crush. Men hvor langt må man kigge efter en gift mand?

Utroskab ender altid med, at nogen bliver kede af det, men hvad med ordsproget "nok se, ikke røre"? Er det i orden at kaste lange blikke efter en mand, der er optaget? Og hvor længe må man overhovedet bevare øjenkontakten, hvis han kigger tilbage? Det grubler klummeskribent Signe Nordstand over her.

Lad os begynde med hovedspørgsmålet: Hvor langt må man kigge efter en mand, der er gift? Og lad os herefter følge op med et par bonusspørgsmål: Hvor intenst må man kigge? Hvor meget må man plirre med øjnene? Og sidst, men ikke mindst: Hvor længe må man holde øjenkontakten, hvis han en dag skulle finde på at kigge tilbage?

Okay, lad os så lige lade spørgsmålene hænge og flagre lidt i luften, mens jeg begynder med begyndelsen:

Jeg har et crush.

LÆS OGSÅ: Jeg er single på syvende år og GLAD: Hvorfor er det så svært at forstå?

Så langt, så godt. Eller helt godt er det jo tydeligvis ikke, men det er heller ikke sådan for alvor slemt – for det er virkelig et crush, der udelukkende dyrkes på afstand. Og sådan et crush gør ikke rigtig nogen forskel i verden – i hvert fald ikke for andre end mig selv, når jeg må konstatere det småironiske i, at den første mand i mange år, der for alvor har kunnet vække mig af min mandedvale, befinder sig i et tilsyneladende godt og solidt parforhold. C’est la vie, right?

Når blikket pludselig lander på noget særligt pænt

Men overordnet set er dette crush nu alligevel et ganske uskyldigt et af slagsen, og det er ikke noget, der sådan for alvor forstyrrer mig i min hverdag eller efterlader mig med hverken knust hjerte eller ekstatisk, dionysisk eufori. Det er – vistnok – bare et let og luftigt crush, der lejlighedsvis lader en lille frisk brise blæse ind over mine tanker, mine dage og mine dagdrømme (ahh, lad os nu bare være helt ærlige: Han kigger også forbi i de natlige drømme fra tid til anden). Og jeg vil tro, at det sker sådan rundt regnet en gang hvert andet år, at der lige kommer et menneske forbi og tiltrækker sig min opmærksomhed og minder mig om, at den dér selvvalgte singletilstand jo ikke nødvendigvis behøver at vare for evigt, og at der rent faktisk stadig findes mennesker derude, der kan sætte hjerte og underliv bare en lille smule i brand.

Og det er da meget rart at vide.

For selvom jeg trives bedst som den selvvalgte single, jeg har været i mange år, så hænder det jo alligevel indimellem, at blikket pludselig lander på noget særligt pænt. Men spørgsmålet er så, hvad man skal stille op med blikket, når man opdager, at det særligt pæne er udstyret med en vielsesring på fingeren. Slår man straks blikket ned? Tager man skyklapper for øjnene? Prøver man i desperation at finde noget endnu mere spændende at kigge på? Eller gælder det gamle ordsprog nok se, ikke røre – og må man derfor kigge lige så langt og længe, man vil, så længe man holder sine små pilfingre for sig selv?

Har prøvet utroskab på alle tre måder

Jeg kan afsløre så meget, som at mine tanker om disse dilemmaer var noget mere ensporede i mine yngre dage. Her havde jeg – hånden på hjertet – ikke ret mange moralske skrupler, og hvis en mand var gift, mente jeg, at det udelukkende var hans eget ansvar at holde styr på det moralske kompas, og at jeg ikke kunne holdes ansvarlig for anden (u)lykke end min egen. Men årene går, man bliver ældre og mere erfaren, og hjertet er blevet lappet lidt flere gange. Og man begynder så småt at forstå, hvor meget der i virkeligheden er på spil.

For jeg har selv i årenes løb prøvet at indtage alle de forskellige mulige positioner i den klassiske kærligheds-/begærstrekant i løbet af mit liv. Jeg har prøvet at være utro. Jeg har prøvet at være den, en anden var utro over for. Og jeg har – ikke mindst! – prøvet at være den, en anden var utro med. Og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at det ikke rigtig er endt fremragende nogen af gangene – der er altid nogle, der ender med at blive kede af det. Og derfor er det et allerhelvedes godt udgangspunkt at nøjes med at kigge.

Men på den anden side … man har jo hørt om flere store kærlighedshistorier, der er begyndt i det forbudte og endt med lutter lykke, har man ikke?

LÆS OGSÅ: Da Ida Wohlerts ægteskab ramte en krise, blev ét godt råd fra hendes bror en vigtig hjælp

Tændte en lille gnist

Nå, men jeg føler mig nu alligevel temmelig sikker på, at denne historie ikke får den form for utopisk afslutning, for jeg er overbevist om, at mit crush knap nok aner, at jeg eksisterer – eller i hvert fald ikke tænker på mig på lige netop dén måde (vel gør han så, siger jeg til mig selv). Min psykolog ville sikkert have en fest med fortællingen og udlede en masse pointer om, at hans uopnåelighed gør det nemt for mig at holde en tilpas mental distance, så jeg ikke for alvor sætter mig selv i spil – og det kan hun sikkert have en pointe i, selvom jeg ikke rigtig gider høre den.

Og sandheden er i øvrigt, at jeg ikke vidste, han var gift, da jeg fik øje på ham – for det kom som et gnistrende uventet lyn fra den fortærskede blå himmel, da mit blik på ham vitterlig skiftede på et splitsekund. For jeg havde skam set ham før – mange gange – men jeg havde ikke sådan rigtig set ham. Og lige pludselig stod han der helt pæn og velklædt med sin dadbod extraordinaire og tændte en lille gnist, der nu har ligget og ulmet beskedent i et par år og blot er flammet op en gang imellem på dage, hvor den særligt pæne mand var helt ekstraordinært pæn. Og hvem kan ikke lide at have noget pænt at kigge på?

Og for således afslutningsvist at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor langt må man kigge efter en mand, der er gift? Det har jeg heldigvis ikke svaret på. Så jeg crusher videre på behørig afstand. Jeg sætter pris på al den skønhed, der findes her i verden. Og jeg bliver ved med at kaste lange blikke efter begærets genstand.

Og hvis det en dag skulle hænde, at han kiggede tilbage? Ja, så ville det være forbandet svært at lade være at holde øjenkontakten. For sådan kan det gå, når denne verdens gnistrende skønhed pludselig åbenbarer sig – også selvom skønheden tilhører en anden.

Om klummeskribenten

  • Signe Nordstrand
  • Forfatter og korrekturlæser (har skrevet bøgerne En overspisers bekendelser, Muusmann Forlag 2019, og Alt det, de andre har, Muusmann Forlag 2020)
  • Bosat på Frederiksberg i København
  • Delemor til Anna, født i 2010
  • Du kan følge hende på Instagram her: @signenordstrand
Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Utroskab og Klumme