"Jeg har drevet min mand til vanvid over det..."

Min mand har lige sat mig af i et lille, lejet hus i Skagen, hvor jeg skal være en lille uge for at skrive. Selv. Alene. Uden min familie. Også når nattens mørke sniger sig ind under huden.

Klonk! Lyden af mit kaffekrus mod det lakerede bord skærer sig igennem stilheden. Og i det øjeblik slår det mig, at jeg ikke har været alene meget mere end ét døgn ad gangen de seneste 17 år.

Måske er det på tide at justere mit selvbillede som én, der er rigtig god til at være alene – for jeg ved faktisk ikke, om det stadig holder. Jeg føler mig så underligt forladt og tusser forsigtigt ind i soveværelset, hvor jeg kun reder den ene side af dobbeltsengen. Tankerne snurrer rundt: Hvad nu hvis jeg får et hjertestop eller falder på trappen? Går singler egentlig rundt med sådan en knap om halsen ligesom de ældre, så de kan tilkalde hjælp?

LÆS OGSÅ: "Når der er brug for det, ringer vi til vores parterapeut"

Nu må jeg i gang med at skrive. Når jeg på den her måde tillader mig at bruge feriedage og penge på en tosset drøm, så skal der stå en hob af forlagsdirektører og kaste kontrakter og cash efter mig og min 500 siders nøgleroman efter den her uge. Mindst. Kun på den måde kan jeg retfærdiggøre det her egotrip! Jeg har heller ikke fortalt det til ret mange. Synes selv, det lyder skabagtigt og indbildsk, at sådan én som mig har brug for et ensomt arbejdseksil. Jeg hedder jo ikke ligefrem Karen Blixen eller Tove Ditlevsen, vel?

Men jeg har taget tilløb til det her i et årti. Drevet min mand til vanvid over, at jeg ikke kunne finde ro derhjemme til at gå tilstrækkeligt i dybden. "Gør det nu! Vi skal nok klare os herhjemme!" har han pointeret tusind gange. Men jeg har udsat det. Ikke mindst på grund af frygten for ikke at lykkes og dermed ikke længere kunne lune mig på drømmen om, at jeg en dag bliver sådan en stor forfatter, der går med stråhat, ryger cerut og ser enormt eftertænksom ud.

Jeg tager min pc og mobiltelefon frem. På sidstnævnte er der vel 16-17 sider syrede, løsrevne noter; små sætninger, ord og observationer fra de sidste ti år, som jeg gerne vil samle i en slags litterært mirakel. Og lykkes det, må jeg hellere slette noterne, for dør jeg pludseligt, og andre læser mine ord, så vil de chokeret konstatere, at jeg da var skingrende skør.

LÆS OGSÅ: Så du det også på tv? ”Janni Pedersen var cool. Pegede på sine rynker i ansigtet og sagde…”

Jeg kan ikke rigtigt samle mig og spekulerer på, om jeg arbejder bedst om morgenen. Jeg ved det faktisk ikke, for ydre omstændigheder, altså job og familiens rytme, har defineret min rytme så længe.

Nå. Jeg må hellere lige ringe hjem og høre, om nogen er døde af sult eller bakterier? Eller om den bette har pakket gymnastikpose eller stadig er ked af, at jeg rejste? Nå, alt er godt … Hvad nu hvis dem derhjemme finder ud af, at det faktisk er meget hyggeligere uden mig? Jeg kan jo være rimeligt irriterende.

Jeg smører en makrelmad til aftensmad med vin til: Vi seje eneboere sætter sgu vores hat, som vi vil! Jeg spiser nede ved sofabordet og mærker rastløsheden. Hvor svært det er bare at sidde der uden at gøre nytte. Normalt er der altid lige et glas at bære ud i opvaskemaskinen, en pude at puffe eller et barn, en kat eller marsvin at nusse. Nu er her bare mig, hvem det end er. Jeg forsøger ikke at ringe til veninder, der kan hjælpe mig med at tage tiden og camouflere tavsheden.

Hvor er her stille.

Kun mit eget forventningspres larmer