"I syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er min måde at håndtere frygten på"

For præcis syv år siden blev jeg uddannet reikihealer, der er en japansk healingsform. Det føltes grænseoverskridende og på mange måder som noget, jeg bestemt skulle holde hemmeligt af fare for andres domme.

Igennem mit liv har jeg lært nogle overlevelsesstrategier. Siden jeg var ganske lille, har jeg for eksempel lært, at det er farligt at stikke ud, være på tværs eller bare anderledes. Derfor er jeg ubesejret guldmedaljevinder i den tunge disciplin: At holde svære ting for mig selv, og det har givet mig et sort bælte i tilpasningsevne.

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: Min livskrise har lært mig den største lektion af alle

Det er en stor fordel ikke at stikke ud eller være på tværs, når man vokser op i et utilregneligt miljø med manglende faste rammer og trygge omsorgspersoner. Eller når man som barn, fremmed og uindbudt gæst kommer til et nyt land. Men det siger sig selv, at overlevelsesstrategier, der er opfundet i den barnlige hjerne for netop at sikre vores overlevelse, på et tidspunkt ikke bare bliver en hæmsko, men også en forhindring for den videre udvikling.

For syv år siden besluttede jeg mig for at gøre noget andet. Min etårige søn var konstant syg, jeg var presset på en helt ny måde. Hver nat lå jeg og bad for ham. For at han blev stor og stærk, og for at jeg kunne få energi til at holde sammen på det hele. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare det her selv.

Jeg havde en følelse af tab af kontrol, og det skræmte mig ærlig talt fra vid og sans. Så dukkede det med at heale op, helt tilfældigt, og jeg tænkte, at jeg kan enten blive ved med at ligge her i mørket og bede, eller jeg prøve at følge den nye og lidt kukkuk idé.

Mine veninder syntes, at jeg var skør, det synes de nu stadig, men jeg lærte at heale. Om aftenen kunne jeg heale min søn, og det gav mig en tryghed at kunne handle. Så var jeg ikke længere i afmagt, og det var måske i virkeligheden den største bevægelse. Det åbnede en ny verden af ro at lære at lytte til kroppen. Det gik op for mig, at jeg brugte det meste af min energi på at passe ind og for guds skyld ikke lytte indad.

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: Jeg tænder på magt - og det giver selvsagt dette problem

Jeg tror, at alle kan heale, det handler dybest set om at være i kærligheden og lyset. Det skal ikke lyde naivt det her, jeg er med på, at verden er kompleks, men det handler mere om, at jeg har et redskab til at stå i den verden.

Jeg har ikke smidt alle mine overlevelsesstrategier, det tror jeg ikke er muligt, for kontrolfreaken i mig sukker stadig efter at overtage imperiet en dag. Den vil eje morgendagens udfald, aldrig tage chancer og helst lade livet folde sig sikkert og planmæssigt ud. Det er også fair nok, for frygt sikrer vores overlevelse, men frygten er også bare en forfærdelig leder, der ikke kender sin besøgstid.

Så i syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er en af mine måder at håndtere frygten på. I stedet for at stivne, flygte eller skjule mig, så healer jeg min krop og mærker roen og styrken. Selvom min hjerne ikke fatter, hvad healing er, så forstår den efterhånden godt, at denne vilje til forandring håndterer frygten bedre end noget som helst andet.