Eva Lund Dixen klumme
Foto: Privat Kloge hoveder siger, at kroppen husker, selv når sindet forsøger at glemme eller bearbejde. Klummeskribent Eva Lund Dixen beskriver i denne her klumme, hvordan hendes krop stadig husker det overgreb, hun blev udsat for, da hun var yngre.

”Min krop fryser stadig efter overgrebet”

Kroppen glemmer aldrig, siger man, og det kender klummeskribent Eva Lund Dixen alt til. For traumerne har sat sig i hendes krop efter et overgreb, hun blev udsat for som yngre. Det har sat sig på en måde, så kroppen ofte fryser og nægter at tø op. Den bærer stadig nag, er hun overbevist om, og derfor må hun bevæge sig, så hun kan være til stede i nuet – og så tankerne ikke glider tilbage til fortiden.

Når min søn sover, ligger jeg ved siden af og lytter. Oftest er de eneste lyde, jeg kan høre, hans åndedræt og mit. Af og til kan jeg høre en skraldevogn nede på grusvejen, eller vores hund der gør, når katten lister forbi vinduet. 

Men for det meste, er der stille. 

Det er i stilheden, jeg husker mig selv på, at alt starter og slutter med et åndedrag. 

Det er lyden af mit åndedrag, der minder mig om, at jeg lever. 

Ikke i går eller for femten år siden. Ikke kun når opvaskemaskinen er tømt, og teen har trukket. 

Ikke først når frosten på køkkenruden smelter, og piccadilly-roserne skyder knopper i forhaven. 

Jeg lever lige nu. 

LÆS OGSÅ: "Hendes kæreste gjorde alt i hans magt for at berøve hende livet"

Gammel før tid

Mine tanker har det med at vandre. 

Min krop derimod sidder fast.

Den knager som gamle gulvbrædder, når jeg kravler ud af sengen med min søn på armen hver morgen.

Med sin lille pegefinger peger han ivrigt alle de steder, han vil hen, og hvor hans ben endnu ikke kan bære ham. 

Kaffemaskinen, som er min første indskydelse, ligger ikke på ruten.

Det gør katten i bryggerset til gengæld, ligesom røremaskinen på køkkenbordet og støvsugeren på badeværelsesgulvet. 

Min søn vil op og ned og rundt, og det kommer han selvfølgelig på trods af, at mine knæ knirker faretruende under vores vægt.

Det føles som om, jeg er blevet gammel før tid.

Og måske er det ikke helt ved siden af, for min krop dvæler i fortiden. Den er udgået, hverken omstillingsparat eller fleksibel.

Den bærer nag, som ovenpå vægten af vasketøjet i den ene arm og min søn i den anden, er tungt at slæbe på.

Jeg har læst, at traumer har det med at sætte sig i kroppen på den måde. 

Jeg har læst, at de kan indskrænke følelsen af bevægelsesfrihed. Særligt hvis man fryser i det øjeblik, den traumatiske oplevelse udspiller sig. 

For når kroppen er ude af stand til at bevæge sig, får kulden mulighed for at bide sig fast.

Og det er hvad der skete for mig. Kulden bed sig fast. 

Ligegyldigt hvor mange dampende karbade jeg tager, og uanset hvor mange kærlige tillægsord, jeg svøber min krop i, vil den ikke tø op. 

Den er stædig og krøller sig sammen, hver gang jeg forsøger at glatte den ud. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Lad os give det fremtidige arbejdsmarked et feminint touch, som det så rungende skriger på!

Bevæger mig for at kunne være i nuet

Så jeg begyndte på noget, der aldrig før er faldet mig ind. 

Det, man gør, hvis man er fanget på en bjergskråning i en snestorm og kæmper mod trangen til at hvile sig bare et øjeblik.

Jeg bevæger mig. 

Også når min søns pegefinger er optaget af at trille ærter.

Jeg starter med at vipper mine fingre og tæer. Ganske forsigtigt selvfølgelig, så de ikke brækker af som istapperne på tagrenden. 

Bare lige så stille, frem og tilbage.

Og imens jeg tømmer opvaskemaskinen, ryster jeg lidt med anklerne.

Når teen trækker, vipper jeg med håndledene, og ruller med hofterne.

Det løsner op i bindevævet. Det bliver blødere. 

Og før jeg får set mig om, er frosten på køkkenruden smeltet. Inden jeg får smagt på min te, er den blevet kold. 

Langsomt og roligt slipper kulden grebet, og da jeg en morgen går ud for at se til roserne, blomstrer de allerede.

Når jeg bevæger mig, stopper mine tanker med at vandre. Jeg tænker hverken på i går eller i morgen. 

Når jeg bevæger mig, står tiden stille. 

Jeg bevæger mig; ikke fordi jeg skal nogen steder hen, men for at blive hvor jeg er. 

Ikke i fortiden.

Ikke i fremtiden. 

Men i min krop, der lever og ånder og elsker, 

nu.

Om klummeskribenten

Eva fakta.jpg

  • Eva Lund Dixen er selvstændig i kommunikationsbranchen og mor.
Se, hvad vi ellers skriver om: Vold - #talhøjtomvold