"Vi skal da ikke pakke de små glæder væk for andres skyld"

Hvordan skal man være for at blive din ven?
– Jeg synes, det er ­vigtigt for vores udvikling som ­mennesker, at man kan lade sig inspirere af andres kvaliteter i ­stedet for at lade sig true af dem. Derfor tiltrækkes jeg også helt automatisk af folk, jeg beundrer. Mine venner har alle en enorm drivkraft, og de knokler for at nå deres mål. Der er ikke skyggen af pivskid i nogen af dem, og det lærer jeg noget af hver dag!

Hvilken sang betyder mest for dig og hvorfor?
– Shubiduas "Askepot" var på et af mine første kassettebånd, og jeg kan huske, at jeg som lille pige dansede rundt og legede Askepot uden at vide, hvad nummeret egentlig handlede om. Da jeg blev teenager, fik sangen pludselig stor betydning, da jeg selv blev offer for "modemobberiet", som vi mennesker har sat til værks.

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?
– Hun har lært mig, at har jeg mål her i livet, så må jeg selv gøre noget for at nå dem – der er ingen, der kommer og ­serverer successen for dig. Om du når målet, er en anden sag, men uden forsøget gør du i hvert fald ikke!

LÆS OGSÅ: Mette Horn: “Jeg går stadig og venter på, at en voksen tager over, når jeg mister overblikket”

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et stort ar på min venstre fod, fordi jeg som teenager skar mig på kanten af en pool. To drenge fra min klasse ville skubbe mig i – jeg endte på skadestuen og på krykker et stykke tid. De havde det SÅ dårligt og var så søde bagefter. I dag minder det mig om "teenage-charmerier", når det var bedst; hvor man ikke rigtig ved, hvordan man skal kommunikere med det andet køn, og tror, at drilleri skaber positiv kontakt... Men nu jeg tænker over det, er det måske sådan hele livet?

Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Når jeg bærer nag. Jeg kan have en forfærdelig tendens til bære rundt på mine følelser og ikke få gjort op med dem. Det bremser mine forhold til mine medmennesker, og det er langtfra min bedste "kvalitet".

Hvad er dit livs største nedtur?
– For præcis et år siden var min mor igennem en tredobbelt bypassoperation på grund af en blodprop i hjertet. Jeg må være verdens mest beskyttede og heldige pige, for først i en alder af 33 opdagede jeg, at mine forældre ikke skulle være her for evigt. Jeg arbejdede i døgndrift på det tidspunkt, og fra den ene dag til den anden blev luften sparket ud af mig. Jeg kunne ikke tage nogen beslutninger, jeg lod alt ­vente, for i det øjeblik var det ligegyldigt. Det var også der, at jeg for første gang nogensinde ­valgte familien frem for teateret og sagde "jeg kommer ikke, før jeg ved, at hun trækker vejret". På den måde føder sorg ofte et nyt perspektiv.

Hvad kan få dig til at grine?
– Selvironi. Når folk tør ­smide alle hæmninger og tør ­rumme sig selv med alt det dumme også – det er vidunderligt!

Hvad er din guilty pleasure?
– Uh, jeg prøver så vidt muligt at holde mig fra ordet ­guilty og sætte streg under ­pleasure i stedet for. Jeg synes, vi skal nyde de glæder, vi har her i livet. Jeg har masser af "laster", som, andre sikkert synes, er til at grine af. Jeg ser f.eks. "Paradise Hotel" og kommenterer det over telefonen med min gode ven Patrik. Vi skal da ikke pakke de små glæder væk for andres skyld. Har du en last, du virkelig gerne vil af med, så fokuser på de positive ting, det bringer med sig, hvis du f.eks. ikke spiser den der kage. Men hvis det at ­spise kagen er en større glæde, så spis kagen, og NYD den.

LÆS OGSÅ: Josefine Frida Pettersen: ”Jeg hader det. Det er så grimt!”

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: Efter mange år som single har jeg fundet kærligheden