Kvindelig Michelin-kok: Branchen kan være smålig
SPONSORERET indhold

Kvindelig Michelin-kok: Branchen kan være smålig

Anita Klemensen fik tidligere på året en Michelin-stjerne som den første kvindelige kok i Danmark i en branche præget af mænd med "egoer", fortæller hun.

Af: Majbritt Lacuhr Foto: Les Kaner
30. maj. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Anita Klemensen har altid gået stille med dørene og blendet ind. Men det sluttede i marts, da hun fik madbranchens fornemste anerkendelse: en Michelin-stjerne for sin indsats som køkkenchef på Den Røde Cottage nord for København.

Anerkendelsen kommer dog ikke fra hendes mandlige kollegaer i branchen, erkender Anita Klemensen i et interview med ALT for damerne denne uge.

"Det er rigtigt, at jeg er den første kvinde herhjemme, der får den stjerne, men der er nu også andre kvinder i toppen. Måske bare ikke her i Københavnsområdet, hvor Michelin tjekker. Når vi har haft kokketræf, har jeg måske ikke været nær så velset som mine mandlige kolleger. Jeg har været hende, der bare blendede ind. Hende, de alle har været enormt søde ved, men sgu nok ikke har set som en konkurrent. Jeg er ikke i tvivl om, at de ikke har respekteret mig på samme måde, som de har respekteret hinanden. Og det tror jeg ikke, min stjerne kommer til at ændre på. For der er bare nogle mænd i min branche, som har brug for at være... egoer. Der er ingen tvivl om, at 80 pct. ikke under os denne her stjerne. Og dem om det. Hvis de sover bedre af at sige, "det er fandeme også ufortjent...", så gør det. Denne her branche er simpelthen så smålig og indædt nogle gange," siger Anita Klemensen til ALT for damerne.

"Man skal ikke fremhæves, fordi man er kvinde"
Hun går ikke ind for, at man skal have særbehandling som kvinde i den benhårde branche.

"Mange af de kvinder, der er i branchen, giver udtryk for, at "nu skal vi også huskes og høres og vise, at vi er kvinder, og vi kan". Jeg tror bare, det bliver usundt, når man først selv begynder at tænke sådan. Man skal ikke fremhæves, fordi man er kvinde. Vi konkurrerer jo alle sammen på lige fod. Måske er jeg stædig, men jeg ville have været ked af at blive behandlet anderledes, fordi jeg var pige. Jeg synes bestemt, at kvinder skal være i denne her branche, men de skal sgu lære at konkurrere på lige fod med alle andre. Det er jo ikke en sport, hvor man har handicap. Men det tror jeg, jeg er ret alene om at synes," siger Anita Klemsensen.

Hun bryder sig ikke om den ekstra opmærksomhed det giver, at hun er den første kvindelige køkkenchef for en restaurant, der er blevet dekoreret med en Michelin-stjerne, men hensynet til restauranten kommer først.

"På et tidspunkt følte jeg også, at alle de her interviews kom, fordi jeg er pige – og åh, så gad jeg næsten ikke. Men Lars (Thomsen, hendes kompagnon, red.) er ikke så tosset med det, og derfor blev det min tjans. Og vi ved godt, at den ekstra opmærksomhed, vi har fået – frem for de andre nye, der også har fået en stjerne – måske nok handler om, at der kunne gøres en stor historie ud af, at jeg er den første kvinde i det selskab. Og det er jo rigtig godt for forretningen. Så den må jeg bare æde."

Læs hele interviewet hvor Anita Klemensen løfter sløret for sin hårde hverdag som køkkenchef i ALT for damerne nr. 22/2012.