Leonora Christina Skov Annette Nielsen Kærlighed Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Les Kaner "Vi skændtes hele det første år, vi var kærester," fortæller Leonora Christina Skov og Annette Nielsen i dette interview fra ALT for damerne.

Leonora Christina Skov om at blive forelsket: "En dag skrev Annette en mail til mig..."

Af og til er en kærlighedshistorie så fin, fantastisk og finurlig, at den fortjener at blive fortalt fra start til slut. Sådan er det med forfatter Leonora Christina Skov og hendes hustru, Annette Nielsens. De var ikke var helt enige om, hvad der skulle ske, da de mødte hinanden for over 20 år siden. En stor aldersforskel, usikkerheder fra barndommen og massevis af skænderier skulle nemlig til en start lægge en dæmper på deres store kærlighed.

Af Simone Laursen
Livsstil ALT for damerne

Leonora havde favnen fuld af bøger. Det var år 2001, og hun havde været på biblioteket for at låne dem, så hun kunne finde inspiration til illustrationerne til en anmeldelse af Violette Leducs Thérèse et Isabelle. Personen, som hun skulle vise det hele til, var Annette. Annette, der var redaktør på et feministisk tidsskrift. Annette, der var 22 år ældre end Leonora. Annette, der var berejst, belært og bragende flot. Annette, som Leonora kastede sin kærlighed på i det øjeblik, hun trådte ind over dørtærsklen til kontoret.

Leonora: – Jeg kan bare huske, hvordan Annette drejede hovedet mod mig i det øjeblik, hvor jeg kom ind. Hele natten forinden havde jeg ligget sammen med en fyr og fortalt ham, hvor færdig jeg var med kvinder, fordi de var så besværlige. Men så så jeg Annette for første gang, og det eneste, jeg kunne tænke, var: "Jamen, det er jo hende, som jeg skal være sammen med."

Leonora og Annette har i dag kendt hinanden i 21 år og været kærester de 18 af dem. Men selvom Leonora fra første minut ville Annette, skulle der tre års venten samt vilde og voldsomme skænderier til, før Annette en dag gik imod sine principper og friede på en sjældent set måde. 

Leonora: – Den første gang, jeg så hende, begyndte jeg at snakke om en liste med noget lesbisk fiktion, som skulle udgives sammen med min anmeldelse. Jeg spurgte, om Annette havde nogle forslag, og hun sagde Patience and Sarah. Det er en sygt dårlig lesbisk roman, som der ikke var en chance i helvede for, at Annette ville have kendt, hvis hun havde været heteroseksuel.

Annette: – Ofte er der jo sådan et kodesprog i de der situationer. Altså man siger jo ikke "Hyggeligt at møde dig, jeg er også lesbisk". Man lader ligesom forstå, hvis man er in the know. Altså for eksempel med den der bog. Men der var bare den situation, at jeg var sammen med en anden kvinde på det tidspunkt, og så var jeg også ret forbavset over, hvor ung Leonora var. Så jeg tror sådan set, at jeg ikke tænkte på at skulle date Leonora eller noget. Ja, det er jo frygteligt at sige, men på daværende tidspunkt ville jeg nok blot berolige hende med, at vi også var andre, der var lesbiske. Hun skulle ikke føle sig alene i verden, som jeg tænkte, hun måske gjorde, efter at jeg havde læst hendes første klumme til tidsskriftet. Den var ret hård og handlede om, hvordan det var at miste sin familie, fordi man springer ud som lesbisk.

Leonora har igennem sine år som skribent skrevet en del om sin opvækst og sine tidlige voksenår, hvor forældrene slog hånden af hende, fordi hun som 21-årig sprang ud som lesbisk og blev kæreste med en kvindelig præst. Efter præsten har der været en håndfuld andre kvindelige kærester, men der var noget særligt over Annette.

Leonora: – Jeg syntes, at Annette var helt vildt flot med sit røde hår.

Annette: – She has a thing for redheads, you know, ha ha.

Leonora: – Ja, det er rigtigt. Jeg har haft flere rødhårede kærester.

Leonora: – Men du udstrålede en eller anden styrke og var samtidig enormt rolig. Og så var og er du meget kosmopolitisk. Du havde set hele verden og vidste en masse ting. Det syntes jeg, var meget attraktivt.

Så du tænkte aldrig over aldersforskellen mellem jer?

Leonora: – Det var aldrig et stort issue for mig. Altså jeg tænkte over det, fordi jeg vidste, at Annette syntes, at jeg var ung. Hun kaldte mig unge Christina i starten. Så det var mere, fordi det var et issue for hende, så var det jo også et issue for mig.

Annette: – Jeg vidste jo, fordi jeg havde læst, hvad hun havde skrevet, at jeg havde med et usædvanligt menneske at gøre. Hun skrev med en usædvanlig styrke og overbevisning. Altså du var ikke som en almindelig 26-årig – overhovedet!

Leonora: – Men jeg fyldte da også 27 år – gudskelov, ha ha.

Der gik næsten to år fra det første møde, til Leonora fandt ud af, at Annettes kæreste endelig var smuttet.  

Leonora: – Annette og jeg havde haft kontakt i årene efter vores møde. Jeg fortsatte med at skrive artikler til hendes tidsskrift, og vi snakkede bare rigtig godt sammen. Så vi var bare venner i de år. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke var en, som tog andres kærester, og jeg vidste også, at Annette ikke var en, som var sin kæreste utro. Så jeg anså det ikke for en mulighed at gøre mere ved mine følelser på det tidspunkt.  

Annette: – Ja, vi sås jo indimellem, og vi snakkede fantastisk sammen. Jeg kunne virkelig godt lide Leonora. Jeg kan huske en gang, at jeg tænkte, at det var ærgerligt, at min daværende kæreste og jeg ikke kunne tale på det niveau, som Leonora og jeg kunne.  

Om Leonora og Annette

Leonora Christina Skov

  • Født i 1976.
  • Forfatter, mag.art. i litteraturvidenskab.
  • Har skrevet bestselleren "Den, der lever stille", som handler om hendes egen opvækst og tidlige voksenår. Den er solgt til filmatisering og har blandt andet vundet De Gyldne Laurbær i 2018.
  • Nu er hun aktuel med efterfølgeren "Hvis vi ikke taler om det".

Annette K. Nielsen

  • Født i 1954.
  • Uddannet mag.art. i litteraturvidenskab.
  • Arbejder i dag som kultur- og videnskabsjournalist samtidig med, at hun skriver på en populærvidenskabelig bog om lyd.
  • Hun er født i Zimbabwe og vokset op i Canada, USA og Thailand. Hun flyttede til Danmark som 14-årig.

Leonora og Annette blev gift i 2007 og bor i dag sammen i en lejlighed på Frederiksberg.

 

Leonora: – Men en dag skrev Annette en mail til mig om, at hende kæreste var skredet og havde fundet sig en barejer i Athen. Jeg kan bare huske, at jeg sad ved mit skrivebord og råbte ud i lokalet: "YES! Hun er skredet!", fortæller Leonora, mens hun kaster begge sine arme i vejret, inden hun fortsætter:

– Jeg var i et andet forhold på det tidspunkt, som jeg så valgte at afslutte. Og så snakkede jeg med min bedste veninde om, hvor lang en sorgperiode, Annette ville have brug for. Vi blev enige om, at tre måneder måtte være maksimum, før jeg kunne gøre noget.

Annette griner højlydt og siger:

– Det er så langt ude, det der!

Leonora: – Efter tre måneder sendte jeg et håndskrevet brev til Annette. Kan du huske det brev?

Annette: – Jeg har stadig det brev.

Leonora: – Jeg kan faktisk ikke huske præcis, hvad jeg skrev, men det var vel noget med, at jeg var forelsket i dig, og at jeg syntes, at vi skulle være sammen?  

Annette: – Ja, og du syntes, at vi passede helt fantastisk sammen. Og ville det samme her i livet.

Leonora: – Og så ringede du dagen efter, at jeg havde sendt det til dig. Og jeg spurgte "Hvad laver du?", og du var bare sådan "Jeg står bare og stryger." Ha ha, det syntes jeg var meget underligt, kan jeg huske.

Annette: – Jeg vil sige, at jeg var i en meget svær situation der.

Leonora: – Ja, så du stod og strøg. Og så sagde du, at du ikke var forelsket i mig. Og at du var dybt ulykkelig over din ekskæreste, og du syntes også, at jeg var for ung. På det her tidspunkt var jeg 26 år og Annette var 48. Så det var ikke relevant for dig. Og så begyndte du at snakke om noget helt andet. Jeg kan ikke huske hvad. Noget du havde set i fjernsynet vist.

Annette: – Ja sikkert.

Leonora: – Så lagde vi på, og så antog jeg, at det var det.  

Men det var det ikke. Leonoras første roman udkom kort efter, og her var Annette inviteret med til fejringen med reception og middag.

Leonora: – Annette begyndte at græde midt i middagen, ha ha.

Annette: – Ja, jeg var så fuld den dag. Det var helt vildt.  

Leonora: – Jeg kan huske, at du sagde hen over bordet, at jeg var den eneste, som forstod dig. Det var jeg ret overrasket over, at du pludselig sagde, men jeg havde det selvfølgelig sådan "ja, tak – det er jo det, jeg har prøvet at sige".

De griner begge ved tanken om den lidt for fulde middag, der blev startskuddet på deres kæresterelation.

Leonora: – Og efter der tror jeg, at du må have haft en lille samtale med dig selv.

Annette: – Ja. På hjemvejen fra middagen gik jeg hele vejen – meget fuld – og snakkede med mig selv. Jeg kan ikke helt huske, om hvad, men næste morgen var jeg ret afklaret.  

Hvad var du afklaret omkring?

Leonora: – Ha ha, ja det må du nok sige.

Annette:  – Ha ha, do I need to say more?

Annette: – Ej, jeg var afklaret omkring, at jeg var færdig med min tidligere kæreste. Jeg havde fået renset ud i mit system. Men jeg var måske stadig ikke helt klar over mine egne følelser for Leonora. Der var hele det med aldersforskellen, som jeg tænkte meget over. Og så det med, at jeg kendte til hendes opvækst og nogle af de problemer og vanskeligheder, som hun havde været igennem. Det kommer til at lyde lidt selvgodt det her, men jeg følte ikke, at jeg kunne bruge Leonora som en rebound-person. Jeg havde det sådan, at hvis jeg engagerede mig med Leonora, så skulle jeg også kunne give mig fuldt ud. Så skulle det ikke bare være en affære eller en "det kunne da være meget fedt"-ting. Det syntes jeg simpelthen ikke, at jeg kunne gøre. Jeg følte også, at når man er så meget ældre, så har man et andet ansvar over for den, som er yngre. Når man er 26 år, kan man ikke overskue det samme, som man kan, når man er 48 år. Og jeg ville bestemt ikke udnytte hende.

Annette: – Men efter det, der skete til middagen, følte jeg, at jeg faktisk kunne stå inde for det, som jeg følte for hende. At jeg ikke bare ville være sammen med hende for at komme ud af det tidligere forhold, men fordi jeg kunne lide Leonora.

Leonora: – Og så begyndte vi at ses. Sådan rigtigt.

Annette: – Og jeg kom med croissant, avis og sådan noget til dig om morgenen, da din bog udkom, kan du ikke huske det?

Leonora: – Jo, det var rigtig sødt af dig. Og Annette begyndte at lave mad til mig. Hun lavede sådan noget spændende mad, som jeg aldrig havde fået før. Da jeg rejste på charterferier med mine forældre som barn, havde vi altid al maden med hjemmefra i glas og dåser. Men Annette var jo meget berejst. Hun havde rejst nærmest overalt. Så du havde alle mulige referencer til alle de steder, hvor du havde været, som jeg syntes, det var enormt spændende. Så vi sad og snakkede ikke?

Annette: – Ha ha, jo.

Leonora: – Jeg tror da, at vi sås næsten hver dag.

Annette: – Jeg ringede ind på mit arbejde hver morgen og sagde, at jeg blev lidt forsinket.

Leonora: – "Jeg har sørme sovet over mig igen," siger hun, mens de begge griner.

Tre måneder efter, at Leonora og Annette begyndte at kalde sig kærester, opstod en ny mulighed. En større lejlighed i Annettes opgang blev sat til salg, og parret endte med at slå til og flytte sammen i et fælles hjem.

Leonora: – Så da vi havde været kærester i tre måneder, flyttede vi altså ind sammen i den her lejlighed, hvor vi også bor i dag.

Annette: – Det var rimeligt grotesk altså.

Leonora: – Der var meget frem og tilbage i den periode. Og vi skændtes som ind i helvede – om alt muligt. Vi skændtes helt vildt.

Annette: – Altså som i HELE tiden.

Leonora: – Jeg har aldrig nogensinde skændtes så meget med et menneske i mit liv, som jeg gjorde det første år, vi var sammen.

Annette: – Det var uendeligt.

Hvad skændtes I om?

Annette: – Penge.

Leonora: – Og kærlighed.

Annette: – Jeg havde aldrig rigtigt været i et længerevarende kærlighedsforhold, og aldrig rigtig boet med en kæreste før, så det var ikke nemt for mig.

Leonora: – Annette brød en gang helt sammen i krampegråd på stuegulvet, fordi jeg satte spørgsmålstegn ved, at hun ville bruge to af vore tre ugers sommerferie på en yogaferie – alene. Jeg ville jo bare gerne være sammen med hende, men Annette ville bestemt bare være alene.

Annette holder sig for ørene.

Annette: – Åh, jeg hader at høre om den situation.

Leonora: – Jeg følte mig jo selvsagt ikke elsket. Jeg var jo godt klar over, at det var mig, som var blevet forelsket, mens Annette ikke havde følt noget særligt, og det var mig, som ville det her mest. Jeg havde den der følelse af, at kærligheden kun var ovre hos mig, mens Annette bare var ligeglad. Det var sådan noget, vi skændtes om. Om Annette overhovedet kunne lide mig.

Annette: – Jeg ville gerne, men det var utrolig svært for mig følelsesmæssigt. Jeg tror, at det var en angst for et egentlig vellykket intimt forhold. Hvor jeg kunne læne mig tilbage. Hvor jeg faktisk kunne stole på, at det menneske, som jeg var sammen med, ville mig. I dag kan jeg ikke forestille mig et andet menneske end Leonora, hvor jeg ville kunne gøre det og have den her form for relation til.

Leonora: – Det krævede i hvert fald en vis tålmodighed og et menneske, der virkelig ville dig.

Annette: – Ja, det gjorde det. Det var et langt og frygteligt forløb. Til sidst gik vi i terapi.

Leonora: – Ja, det foreslog du en nat, da jeg sagde, at jeg ville gå. Der havde vi været sammen i et år. Og vi skændtes hver dag i timevis. Og vi kunne simpelthen ikke have en ordentlig samtale, og det kunne jeg ikke holde ud mere. Så jeg opgav.

Leonora er stille et øjeblik, inden hun fortsætter:

– Jeg kom jo fra en situation med nogle forældre, som jeg virkelig ikke følte mig elsket af. De forkastede mig, så det var ikke til at holde ud at blive ved med at være i en relation, hvor jeg følte, at Annette heller ikke elskede mig.

Annette: – Nej, det var bestemt ikke godt.

Leonora: – Så vi begyndte i terapi sammen.

Annette: – Hvor vi lærte at tale sammen igen.

Leonora: – Og høre hvad hinanden siger. Vi stoppede med at bruge sådan nogle ord, som altid og aldrig. For eksempel "du gør aldrig". På den måde optrappede vi ikke den konflikt, vi havde. Og så kunne vi tale bedre med hinanden.

Annette: – Og siden har vi ikke skændtes på den måde. Selvfølgelig har vi meningsudvekslet, men ikke på den der hysteriske og opslidende måde. Så det var derfra, at det hele begyndte at vokse på en anden måde.

En årrække senere var forholdet vokset så meget, at Leonora begyndte at drømme om et bryllup. 

Leonora: – Jeg syntes, at det var Annette, der skulle fri, men det skete åbenbart ikke. Så jeg sagde til Annette, at jeg syntes, det kunne være dejligt at have en ring sammen. Og så sagde hun: "Jamen har din ekskæreste ikke givet dig en guldring, som du bare kan få smeltet om, hvis du gerne vil have en ring?"

De griner begge to højt af den skøre situation.

Annette: – Jeg forstod tydeligvis ikke koden, kan du høre.

Leonora: – Nej, du forstod den med bogen "Patience and Sarah", men ikke den her, ha ha.

Annette: – Jeg har også hele tiden sagt, at I am not the marrying kind – it’s not for me.

Leonora: – Men så en dag i et rigtig svedigt fitnesscenter, lige inden du skulle på noget felttur til Nicaragua, var du kommet til at tænke på, at det måske var meget godt at blive gift – bare sådan af arvehensyn og praktiske grunde. Så Annette råbte hen over maskinerne, mens jeg stod på et løbebånd: "Skal vi ikke bare blive gift?" I baggrunden kørte der sådan en åndssvag sang. I remix-udgave selvfølgelig.De begynder begge at synge den engelsksprogede børnesang "Do your ears hang low".

Leonora: – Var det egentlig overhovedet et frieri?

Annette: – Det var det da.

Leonora: – Når okay, det var det. Ha ha.

Annette: – Men klart af praktiske årsager, siger hun med et smil på læben og fortsætter:

– Jeg var måske alligevel the marrying kind. Det har i hvert fald været helt ufattelig dejligt at være gift. Jeg havde sgu aldrig troet det i hele mit liv, men det er meget dejligt være gift med Leonora.

Leonora småfniser og siger:

– Jeg synes også, at det er dejligt at være gift med Annette.

Annette: – Det endte med at være meget mere end et stykke papir og en praktisk foranstaltning. Det har været skønt – og er det fortsat.

Leonora: – Ja, det føles mere forpligtende. Jeg var jo tidligere – med rette kan man sige – noget i tvivl, om Annette rigtigt ville mig eller ej. Og det er jo lidt svært at være i tvivl om, når man vælger at blive gift med hinanden. Og jeg vidste også, at Annette ikke var typen, der gjorde den slags. Så jeg var jo godt klar over, at når du tog sådan et skridt, så betød det noget. Det var det, som var vigtigt for mig – at føle det. Og det har ægteskabet gjort. At jeg føler mig elsket. 

Ny serie: Summer of love

"Hvordan mødte I egentlig hinanden?"

Stil det spørgsmål til ethvert par, og du er sikker på at få en anekdote igen. Så det gør vi i denne sommer og lader kendte danskere fortælle de historier, der binder dem sammen som par.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Parterapi og Kærlighed
Tilbage til toppen