Line Hoffmeyer
SPONSORERET indhold

Line Hoffmeyer: ”Jeg tror aldrig, der har været en dag, hvor vi ikke har elsket hinanden”

Influencer Line Hoffmeyer og tv-værten Lasse Rimmer har haft et noget turbulent forhold de seneste år, hvor de har været en del on and off. Men i dag er der ingen tvivl om, at kærligheden er stor.

Af:: Susanne Knutzen og Julie Bruun Lund Foto: Les Kaner
25. maj. 2023 | Livsstil | ALT for damerne

Line Hoffmeyer lægger ikke skjul på, at livet skal leves – hverken på sin Instagram-profil, eller da ALT for damerne taler med hende.

Selvom det nu er 11 år siden, hun blev hjertetransplanteret, og det indopererede hjerte er begyndt at danne antistoffer, så er det ikke dét, der fylder allermest hos Line Hoffmeyer. Det gør til gengæld livet og alt det, det også bringer med sig af gode venner, vin, rejser, familie og kærlighed.

For er der én ting, som sygdommen har lært Line Hoffmeyer, så er det, at intet skal udskydes.

I december annoncerer hun og kæresten Lasse Rimmer, at de har fundet sammen igen efter et års tid, hvor de har været mere on and off.

”Det er en erkendelse af, at jeg elsker ham. Og jeg tror heller aldrig, der har været en dag, hvor vi ikke har elsket hinanden. Det bliver tydeligere og kommer i et lidt klarere lys, når du får nogle voldsomme beskeder fra et sygehus. Så finder man ud af, hvad der er vigtigt.”

Det gør sig også gældende for Lasse og Lines hverdag sammen.

”Hvis jeg går og skumler over, at jeg ikke synes, at han har taget en opvask, er jeg blevet ret god til at sige, at det ikke kommer til at være vigtigt i mit liv nogensinde, om det er mig eller ham, der tager den. Der hjælper det at have et lidt større perspektiv – også i et forhold. Vi bruger væsentligt færre kræfter på at lade os irritere over ting, der jo vitterligt ikke er vigtige,” fortæller hun.

Kærligheden overvinder alt

Lasse er også en god støtte i den nye situation, der er opstået i Lines liv, og så har hun opdaget vigtigheden af at have én at kunne holde i hånden.

”Jeg havde en dag på sygehuset, hvor jeg skulle have lagt et ret stort drop, som jeg har fået lagt en million af i mit liv, og det har aldrig været noget, der har påvirket mig. Men jeg havde fået så mange dårlige beskeder den dag, som jeg ikke havde ladet mig slå ud af, så da jeg skulle have lagt droppet, begyndte jeg at stortude. Jeg kunne bare ikke mere. To dage efter skulle jeg have lagt dem igen, og jeg har fået 10.000 ting, der gjorde mere ondt end det. Men Lasse tog med, så han kunne holde mig i hånden, mens jeg fik dem lagt, og så gjorde det pludselig slet ikke ondt.”

”Nogle dage senere læste jeg en Zetland-artikel om, at når du holder nogen, du elsker, i hånden, er det bevist, at fysisk smerte daler, fordi du udskiller lykkehormoner og andre smertelindrende hormoner for kroppen. Og det er jo så rigtigt, for da jeg holdt ham i hånden, var det ikke så slemt. Og det var fandme dejligt, at han tog med for bare lige at holde mig i hånden i fem minutter,” slutter hun.

Læs hele interviewet med Line Hoffmeyer her.

Anbefalet til dig