Lone Dybkjær: "Jeg blev betragtet som en dårlig mor, mens han blev rost for at klare sin halvdel"

– For at give vores børn så stabilt et liv som muligt, blev de boende i vores hus, og så skiftedes jeg og børnenes far til at bo der. Det var usædvanligt, men vi var parate til alt, for at børnene mærkede så lidt til vores skilsmisse som muligt. I virkeligheden havde de jo også vænnet sig til, at vi sjældent var der på samme tid på grund af mine tossede arbejdstider.

Efter et års tid blev den ordning dog for udfordrende. Så boede Lones eksmand et år sammen med børnene alene, hvor hun kom på besøg. Derefter boede hun i huset, og han kom på besøg.

– Dengang fandtes fælles forældremyndighed ikke. For at kunne deles ligeligt om ansvaret, fik vi på papiret ansvaret for hver vores barn. Vi har aldrig fortalt vores døtre, hvem der fik ansvaret for hvem. Når vi så skulle bo sammen med det barn, vi ikke havde ansvaret for, måtte vi have plejetilladelse. De kommunale myndigheder kom og kontrollerede, at plejeforholdene var i orden. Det var bøvlet og helt absurd.

Lone Dybkjær husker det år, hvor hun ikke boede sammen med døtrene som rædselsfuldt.

– Jeg mindes det som, at jeg var syg hele tiden.

Drop den dårlige samvittighed

I mange år baksede hun i det hele taget med dårlig samvittighed og følte ikke, at hun havde været nok for sine børn.

– At føle skyld er en af mine spidskompetencer. Min ældste datter, Lotte, som hele sit voksenliv havde sklerose, var lige så god til det som jeg. Hun var ked af, at hun var handicappet, fordi det indebar, at jeg var ked af, at hun ikke fik det liv, hun havde fortjent. Vi var virkelig gode til at arbejde de følelser op hos hinanden. Men heldigvis kunne vi også stoppe hinanden med et glimt i øjet, når vi kom for godt i gang. For dårlig samvittighed er jo egentlig ret selvoptaget og meget lidt konstruktivt. Jeg kan ikke anbefale nogen at dyrke det. Man må stå ved sine valg eller ændre på dem.

Både som formand for børnekommissionen og som politiker skubbede Lone i Folketinget kraftigt på for at få loven om fælles forældremyndighed indført og gøre livet nemmere for andre skilsmisseforældre. Loven kom endelig i 1986.

Selvom det i dag er blevet nemmere at være folketingspolitiker med små børn, synes hun stadig, der ofte stilles for hårde krav til moderne kvinder.

– Det mærkelige var jo, at når jeg og min daværende mand delte opgaverne ligeligt imellem os, blev jeg betragtet som en dårlig mor, mens han blev rost for at klare sin halvdel. Og det er min fornemmelse, at det stadig er sådan i dag. Kvinder skal præstere lige lidt mere end mændene for at leve op til idealerne.

Kærlighedens benspænd

I 1992, da Lones børn var blevet voksne, løb hun ind i nye udfordringer. Det skete, da hun forelskede sig.

Ved en Pavarotti-koncert mødte hun første gang op hånd i hånd med socialdemokraternes nye formand, Poul Nyrup Rasmussen. Det vakte kæmpe opsigt og skabte en masse turbulens. Ikke alene tilhørte Poul og hun hver sit parti, og mange var undrende overfor, hvordan de skulle kunne tackle det. Nemt var det heller ikke, at hun gerne ville fortsætte sin politiske karriere uændret. Især da Poul kort efter blev statsminister, var der mange forventninger til, at hun opførte sig mere som en førstedame.

Hun plejer at sige, at hun er den eneste politiker, der er blevet tvangsgift.

– For mig havde det været helt fint, hvis vi bare var forblevet forlovede. Men det blev for besværligt. Første gang, vi skulle til USA sammen, fik vi f.eks. tildelt hvert sit værelse i præsidentens gæstehus. Også herhjemme gik det op for mig, at det ville gøre det nemmere at forstå os som et par. Poul forholdt sig ikke så meget til det, han var jo blevet statsminister og havde nok at lave, men jeg lod mig til sidst overbevise om, at vi nok hellere måtte gå hele vejen.

Gift blev de, men dermed hørte problemerne ikke op.

– Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Jeg blev kritiseret for at være hård og for ambitiøs. I dag kan jeg se, at jeg nok kunne have gjort noget anderledes for at bløde op på mit image. Der udkom en bog, Nyrup, hvor jeg blev beskrevet som virkelig rædselsfuld. Jeg ligger ikke søvnløs over det i dag, men dengang var det ret ubehageligt.

Internt i hendes gruppe var der også problemer. Nogle var usikre på, om hun kunne være loyal nok over for sit parti. For at få ny luft til sit politiske arbejde, stillede hun op til Europa-Parlamentet og kom ind som den første radikale nogensinde med et tårnhøjt stemmetal i ryggen. Hun var ti år i parlamentet og nåede også syv år mere i Folketinget, inden hun i 2011 meddelte, at hun ikke genopstillede.

– Da var jeg 71 og mæt af det politiske arbejde, siger hun.

Total nedtur

Nu skulle der være mere tid til de to børnebørn, til at træne i fitnesscentret og nyde livet. Men overgangen til pensionistlivet blev ikke helt, som hun drømte om.

– Jeg havde 40 flyttekasser med fra mit kontor på Christiansborg og var næsten færdig med at arkivere dem, da det ved en rutinekontrol blev opdaget, at jeg havde en veludviklet brystkræft.
Hun fik fjernet det ene bryst og blev sat i forskellige behandlinger. Samtidig døde hendes ældste datter, Lotte, da hendes sklerose blev værre. I en alder af bare 43 år.

– Det var og er en kæmpe sorg. Jeg savner Lotte hele tiden, vi var meget tætte. At miste hende sætter livet i relief.

På grund af kræften blev Lone sat på antihormonel kur og endte i en depression, hvor hun ikke havde energi til noget.

– Det blev bedre, da jeg stoppede behandlingen, så fandt jeg ligesom tilbage til mig selv og fik løftet mit humør. Jeg har jo også min anden datter, Mette, min svigersøn og deres to børn, Lukas og Nikoline. Helt indtil for et par år siden var det fast tradition, at vi havde først Lukas og så både Lukas og Nikoline fra fredag til lørdag. Det begyndte som en tjeneste, vi gjorde forældrene, men allerede efter første gang, var det forældrene, der gjorde os en tjeneste. Vi savnede dem, når de ikke var her. Nu er Nikoline 14, og alligevel kom hun indtil sidste år hver anden weekend, mens hendes storebror var på efterskole, og i sommer var vi som sædvanlig på en uges ferie med dem begge – altid uden forældrene. Men jeg ved godt, at det nærmer sig, at de vil bruge mere tid på deres eget liv. Det er, som det skal være.

På spørgsmålet om hvordan det går med hendes helbred nu, svarer hun forsigtigt, at det har været et par hårde år først med kemo, derefter med stråling.

– Det viste sig, at lægerne havde overset en lungekræft. Men jeg har det fint, og det er under kontrol. Jeg tænker så lidt som muligt på det og lever mit liv sammen med min søde mand, som om jeg er helt frisk.