Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: ”Jeg levede af Cola Light og salte fisk”

Da jeg var tolv år, fik jeg anoreksi. Jeg er vokset op med min far og har ikke haft en mor, jeg kunne spejle mig i, eller som kunne fortælle mig om den udvikling, man gennemgår som ung kvinde. Så kroppen var for mig noget, der bare var der. Jeg tænkte ikke over den.

Min mor og far blev skilt, da jeg var et år, og min far fik forældremyndigheden over min bror og mig. Min mor har været narkoman fra hun var ung og kunne ikke tage sig af mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke prale af en numse som the Kardashians. Er jeg så ikke en rigtig kvinde eller hvad?"

Det første år af mit liv kæmpede min far for at få forældremyndigheden over mig, men jeg var ved min mor meget af tiden. Dér lå jeg ofte i en kravlegård alene med lort i bleen og blev passet af forskellige mænd – hun havde tit folk på besøg, der drak, mens jeg var der, eller også slæbte hun mig med på værtshus. Min far kunne ikke gøre noget, for hans advokat troede ikke på, at min mor var narkoman, så min far måtte gennemsøge hendes hus efter kanyler og piller som bevis.

Min krop, min fjende
Min far fik forældremyndigheden til sidst, og vi flyttede til Charlottenlund, hvor jeg er opvokset.

Jeg har siden haft en god opvækst, og jeg bærer ikke nag over for min mor. Jeg er heller ikke vred på hende.

Du savler blod ud af din mund,
som et gabende sår,
jeg kysser dig i munden,
15
slikker dine vægge,
slikker dem,
som en kat slikker sine poter

(fra digtet 'Syg Virgina' i digtsamlingen 'Vrangvendt')

Da jeg var omkring tolv år, kan jeg huske, at jeg identificerede mig dybt med titlen på en bog, der stod hos min farmor. Den hed 'Min krop, min fjende'. Jeg kunne nikke genkendende til udsagnet uden, at jeg rigtig forstod betydningen af ordene.


LÆS OGSÅ: Medina: "Jeg har aldrig haft en kæreste før, der gav mig overskud, aldrig" 

Jeg blev hurtigt udviklet med bryster og hår forskellige steder, og det var ikke fordi, jeg ikke talte med min far om det, men jeg følte mig ret fremmedgjort over for den udvikling, min krop gennemgik. Jeg følte, at nogen kom og overtog min krop, som ellers altid havde været tynd og spinkel, men pludselig transformerede sig.

Først blev det en leg for mig, hvor jeg kun måtte gå i grønt tøj og spise grønne ting, eller gå i rødt og spise rødt. Men stille og roligt eskalerede det, og jeg begyndte at kontrollere flere og flere ting for på den måde at opveje den kaotiske tilstand, mit liv udsprang af. Jeg var et meget usikkert og genert barn, så da min krop udviklede sig, forsøgte jeg med spiseforstyrrelsen at kontrollere den og dermed genvinde kontrollen.

Jeg er altid blevet forkælet
Som barn var jeg meget populær i skolen. Jeg er altid blevet meget forkælet, fået alt, hvad jeg ville have, og har altid været den, der gik i det nyeste tøj. Så jeg har ikke manglet veninder.

Din hud er som et badeforhæng i damp, damp på hud,
du drypper rester fra indadrettede medikamenter, rest på hud

(fra digtet 'Dreng i bar' i digtsamlingen 'Vrangvendt')

I 7. klasse skiftede jeg skole. Her kom jeg ind i en klasse, hvor jeg blev mobbet i grov grad. Min cykel blev piftet, der blev skrevet "Fuck dig Lotus", og "Lotus er grim" med graffiti på væggene, eller hele skolegården kunne være overtegnet med tegninger af mit ansigt. I den periode eskalerede min anoreksi ret voldsomt. Jeg havde nogle veninder i klassen, men jeg var ny, så jeg kendte ikke folk ret godt. Jeg græd hver dag, og nogle dage gik jeg slet ikke i skole.

LÆS OGSÅ: Linda: ”Jeg troede, det værste ville være at miste håret”

Selvom jeg sad til et middagsselskab, var i gode hænder og at alle omkring bordet holdt af mig, så har jeg altid følt mig udenfor. Men i dén periode, hvor jeg blev mobbet i skolen, følte jeg mig endnu mere udenfor.

Jeg drak en Cola Light og spiste en pose salte fisk om dagen. Da jeg startede i 10. klasse blev det endnu værre, og i perioder spiste jeg kun ét æble om dagen eller et helt bestemt franskbrød fra Netto. Hvis Netto ikke havde det helt bestemte franskbrød, spiste jeg ikke noget den dag. Når man har anoreksi, er hele ens verden bygget op af systemer. Jeg havde i en periode et system, hvor jeg måtte spise ti rosiner, som jeg, efter at have spist dem, ville bilde mig selv ind, at jeg havde glemt at tælle. Så skulle jeg kaste alle rosinerne op igen. Og så måtte jeg ikke spise resten af dagen, for så var der gået udu i det system, jeg havde oppe i hovedet.

Smed maden ud af vinduet
Som anorektiker er man ekspert i at snyde og lyve over for sine omgivelser, så andre ikke finder ud af, at man er syg. Jeg gik i stort tøj og var heller ikke særlig meget i skole, og når jeg var, var jeg vildt træt og sad og tænkte på mad og kalorier konstant. Alt omkring mig var ligegyldigt. Det eneste, der betød noget, var at blive tynd. Så jeg var også sindssygt egoistisk, fordi alt handlede om mig og min sygdom.

I 10. klasse hev min dansklærer, som selv havde en datter, der havde haft anoreksi, fat i mig. Hun havde genkendt nogle af de samme tegn hos mig, som hun havde set hos sin datter. Det skyldtes blandt andet, at jeg havde jeg sår på hænderne, fordi jeg hele tiden vaskede dem og gnubbede på dem med en svamp for at mærke mig selv. Min lærer ringede til min far.

Som et brunt klæde ligger du, du ligger på mit lagen,
spredt,
spredt ud, som en kvinde spreder sine ben

(fra digtet 'Manden' i digtsamlingen 'Vrangvendt')

Jeg har altid været fars pige og for at skjule min sygdom for ham, gemte jeg maden under sengen eller smed det ud af vinduet. Og så var jeg ret fri; jeg måtte gerne spise på mit værelse, eller nede i stuen med min kæreste – det har aldrig været sådan, at "nu sætter vi os ned og taler om dagen". Sådan har min familie ikke fungeret. Så det var nemt for mig at lyve om, at jeg allerede havde spist eller ikke var sulten.

Mine klassekammerater bemærkede det også til sidst – de kunne ikke undgå at se det. Og jeg nød lidt at høre, at de andre synes, jeg var tynd, for så havde jeg jo tabt mig, og jo dårligere jeg havde det, jo bedre havde jeg det også, for det betød, at jeg blev tyndere.

LÆS OGSÅ: "Da jeg sprang ud som 19-årig, mistede jeg kontakten til mine forældre i 7 år” 

Min dansklærer talte med min far og fortalte ham, at den var helt gal. Jeg kan huske, at jeg kom hjem og brød helt sammen. Da andre kendte til min sygdom var det som et wake up call for mig. Nu blev jeg nødt til at gøre noget, for der var ikke nogen vej tilbage, når andre vidste det. Så jeg startede i gruppeterapi en gang om ugen.

"Du ligner døden fra Lübeck"
I dag er jeg helt rask og vejer 64 kilo. Forløbet, jeg har været igennem for at blive rask, har ikke været nemt, og jeg har også haft tilbagefald. Men jeg gik hos en psykolog, der hjalp mig virkelig meget. Det første hun sagde til mig, da jeg kom ind ad døren var: "Du ligner døden fra Lübeck". Og så gik hun hen og lugtede til mig og sagde: "Nåh, du lugter ikke af acetone endnu". Når man bliver rigtig tynd udskiller kroppen en bestemt lugt, der er ligesom acetone.

I starten blev jeg sur, når hun sagde til mig: "Hvis du fortsætter sådan her, så lever du ikke om et halvt år, og du må selvom, om du vil leve eller ej." Hun var den første, der var hård ved mig, hvor andre blot havde forsøgt at få mig til at spise eller haft ondt af mig. Så jeg skulle lige vænne mig til hende, men hun gav mig det skub, jeg havde brug for. Når jeg f.eks. sagde til hende: "Jeg har spist en dåse tun", sagde hun "Jamen det er da meget flot, men det er jo ikke noget, du tager på af." Hun var hele tiden meget straight.

Lugten rammer hendes næse,
sødligt som en kvindes underliv,
gennemsigtig duft, som en mands sæd

(fra digtet 'Mangfoldig sex' i digtsamlingen 'Vrangvendt')

Da jeg blev 21 år, blev jeg optaget af, at finde ud af, hvorfor jeg egentlig havde fået anoreksi til at begynde med. For det havde jeg ikke talt med nogen om. Behandlingen for anoreksi havde udelukkende handlet om at få mad i mig. Jeg startede hos en psykolog, der fortalte mig, at jeg sagtens kunne have endt som et psykotisk menneske, fordi jeg ikke havde fået den omsorg, jeg skulle. Så hun kaldte sygdommen for min redning, og for noget, jeg havde skullet igennem for at få det godt i sidste ende. Men anoreksien kunne ligeså godt have været alkohol- eller stofmisbrug – for det er alt sammen måder at kapere med et traume på.

I dag værdsætter jeg min krop og synes, det er dejligt at have lår og rumpe. Jeg har svært ved at tage meget på, da vi alle er meget høje i min familie og med et højt stofskifte. Jeg lever sundt og tæller ikke kalorier mere. Det er et overstået kapitel. Jeg har haft en enorm kampgejst for at komme igennem – haft det sådan lidt "nu gider jeg fanme ikke det her mere."

LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke nærig med at skrive kys i stedet for hej. Jeg ved ikke altid, om det er passende."

Digtene var noget, jeg startede på stille og roligt uden den store beslutningstagning om, at det skulle blive til en samling. Undervejs i arbejdet, der varede tre år, gik det mere og mere op for mig, at det var min krop, det handlede om. Rum, krop og lemmer fylder meget i digtene. Det har været en god proces for mig at italesætte og visualisere gennem mit sprog, hvordan mit sygdomsforløb har været. Jeg har fået placeret min "gamle" krop, med det forhold jeg havde til den, i digtsamlingen. Perioden, fra jeg var 12 år - 24 år, vil altid være en del af mig, men kapitlet er slut.

Lotus ser i dag sin mor engang imellem, og de skriver med jævne mellemrum sammen på Facebook.

Digtsamlingen 'Vrangvendt' af Lotus Gregers udkommer i dag på Forlaget Spring.




LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt

LÆS OGSÅ: "Min typiske patient er en kvinde, der gerne vil gøre noget ud af sit udseende"

LÆS OGSÅ: Cara fik stress og selvhad af at være model