Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Louise Stigsgaard
Foto: Private

Louise Stigsgaard

Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

Mens de fleste af os forsøger at holde krig og andre ulykker på længst mulig afstand, har Louise Stigsgaard været drevet af at komme helt tæt på. Tæt på skududvekslinger, selvmordsbombere og overfyldte flygtningelejre, men også tæt på et varmt og gæstfrit libanesisk folk under sin udstationering som journalist i Beirut. Nu er hun hjemme i Danmark og aktuel med romanen ”Natten er fuld af lys”.

Udlængsel kan de fleste nok relatere til. Hvem har ikke oplevet at lade sig forføre af tanken om en afsides hvid palmestrand, en brusende storby og høje tinder med et par ski spændt på fødderne? Men den udlængsel, Louise Stigs-­gaard har haft, er det alligevel nok de færreste, der kan nikke genkendende til. Hun har rykket sin familie til Mellemøsten, hvor selvmordsbomber, skud i gaderne og flygtninge i massevis er dagligdag. Louise har igennem flere år været mellemøstkorrespondent og boet i Jerusalem og senest Beirut, der også danner ramme for hendes nye bog "Natten er fuld af lys".

– Vi havde en lyst til at prøve at forstå nogle af de ting, der præger verden, og det gør Mellemøsten jo virkelig i øjeblikket. Det var under det arabiske forår, hvor det hele bimlede og bamlede, og der var revolution og nye udviklinger, og vi valgte Beirut, fordi den var tæt på Syrien-krigen, og vi synes, det var så helt utroligt spændende og emmede af politik og historie. De her konflikter kan virke meget fjernt fra os, og jeg var fascineret af at prøve at være i dem og opleve de her brændpunkter indefra.

LÆS OGSÅ: Mød kvinden bag verdens første bæredygtige skobutik

Et andet Mellemøsten
Mangefarvede silkepuder slænger sig langs væggene, mens lanterner og eksotiskudseende krukker står på hylderne og de mønstrede borde. Vi er godt nok i Danmark, men Louise har meget passende valgt en mellemøstligt inspireret cafe som ramme for interviewet. Mellem os står to store glas med friske myntestængler, der nærmest vokser op ad det dampende vand. Egentlig havde ­Louise bestilt en cafe latte, men da hun kom i tanke om, at de på cafeen bruger rigtige mynteblade til deres myntete, skiftede hun mening. Det gør de nemlig ikke alle steder, men det er hun blevet forvent med i Beirut.

Udsigt over Beirut.

Beirut er på mange måder en kontrasternes by, hvor Østen møder Vesten, og mange religioner bor side om side – med alle de sammenstød, det giver. Men det er også en smuk by lige ud til Middelhavet. Louise og hendes familie boede i det kristne område Achrafieh, der stadig afspejler, at Beirut tidligere blev kaldt Mellemøstens Paris. Her er franskinspireret arkitektur, boulangerier, små cafeer og elegante kvinder. Her udspiller en stor del af Louises bog sig også, og i den møder man en anden side af Mellemøsten, end den medierne oftest præsenterer os for.

– Der er virkelig sådan en arabisk nysgerrighed og venlighed. Når der er ro, så er det den menneskelige varme og folks gæstfrihed, som præger byen. Folk inviterer meget en hjem og inviterer en ind. Vi gik tit ned igennem byen med børnene, og det tog så lang tid, fordi folk fra de forskellige butikker hiver fat i en og spørger, om man vil have kaffe, og om børnene vil have kage. De er utroligt interesserede og venlige. Det er lidt som at gå rundt i København eller Paris i 60'erne eller 70'erne. Selv hvis man er i en flygtningelejr, hvor folk ikke har noget, så insisterer de på, at man skal have en kaffe, og hvis de kun har få kager, så insisterer de på at give en af kagerne til gæsten. Der er virkelig sådan en gæstfrihed som er meget fascinerende, fortæller Louise.

Gravid og på shopping i Damaskus' souk i 2009

Mange forbinder nok Mellemøsten med Islamisk Stat, krig, flygtninge og ­terror, men det var vigtigt for Louise også at ­vise den anden side. I stedet for at gøre Beiruts gader og alle de mennesker, der bebor dem, til noget fjernt og uvirkeligt, vil hun sætte ansigt og stemning på den verdensdel, der fylder så meget i mediebilledet.

– Det er også et portræt af den arabiske verden bag kulisserne, fordi vi så ofte hører om krigen og sammenstødene og uroen. Jeg vil gerne tage folk med ind i Gaza, Bekaadalen, Syrien, Beirut og Ain al-Hilweh, som er en af Mellemøstens værste flygtningelejre, uden at de skal føle, det er noget, de egentlig helst ­ville lukke øjnene for, og få dem til at se ­både hvor forfærdeligt der er, men også at der er varme og respekt og folk, der virkelig har en masse, de gerne vil fortælle om og dele.

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

Evig alarmklokke
Under interviewet ringer rådhusklokkerne nu og da. Havde interviewet skulle foregå i Beirut, havde det formentligt hjulpet Louise med at finde vej til vores mødested: En lysegrøn bygning overfor et kaffested tæt på rådhuset. I Beirut gør man sig nemlig ikke så meget i vejnumre og vejnavne, men i stedet navigerer man efter "en gul bygning og et palmetræ" eller "over for et butikscenter". Den umiddelbarhed og nysgerrighed araberne møder andre mennesker med, går nemlig igen i deres tilgang til verden generelt, fortæller hun.

– Det er virkelig en anden måde at tænke på. Man skal virkelig prøve at se verden – hvor er det gule hus, og hvilken bygning kunne det være som lå overfor, og hvor er det her palmetræ i gaden. Det er ret sjovt, men også meget udfordrende. Vi danskere er meget rationelle, og i den arabiske verden er de mere instinktive både i forhold til at finde vej, men også i deres relationer. De er hurtige til at fornemme en. Intuition er måske et endnu bedre ord. Man lytter til signalerne, og det er jo også meget vigtigt, når man er sådan nogle farlige steder. Man skal virkelig lytte til, hvad folk siger, man skal lytte til gaden, og man skal lytte til stemningen og prøve at læse den.

For Mellemøsten er naturligvis ikke kun ren idyl. I løbet af de tre år, Louise og hendes familie var der, var der flere selvmordsbomber, skud i gaderne og kidnapninger. Skuddene i gaderne var dog som oftest "glædesskud", der signalerede, at Hizbollahs talsmand adresserede begejstrede tilhørere. Men kidnapningerne var der intet glædeligt ved, og på et tidspunkt kom det lidt for tæt på Louises virkelighed. Som korrespondent bliver man ofte sat op med lokale fixere, der kan hjælpe med at få kontakt til kilder, og som kender området og kulturen. Men i desperate situationer kan selv venner pludselig blive fjender.

– Jeg var ude med en kollega i Bekaadalen og skulle interviewe nogle Hizbollah-soldater. Vi kørte med en fixer og var langt ude i nogle helt bittesmå landsbyer, hvor kortet på mobiltelefonen bliver udvisket, fordi der er så dårlig forbindelse. Pludselig gik det op for os, at vi var helt vildt tæt på byen Aarsal, hvor Jeppe Nybroe blev kidnappet. Og det var en meget erfaren fixer, vi havde med, men da vi ventede ved et checkpoint på den person, vi skulle interviewe, begyndte han at opføre sig helt mærkeligt og nervøst og sveden begyndte bare at løbe ned over hans ansigt. Der kiggede mig og den anden journalist på hinanden – der var simpelthen noget galt her. Det endte med, vi brød op og bad om at køre en anden vej tilbage end planlagt. Nogle gange frygter man, at fixeren har solgt en. Det vil vi jo aldrig finde ud af, men vi var i hvert fald kompromitterede. Desperation kan få folk til at gøre fuldstændigt sindssyge ting, som de ellers aldrig ville have gjort. Det er derfor, Syrien er så farlig lige i øjeblikket. Afmagt kan få folk til ikke at være de venner, som man troede, de var.

Som korrespondent har Louise ­også modtaget terrortræning, hvor man blandt andet lærer, hvordan man skal reagere i kidnapningssituationer. Hun har oplevet ting så voldsomme, at hendes skildringer af det blev redigeret ud af de artikler, hun sendte hjem. I den slags omgivelser bliver man hurtigt udstyret med en lille evig alarmklokke, og den er til dels blevet i Louise.

– Man er mere opmærksom på sorte rygsække, hvor man sidder og store folkemængder. Dem vil jeg nok altid holde mig fra helt instinktivt og i hvert fald med børn. Jeg vil altid have et blik på, hvor udvejene er. Men det vigtige er jo, at man gør, som man plejer at gøre og kommer på de steder, som man ellers ville gøre. Man må jo ikke lægge sin livsstil om på grund af terror, men man skal bare altid være opmærksom.

LÆS OGSÅ: “Det var hårdt at indse, at jeg havde fejlindrettet mit arbejdsliv”

Det smukke i sprækkerne
Louise og hendes mand kan godt savne Beirut, men deres døtre "deler overhovedet ikke nostalgien". De nyder at kunne løbe over på den anden side af gaden for at lege med naboen. At kunne cykle i skole. De elsker selv regnen, fortæller Louise. De små pigers hverdag i Beirut var en noget anden: arabiske fødselsdagssange, leg ved ambassaden ved siden af maskinpistolklædte vagter, picnicture til bjergene og Middelhavet, og utallige klap på de små lyshårede hoveder. Og det var ikke, fordi de ikke nød den hverdag, men forskellen på Danmark og Mellemøsten er ikke til at overse – selv for små børn.

– Jeg er ikke i tvivl om, at for børn, der er Danmark et af de bedste steder at leve, fordi der er så stor tryghed. Selvom vores børn var helt små, så kunne de straks intuitivt fornemme friheden i Danmark. Den elsker de. Det, at vi har vist dem så mange ting allerede, og de har boet andre steder, gør også, at de værdsætter Danmark. Men jeg føler virkelig, de har fået utrolig meget ud af det. De har fået eventyr i blodet, og selvom de er små piger, der lever i Danmark, så ser de hele tiden sig selv i en større verden og ved, at der er folk, der ikke har mad, og folk, der er på flugt, og at der er de her spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper.

På familietur i Libanons bjerge i 2013.

Det handler om at se det smukke i sprækkerne, uanset hvor man er. Men når man først gør det, så bliver det selvfølgelig også svært at forlade de mennesker, de steder og de situationer, man har ladet krybe ind under huden.

– Det er hårdt at være sådan nogle steder i mange år, og folk bliver kyniske. Man bliver nødt til at distancere sig en lille smule, ellers går man fuldstændig i opløsning hver dag, når man er ude i flygtningelejre eller ude at dække et angreb. Så jeg tror, det er meget godt også at lave noget andet indimellem og få det på afstand, selvom det er meget svært at rejse fra det. Det er den her troløshed – vi kommer med alle vores gode intentioner og velvilje og arbejder nogle år, men så rejser diplomaterne, hæren trækker sig ud, journalisterne går op i deres fly og så farvel. Men al mismodet og problemerne og spændingen er der stadigvæk. Det er virkelig hjerteskærende og forfærdeligt. Det er på mange måder skønt at være tilbage i Danmark, men vi savner det også virkelig meget. 

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede jeg med Mogens til New York

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

Louise Stigsgaard Nissen

Journalist og har som korrespondent boet i Jerusalem, Beirut og New York.

Har bl.a. skrevet for Berlingske, Weekendavisen, International New York Times og Narratively.

Uddannet cand.phil. i nordisk sprog og litteratur, har studeret litteratur i Paris og international politik på Harvard Universitet.

Arbejder som journalist på Berlingske og bor i København med sin mand, Marcus Rubin, og deres to døtre på 6 og 4 år.

"Natten er fuld af lys"

"Natten er fuld af lys" er Louise Stigsgaards roman om journalisten Sara, der bor i Beirut med sin familie, da hun hvirvles ind i efterforskningen af drabet på en amerikansk journalist.

People's Press, 300 sider, 250 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview