Mads Vangsø roede over Atlanten: "Fra det første åretag glædede jeg mig til at komme hjem til Østerbro"

Hvorfor vil I ro over Atlanten? Det spørgsmål fik tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø og hans makker, Lasse Wulf Hansen, gang på gang, når de fortalte, at det lige præcis var det, de havde tænkt sig at gøre. To mand, en robåd og så lige 5000 kilometer over et ocean med gigantiske bølger og intet andet end horisonten at fæstne blikket på. Og lige netop det store ”hvorfor” er det, som Mads forsøger at indkredse denne torsdag morgen på en café på Østerbro. Efter turen. For det lykkedes faktisk. De KOM over Atlanten i den robåd. Og de vandt oven i købet deres klasse i verdens mest ekstreme rokapsejlads, ”Talisker Whisky Atlantic Challenge”.

– Jeg er en del af en verden, hvor vi skal have styr på vores ”why”. Det har jeg også tidligere selv plæderet for. Jeg har været i Japan og studere verdens største atleter, maratonmunkene, der løber 1000 maraton på syv år. Hvad var det, der gjorde forskellen på dem og os andre? Jeg fandt ud af, at de BARE havde styr på deres why. Så jeg har i mange år været overbevist om, at når man havde styr på det, så var man i hvert fald et godt skridt på vej mod målet. Og lige pludselig stod jeg selv der og havde besluttet mig for, at jeg ville ro over Atlanten, og jeg anede ikke hvorfor. Jeg havde gået med tanken i flere år, og en af de ting, der holdt mig tilbage, var, at jeg ikke kunne fortælle mig selv, hvorfor jeg skulle gøre det. Det stod imellem mig og beslutningen. Samtidig oplevede jeg en indre glød. Når jeg tænkte på at sidde derude i sådan en robåd og kæmpe mod bølgerne med vand i håret, trætte muskler og rene tanker, så brændte der simpelthen en glød i mig. Derfor besluttede jeg, at mit manglende why ikke måtte stå i vejen for den oplevelse. Jeg måtte bare efterrationalisere og finde det bagefter.

Hvad svarede du inden turen, når folk spurgte, hvorfor du ville ro over Atlanten?

– Jeg kan sige, at jeg med sikkerhed aldrig har svaret løgnagtigt, og jeg har altid svaret inden for skydeskiven. Men jeg svarede noget forskelligt hver gang. Måske for selv at blive klogere på det. Men det blev jeg ikke, og det undrede mig helt vildt. Så jeg ledte alt, hvad jeg kunne, i de to år, hvor Lasse og jeg forberedte turen, men jeg blev enig med mig selv om, at svaret måtte komme undervejs. Undervejs blev jeg enig med mig selv om, at det måtte komme bagefter. Og nu sidder du gudhjælpemig her og spørger mig…

Han slår en høj latter op.

– Det, som jeg sidder tilbage med, er, at der er rigtig mange forskellige why’er. Der er et før-why, et under-why og et efter-why. Før-why’et handlede om eventyr. Om at gøre mig fri. Det havde slået mig, at de gange, hvor jeg ikke havde fulgt min indre glød, havde jeg siddet tilbage og tænkt: Aj, hvor ærgerligt, at jeg ikke gjorde det. Undervejs på turen var der nogle oplevelser, hvor jeg virkelig mærkede den frihed, jeg havde drømt om. Der var en aften, hvor jeg sad med høj musik i ørerne og i sådan en fandenivoldsk tilstand, hvor jeg bare roede alt, hvad jeg overhovedet kunne. Lasse lå og sov, og jeg gav pokker i, at det var ufornuftigt at give den alt, hvad jeg havde, når vi ikke engang var halvvejs på turen. Jeg prustede, svedte og roede og roede og roede. Og jeg roede bare for mig selv, for der var ingen, der var vidne til det. Lige der slog det mig, at måske var det bare derfor, at jeg gjorde det. På grund af vildskaben. Og da jeg sad og tænkte lidt over vildskaben, så længtes jeg faktisk efter den. Måske havde jeg bare brug for noget mere vildskab i mit liv. Måske var det mit why.

LÆS OGSÅ: Mikael Wulff: "Efter jeg er fyldt 40, er jeg seriøst begyndt at overveje at få børn"

– Og da vi så nåede til Antigua og vidste, at nu er den der, turen er roet, gik det op for mig – mens vi langsomt roede ind i havnen – at nu var vi automatisk blevet medlem af en no-bullshit-klub. Lige der tænkte jeg: Måske er det det, der har trukket mig hele vejen. Det med at få lov til at være med i en klub, som man ikke kan tale sig til. Enten bliver du stående på land, eller også ror du over Atlanten. Det kan du ikke smalltalke dig til. Og jeg bilder mig også ind, at det var med andre øjne, de kiggede på mig – dem jeg havde sagt farvel til ovre på den anden side. De gamle, garvede roere og adventurefyre fra udlandet, som har masser af gode oplevelser på samvittigheden, de møder jo sådan nogen som mig, som til en start har alle ambitionerne og det hele i munden, og det er godt nok, for det kan da ikke være anderledes. Og alligevel har de i deres baghoved, at ja, ja, show me the money. Kom nu over på den anden side, så kan vi tale om det. Og fair nok.

Er det overhovedet okay, det her?

Mads er aktuel med bogen ”Tværs over Atlanten” om sin og Lasses tur. En tur på 49 dage, der var så ekstremt hård, at Mads tabte 16 kilo og bogstavelig talt ikke kunne stå på benene, da han kom i land bagefter. Han indtalte sine tanker undervejs på turen, og da han fik det hele skrevet ud bagefter, var han ret chokeret over at finde ud af, hvor uskarp han hurtigt blev, fordi udmattelsen ikke alene påvirkede fysikken i ekstrem grad, men også begyndte at æde af hans hjerne. Og så var der alle tankerne om familien derhjemme. Hans kæreste, Ditte, datteren Rigmor på 11 år, som han har med sin ekskæreste Sanni, og hans og Dittes kun seks måneder gamle datter, Rosalina.

– Der, hvor det store ”hvorfor” virkelig bankede på, var, da jeg stod på kajen på La Gomera og skulle sige farvel til min familie. Det blev en ubarmhjertig omgang. Jeg havde ikke noget problem med Ditte, hun er en voksen kvinde, hun havde været med i alle forberedelserne, og jeg havde informeret hende om alt. Jeg havde f.eks. sagt til hende: Hvis der sker noget derhjemme, når vi er kommet fem-syv dage ud på havet, og jeg ikke bare med det samme siger, jeg kommer hjem, så er det fordi, jeg ikke kan. Fordi det vil være hurtigere at ro over på den anden side og så komme hjem. Eller: Hvad nu, hvis jeg ikke kommer hjem – gud forbyde det – hvad så? Og hvad nu, NÅR jeg kommer hjem? Hvad gør vi så? De snakke var svære. Men man er nødt til at have dem. Og det korte af lange var, at Ditte var med på den.

– Rosalina, som kom dumpende ned fra himlen undervejs i de to år, hvor vi forberedte turen, var så lille, at hun ikke forstod noget. Så den store udfordring for mig var Rigmor. Lige pludselig slog det mig den morgen: Hvad i alverden er det, du har gang i, Mads? Her er du på vej ud og ro over et ocean under påskud af, at du skal vise din datter, hvordan livet kan leves. Og det er sikkert rigtigt et stykke hen ad vejen, søde Mads, men nu skal du give hende en rygsæk af bekymringer på. Fra nu af og indtil du kommer hjem igen. Og du ved ikke engang, hvornår du kommer hjem. Til gengæld ved du, at Rigmor kan følge med i aviserne hver eneste dag, og at det givetvis ikke bliver let. Det er ikke en solferie. Det er verdens mest ekstreme sportsudøvelse inden for skydeskiven. Og når jeg siger inden for skydeskiven, så er det fordi, man ikke dør af det. Ellers havde jeg ikke gjort det. Det med at gå ti mand op ad et bjerg og kun komme ni ned, det tiltaler mig slet ikke. Så tankerne begyndte bare at løbe af sted med mig den morgen. Rigmor ville sikkert komme til at overhøre andre forældre, der ville sige: Har I i øvrigt hørt, at Rigmors far er på vej over Atlanten, hvilken uforsvarlig far! Så det var en tung, tung, tung afsked med Rigmor. Det var virkelig samvittigheden, der bankede på. Alle de moralske spørgsmål var oppe og vende. Er det overhovedet okay, det her?

LÆS OGSÅ: Johannes Nymark: "Mine børn skal lære at tro på, at det, de gør, er godt nok"

– Og så er det jo sådan med en robåd, at den er ret langsom. Du hamrer ikke lige et gashåndtag i bund, og så er du væk. Og når du ror, så ror du med ryggen til sejlretningen, og det vil sige, du sidder og kigger ind i havnen hele tiden. Og det går uhyggeligt langsomt. Det var den mest smertefulde og langsomme afsked…

Fældede du en tåre?

– Ja, det gjorde jeg. Det var svært. Men jeg har prøvet at lære Rigmor, at voksne mænd også kan blive kede af det. Og det var jeg. Lige der kunne jeg virkelig godt have brugt et meget stærkt why.

Kvalt i matematik

Netop tankerne om familien viste sig imidlertid at blive en fantastisk drivkraft for Mads. De første fire-fem dage var både han og Lasse så søsyge, at de kun kunne få lidt banan og cola ned. Og det kom endda hurtigt op igen. Deres kroppe begyndte næsten med det samme at vise, hvor der var fysiske svagheder, og samtidig skulle de håndtere den umiddelbare angst over, hvor store bølgerne faktisk var, og hvor meget det blæste. De skulle også lære at håndtere, hvor udmattende det var kun at sove halvanden time ad gangen for så at skulle op og ro igen.

– Det var virkelig, virkelig, virkelig helt utrolig barskt. Men da vi kunne afblæse søsygen, begyndte vi meget hurtigt at italesætte, at vi var i gang med at ro hjem. For vi kunne mærke den power, der lå i, at vi skulle hjem til det, vi elsker. Familien. Konkurrenceelementet – det med at slå verdensrekorden eller vinde årets løb – blev pludselig meget fladt. Men det med at ro hjem til familien, kunne få mig i gang igen og igen og igen.

Så det, der var sværest at tage væk fra, var også det, der fik dig tilbage?

– Ja. Og jeg har egentlig tænkt meget på det, siden vi kom hjem. For det var jo lidt spøjst, at vi italesatte det som at ”ro hjem”. Vi var jo på vej til Antigua, for pokker. Men jeg tror simpelthen, at det kom sig af, at der er så meget power i, at du gerne vil hjem, når du er så presset. Her er det også vigtigt at sige, at jeg jo ikke var taget ud på den tur, fordi jeg skulle ro væk fra noget. Der var ikke noget i mit liv, jeg skulle ud på oceanet og fikse. Så fra jeg tog det første åretag, glædede jeg mig til at komme hjem til Østerbro. Fordi jeg godt kan lide at være her. Jeg elsker mit liv med min lille familie.

Du talte med Ditte og Rigmor undervejs på turen og også med vejrværten Peter Tanev, hvad betød det?

– Det var meget vigtigt for den mentale tilstand at tjekke ind i noget normalt. Jeg glædede mig rigtig meget til, når vi skulle have Peter Tanev igennem, som gav vejrprognoser. Efter noget tid var det ikke for vejrprognosernes skyld, der var det simpelthen bare at høre den her vidunderlige mands stemme. Det var fantastisk at tale med et menneske, der levede et normalt liv, fordi det, som jeg havde gang i, forekom utrolig unormalt. Det erkender jeg. Jeg havde store problemer med nætterne derude i en lang periode. Nætterne var virkelig, virkelig, virkelig hårde. Jeg blev simpelthen så bedrøvet om aftenen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, for det er ikke en følelse, jeg har normalt. Men efterhånden fik jeg opbygget nogle rutiner, som kunne tage min opmærksomhed, og der hjalp samtalerne med Peter Tanev. Det var også vigtigt at tale med Ditte, bare lige så jeg vidste, at det hele var, som det skulle være, og at hun var, som hun skulle være. Og så sagde jeg også hej til Rigmor. Det tog noget af det bedrøvede. Når jeg sad på åbent hav om natten med 3-4-5000 meter vand under mig, og det eneste, jeg kunne se, var den helt utrolige stjernehimmel, følte jeg mig meget lille. Det gik også op for mig, hvor kort livet er. Og når man får de tanker, så er det næste spørgsmål: Hvad fanden laver jeg så her? Hvorfor er jeg ikke sammen med dem, jeg elsker?

– På et tidspunkt blev jeg nødt til at tage et opgør med mig selv. Jeg sad hele tiden og regnede på, hvornår vi kunne være hjemme. Jeg var ved at blive kvalt i matematik, udregninger og opdateringer i forhold til, hvor hurtigt turen kunne gøres. Og så kom jeg til at tænke på min far. Han var altid ude i fremtiden. Han sagde altid, hvis jeg gør sådan og sådan, kan det bringe mig derhen om en uge, en måned eller et år. Sådan kunne jeg ikke ro den tur. Så jeg tog en beslutning og sagde til mig selv: Mads, for at du ikke skal blive skør, bliver du nødt til at huske på, at du har brugt to år på at forberede dig på at kunne sidde lige præcis her. Det er det her, du ville. Nu ER du her, og nu sidder du og drømmer dig et andet sted hen. STOP! Embrace it. Sæt pris på det, der er nu. Og lige pludselig ændrede karakteren af turen sig. Pludselig handlede det ikke om målet. Det handlede om at være lige der, hvor jeg var. Det var et kardinalpunkt på turen.

Mads og Lasse kender hinanden, fordi Lasse er gift med Mads’ ekskæreste Sanni. Umiddelbart en lidt sjov konstellation, men for Mads og Lasse var det ikke et tema. De var enige om, at de ville være de bedste makkere ude på havet, og de havde samme målsætning.

– Og den var i nævnte rækkefølge: Vi skal sikkert over. Vi tager af sted som venner og kommer hjem som venner. Og så vil vi gerne vinde årets løb. Og jeg understreger nævnte rækkefølge, for det kunne aldrig komme på tale, at det at vinde årets løb skulle komme før sikkerhed eller venskab. Og det dur heller ikke at sætte venskab før sikkerhed, for det kan man ikke bruge til noget, hvis man ikke overlever. Vi bevarede en respektfuld og kammeratlig omgangstone selv i ultra-ultra pressede situationer. Og ja, der var da tidspunkter, hvor jeg kiggede på den person, der sad foran mig i båden, og syntes, at han var verdens største idiot, men det havde jeg syntes, om det så havde været selveste Buddha, der sad foran mig, rund, mild og blød. Det kunne ikke være anderledes. Og sådan havde Lasse det givetvis også med mig.

Hvordan var det at komme i havn på Antigua?

– Lasse roede med ryggen til, men jeg kunne se hele havnen, og jeg sagde til ham: Lasse, vi er kommet til Paradis! Men det havde jeg sgu nok også sagt, om det så havde været havnen i Manchester, ha ha. Bare det at være kommet i mål var fantastisk. Der lå både for svaj, husene var placeret smukt op af skrænterne, og der stod folk og klappede, hujede og råbte til os. Det var fuldstændig forrygende. Besætningerne på de kæmpestore både, vi sejlede forbi, hev i deres horn, når vi passerede dem, for at byde os velkommen. WAUW!

– Da vi havde fået bokset vores klump af en robåd til kaj, kom vi op på land, og da jeg tog det første skridt, tænkte jeg: Aj, er du sød at stoppe, krop, det er ikke nu, du skal tage røven på mig. For jeg kunne næsten ikke gå. Der var en, der tog hårdt fat i min arm og hjalp mig over til Ditte og pigerne. Det er vildt at tænke på, at jeg lige havde roet over Atlanten, og at jeg samtidig var i mit livs ringeste fysiske tilstand. Jeg var ikke andet end en sæk knogler. Både mentalt og fysisk.

Hvad så nu?

Hvordan var det at se Ditte og pigerne?

– Det var storslået. Og overvældende. Lasse og jeg kom fra en lille bitte klokke af stilhed. I 49 dage havde jeg haft et øje på Lasse hele tiden. Og han havde haft et øje på mig. På hele turen havde jeg oplevet at vågne om natten i chok og tænke: Er han deroppe? Lasse havde været centrum i mit liv. Og så kom vi ind til en kaj, hvor der var helt utroligt mange mennesker, der stod og råbte. Den støj var i sig selv overvældende. Der blev skudt champagne efter os. Det var fantastisk, det skulle være sådan, men det ændrede ikke på, at det tog fusen på mig negativt lige i øjeblikket. Men så stod Ditte der, og hun var lige så smuk, som hun altid har været. Og Rigmor kom og kastede sig om maven på mig. Undervejs på turen var jeg blevet i tvivl om, om jeg overhovedet var far til en pige på seks måneder. Jeg kendte hende jo ikke. Og jeg havde været nødt til at nive mig selv i armen og sige: Mads, Mads, Mads, det ER du. At have sådanne tanker er et udtryk for, at for enden af sådan en udmattelse, som vi oplevede, bliver det hele lidt mere transparent. Det var jo rigtigt nok, jeg havde ikke nået at lære hende at kende. Så det med at komme i land og lige kigge på Rosalina, smile til hende, se hende i øjnene og sige: Nå, DER var du, det var fuldstændig vidunderligt. Og så var lysten til at komme hjem og lære hende at kende kæmpe stor.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: ”Jeg ville selvfølgelig lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været nogen form for konflikter”

De første dage med Ditte og pigerne var skønne, men svære. Den lille familie skulle lige finde hinanden igen, og Mads skulle komme til kræfter. Han skulle også straks i gang med at skrive bogen om sin tur, og det tog længere tid, end han lige havde forestillet sig. Og så er der jo det store spørgsmål: Hvad nu? Han havde inden turen givet sig selv 30 dage, når han kom hjem, hvor han ikke skulle tage nogen beslutninger om fremtiden, men de 30 dage blev hurtigt udskudt til efter sidste punktum i bogen.

– Det skræmmer mig ikke, at jeg ikke ved, hvad jeg skal lave nu. Det har jeg prøvet mange gange før. Det er sådan, mit arbejdsliv har været skruet sammen altid, faktisk. Det, som er det store spørgsmål for mig, er ikke så meget, hvad det næste bliver. Nej, spørgsmålet er, hvad der tænder den næste glød? Jeg kan ikke gå ind på et kontor og sætte mig. Det er umuligt. Jeg har klippet navlestrengen til det arbejdsliv. Og det er på den ene side dybt problematisk og på den anden side slet ikke. For vi har indrettet os, så det ikke er økonomisk nødvendigt, at jeg har et fast job. Hvis jeg skal være ham, der sidder på plejehjemmet og rydder bordet med gode historier, så bliver jeg nødt til at angribe livet på den her måde, og det kan jeg ikke gøre og samtidig få tryghed. Heldigvis har jeg en kæreste, der er med på den. Hun stiller ikke krav til mig om alle mulige materielle ting, eller at jeg skal høste anerkendelse. Hun vil bare gerne have mig, som jeg er. Så jeg har sat mig på hænderne, tager ingen beslutninger, og så må jeg se, hvad der sker.

Han holder en pause og slår en høj latter op.

– Men det komiske er, at mens jeg sidder og siger det her til dig, som ER sandheden, for jeg skal ikke beslutte noget nu, så kan jeg også lige fortælle, at jeg alligevel tager mig selv i – om aftenen, når Ditte sover – at bruge to timer på at sidde og google nye eventyr!