stranger things
SPONSORERET indhold

16 måder, du selv kan skabe en åndelig hverdag

Der er altså mere mellem himmel og jord, end vi lige går og tror. Mon ikke du bliver af samme overbevisning, hvis du følger vores guide til 16 mystiske og magiske oplevelser? Om ikke andet kan vi garantere musik med zen, svedige stjernetegn, betagende krystaller og en fortryllende David Bowie i trikot.

Af:: Marie Lodberg Foto: Getty Images
12. jul. 2019 | Livsstil | Eurowoman

1. Rulle, trylle, rynker væk

Der er en grund til, at ansigtsrullen har været brugt tæt på for evigt af kinesiske kvinder. Ikke om de vil finde sig i, at rynker sætter sig i deres glatte ansigt! Én ting er, at krystalrullerne masserer ansigtets muskulatur og dermed stimulerer bindevævet og blodcirkulationen, sætter fut under den gode glød og får rynker til at trække sig. Noget andet er, at krystallerne også sender god energi mod huden. Ametyst siges at have en positiv virkning på et stresset sind og hjælpe mod søvnproblemer. Rosenkvarts kaldes også (selv)kærlighedsstenen og hjælper til at hele et eventuelt udsat hjerte, ligesom den er god til sart hud. Jade virker afslappende, kan have en meditativ effekt og giver ro og harmoni.

Jaderulle
Giv ansigtet en rulletur med krystaller, og mærk, hvordan du arbejder mod tiden.

Ametystrulle, 899 kr., rosenkvartsrulle, 499 kr. og jaderulle, 399 kr. Alle fra Ilovebeauty.dk

2. Ooohm og umchi umchi

Vi har bedt den dygtige dj Maria Barfod, der selv er til den spirituelle side, om at lave en playliste med sine yndlings-maginumre, så du også kan komme i zen.

– Spiritualitet er altomfavnende. Du kan søge svar og finde dem. Men det er i mine øjne ikke kort og krystaller, der giver svarene. Hvis du åbner op og giver dig hen, finder du svarene i dig selv. Selv om sangene genremæssigt er ret forskellige, går de alle i min krop, siger Maria Barfod.

Arca
Arca står for sjælemusik. Foto: Getty Images.

Song to the Siren af This Mortal Coil: “Går lige i maven og sætter en varm følelse i gang.”

Enghave Lys af Henrik Lindstrand: “Løfter mig op.”

Thievery af Arca: “Ren magi.”

Partita for 8 singers: No.3 Courante af Caroline Shaw: “Får mig til at være til stede, men kan også være voldsom for nogen.”

Goodbye af Apparat: “Får mig til at grave dybere i de mørkere lag.”

Don’t Miss It af James Blake: “Et ærligt selvindsigtsfuldt track med en skrøbelig kant.”

3. Ord til sjælen

Spirituelle bøger kan jo ikke læses på en iPad. De skal mærkes og læses på papir og have omslag, der portrætterer englevinger, et stjerneskud, et bjerglandskab eller forfatteren med et utroligt intenst blik. Det bedste udvalg finder du i Soul Books i Læderstræde 13 i København. Boghandlen holder også masser af arrangementer, bl.a. walk-in-clairvoyance, fuldmåne-events, Soul Book Club og Soul Talks.

Følg med på Instagram @soulbooks. Indehaver Helle Smedegaard guider dig til de bøger, der kan hjælpe dig med at finde svar på livets store spørgsmål. Her er hendes anbefalinger:

lars muhl

Lyset i et menneskes hjerte, Lars Muhl, HarperCollins, 300 kr.

– Lars Muhl er en stor spirituel lærer, der studerer aramæisk og gamle tekster før Kristi fødsel og forsøger at finde svar på, hvad vi kan bruge dem til i dag, og hvordan vi kan finde frelse, fred og lyset inde i os selv.

Til himlen og tilbage, Eben Alexander, Forlaget Det Blå Hus, 300 kr.

– Eben Alexander er neurokirurg og har oplevet mange patienter, der for en stund har været døde og fortalt, at de har set lys. Han har lyttet til dem, men ikke taget det alvorligt. Indtil han selv fik meningitis og blev erklæret hjernedød. I den tid, han var væk, fik han en helt klar oplevelse af ’verden på den anden side’, og da han mirakuløst vågnede igen, kunne han huske alt.

Engle i mit hår, Lorna Byrne, Borgen, 300 kr.

– Der er mange mennesker, der har en fornemmelse af, at der er noget omkring dem uden at kunne definere det nærmere. Irske Lorna Byrne har det på samme måde, men hun ved, hvad det er. Siden hun var barn, har hun oplevet nær kontakt med engle.

Universet er med dig, Gabrielle Bernstein, Borgen, 300 kr.

– Gabrielle Bernstein fortæller om, hvordan universet altid er med dig, og du aldrig er alene. Hun taler meget direkte og kærligt til læseren, der kan blive beroliget af hendes ord og finde tillid til livet igen.

5. Hjælpen, og krystallen er nær

Det er, som om krystaller har fået deres eget liv og dukker op overalt lige nu, særligt i dit Instagram-feed. Noell Elise Wakeroots står bag profilen @noellcrystals, hvor hun dyrker sin passion og, nå ja, sælger krystaller. Hun hjælper os her med at forstå, hvorfor vi skal have de små fine sten liggende, ud over at de er smukke.

Hvad bør alle vide om krystaller?

– Krystaller er mere end skønhed. Hvis du køber en krystal for at bruge den som energiredskab, skal du investere mere end dine penge i den. Krystaller vibrerer ligesom alt andet, og det er først, når du aktiverer dit stærkeste energiredskab, dig, at krystallerne virkelig begynder at gøre en forskel. Du kan opnå gavnlig effekt af deres energi, fordi de kan støtte dig i at transformere din energi og din indstilling til livet, vække latente kompetencer eller styrke egenskaber, som du allerede har.

LÆS OGSÅ: Marie Damm: "Vi mangler ikke kun meningen med livet. Vi mangler også tid"

Hvad er den største opdagelse, du selv har gjort inden for krystaller?

– At de faktisk virker. Når jeg fortæller dem mine intentioner, jamen, så oplever jeg større styrke, kreativitet, flow, bedre søvn, mere harmoni og ro eller større grounding. Jeg er ligesom de fleste opdraget i et evidensbaseret samfund, og for mange år siden var jeg da også skeptisk og tænkte, at krystaller, numerologi og den slags var noget spirituelt vås. Men du skaber ikke nye resultater i dit liv ved at fortsætte med alt det, du plejer at gøre. Og hvis du er det mindste nysgerrig på krystaller, så spring ud i det.

krystaller
Foto: Getty Images.

Hvordan bruger man krystaller i hverdagen?

– Når du vil bruge dem som et aktivt energiredskab, handler det om intentioner. Det vil sige, at du bevæger dig væk fra drømme og sætter tid af til at konkretisere, hvad det er, du ønsker, krystallen skal støtte dig i. Det kan være alt fra mere balance og harmoni i dit liv til større koncentration og kreativitet, kærlighed eller dit drømmejob. Så siger du det højt og lukker øjnene, mens du har din krystal i hånden. Visualiser dine intentioner, og placér krystallen et sted, hvor du ofte ser den, så den virker som en konstant reminder. Prøv det, og mærk, hvad der føles naturligt og givende for dig.

Hvilken krystal bør alle kvinder have?

– Tigerøje! Vi kvinder mærker vores omgivelser utrolig meget, og det kan være en kæmpe styrke. Men det kan også dræne os og fjerne energi og fokus fra det, der bringer os glæde. Tigerøjet støtter dig i at filtrere negativ energi fra og stå stærkt i dig selv. Den er god, hvis du vil arbejde med din indre styrke, dit selvværd og dine kreative evner. Krystallerne er energi-accessories, der kan styrke og udvikle dig på din rejse.

6. Lille spejl på væggen dér...

Jamen garderoben skal da også have et skud magi? Ja, den skal da så! Pynt dig med fe-sko og lykke i et smykke.

ROXY GREEN PALM EARRING
Ørering, ELHANATI, 19.575 kr.

1. En grøn amulet

Det er ikke svært at tro på, at højere magter vil tage sig ekstra godt af dig, hvis den smukke palmeørering hænger og dingler i øret. Den danske smykkedesigner Orit Elhanati bruger ædelsten i sine kreationer og er bevidst om deres styrker.

– Stenen er en malakit, en levende grøn ædelsten med karakteristiske striber, der har været brugt som en beskyttende amulet af de gamle egyptere. Den giver dig mod på at være den, du er. Den rydder op og skaber orden i kaos, siger Orit Elhanati.

clutch
Clutch, OLYMPIA LE-TAN x BASQUIAT, 8.580 kr.

2. Skattekiste

Oplagt at gemme orakelkort, krystaller og tryllestav i den ’onde’ clutch fra Olympia Le-Tan.

Sophia Webster
Stiletter, SOPHIA WEBSTER, 5.190 kr.

3. På fødderne af en fe

… Kunne disse stiletter meget vel sidde. Du er også en slags fe. De kan også sidde på dig. Men måske skal du først bede til højere magter om flere stakater.

7. Underjordisk

“10 % uhyggeligt – 100 % magisk.” Sådan står der på Cisternernes hjemmeside, og de har ret.

Cisternerne er en underjordisk kunsthal, og det grotteagtige museum ligger under Søndermarken på Frederiksberg. De har inviteret det danske kunstnerkollektiv Superflex til at stå for udstillingen It is not the end of the world, der løber til 30. november. Det er en tidsrejse ind i fremtiden mod det ukendte. Vi samler mod til at gå ned i dybet.

cisternerne
Pisseuhyggeligt under jorden i Cisternerne på Frederiksberg. Foto: Philip Ørneborg.

Cisternerne.dk

8. Oasen

Omgivet af palmer i Vinterhaven kan du lade skuldrene falde og mærke, hvordan Carl Jacobsen i 1882 med Glyptoteket ikke bare ville introducere københavnerne for kunst, men også for en oase, hvor de for en stund kunne glemme hverdagens opslidende gøremål. Det lykkes stadig i dag. Glyptotekets café har fået nyt navn, Picnic, og menukortet byder på seriøse croissanter, gedeost og kaffe fra Prolog. Er det spirituelt? Nej. Men du kommer lidt tættere på himlen.

Vinterhaven Ny Carlsberg Glyptotek
I Palmehaven i Glyptoteket serverer de gedeost. Det er en ret spirituel oplevelse. Foto: Kim Nilsson

Glyptoteket.dk

9. Magi skal ses på skærmen

Du har brug for at føle dig som en del af noget større. Men du har ikke fået booket den tid hos clairvoyanten, og du orker ikke at lytte til endnu en meditation på Headspace-app’en. Du laver popcorn og sætter dig i sofaen foran flimmeren. I skrædderstilling, trods alt.

Labyrinten
David Bowie har vores 80’er-hjerte i Labyrinten (1986).

Labyrinten (1986)

En 16-årig pige i en labyrint omgivet af fabeldyr og David Bowie som troldkonge med hår som Axl Rose i 80’erne, tricot og lipgloss. Alt er godt i den film.

Stranger Things (2016)

Netflix-serien, der gav Winona Ryder et comeback, og som tog røven på os igen og igen med de søde 80’er-børns overnaturlige evner og en underverden, der hele tiden er ved at boble op og indtage den virkelige verden.

Harry Potter (2001-2011)

Det kan godt være, at bøgerne er virkelig gode. Men der er heller ikke noget i vejen med Harry Potter-filmene med vores helte Harry, Hermione og Ron. Kan man få Harry Potter-kostume i voksenstørrelse?

Den uendelige historie
Hunden med flapører, Falkor i Den uendelige historie (1984).

Den uendelige historie (1984)

Eventyrfilm, baseret på Michael Endes roman, med den nuttede hund Falkor med flapører, der flagrer i vinden. Filmen fungerer som en tidsrejse tilbage til barndommen.

Buffy the Vampire Slayer (1997-2003)

Sarah Michelle Gellar har i rollen som vampyr-bekæmper i tv-serien nok at se til med dæmoner, der skal slagtes, og kærlighed, der skal tøjles.

LÆS OGSÅ: Græd igennem: 19 film der sætter gang i tårerne

Ringenes Herre (2001-2003)

Tolkiens hovedværk transformeret til film skudt i New Zealand med et budget på 270 millioner amerikanske dollars. Liv Tylers alfeører er altså også pænt troværdige.

Troldmanden fra Oz (1939)

Det er en ældgammel film, men den var fremme i Technicolor-skoene dengang. Judy Garland er purung med rottehaler og hænger ud med fugleskræmsler, hekse og løver.

The X-files
De gode gamle X Files-dage med Mulder og Scully.

The X-Files (1993-2002)

Hvem gider trylle os tilbage til David Duchovnys storhedstid, da han og Gillian Anderson, i rollerne som agenterne Mulder og Scully, var med i tv-serien, som på mere end ét plan gav os kuldegysninger?

10. Træk et kort

Det kan godt være, at kalenderen siger medarbejderudviklingssamtale og præsentation af ny strategi, men hvad er din sjæls dagsform? Kan du ikke helt finde ind og mærke efter, kan du trække et orakelkort, der kan lede dig på vej. Skal du være opmærksom på at ’Se tegnene’ og ’Fortælle sandheden’ eller er det bare ’Tid til en lur’?

tarotkort
Hvordan ser fremtiden ud? Spørg dine tarotkort.

Oraklets visdom med 52 kort, 269 kr.

11. Det står skrevet i stjernerne

Keder dine ører sig, kan du imødekomme dem med podcasten Astropod. De to værter Marianne Gellert og Amalie Bendixen gennemgår stjernetegnene ét for ét, og de ved, hvad de taler om.
Hvad bør alle vide om astrologi?

– At du er mere end bare dit stjernetegn. Astrologi er dybere, end hvad ugebladene og bagsiden af BT gør det til. Dit stjernetegn, også kaldet soltegn, er kun toppen af isbjerget. Hvis du vil vide mere anbefaler vi, at du som minimum finder ud af, hvad din ascendant og dit månetegn er, så du kan få et større indblik i dig selv. Find ud af præcis hvor og hvornår på dagen, du er født. Så kan du lære meget mere om dig selv og dit horoskop. Astrologien kan være et menneskeligt kompas, som kan hjælpe dig med at navigere i verden og være mere overbærende og forstående over for dig selv og andre.

Hvilket stjernetegn har den mest farverige personlighed?

– Alle stjernetegn er farverige på hver deres måde, men hvis vi skal nævne ét, hvilket vi ikke er meget for, må det nok være løven. Den er og bliver en fest, hvis altså den har fået medgang i livet, for der findes også mislykkede løver med kombinationen af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid. Men generelt har løven altid en flok i halen på sig, når den fører sig frem, for der er masser af vitalitet og fest der, hvor den er.

Hvilket stjernetegn har den mest røvsyge personlighed?

– Lad os aflive myten én gang for alle: Der findes ingen røvsyge stjernetegn! Alle tegn indeholder noget dejligt og elskeligt, og vi synes fx, at det er synd for skorpioner, at folk er bange for dem, fordi de altid bliver fremstillet som sexgale psykotiske vampyrer, der ikke kan tale om følelser. Og det er måske endnu mere synd for jomfruer og stenbukke, der altid beskrives som de mest konservative, ordentlige og kedelige personligheder. Jomfruer run the world, og stenbukke bestiger bjerge. Desuden er der mange, som tror, at tvillingen er Peter Lundin, men lad os slå fast, at de ikke er two faced psychopaths, men til gengæld din allerbedste telefonven, og den, du skal hægte dig på, hvis du føler dig introvert og skal til fest.

Hvorfor tror I, at vi har så stort et behov for at beskæftige os med spiritualitet netop nu?

– Folk trænger til en bid åndelig føde. I en verden, hvor alt drejer sig om at præstere, nå til tops og se godt ud på Instagram, er vi ved at indse, at vi mangler noget substans i hamsterhjulet. Vi tror, at særligt de unge hungrer efter at kradse lidt i lakken. Spiritualitetens opblomstring er forfriskende, fordi du kan plukke lidt hist og her og ikke behøver at leve efter én sandhed.

12. Stenede cremer

Nej, det er ikke nok, at du ruller en jaderulle over dit ansigt og går rundt med en rosenkvarts i lommen. Der skal også krystaller i din creme. Det amerikanske mærke Herbivore Botanicals har lavet en bodyscrub med ametyst, som giver energi og nulstiller krop og sjæl, og herhjemme har danske Amazing Spaces nye hudplejelinje, Precious Skin, tilsat ædelsten, diamanter og perler for at øge virkningen.

Amethyst Crystal creme
Der er sten i min creme...? Yes, den er god nok.

Crushed Amethyst Exfoliating Body Polish, HERBIVORE BOTANICALS, 290 kr.

13. Vis mig dit ansigt, og jeg skal sige dig, hvem du er

Der sker noget forunderligt inde hos Fattima Loreen, der har klinik på Vimmelskaftet 41 a i København. Hun kan nemlig kigge på dit ansigt og fortælle dig om dine styrker og svagheder, og hvilke potentialer, du med fordel kan bygge videre på. Det kan være svært at forestille sig, at folderne langs øret og panderynkerne kan afsløre oplevelser fra din fortid, dine følelser og mønstre. Men det kan de, vi sværger! En facereading hos Fattima tager en time og koster 950 kroner, og det føles ikke særlig hokus pokus-agtigt, når hun sidder på stolen overfor dig, iagttager dit ansigt og fortæller dig, hvad hun ser. Men det føles, som om hun ser lige igennem dig.

Fattimaloreen.dk

LÆS OGSÅ: Forfatter Olga Ravn: ”Jeg har altid haft et stærkt behov for at føle mig forbundet"

14. Dybe lommer

Victoria Beckham har ofte hænderne placeret i lommerne, hvor hun gemmer på krystaller, som hun aldrig forlader hjemmet uden. “Min første krystal var en sort obsidian, som jeg altid har på mig,” siger hun. Til det formål har designeren kreeret bukser med en lille, hemmelig lomme, så den sorte sten og hendes andre dyrebare venner har deres egen hule, hvorfra de kan give god karma. Også Gwyneth Paltrow har med sit livsstilsunivers Goop.com vist sin spirituelle side frem med en hel sektion om astrologi, numerologi og auralæsning.

Gwyneth Paltrow
Gwyneth Paltrov føler det. Hvordan magien bare er overalt. Foto: Getty Images.

Goop.com

15. Chakra-pleje

Der findes et sted på Østerbro i København, hvor dine chakraer får fuld opmærksomhed. Klinikken Dare to Cares nye sommerbehandling koncentrerer sig nemlig ikke udelukkende om at skabe smuk hud, men også at om få sat gang i din indre glød. Inden du lægger dig på briksen, skal du fra en lille skål vælge én ud af syv chakrasten, som bliver placeret på dit hjertechakra, når du har lagt dig. Kroppen bliver vugget for at give ro til nervesystemet, og dine fødder bliver renset, trykket på og pakket ind i varme sten. Åh ja. Behandleren åbner dine chakraer med aromaterapi, renser og peeler din hud, vækker ansigtet med ansigtszoneterapi, varme og kolde klude og frosne jade- og rosenkvartsruller, så blodet suser. Som afslutning bliver dårlig energi sluset ud med hurtige fejende bevægelser henover kroppen. Og så er du nærmest som genfødt.

Slagelsegade
Bliv vægtløs og få strålende hud med en behandling hos klinik Dare to Care.

Natural Summer Beauty hos Klinik Dare to Care, 895 kr. Klinikdaretocare.dk

16. Hvor end du er …

Det er sært, hvordan fysiske stræk og åndedrætsøvelser kan få hovedet til at føles 10 kilo lettere. Tak for den kloge opfindelse yoga, gamle indiske zentyper. Nu bliver det endnu lettere at udføre trikonasana og kobraen og alle de andre energigivende yogastillinger. Den nye danske app, Hello Yoga, der lige om lidt også bliver lanceret i New York og London, er den første af sin slags, der kan sætte dig i forbindelse med en yogalærer, som via livestreaming vil give dig privattimer via livestreaming. Så når din lærer står i autentiske Goa, står du selv på din lejligheds støvede plankegulv.
En session på 55 minutter koster ca. 65 kroner.

yoga
Se, hvad jeg kan, se, hvad jeg kan! Jeg kan stå på hovedet nu... Foto: Ritzau.

Download app’en Hello Yoga, og se mere på Helloyoga.com

Anbefalet til dig