Småborgerlighed

Småborgerlighed

"Mange af os lever et firkantet og konformt liv præget af småborgerlige principper"

Rejs dig fra cafébordet, drop mageligheden og vanerne, og giv dig selv nogle nye oplevelser. Det øger dine chancer for at få et langt liv og et ungt og åbent sind, mener ugens debattør.

Af Maiken Skeem

DEBAT: En netop fraskilt debattør skrev for nogen tid siden et indlæg på Alt.dk, hvor hun beskrev, hvordan hun kedede sig bravt ved parmiddage – og faktisk også havde gjort det før sin skilsmisse. Den endeløse sniksnak om biler, børn og tilbygninger, og et "jeg" der fuldstændigt havde veget pladsen for et "vi", undrede hende. Debattøren har nok en pointe: Set udefra, og nogle gange indefra, kan samtalen til tider måske være lidt ensporet. Men det er vel naturligt nok og ikke nødvendigvis kun dårligt, at man smelter sammen i sin symbiotiske tosomhed. Når vi sidder der ved langbordet i godt selskab med manden eller kæresten, sammen med de samme to, fire eller seks mennesker og taler om de samme ting, som vi i øvrigt for det meste er enige om – så er der nok en risiko for, at vores verden snævrer sig indi stedet for at åbne sig op. Måske endda en fare for, at vi
bliver gamle før tid.

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40

Alle har nok en ambition om at hænge fast i livet så længe som muligt. Også gerne med et ungt og åbent sind. At løbe livet halvt ud af os selv på motionsstien, skifte de gamle lidt trætte bryster ud med nye og spise gluten- og sukkerfrit bremser nok kroppens rappe forfald en smule. Men de måske lidt for trygge rammer og den sathed, der nogle gange følger med, gør os gamle før tid. Og hvad er der ved at have et forstokket sind spærret inde i glat hud og en spændstig krop?

Hvis vi derimod bryder med hverdagens og weekendens rutiner, risikerer vi at få både store oplevelser og et langt liv. Ifølge forfatteren Henning Kirk, som har skrevet bogen "En kort guide til et langt liv", handler det nemlig også om ikke at for-falde til rutinernes trygge forudsigelighed og kun at omgås mennesker, vi kan spejle os i. Selvfølgelig skal vi spise sundt og motionere, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive 100 år, så skal vi for Guds skyld ikke falde i staver ved det samme kaffebord – og blive siddende der og nikke til hinanden. Selvom det kan være ubehageligt at bryde de trygge rammer, så lad os gøre det alligevel. Det er sundt nogle gange at bevæge os ud af vores komfortzone, pirke lidt til vanens magt. Vi skal prøve at gå andre veje, end vi plejer, og sørge for også at møde nye mennesker, gerne nogle med et andet syn på livet end os selv. Vi skal, hvis vi skal leve efter Henning Kirks opskrift på et langt liv, bryde vanerne – udfordre os selv på, hvad vi kan, gør og tør.

Når vi så sidder der til parmiddagen med de venner, som ofte ligner os selv, og over den tunge rødvin måske taler lidt for længe om, hvilken slags bordplade eller greb vi skal vælge til det nye køkken, om hvor mange dage vi kan brødføde familien af den biodynamiske grøntsagskasse, vi får leveret direkte til døren fra en gård på Fyn – eller hvilke unikke og banebrydende pædagogiske principper, der hersker på børnenes skole, så kan tanken godt strejfe en: Er vi, uden vi opdagede det, alle sammen blevet aldrende vanemennesker forklædt i et yngre, lidt for selvfedt skind? Dem, vi var engang, impulsive, fandenivoldske, uden staffage, lir og behov for at sætte os selv i scene, kan være svære at få øje på. De kommer kun frem i alt for korte glimt.

Vi lever nu på den absolut yderste kant af vores ungdom. Vi benægter det utvivlsomt, men mange af os fører faktisk på mange måder et ret firkantet og konformt liv præget af småborgerlige principper. Vi sørger bare for at pakke det ind i glinsende story telling, så det fremstår mere raffineret og med kant. Det gælder for eksempel det, vi putter i munden: Den trestjernede er smidt ud af køleskabet og erstattet af økologisk saucisson sec af fransk vildsvin, både flæskestegen og havregrøden er genopstået i vores nye nordiske køkken, og filterkaffen har opgivet kampen mod Nespresso-kapslerne. Vi genopfinder klassikerne – men glemmer, at de som meget andet, vi fylder vores liv op med, nedstammer fra den småborgerlige højborg, som vi elsker at hade.

Tre måltider på faste klokkeslæt
Min generation er for længst overhalet både indenom og udenom af vores forældre, det grå guld. De har, uden vi måske bemærkede det, rejst sig fra kakkelbordet og er ude og prøver kræfter med livet: De stavrer af sted på pilgrimsfærd, er på højskole, yoga-retreat i Indien eller går til bodysurfing og kører off piste på gletcherisen. Ok, de har både mere tid og friværdi end os, og de har ingen børn at tage hensyn til. Men børn er ikke altid en hindring. De kan derimod sagtens være en undskyldning for at opretholde dagens tre måltider på faste klokkeslæt eller være en sovepude for ikke at gøre noget nyt og anderledes. Visse hensyn skal man selvfølgelig tage – men ofte overskuer børnene langt mere, end man tror: De har nemlig nogle gange modsat deres forældre både nysgerrighed og et åbent sind i behold.

Her midt i livet kan det være svært at få selvbedraget om den evige ungdom til at strække ret meget længere. Fremtiden er muligvis kortere end fortiden, og vi må se i øjnene, at der er ting, vi aldrig nåede. Men selv om både rynker og grå hår er blevet flere end få, så kan vi jo sagtens bevare et ungdommeligt sind og håbe på at ramme de 100 år. Derfor: Måske skulle vi lidt oftere flytte middagsselskabet ud af de "beskyttede boliger" i forstæderne eller ud af lejlighederne. Lad os rykke samvær ud under åben himmel, eller bare mødes omkring noget andet og mere aktivt end tung rødvin og økologisk mad – og måske endda strække os til at
invitere nogle andre mennesker, som ikke ligner os selv, med. En flad madpakke i det fri, oven på en anderledes og udfordrende oplevelse, kan sagtens smage lige så godt eller bedre end palæo ved langbordet.

At kaste vanens magt over bord, skrotte mageligheden og i stedet gøre noget nyt giver bonus: Det udfordrer og beriger os, som enkelte individer, som kærester eller som venner. Vi bliver måske endda dem, vi var engang – mere end bare i glimt. Vi får fælles oplevelser og fælles minder, som vi efterfølgende deler, griner af, ser tilbage på og skåler for. Og så risikerer vi oven i købet at blive gamle af det.

LÆS OGSÅ: Folk tror, man er død eller sur, hvis man ikke lige svarer på sms, mail og messenger"

LÆS OGSÅ: Ligger lykken i udlandet? 2 kvinder tog springet

LÆS OGSÅ: Søren Østergaard: Jeg valgte kærligheden frem for barnet"

Om skribenten

Maiken Skeem er 44 år og journalist og kommunikationskonsulent. Hun er bosat i den franske landsby Pitegny 18 km. fra Genève. Har arbejdet og boet med sin familie i både Cambodja og Myanmar. Maikenskeem.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund