Marina var ensom, selvom hun har både mand, barn og arbejde - nu har hun fundet en vej ud

– Jeg besøgte min mor stort set hver dag, da hun levede. Hun boede i nærheden, og jeg tog min datter med derover. Vi snakkede om vind og vejr. Om alting og ingenting. Vi kunne grine sammen, og vi havde også stunder, hvor vi fik vendt mere alvorlige ting. Jeg har to noget ældre brødre, men de var ikke knyttet på samme måde til min mor. I efteråret 2005 fik min mor konstateret blærekræft, hun blev indlagt i december ved juletid, og så døde hun den 5. februar 2006, kun 58 år gammel. Det var et hurtigt og intenst forløb, og det kom nok som et chok for mig, at jeg mistede hende på så kort tid.

– Mens min mor var syg, gik jeg og gemte lidt på, hvordan jeg havde det. Jeg havde jo min lille datter, jeg skulle virke stærk udadtil, og jeg skulle have hverdagen til at fungere. Hverken min far eller mine brødre havde lyst til at tale om det. Da min mor døde, var min umiddelbare reaktion selvfølgelig, at jeg blev rigtig ked af det. Der var så meget, jeg gerne ville have haft, at hun skulle have oplevet. Samtidig manglede jeg pludselig en at snakke og grine med, men jeg forsøgte at skjule mine følelser, så jeg ikke virkede som om, jeg var ved at gå helt i hundene, for de andre virkede som om, de kom ret hurtigt over det og videre.

LÆS OGSÅ: Se hvordan Signe brød tabu om ensomhed: "Folk var meget rummelige omkring det"

– I løbet af et par måneder blev jeg mere og mere inaktiv og tog også på i vægt. Jeg har ellers altid været meget aktiv, men pludselig var jeg så træt hele tiden, jeg havde meget svært ved at komme op om morgenen, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for at passe mit arbejde og min datter. Mad var noget, der bare skulle laves og sættes på bordet, og så skulle vi ellers have dagene til at gå. Min kæreste bemærkede også, at jeg blev mere og mere kort for hoved, og han forsøgte virkelig at tage hånd om mig og opmuntre mig til, at vi lavede ting sammen. Han var sådan set den eneste, jeg følte, at jeg kunne tale med om mine følelser, men samtidig ville jeg ikke byde ham, at jeg talte om det hele tiden.

– Mine veninder faldt efterhånden fra. Nok fordi jeg mistede interessen for dem. Jeg havde rigeligt at gøre med at få min dagligdag til at køre, så jeg ikke hele tiden stod og græd hen over aftensmaden. Jeg fik det værre og værre, blev sygemeldt fra mit arbejde og efter nogle måneder blev jeg fyret. Jeg kunne ikke fungere på arbejdet, jeg glemte ting og blev uvenner med mine kollegaer. På et tidspunkt følte jeg, at jeg var kommet så langt ud, at jeg blev nødt til at gøre noget, ellers ville det ende helt galt. Jeg fik hanket op i mig selv, fik arbejde og nogenlunde styr på mit liv hen over sommeren og efteråret 2007.

LÆS OGSÅ: 27-årige Stine: Jeg har aldrig lært at bearbejde følelser

– Ensomheden var der dog stadig, og det var svært for mange at forstå, hvordan jeg kunne føle mig ensom, når jeg både havde mand, barn og arbejde. Men man kan godt være ensom og føle, at man mangler noget, selvom man ikke er helt alene i verden. Jeg savnede et fællesskab og nogen at snakke med udover min familie og mine fire vægge. Jeg havde behov for at have en veninde, jeg kunne besøge eller tage i byen med for at få et afbræk i hverdagen, men det havde jeg ikke. Jeg oplevede, at det var svært at genoptage kontakten med mine gamle veninder, for nu var der gået så lang tid, og hvad skulle vi så egentlig snakke om? Jeg ville heller ikke tigge og bede dem om at være sammen med mig.

– I de senere år har jeg været præget af vinterdepressioner. Jeg tror, at vinteren og julen minder mig om min mor. Men jeg er blevet bedre til at håndtere det, for jeg kan mærke, hvis det er på vej, og så reagerer jeg på det, inden jeg ryger helt ned i et sort hul. Ensomheden er der stadigvæk, men i dag kan jeg tænke på min mor uden at blive ked af det. I stedet sidder jeg med et smil på læben og husker alle de gode minder.

– Jeg skal have etableret mig en ny vennekreds, og da jeg på Facebook blev opmærksom på Værket, som er et netværk for ensomme, tog jeg mod til mig og begyndte der i maj 2016. Vi er en gruppe på seks, der mødes en gang om ugen med to frivillige, der hjælper os i gang med forskellige øvelser, der skal gøre os bedre til at gå ud og møde andre mennesker. Jeg føler, at jeg har fået et venskab med et par stykker af dem i Værket, og vi har da talt om at tage en tur i byen sammen. En af øvelserne går ud på, at man også skal blive bedre til at gøre ting selvstændigt, så jeg har f.eks. prøvet at gå alene på restaurant. Først føltes det helt forkert, men det er det jo ikke, der er mange, der går ud og spiser alene. Jeg tager små skridt, et ad gangen, og jeg siger til mig selv, at jeg sgu skal ud op opleve noget, og det giver mig lidt et sus, kan jeg mærke. 

LÆS OGSÅ: Derfor deler vi sårbare ting på Facebook

LÆS OGSÅ: Camilla deler sin diagnose på Facebook: "Jeg overvejede ikke, at den største gevinst ville blive for mig selv"

LÆS OGSÅ: "Min bror døde pludseligt i 2014, og min verden styrtede sammen i et kaos af smerte, savn, sorg, frustration og magtesløshed"