Marlene Toldbod Jakobsen: "Kan ensomhed være en gave?"

Ensomheden dukker op, hvor det skal være. Uanset om man er den ekstroverte type og står til en fest omgivet af mennesker, men ikke føler sig forbundet til en sjæl der. Eller hende, som sidder i gruppen af nybagte venindemødre og ikke har en amme-bh at vise frem – bevidst valgt eller uretfærdigt naturstridigt. Eller når ens guddatter hopper i ens seng og peger på venstre side, imens hun spørger: “Hvem sover der?” og man bliver flov over at skulle sige til en to et halvt-årig, at det er der ingen, der gør. Måske er det, fordi ensomheden har helgarderet sig. Den sørger for at forhindre samværet. Nærværet. Samtalen. Intimiteten. Dens natur er sådan indrettet, at den på én gang higer efter og samtidig skyr selskab. Ensomhed diskriminerer ikke, og alle kan få følgeskab af den.

Jeg lærte for nylig om begrebet ’hudsult’, som jeg aldrig før havde hørt om. Huden sulter. Man kan næsten se for sig, hvordan det fysisk kan udspille sig: Porerne åbner sig som små munde og skriger på næring. Det, huden sulter efter, er berøring. Begrebet stammer fra hjemmeplejen og opleves ofte af at ældre mennesker, fordi de er meget alene uden ret meget kontakt til andre. Hvis jeg tænker over det, er det nogle gange ikke ret meget anderledes at være en 33-årig freelancejournalist, der bor alene og arbejder hjemme. Og er man samtidig single, er der nul og niks at hente på den konto. Man kan faktisk nærmest komme galt af sted, for bliver man uventet berørt af en mand, er der ingen garantier for, hvordan man reagerer.

LÆS OGSÅ: Selma Judith fandt hjælp i tatoveringer: "Se, det er mig, og jeg ved godt, jeg er kikset"

Sidste sommer løb jeg ind i en gammel bekendt, som jeg ikke har følt andet for, end at han er én, jeg hilser på. Vi stod blandt en masse andre mennesker, og da han skulle forbi mig for at gå videre, lagde han let hånden på min lænd for at snige sig rundt om mig. Tiden stod stille. Hjertebanken. Røde kinder. Tankerne ræsede af sted: “Er han egentlig ikke single? Hvorfor har jeg aldrig opdaget, at han har pæne sko? Ej, ville det ikke være spøjst, hvis vi efter alle disse år skulle være sammen?” Alt sammen inden for de cirka otte sekunder, det tog ham at komme videre og tage sin hånd med sig. Og bevares, han er da en sød fyr. Men man skulle tro, at det var verdens mest sexede mand, der stod foran mig. Det var det ikke. Det var en murer fra Nordjylland, og det var hudsulten, der talte. Eller nærmere råbte og skreg. Det ved jeg nu. Men det tog da lige et dyp i Vesterhavet at køle af.

Man skal ikke negligere, hvor altomsluttende ensomhed kan føles, når den peaker. For det kan være som en sorg, hvor man ikke sørger over at blive alene, fordi man har mistet en anden. Men over at miste sit ståsted. Sit tilhørssted. For pludselig hører alle andre til end én selv. Folk omkring sig, som de kalder deres. Og så står man der og mangler et vidne til sit liv. Som når man eksempelvis har haft den perfekte lørdag med en runde på det lokale loppemarked akkompagneret af kaffe og mandelcroissant og en tur i Frederiksberg Have, hvor træerne viser deres forårspragt frem, for endeligt at ende under en varmelampe på Gammel Kongevej med et glas rødvin i den ene hånd og en bog i den anden. Sådan en dag, hvor det føles, som om den klare luft, man trækker ind, får sommerfuglene til at flakse i maven. Man er faktisk en lille smule forelsket i sit eget liv. Men hvad gør det, når ikke en sjæl opdager det? Betyder det så overhovedet noget? Selvfølgelig gør det det. Det betyder alt. Men vidnesbyrd er vigtigt. Det har historien lært os. Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbruddet, De druknede og de frelste om hans holocaust-traume og Auschwitz-erindringer er blevet samlet i ét værk, som hedder præcis det: Vidnesbyrd. Fordi det er vigtigt, at nogen ser os. Ser det, der sker omkring os. Med os. Husker os. Anerkender, at vi findes. Og selvfølgelig i endnu højere grad, når der er dele af verden, der insisterer på at udslette og tilintetgøre. Vidnesbyrd er et ansvar, vi har over for hinanden – det er et vilkår, som de færreste kan leve deres liv uden.