ensomhed
Foto: Polina Vinogradova Du er faktisk ret vild med dit liv, men du har ikke nogen at dele glæden med. Ensomhed kan være en satans følelse.

Marlene Toldbod Jakobsen: "Kan ensomhed være en gave?"

Er du ensom? Mange er, men få taler om det. Hvorfor er det så hulens svært at tale om? Og hvordan ved man, at man er ensom – hvordan føles det? Skribent Marlene Toldbod Jakobsen går på opdagelse i ensomhedens væsen, både sin egen og kulturens, og undersøger, hvad ensomhed er for en størrelse, og hvordan vi kan blive bedre til at gøre den selskab.

Ensomheden dukker op, hvor det skal være. Uanset om man er den ekstroverte type og står til en fest omgivet af mennesker, men ikke føler sig forbundet til en sjæl der. Eller hende, som sidder i gruppen af nybagte venindemødre og ikke har en amme-bh at vise frem – bevidst valgt eller uretfærdigt naturstridigt. Eller når ens guddatter hopper i ens seng og peger på venstre side, imens hun spørger: “Hvem sover der?” og man bliver flov over at skulle sige til en to et halvt-årig, at det er der ingen, der gør. Måske er det, fordi ensomheden har helgarderet sig. Den sørger for at forhindre samværet. Nærværet. Samtalen. Intimiteten. Dens natur er sådan indrettet, at den på én gang higer efter og samtidig skyr selskab. Ensomhed diskriminerer ikke, og alle kan få følgeskab af den.

Jeg lærte for nylig om begrebet ’hudsult’, som jeg aldrig før havde hørt om. Huden sulter. Man kan næsten se for sig, hvordan det fysisk kan udspille sig: Porerne åbner sig som små munde og skriger på næring. Det, huden sulter efter, er berøring. Begrebet stammer fra hjemmeplejen og opleves ofte af at ældre mennesker, fordi de er meget alene uden ret meget kontakt til andre. Hvis jeg tænker over det, er det nogle gange ikke ret meget anderledes at være en 33-årig freelancejournalist, der bor alene og arbejder hjemme. Og er man samtidig single, er der nul og niks at hente på den konto. Man kan faktisk nærmest komme galt af sted, for bliver man uventet berørt af en mand, er der ingen garantier for, hvordan man reagerer.

LÆS OGSÅ: Selma Judith fandt hjælp i tatoveringer: "Se, det er mig, og jeg ved godt, jeg er kikset"

Sidste sommer løb jeg ind i en gammel bekendt, som jeg ikke har følt andet for, end at han er én, jeg hilser på. Vi stod blandt en masse andre mennesker, og da han skulle forbi mig for at gå videre, lagde han let hånden på min lænd for at snige sig rundt om mig. Tiden stod stille. Hjertebanken. Røde kinder. Tankerne ræsede af sted: “Er han egentlig ikke single? Hvorfor har jeg aldrig opdaget, at han har pæne sko? Ej, ville det ikke være spøjst, hvis vi efter alle disse år skulle være sammen?” Alt sammen inden for de cirka otte sekunder, det tog ham at komme videre og tage sin hånd med sig. Og bevares, han er da en sød fyr. Men man skulle tro, at det var verdens mest sexede mand, der stod foran mig. Det var det ikke. Det var en murer fra Nordjylland, og det var hudsulten, der talte. Eller nærmere råbte og skreg. Det ved jeg nu. Men det tog da lige et dyp i Vesterhavet at køle af.

Man skal ikke negligere, hvor altomsluttende ensomhed kan føles, når den peaker. For det kan være som en sorg, hvor man ikke sørger over at blive alene, fordi man har mistet en anden. Men over at miste sit ståsted. Sit tilhørssted. For pludselig hører alle andre til end én selv. Folk omkring sig, som de kalder deres. Og så står man der og mangler et vidne til sit liv. Som når man eksempelvis har haft den perfekte lørdag med en runde på det lokale loppemarked akkompagneret af kaffe og mandelcroissant og en tur i Frederiksberg Have, hvor træerne viser deres forårspragt frem, for endeligt at ende under en varmelampe på Gammel Kongevej med et glas rødvin i den ene hånd og en bog i den anden. Sådan en dag, hvor det føles, som om den klare luft, man trækker ind, får sommerfuglene til at flakse i maven. Man er faktisk en lille smule forelsket i sit eget liv. Men hvad gør det, når ikke en sjæl opdager det? Betyder det så overhovedet noget? Selvfølgelig gør det det. Det betyder alt. Men vidnesbyrd er vigtigt. Det har historien lært os. Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbruddet, De druknede og de frelste om hans holocaust-traume og Auschwitz-erindringer er blevet samlet i ét værk, som hedder præcis det: Vidnesbyrd. Fordi det er vigtigt, at nogen ser os. Ser det, der sker omkring os. Med os. Husker os. Anerkender, at vi findes. Og selvfølgelig i endnu højere grad, når der er dele af verden, der insisterer på at udslette og tilintetgøre. Vidnesbyrd er et ansvar, vi har over for hinanden – det er et vilkår, som de færreste kan leve deres liv uden.

Ensomhed

Ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelse Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil, offentliggjort i marts 2018, nedsætter dårlig mental sundhed og ensomhed danskernes middellevealder mere end svær overvægt.

Næsten 20 procent af 180.000 adspurgte unge danskere i alderen 16-24 år er ensomme.

Storbritanniens premierminister Theresa May udnævnte i januar 2018 landets – og verdens første ensomhedsminister og satte dermed ensomhed på den nationale, politiske dagsorden

Den amerikanske skam-forsker (som i følelsen, ikke serien) Brené Brown har et begreb, som hun kalder ’at leve helhjertet’. Det er ikke på selvhjælpsk manér a la sådan-bliver-du-lykkelig-for-evigt-hvis-du-taber-fem-kilo-og-finder-manden-eller-kvinden-i-dit-liv. Tværtimod faktisk. Det er snarere et hovedspring udi alt det, der afholder os fra at leve, fordi vi altid er i gang med at fikse os selv.

Perfektionisme, sammenligning, stress, social status, selvkontrol, angst og travlhedskultur. Er man omsluttet af en ring af dem, kan man næsten være sikker på, at man er ensom. For at bryde cirklen kræver det, at vi er villige til at være sårbare. At vi kan kende forskel på at ’passe ind’ og ’høre til’:
“Fitting in is about assessing a situation and becoming who you need to be to be accepted. Belonging, on the other hand, doesn’t require us to change who we are; it requires us to be who we are,” skriver Brené Brown i bogen The Gift of Imperfection: Let Go of Who You Think You’re Supposed to Be and Embrace Who You Are – og ja, der er æselører og understregninger i min udgave.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: "Urimeligt nok føles ulykken langtrukken, mens lykken kommer i glimt"

Det, der er så mærkeligt, er, at vi faktisk er vant til at omgive os med ensomhed. Næst efter (u)lykkelig kærlighed har ensomhed i årtier været kulturens drivkraft – i musik, litteratur, film og kunst. Man behøver ikke at vide ret meget om Andy Warhol, før man opdager kontrasten mellem hans larmende popkunst og legendariske fester og manden selv – altid gemt, alene bag et kamera af en art eller skjult i en hjord af mennesker som en slags skjold mod resten af verden. Sofia Coppolas film Lost in Translation er et prisvindende eksempel på, hvordan vi kan vugge rundt ved siden af hinanden, som flydepontoner i et hav fyldt med mennesker, uden at støde ind i andre. Ej at forglemme Medina, som for snart 10 år siden kun ønskede, at hendes baby var ensom. Eller Søren Ulrik Thomsen, som skrev om damen på posthuset, der fortalte en fremmed, at det var hendes fødselsdag, og “der trods sin ensomhed værdsætter sig selv så meget, at hun frimodigt beder om, hvad hun mener, tilkommer også hende.”

Kan ensomhed være en gave? Er det en af de ting, der, trods prognoserne, ikke slår ihjel, men gør stærk? Måske er tricket, at man skal lære sin ensomhed at kende. Hvad der trigger den, og hvornår den går i dvale eller raserer på sit højeste. Måske skal man indstille sig på, at ensomhed lidt er som en slags forkølelsessår på sjælen, der kan blunde i årevis og gå i udbrud i særligt kolde eller stressede tider – og altid dukker op uanmeldt og ubelejligt. Så skal den plejes med te og chokolade og lange gåture og have omsorg, indtil den går i sig selv igen. Det kan tage en uge, en måned, et år. Men den går i sig selv på et tidspunkt. I de mellemliggende perioder er der ingen symptomer, andet end måske en hang til melankoli. Og hvis man nu kender sin egen ensomhed, er den måske også nemmere at genkende i andre. Og dermed nemmere at gøre selskab.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ensomhed og Livsstil