Historiens mest feterede couture-mærke, Balenciaga, har fået ny chefdesigner i form af den blot 28-årige amerikaner Alexander Wang. Spørgsmålet er, om det unge designtalent, som især er kendt for casual streetwear, kan løfte arven efter det toneangivende franske modehus. Få hele historien om Balenciaga, og døm selv.
Det ville være lidt af en underdrivelse, for ikke at tale om en svært brugt kliché, at hævde, at modeverdenen summede af forventningsfuld spænding, da franske Balenciaga i efteråret 2012 meddelte, at chefdesigneren Nicolas Ghesquière trådte tilbage efter 15 succesfulde år på posten. Ghesquières exit kom som et decideret chok for mange i branchen, og det til trods for at flere af de store modehuse i de seneste par år har luftet gevaldigt ud på chefkontorerne – fra Dior og (Yves) Saint Laurent til Givenchy og Chloé.
Chokket blev ikke mindre, da Balenciagas ledelse i starten af december kunne bekræfte, at modehusets nye mand på toppen blev det den dengang blot 27-årige amerikanske wunderkind Alexander Wang – den unge amerikaner med speciale i casual streetwear, enkle basisvarer og modelvenskaber med bl.a. Erin Wasson og Karlie Kloss.
Chefskiftet hos Balenciaga signalerede i den grad nye tider. Ikke blot for det franske modehus, men for hele branchen. For i dag gælder det ligesom i den legendariske designer Cristobal Balenciagas storhedstid: Hvor Balenciaga går, følger alle andre. Og det har pludselig gjort den nu 28-årige Alexander Wang til en af modebranchens suverænt mest indflydelsesrige mænd.
Hyldet af Coco Chanel
Balenciagas særlige status i modeverdenen skyldes først og fremmest grundlæggeren Cristobal Balenciagas enorme indflydelse på udviklingen af moden i det 20. århundrede. I fem årtier klædte hans Europas dronninger og prinsesser på, og uden hans visionære øje for design ville vi muligvis aldrig have set tunikakjolen, babydoll-kjolen og lignende strukturelle kjoledesign, der tillod bæreren at ånde frit, samtidig med at linjer og form gik op i en højere kunstnerisk enhed.
Cristobal Balenciaga blev født i Spanien i 1895 og begyndte allerede i en tidlig alder at arbejde som syerske sammen med sin mor Martina Eizaguirre, hvis kunder talte en række af omegnens mest velhavende kvinder. Som syerske for fornemme spanske hertuginder kom den unge Cristobal i nærkontakt med tidens fineste kjoledesign fra Paris og London og dermed også en livsstil drevet af en glamourøs æstetik, der fik Cristobal til at drømme stort. I en alder af blot 12 år kom han i praktik hos en velrenommeret skrædder i San Sebastián, og som 18-årig blev han udnævnt som kvindetøjsdesigner for mærket Au Louvre, for hvem han ofte rejste til Paris og dermed blev bekendt med modens hovedstad. I 1917 åbnede den 22-årige Cristobal Balenciaga sit første modehus i San Sebastián, og i løbet af 20’erne blev designeren populær blandt Spaniens royale kvinder, deriblandt ikke mindst den daværende dronning Maria Cristina.
Cristobal Balenciaga, 1895-1972
Men Balenciagas spanske eventyr skulle ikke vare evigt: De tidlige 30’ere var præget af massiv arbejdsløshed og økonomisk krise i Spanien, og Balenciagas tidligere kunder flygtede over grænserne, inden landet i 1936 eksploderede i borgerkrig. Krigen tvang Balenciaga til at flytte sin forretning permanent til Paris, og i august samme år viste han sin første haute couture-kollektion i byernes by.
Den høstede stor ros fra de internationale medier, og da designeren i 1939 viste sin nu historiske Infanta-kollektion, som var en række overdådige aftenkjoler inspireret af et maleri af den spanske prinsesse Maria-Margarita fra 1656, blev han udråbt som mesteren af haute couture. Coco Chanel kaldte bl.a. Balenciaga for ‘den eneste sande couture-skaber iblandt os’ og stak dermed en kniv i siden på en anden af tidens store haute couture-designere, Christian Dior. Dior selv var dog også fuld af beundring for sin spanske kollega, som han i stor stil lod sig inspirere af, og udtalte:
Annonse
“Haute couture er som et orkester dirigeret af Cristobal Balenciaga. Vi andre couture-designere er musikerne, som følger hans instruktioner.”
Bombe på catwalken
I 1947 lancerede Balenciaga både sin første parfume, Le Dix, og viste ‘tønde-kollektionen’, hvor designeren droppede tidens korsetter til fordel for mere volumen omkring livet og hofterne. De nye silhuetter stod i skarp kontrast til Christian Diors New Look-kollektion fra samme år, men selv om Dior løb med det meste af opmærksomheden i 1947, var det Balenciagas nye designvision, der kom til at præge modebilledet i det følgende årti. I 50’erne skabte Balenciaga både tunikakjolen, ballonkjolen og babydoll-kjolen. Sideløbende legede han i stigende grad med flydende linjer og mere abstrakte skulpturelle udtryk i sine kollektioner.
I 1956 smed han en bombe på catwalken, da han præsenterede den taljeløse chemise-kjole, der hurtigt fik kælenavnet ‘The Sack’, sækkekjolen. Den nye kjoletype var så banebrydende, at tidens mest populære tv-serie I Love Lucy gjorde grin med den i et afsnit, hvor hovedpersonen Lucy render rundt i Paris iført en kartoffelsæk. Modepressen derimod kunne ikke få hænderne ned af bar begejstring, og Balenciagas kunder talte bl.a. skuespillerinden Grace Kelly, stilikonet grevinde Mona Bismarck og Belgiens dengang kommende dronning Fabiola de Mora y Aragón, hvis brudekjole han designede i 1960.
Otte år senere havde Cristobal Balenciaga imidlertid fået nok. Efter at have præsenteret sin kollektion i foråret 1968 meddelte designeren, at han lukkede sit modehus og trak sig tilbage.
“Der er ikke nogen tilbage, der er værd at klæde på,” udtalte den 73-årige Balenciaga tørt.
Fire år senere døde han, og mærket Balenciaga lå urørt hen de næste 14 år.
Berømte protegeer
Selv om Cristobal Balenciaga og hans modehus ikke længere var at finde blandt verdens toneangivende designere op igennem 70’erne og de tidligere 80’ere, levede hans arv videre igennem hans adskillige designerprotegeer. De mest kendte var Hubert de Givenchy, Emanuel Ungaro og Oscar de la Renta, som alle var vokset ud fra Balenciagas atelier i Paris. Til trods for de talentfulde designeres succesfulde modehuse talte man dog i modeverdenen stadig med længsel i stemmen om Balenciagas storhedstid – dengang ‘modebranchens Da Vinci’ skrev designhistorie fra år til år.
I 1986 købte firmaet Jacques Bogart S.A. rettighederne til Balenciaga med henblik på at lancere en mere kommerciel ready-to-wear-linje ved navn Le Dix. Den første kollektion blev præsenteret i 1987 af designeren Michel Goma, men de høje forventninger til Balenciagas genopståen blev langtfra indfriet, og modepressen vendte tommelfingrene nedad. I 1992 blev Goma erstattet af hollandske Josephus Thimister, og det var under hans ledelse i 90’erne, at Balenciaga igen begyndte at ligne et værdigt high fashion-modehus. Det var også Thimister, som opdagede den unge designerspire Nicolas Ghesquière, der i 1997 overtog stillingen som chefdesigner.
Annonse
Læs mere på næste side...
Kristin Stewart for FlorabotanicaLæs mere på næste side...
Citizen Kane?
I 2010 interviewede designeren og filminstruktøren Tom Ford sin ven og kollega Nicolas Ghesquière til magasinet W. Ford spurgte, hvor Ghesquière så sig selv om 10 år, og Balenciagas chefdesigner svarede, at han så sig selv i samme stilling. Der var stadig masser af udfordringer hos det franske modehus, fortalte Ghesquière, som også afviste, at han gik med tanker om at lancere sit eget mærke. Blot to år senere havde piben imidlertid fået en anden lyd, da Nicolas Ghesquière i november 2012 pludselig meddelte, at han forlod Balenciaga – for at starte sit eget.
Mens modeverdenen jublede over at kunne se frem til nye design fra Ghesquières hånd, begræd man samtidig hans exit. Hvem ville kunne føre Balenciaga videre efter 15 så fantastiske år? Gætterierne omkring mulige arvtagere koncentrerede sig hurtigt om ganske få navne – ikke mindst fordi hovedparten af branchens største designere netop havde afsluttet to års intensiv stoleleg og placeret sig sikkert i nye roller hos bl.a. Dior, Givenchy og Yves Saint Laurent.
De to varmeste bud på Balenciagas nye mand syntes derfor at være engelske Christopher Kane, kendt for sine storsælgende futuristiske design, og amerikaneren Joseph Altuzarra, hvis seneste kollektion i efteråret havde fået et hav af kritikerroser. Kane især virkede som så sikkert et valg, at flere franske medier nåede at meddele, at han havde fået jobbet, inden både Balenciaga og Kane selv kunne nå at mane rygterne til jorden. Andre nøjedes med at krydse fingre for den tidligere Central Saint Martins-elev. Magasinet POP skrev således på sin Twitter-profil midt i november:
“Christopher Kane for Balenciaga = match made in heaven!”
Og The Wall Street Journals modeskribent Christina Binkley stemte i:
“Det sværeste i modebranchen er at skabe design, der er både nytænkende og brugbart. Kane har formået lige præcis dét. Ham og Balenciaga? Lyder som en god idé,” skrev Binkley på Twitter.
Sidst i november kom en anden yngre designer imidlertid på banen, og snart stod det klart, at Christopher Kane ingenlunde var på vej til Balenciagas atelierer. Det var derimod amerikanske Alexander Wang.
Fra fransk chik til China girl
Annonse
Der er ingen tvivl om, at Alexander Wang er en utrolig talentfuld designer med en skarp forretningssans, og den unge designers store popularitet og kommercielle appel står heller ikke til diskussion. Han har for længst vist sit værd i kolde kontanter, når det kommer til både hans sko, tasker og T-shirt-design, der går som varmt brød.
Men den Parsons-uddannede Wang har som chefdesigner for både sit eget mærke og Balenciaga ansvaret for ikke mindre end 32 kollektioner om året. Og det er foruden sko, tasker, smykker, badetøj og lingeri for begge modehuse. Han bliver altså ikke bare en af modeverdenens mest indflydelsesrige designere, men også en af de travleste. Efter John Gallianos skandaleombruste fyring fra Dior i 2011 og Alexander McQueens tragiske selvmord i 2010 har den almene opfattelse i modebranchen ellers været, at ledelsen af to store mærker plus diverse underlinjer er for meget for selv den mest kreative designer – måske med undtagelse af blæksprutterne Karl Lagerfeld og Marc Jacobs. Selv designveteranen Jean Paul Gaultier trak sig i 2010 fra sin chefdesignerpost hos Hermès for at fokusere udelukkende på sit eget design.
De næste sæsoner vil vise, om Alexander Wang kan klare presset og bibeholde gejsten i begge mærkers designstudioer i henholdsvis New York og Paris. Ligesom den L.A.-baserede Hedi Slimane, som designer for Saint Laurent i Paris, forventes det ikke, at Wang vil rykke teltpælene op og flytte til Frankrig.
At den unge designer ikke taler fransk, er af nogle franske modemedier blevet fremhævet negativt, men det gjorde Alexander McQueen nu engang heller ikke, da han tog styringen hos Givenchy i 1996. Til gengæld taler Alexander Wang flydende mandarin, og dét er ikke gået Balenciagas ejer, luksuskonglomeratet PPR’s, næse forbi. Wang, som er halvt taiwansk, har stærke bånd til det kinesiske marked via sit eget mærke, og Balenciaga har i løbet af de seneste år oprustet kraftigt i netop Kina, hvor modehuset nu har 10 butikker. Det er derfor sandsynligt, at PPR med valget af Alexander Wang som chefdesigner for Balenciaga har besluttet sig for at satse endnu mere målrettet på det asiatiske marked og et yngre klientel, der i høj grad allerede forguder Wangs rå streetwear og model-off-duty-look på catwalken.
At Balenciaga fremover skal skræddersys til et bredere yngre publikum, vil formentlig ikke falde i alles smag, men med det in mente, at 40 % af alle asiater vil være under 30 år i 2020, kan man ikke fortænke PPR i at have fokus på bundlinjen.
Dagene, hvor man lukkede dørene til sit modehus udelukkende af mangel på attråværdige muser, er for længst forbi. Spørgsmålet er nu, om Balenciaga kan bevare magien i en nye modeverden, der i højere grad virker til at være styret af markeder og demografiske fremtidsprognoser frem for mennesker.
