Mette Bluhme Rieck om sin mor: "Når man mister nogen, fortsætter man ikke i samme spor"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Den første, jeg kan huske, er Nøddelunden i Esbjerg. Det var sådan en lukket villastikvej med en vendeplads for enden. Jeg kendte alle de andre børn på vejen, hvor vi legede dåseput. Jeg kan stadig huske, at der stod en el-boks på vejen, og den var ”dåsen”. Det var også fedt at løbe oppe på tagene af garagerne. 

Hjemme var vi mig, min mor og far og min tre år yngre lillesøster. Jeg har også to ældre halvsøskende på min fars side, og de boede tæt på os, så de kom tit forbi og hyggede i weekenden eller passede os. Jeg var et barn med klippekort til skadestuen, og jeg har brækket hver eneste knogle i min krop inklusive min ryg og min nakke. Nogle gange tænker jeg, at jeg bare har været uheldig og stået det forkerte sted, men måske var jeg også lidt selv ude om det, for jeg kunne godt lide at klatre i træer, spille fodbold og den slags. Jeg synes faktisk stadig, det er fedt at klatre i træer, og så står min kæreste der nede på jorden og siger: ”Jeg slår dig ihjel, hvis du falder ned”, men så kan det jo være det samme.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg er sådan en, der altid har skullet lidt af det hele. Jeg startede med at læse samfundsfag på RUC, men så ville jeg gerne noget med virksomheder og ledelse, og bagefter tænkte jeg på journalistik og kom ind på journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg vidste fra begyndelsen, at det skulle være tv, for det siger mig mest. Da vi skulle i praktik, kom jeg på DR. Jeg var på livsstils- og børneredaktionerne, hvor meget af arbejdet mindede mere om at instruere spillefilm end at lave nyheder. Jeg var med til programmer som Rabatten, Ha det godt, MGP og Min funky familie. Da jeg var færdiguddannet, blev jeg ansat på DR som redaktionsleder, så jeg har faktisk aldrig været andre steder end DR. 

LÆS OGSÅ: Ditte Haue: "Jeg gad godt blive bedre til at vælge mine kampe"

Jeg kom selv på skærmen ved et tilfælde. Jeg skulle udvikle et nyt antikprogram, og i det første prøveprogram skulle jeg selv være vært. Jeg syntes, det lød ret besværligt, for jeg var vant til at arbejde bag kameraet, men jeg prøvede, og det gik så godt, at DR købte både programmet og mig som vært. Sommeren efter skulle der laves Guld på godset, og så fik ”hende den nye” chancen som vært. Siden er der kommet flere og flere programmer til, og lige nu er det på Aftenshowet, jeg har min dagligdag, men jeg bliver tit lånt ud til programmer som for eksempel Danmarks næste klassiker, som vi optager i øjeblikket. Det er dejligt at komme ud og blafre med ørerne i stedet for kun at sidde i et studie.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, i forbindelse med min mors død. Hun døde af kræft for ni år siden – alt for tidligt. Da hun blev syg, flyttede jeg hjem og passede hende i hverdagene, mens jeg skrev hovedopgave på journalisthøjskolen. Det forløb var livsomvæltende. Når man mister nogen, fortsætter man ikke i samme spor. Det gik op for mig, at der ikke er nogen, der kommer og siger tak til dig, fordi du er blevet sammen med den samme mand eller i det samme job, og pludselig kunne jeg ikke være i mit eget liv. Inden der var gået et år fra min mors død, var jeg flyttet til en ny by, havde fået nyt job og ny kæreste. Det er ubarmhjertigt at sige farvel, men det lærte mig, at du selv skal putte de mennesker og oplevelser i tasken, som du vil have med dig, når du dør.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Kasper, som jeg mødte første gang på Antikduellen. Et års tid senere skulle vi lave Guld på godset, og da begyndte vi at ses. Han er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun-Rasmussen, så vi var værten og eksperten, ha-ha. Han er en af de fem-seks eksperter, vi fik til at vurdere danskernes ting, mens jeg gik rundt og hørte historierne. Det betyder i øvrigt, at folk stadig synes, at vi liiige skal høre historierne om deres arvestykker derhjemme. De stopper os på gaden og i lufthavnen for at vise os et billede på telefonen af et gammelt maleri og spørge, hvad det er værd. Men Kasper tager det pænt. Han er vant til at vurdere hvad som helst hvor som helst.

Kasper er vildt god at snakke med, og det er ham, der har lært mig, at man godt kan tale om tingene. Før var jeg nok mere lukket, men nu siger vi tingene højt, inden de udvikler sig til et problem. Jeg klikkede bare med Kasper. Det er de færreste mennesker, man kan være sammen med mere end tre dage uden at føle: Okay, nu er det vist nok. Så når ferier og weekender sammen altid føles for korte, så ved man, at man har ramt rigtigt. 

LÆS OGSÅ: Lotte Heise: "Jeg lægger mig kun under dynen for at sove eller knalde"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg kan godt mærke, at der er mange, der ser de programmer, jeg er med i, men det er jo voksne mennesker. Jeg kan derimod godt have lidt ondt af børneværterne, som ikke kan gå nogen steder, uden at der er skrigende børn over det hele. Men alle er søde, når man møder dem. På sociale medier får jeg dog indimellem en sviner. Af en eller anden grund kommer de fleste ubehagelige ting altid fra damer over 50, og de har tilsyneladende intet søstersind. Jeg kender jo godt det med, at man ser en eller anden i tv, som siger noget dumt. Men derfra til at finde folk på sociale medier for at svine dem til, det forstår jeg ikke. Jeg bilder mig ikke ind, at alle synes, jeg er fantastisk, men i sidste uge fik jeg for eksempel en besked fra en kvinde, som bare ville sige, at jeg er vammel. Vammel! Det var det ord, hun brugte. Hvad kan jeg svare på det andet end ”Tal pænt”.  Heldigvis er 99 procent af dem, der henvender sig, søde og vil bare sige, at man laver nogle gode programmer. Jeg er i folks stuer, når de sidder og hygger sig, og så synes jeg, det er okay, at de også er nysgerrige på mig og har lyst til at tale til mig. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har lige prøvet at få læst min hånd i forbindelse med en podcast, for jeg er ellers ikke spirituelt anlagt. Men det var spændende. Jeg har nogle vilde linjer i min højre hånd, og det betyder vist, at jeg godt kan være lidt svær at leve sammen med. Jeg er kompromisløs og ambitiøs. Men i det daglige er det Kasper, der er min vejleder. Vi er sådan et par, der godt kan køre hver sit løb, men nu har vi fået en fælles genpøl (Mette peger i retning af en klapvogn, hvor toårige Viggo sover middagslur, red.), så vi kan ikke længere bare sige ja til alt, vi hver især synes, er sjovt. Hjemmeforretningen skal kunne køre rundt. Men jeg vil også gerne have hans input, og han er den første, jeg spørger om alt, lige fra om jeg kan nå at gå en tur med veninderne, til om jeg skal sige ja til at lave et nyt program på jobbet. Jeg taler desuden rigtig godt med min far. Ikke så meget om arbejde men mere på det menneskelige plan. Det er faktisk det eneste gode, der kom ud af min mors død, at jeg, min søster og vores far rykkede tættere sammen i bussen.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Når jeg skovler for meget op på tallerkenen socialt og arbejdsmæssigt. Jeg er hende, der tror, jeg kan nå alt i en pause med Viggo på armen. Men nogle gange kan jeg godt mærke, at jeg får spændt buen for hårdt. Jeg kan nemlig også godt lide at gå her i mit sommerhus og kigge på vandet, men det er der jo ikke tid til, hvis jeg propper kalenderen. Jeg har aldrig prøvet at have stress – du ved, sådan med åndedrætsbesvær – men det hænger nok også sammen med typen, jeg er. Jeg har et lyst sind. Jeg sjusker ikke, men jeg har bare den der holdning, at det hele nok skal gå. Og så er jeg god til at rette ind, inden jeg kører i rabatten og helt ud i grøften.

LÆS OGSÅ: Louisa Lorang om sin økonomi: "Vi er altid lidt på røven"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg plejer at sige, at det er mig, der bestemmer de små ting, som for eksempel hvor vi skal bo, og hvor mange børn vi skal have, og så kan Kasper bestemme de store, som for eksempel hvem der skal være præsident i USA, ha-ha. Men der er faktisk meget, vi er enige om. Lige nu er vi i et limbo, hvor vi gerne vil flytte i hus inden for de næste par år, men vi ved endnu ikke hvor, og som min veninde sagde forleden: ”Gud, er I ikke engang begyndt at skændes om det endnu?” Men nej, jeg tror vi ved det, når vi ser det. Sådan var det med sommerhuset. Da vi så det, var vi enige om at købe det, selv om ingen af os har et forhold til Falster, hvor det ligger. Vi kan sagtens være uenige i hverdagen, og det er ikke sådan, at alt er fryd og gammen, og der konstant står regnbuer ud af ørerne på os, men vi er gode til at tale sammen, og vi ved, hvad vi skal, når vi ser det. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ud af corona-boblen. Alt har været i dvale, og jeg har gået hjemme med Viggo i to måneder, men nu er jeg på vej til at arbejde igen, og det begynder at være svært at få plads til noget i kalenderen. Jeg har dog stadig følelsen af at være i en parentes, selv om vi er i gang med hverdagen og livet igen. Jeg har svært ved at ryste den af mig. Det er en slags følelse af ikke at være helt til stede, selv om man skulle tro, at corona havde lært mig det. Det føles hele tiden som om, jeg kun bevæger mig mod hverdagen, men ikke er der. Men jeg er her jo. Det er jo hverdag. Viggo er i vuggestue, og Kasper og jeg går på arbejde. Jeg spekulerer over, om den følelse af at være i en parentes nogensinde går væk igen?