Mick Øgendahls facade krakelerede i modtagelsen på psykiatrisk afdeling

UDGANGSPUNKT
– Jeg var en af de normale, som havde forældre, der blev skilt, og mine forældre fandt ret hurtigt ud af, at det ikke var det. Jeg tror kun, jeg var et halvt år gammel, så jeg kan ikke huske min barndom med min far. Jeg boede hos min mor, og da hun fandt en ny kæreste, der kom fra Falster, flyttede vi dertil.

– Når man ser et område med et barns øjne, som ikke har oplevet andet, så var det jo bare fantastisk. Det var landligt og flot, trygt og meget roligt også, for nu at sige det diplomatisk. Det er sådan en ro, som, jeg som voksen synes, er helt fantastisk at søge tilbage til. Jeg arbejder næsten mere i vinter, forår, sommer og efterår end i måneder, fordi jeg er vokset op med at have naturen omkring mig. Når jeg kan se, at de forskellige kornsorter er ved at knække hovedet på aksen, så ved jeg, jamen så er vi nok ­nået dertil, og når de er ved at tage roer op, så ved jeg, vi er nået dertil. Jeg har sådan en mental naturalmanak inde i hovedet, fordi jeg er opvokset på Falster.

– Jeg gik på en landskole, hvor vi kom fra et stort opland. Der var ret langt til min bedste legekammerat. Ens mor skulle køre en – jeg kunne ikke cykle, der var 25 kilometers afstand. Nu bor jeg i Holte i Nordsjælland, og jeg kan godt savne, at der nogle gange er langt til naboen, og man bare kan gøre, hvad man vil. Nede på Falster er der ikke nogen, der løfter et øjenbryn, hvis du fælder et træ efter klokken syv om ­aftenen, men det får man at vide i Holte.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

VENDEPUNKT
– Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18, fordi jeg efter min mors ønske skulle ­læse ­videre på HTX-maskinlinjen, og den linje var kun i Næstved. Men da jeg flyttede og ligesom fik den første flig af, at du rent faktisk kan gøre, hvad du vil, så begyndte jeg at sætte rigtig mange spørgsmålstegn ved de valg, som, min mor syntes, jeg skulle foretage med mit liv. Der var et tidspunkt, hvor min mors og mit forhold gik fuldstændig i hårknude, hvor vi ikke snakkede sammen i nogle år. På en måde har det måske også været benzin på bålet for mig rent drivemæssigt. Det gav mig en insisteren på at bevise over for hende, at den vej, jeg valgte, som ikke var hendes, faktisk ­også kunne lade sig gøre.

– Jeg har hele tiden vidst, jeg nok gerne ville noget i retning af det, jeg laver nu, men det er sådan en underlig flydende, uhåndgribelig størrelse. I starten var jeg meget skuffet og vred på min mor over, at hun ikke var mere støttende og åbensindet omkring det, men nu, hvor jeg selv har fået børn, begynder jeg også at tænke "hvad er det sikreste?", selvom mine børn ikke engang er nået til et sted endnu, hvor de skal tage et valg. Det er jo nok bare det, min mor har tænkt.

– Da jeg trådte ud over kanten og besluttede mig for, at nu gjorde jeg det, var det, som om jeg vendte ryggen til det, jeg kom fra. Det var ikke kun min mor, det var hele opvæksten og hele Falster. Jeg kunne slet ikke se, det havde nogen kvaliteter lige der. På det tidspunkt var alt galt med alt, hvad jeg havde været en del af. Hvilket måske egentlig er meget normalt, det tog bare lang tid for mig at zoome ud og se det i et større perspektiv, men det tog også lang tid for mig at rette kikkerten indad: at alt det, jeg syntes havde været en hæmsko for mig, ikke nødvendigvis kun lå uden for mig selv, men at der også lå meget inden i mig selv. Jeg kunne jo også gå til drama nede på Falster for eksempel. Jeg havde kunnet opsøge drømmen meget ­tidligere, men det gjorde jeg ikke. Min mor har ­aldrig sagt til mig, at jeg ikke måtte gå til drama, det var sgu lige så meget mig selv i forhold til mine omgivelser. Jeg havde måske ikke lige nosser til at indrømme og sige i offentlighed, at det var det, jeg gerne ville.

MIDTPUNKT
– Jeg har det fint nok med at være midtpunkt, så længe jeg er opmærksom på, at jeg godt må skuffe folk. Jeg har læst en bog om Dirch Passer og Preben Kaas og set en dokumentar om dem, og gennem deres historiefortælling tror jeg, jeg har lært ikke at lave samme fejl. De var altid midtpunktet, men de insisterede også på aldrig at skuffe. De var altid sjove og ville gerne give folk det, de ville have, og det har jeg ligesom sagt nej til. Hvis folk møder mig privat, og de tror, jeg er sjov, så er jeg ikke bange for at skuffe. Det har jeg det helt fint med. Jeg er ligesom ­alle andre mennesker, jeg kan være i godt humør, og jeg kan være i dårligt humør. Basalt set opfatter jeg heller ikke mig selv som sjov, hvilket, jeg tror, er meget sundt. Jeg tror, at hvis du opfatter dig selv som sjov som komiker, så risikerer du at blive laissez-faire og have hovedet i egen røv og tro, at du kan gå på vandet. Hvis man ikke opfatter sig selv som sjov, så gør du dig umage og prøver hele tiden at udfordre din metier. Det vigtigste for en komiker er i bund og grund at have sympati, fordi når du har det, så kan du sige, hvad du vil. Og den sympati, tror jeg, ryger lidt, hvis du opfatter dig selv som sjov. Ham den sjove onkel, der selv synes, han er sjov, det er sjældent ham, man har lyst til at sidde ved siden af. Og det forhold, tror jeg, er meget vigtigt at holde sig i mente som komiker. Men jeg tror også, man er nødt til at skille tingene ad, fordi Mick Øgendahl er jo en form for persona, jeg har opbygget på scenen.

LÆS OGSÅ: Peter Aalbæks ny mission: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

OMDREJNINGSPUNKT
– Det er familien. Vi har fået tre børn, og på en eller anden måde er det utroligt befriende, fordi det fratager en hele tiden at skulle kredse omkring sig selv. Det er bare legemliggørelsen af, at der er noget, der er større end en selv.

– Med det erhverv jeg har, så skal man passe på, man ikke slår sig selv i hovedet og pådutter sig selv dårlig samvittighed, fordi selvfølgelig er jeg i perioder mere væk, end andre fædre er, men til gengæld kan jeg administrere min tid på andre tidspunkter, som gør, at jeg er der mere, end andre fædre ville være. Problemet med børn er selvfølgelig, at man ikke kan sætte tid i banken. De er sgu ligeglade med, at du er der rigtig meget i en periode, de synes stadigvæk ikke, at du er der nok, når du så er væk. Men sådan må det nu engang være, og nu begynder der også at ske noget med, at de to ældste efterhånden kan komme med rundt en gang imellem og sådan noget. Så kan de jo tage et valg, om de gider at være rundt med deres røvsyge far, eller om de hellere vil være sammen med deres venner. Jeg har her for nylig fået kniven for første gang. Jeg havde været væk i fire dage og kom hjem til min søn og sagde "skal vi ikke gå ud i haven og kaste en amerikansk fodbold og så måske gå ned og spise en is?" Nej, han ville hellere hænge ud med sine venner. Så fed er man heller ikke. Man skal sgu huske at bruge tid sammen med dem, mens de gider en. Man kan tidsnok blive røvsyg at være sammen med.

– Jeg tror, alle forældre til hver en tid vil give deres liv for deres børn, men det er min kone, der er motoren i det hele. Hun er lidt et omdrejningspunkt. Hun har reddet min røv så mange gange, og jeg ville ikke rigtigt have noget andet at holde fast i, hvis hun ikke var der. Hvis hun først står af, ja så skal jeg så finde ud af, hvordan fanden jeg så kommer frem. Så bliver det i hvert fald på gåben eller cykel det første stykke tid, så er der noget, der går ned i tempo, det er helt sikkert.

– Vi mødtes, fordi jeg skulle optræde til hendes ekskærestes 30-års ­fødselsdag. Hun skældte mig ud i baren, og så endte vi med at sidde nede ved søerne og snakke til den lyse morgen. Så det startede egentlig lidt skidt, men blev hurtigt godt, kan man sige. Hun sagde, jeg var en kæmpe idiot og en klaphat, og at jeg ­havde kastet en drink ud over hende. Hvilket jeg kan bevise, jeg ikke gjorde, for jeg drikker ikke drinks, så det var ikke mig. Men det var hun helt overbevist om. Men på en eller anden mystisk måde lykkedes det mig at få det vendt til noget ­positivt.

– Hun er uddannet skolelærer, og hun er sådan en, der tager ansvar både på godt og ondt. Hun springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Og det lyder så fesent, men jeg synes bare, hun er et ordentligt menneske. Jeg tvivler aldrig på ­hende. Hun kan også være hård en gang imellem, synes jeg. Hun insisterer meget på at sige sandheden, hvilket er både godt og skidt, men som hun siger: Du kan ­aldrig rigtig blive helt sur på et menneske, der siger sandheden. Du kan godt blive fornærmet og ked af det, men du kan sådan set ikke blive sur, fordi personen jo ­spiller med fuldstændig åbne kort og møder dig med rent mel i posen. Det kan så have nogle konsekvenser, men jeg tvivler aldrig på hende. Det gør jeg sgu ikke.

NULPUNKT
– Det var nok indlæggelsen på psykiatrisk afdeling. I et halvt års tid havde
jeg ikke rigtig sovet på noget ­tidspunkt. Jeg var i gang med optagelserne til "Tomgang", og jeg begyndte bare at klikke frem og tilbage mellem den ene og den anden virkelighed. Jeg ­kunne sidde hjemme og tænke "hvorfor er jeg her, når jeg burde være i kiosken?" "Hvad laver Mie (karakter fra serien, som Micks karakter, Mathias, var forelsket i, red.) nu?" og så klik til "Du ved jo godt, det bare er et arbejde. Du er skuespiller, Mie eksisterer ikke, og jeg er ikke Mathias". Det var sådan et mærkelig fleks mellem at være i en drøm og være rationel og vide, hvad der er godt og dårligt og op og ned. Jeg vidste jo ikke, hvad der skete der, så jeg begyndte at tænke "Er jeg sindssyg eller hvad? Er jeg ved at tabe den?". Og jeg begyndte at svede og mit hjerte bankede. Jeg tror, der havde været optagelser i tre uger, hvor det havde været sådan helt galt. Så skulle jeg overdrage en bil til min far, og jeg kunne slet ikke forklare noget om bilen. Jeg havde siddet i den bil 100.000 km i to år, men jeg kunne simpelthen ikke forklare ham, hvordan bilen fungerede. Min ven var taget med for at aflevere bilen, og så sætter jeg mig ind i hans bil og siger til ham "Ved du hvad, jeg skal ikke hjem nu, der er noget galt oven i hovedet". Han bliver lidt paf "Hvad mener du?", og så siger jeg "Du bliver nødt til at køre mig til psykiatrisk afdeling." Lige da jeg træder ind ad døren til psykiatrisk afdeling, så skvatter jeg bare fuldstændig sammen, og der er snot og tårer. Facaden krakelerer bare, og så fortæller jeg dem, hvordan jeg har det. Og jeg tror, jeg er et helt unikt tilfælde, men de siger ­nærmest "nårh ja, jamen det har vi set før, nu skal du høre her, du får lige nogle piller...". Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg var der, men man kan læse sig frem til lidt forskelligt. Jeg ved, at det var ­ikke to dage, og det var ikke fjorten dage. Men jeg havde ikke så meget en kalender lige der.

– Et er, hvad man gør mod sig selv, det kan jeg sgu leve med, men i bund og grund så føler jeg, at jeg svigtede min kone og i den grad også mine børn. Der har jo været et forløb op til, før man ender der, hvor man nu engang ender, hvor jeg har været pseudofar og pseudomand. Jeg har fysisk været der, men mentalt har jeg jo ikke været der, fordi det hele bare kørte rundt oveni, fordi jeg har haft for mange ting. Så det var et nulpunkt. Men igen, man skal jo bruge det positivt. Jeg har det sådan, at når jeg bygger Lego med mine børn, så bygger jeg Lego med mine børn, så skal jeg ikke tænke på noget andet. Grunden til, at jeg bruger det som billede, er, at jeg kan huske, jeg havde en situation, hvor jeg byggede Lego med min ældste dreng, og mens jeg sidder og bygger Lego med ham, så sidder jeg og arbejder oppe i hovedet med, hvordan vi kan løse en scene, vi har lidt svært ved, og så finder jeg løsningen, og resten af tiden, vi sidder der, sidder jeg egentlig bare og venter på, jeg kan komme til at ringe op til fotografen og sige "vi gør sådan her". Og det er ­bare ­ikke i orden.

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

HOLDEPUNKT
– Jeg er simpelthen så bange for at blive gammel mentalt. Jeg synes tit, man løber ind i ældre mennesker og midaldrende mennesker, som bare har patent på sandheden, som er forstokkede, og som siger "jamen, det er sådan, det er, og det kan ikke være anderledes". For det første er de ikke rare at være sammen med, folk der ikke flytter sig eller kan tage imod nye input. Du kunne lige så godt sidde og snakke med en sten. Jeg prøver at bruge det som en form for holdepunkt: at være opmærksom på at være åben. Og det er jo inden for alt. Så har der for eksempel været en skolereform, og det er jo ikke kun lutter lagkage, men jeg prøver sammen med min kone at være åben omkring det og se, om der kunne være nogle fordele i det. Det er et dårligt billede på det, men altså prøve på at være åben i stedet for bare at møde ting negativt.

– Jeg tror, det er pissefarligt med alle aspekter i livet, hvis man bare siger "sådan er det". Så tror jeg, man forstener mentalt og risikerer at blive et evigt uinteressant menneske at være sammen med. Så jeg håber, at et af mine holdepunkter i livet kan være at bevare nysgerrigheden og åbenheden i sindet og være en, der kan flytte sig. Jeg siger ikke, man skal være fuldstændig blåøjet og naiv og så bare tage alt ind, men det er sundt for alle mennesker at få præsenteret noget nyt og så i hvert fald tage stilling til det. At få præsenteret noget nyt og så bare sige nej fra starten uden overhovedet at forholde sig til det – det er jo ikke at tage stilling, det er bare en afvisning.

SYNSPUNKT
– Der sker et eller andet i 6.-7. klasse. På en eller anden måde bliver jeg opmærksom på uretfærdighed. Jeg kan huske, at der er en udtalelse fra skolen i 7. klasse, hvor de meget diplomatisk skriver, at "han har sine meningers mod". Jeg begynder at diskutere sådan sidst i folkeskolen, begynder at stikke snotten frem. Men jeg var ikke den sjove dreng i klassen.

– Jeg vil gerne diskutere, men jeg prøver at holde min sti ren, forstået på den måde, at hvis jeg har en mening om noget, så bruger jeg min kunst til det, så snakker jeg om det i standuppen. Jeg er ikke sådan en, der lige pludselig laver en kronik eller et blogindlæg eller sådan noget. Og jeg forbeholder mig virkelig også retten til ikke at ­have en mening om alting altid og hele tiden. Jeg synes, der er en del kunstnere, som med fordel ville kunne bruge deres energi på at udtrykke sig gennem deres kunst i stedet for at benytte sig af letkøbt taletid til bare at bræge op. Men det er vigtigt for mig at have plads til det i mine shows. Et meget godt eksempel er, at i mit show snakker jeg om nogle af de her diskoteker, som har valgt at have en skønhedspolitik, hvor de ikke lukker grimme mennesker ind. Da jeg læste om det, så tænkte jeg bare, det er simpelthen så usympatisk, det bliver jeg nødt til at snakke om. Der er en masse ting i showet, som bare er sjov og varm luft og sådan noget, men jeg tror også, mange af tingene er affødt af uretfærdighed. Jeg synes, det er uretfærdigt at afvise mennesker på grund af, at de er grimme for eksempel.

– Jeg er okay bevidst om, at hvis man stikker snotten frem, så får man også et par på tuden. Når man har en holdning til noget, og man som standupkomiker også nogle gange vinkler tingene hårdt, så kommer det til at fremstå, som om man har patent på sandheden, og det vil sige, man risikerer at ride ind på en skide høj hest, som du kan blive skubbet af ret hurtigt. Men så må man op på hesten igen, kan man sige. Det er jeg helt ­bevidst om, det er okay. 

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen og Louise Mieritz: “Guldet ligger i alt det grimme”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen: Hvem skulle have troet det, da man var toogtyve og vidste alt?

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”