"Mit stressnedbrud var et wakeupcall"

Når man har været patient på Rigshospitalets intensive neurologiske afdeling på grund af stress, får man noget at tænke over. Det mest bekymrende var i virkeligheden, at jeg ikke havde mærket noget. Jeg havde ikke nogen symptomer på stress, og der var ingen alarmklokker, der ringede. Jo, jeg arbejdede meget, og det gjorde min daværende mand også. Før min anden barsel havde jeg valgt at skifte jobbet som daglig leder for Dagmar-biografen ud med en freelancetilværelse for at få mere tid til at være sammen med mine børn.

" Der var helt vildt meget arbejde i det."

Det fik jeg også, men der var helt vildt meget arbejde i det. Mere end jeg måske lige havde forestillet mig. Jeg skulle bl.a. levere fire sider med boligstof hver uge til BT og stod alene med ansvaret for en kæmpeproduktion. Jeg skulle koordinere med fotografer, hente ting i bolighuse, finde locations, agere stylist og journalist og holde det hele i snor, samtidig med at jeg satte nye skibe i søen. Jeg havde hele tiden flere produktioner kørende på flere forskellige niveauer og lavede også boligartikler til månedsmagasinet Vi Forældre og ALT for damerne. Oven i det fik jeg opstartet en karriere som speaker i diverse radio- og Tv-reklamer.

LÆS OGSÅ: Trine Panum - Derfor tager jeg orlov fra TV2

Der var mange bolde i luften, men jeg var glad og tilfreds. Jeg kunne selv tilrettelægge mit arbejde og hente børnene tidligt i børnehaven. Til gengæld skulle jeg også arbejde i weekenden og om aftenen, når børnene var i seng. Jeg mente selv, at jeg havde masser af overskud. Jeg havde det godt, var glad for mit arbejde og sov godt om natten. Vel var jeg træt, men jeg kunne simpelthen ikke mærke, at jeg var på vej ud over kanten. Jeg havde åbenbart ikke det beskyttelsesfilter, der skulle få mig til at stoppe op, eller også var jeg ikke i stand til at mærke signalerne. Jeg kørte bare derudaf uden at tage stilling til, hvor meget jeg kunne rumme.

Tilbage i 2001 lignede Karen Ellemanns liv en levende boligreportage på de glittede sider i et lækkert magasin. Familien boede i et stort hus, puderne i sofaen var i det rigtige mærke, og køleskabet var fyldt med den rigtige mad fra de rigtige butikker. Alt var helt rigtigt. Og alligevel lidt forkert.

"Jeg var måske også mere fokuseret på, hvordan mit liv virkede udefra end indefra."

Når jeg ser tilbage på den tid, levede vi nok lidt happy go lucky og med masser af bling-bling. Vi gik meget op i, at det hele skulle se godt og rigtigt ud. Vi inviterede til flotte middage og dyrkede en stor venskabskreds. Det er der ikke noget galt med, men jeg var nok ikke så meget i kontakt med de dybere lag i mig selv på det tidspunkt. Jeg var måske også mere fokuseret på, hvordan mit liv virkede udefra end indefra.

Det tænkte jeg meget over, mens jeg var syg. Jeg vidste jo godt, at mine boligartikler ikke var med til at gøre verden bedre. Det virkede pludselig ikke så meningsfuldt at bruge sit liv på at lede et modelbureau eller skrive om boligstof. Det handlede sikkert også om, at jeg var ”ved at blive voksen”, og som mor til to børn havde fået nogle andre værdier i livet. Jeg elskede mit arbejde og levede godt af det. Men jeg vidste også, at sofapuder, reklamespeak og boligindretning måske ikke var det mest meningsfulde, jeg kunne beskæftige mig med.

LÆS OGSÅ: "Jeg insisterer på tid. Min tid"

En dag, hvor min daværende mand og jeg gik en lang tur på stranden, fortalte jeg ham om min beslutning. Jeg ville søge optagelse på lærerseminariet og uddanne mig til folkeskolelærer. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget mere meningsfuldt. Lærergerningen er et stort ansvar, og som lærer gør du en forskel hver eneste dag. Hele vennekredsen måbede, da jeg pludselig ville være skolelærer, og det var måske heller ikke lige det, min daværende mand havde forestillet sig. Det ville også få konsekvenser for vores levestandard, at den ene af os pludselig skulle være studerende og gå ned på en lærerløn. Men jeg ville hellere leve på en sten end gå i stykker på at få det hele til at hænge sammen.

"Det blev måske også begyndelsen til min skilsmisse."

Jeg var fuldstændig ligeglad med, om der var prestige i at være lærer eller ej. Jeg var meget afklaret, og derfor tog de fleste også hatten af for min beslutning. De kunne godt mærke, at jeg mente det alvorligt, og at det ikke rigtigt stod til diskussion. Mit stressnedbrud var et wakeupcall. Det startede en indre værdikamp for mig, og det blev måske også begyndelsen til min skilsmisse. Før jeg rigtigt fik set mig om, havde hele mit liv taget en 180 graders drejning.

Efter fire år som skolelærer på Rungsted Skole gik Karen Ellemann i sin fars, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann- Jensens, politiske fodspor. Hun startede i kommunalpolitik og kom senere i folketinget, hvor hun både har været indenrigs- og socialminister, miljøminister samt minister for nordisk samarbejde.

Jeg har ellers altid sagt, at jeg aldrig skulle være politiker. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og da jeg var barn havde alle mennesker en mening om min far og hans politik. Det blev jeg tit konfronteret med, og derfor skubbede jeg politik langt væk og meldte klart ud, at politik ikke interesserede mig. Det troede jeg også selv på, selv om jeg altid har engageret i mig i alt fra elevråd til skolebestyrelser. Da min far ikke blev statsminister ved valget i 1998 og senere trak sig fra politik i 2001, meldte jeg mig ind i Venstre. Jeg følte bare, at jeg var klar til at tone rent flag.

Et par år tidligere havde jeg oplevet så store forskelle på kommunernes daginstitutionspolitik, at jeg begyndte at interessere mig for kommunalpolitik. Jeg ville egentlig bare sidde på bageste række for at finde ud af, hvad der foregik, men da borgmesteren pludselig spurgte, om jeg ville stille op, ramte han noget i mig. Det var lidt, som når en jagthund får færten af noget vildt. Ja tak. Det ville jeg meget gerne. Reaktionen fra venner og familie var sjovt nok entydig: EN DELIG ! Endelig indser hun, at det er det, hun skal lave. Det skulle jeg jo så åbenbart også.

"Jeg var mor til to små børn, og pludselig lå jeg på Rigshospitalets niende sal til observation for en hjerneblødning. "

At være politiker kan være et stressende job. Især hvis man er minister. Men hvordan kunne jeg sige ja til en krævende ministerpost, når jeg har været ramt af stress? Netop derfor. Stress har lært mig at se advarselslamperne blinke. Jeg har også lært at bruge ordet nej, prioritere benhårdt og tage ledelsen i mit liv. Det er selvfølgelig trist, at jeg skulle ende på Rigshospitalet for at lære det. Jeg pressede mig selv for langt ud dengang og betalte prisen for det. Det var helt sindssygt. Jeg var mor til to små børn, og pludselig lå jeg på Rigshospitalets niende sal til observation for en hjerneblødning.

De tre måneders sygemelding har givet mig en erfaring, som jeg har taget med mig og lært at bruge som en styrke. Jeg har virkelig taget ledelsen i mit liv. Det er mig, der er chefen og har ansvaret for mit liv. Det er det, der gør mig i stand til at håndtere krævende opgaver. Det er stadig svært for mig at sige nej, men jeg er blevet meget bedre til det, og det skal du kunne som minister. Når du bliver udnævnt som minister, bliver hele dit liv overtaget af departementet. Det er dem, der styrer din kalender, og dagene bliver lynhurtigt fyldt op. Er du ikke rask ved havelågen, bliver du ædt op.

Som fraskilt mor til to delebørn havde jeg også andre hensyn, og jeg ville have tid til at være sammen med familien. Det gjorde jeg meget klart ved mit allerførste møde med departementet: ”I min kalender er der noget, der hedder børneuger, og de skal håndteres på en bestemt måde. Jeg deltager ikke i aftenarrangementer hver aften i den uge, alle aftaler skal cleares med mig og hver anden fredag går jeg hjem kl. 16.00.”

"Men nu ved jeg, at det er mig og kun mig, der er chefen i mit liv."

Det var noget af det første, jeg sagde, og jeg kom til at gentage det mange gange. Jeg skulle også insistere på det og rejse mig fra møder og sige: ”Nu er kl. 16.00, og jeg skal hjem til mine børn.” Det var jeg desværre nødt til, og det gjorde jeg også. Det ville jeg ikke have gjort, før jeg fik stress. Men nu ved jeg, at det er mig og kun mig, der er chefen i mit liv. Det kræver selvfølgelig også, at jeg selv er klar i mine prioriteringer og udmeldinger. Livet består af en lang række prioriteringer, og vælger du noget til, må du som regel også vælge noget andet fra. Sådan tænkte jeg slet ikke før i tiden. Om det var umodenhed eller manglende selvindsigt ved jeg ikke, men jeg havde ja-hatten på hele tiden og ville gerne være god til det hele.

LÆS OGSÅ: 10 kvinder i alle aldre: "Dét har jeg lært af livet"

Sådan er vi mange, der har det, tror jeg. Vi vil gerne det hele. Vi vil være gode forældre, dygtige til vores arbejde, gode ægtefæller og vi vil også gerne bo dejligt, spise god mad og dyrke en stor vennekreds. Der er også meget ”man skal have”.

Man skal have en bil og helst to. Man skal have et flot hjem, en succesrig karriere og ferierejser til udlandet flere gange om året. Men ”skal man” virkelig det? Vi skal præstere hele tiden og på alle planer. Jeg øver mig i at finde en balance, men har tit en indre dialog med mig selv om, hvorvidt det jeg gør, er godt nok. Alt kan ikke være perfekt. Noget er nødt til at være godt nok. Stress er et stort samfundsproblem, og arbejdsgiverne har et stort ansvar, men vi har også selv et ansvar. Vi må selv finde den rigtige balance mellem hjemmet og arbejdet. Du skal ikke drukne i 300 opgaver på dit skrivebord hver dag, men du må heller ikke lade sofapuderne, drømmehuset og udlandsrejserne fylde så meget, at du ikke har kræfter til at passe dit arbejde.

"Stresshåndtering handler ikke kun om at sige nej til andre, men måske allermest til sig selv."

Jeg går stadig op i at have et dejligt hjem og spise god mad, men på en anden måde end tidligere. Før var jeg nok mere optaget af, hvad andre mennesker tænkte end af mine egne værdier eller ønsker. Og nogle af os skal desværre langt ud over kanten, før vi stopper op og tænker os om. I dag lader jeg mig ikke styre udefra, men indefra. Det ville jeg gerne have været bedre til som yngre. Jeg ville gerne have været bedre til at mærke, hvad der virkelig er vigtigt for mig. Jeg ville også gerne have været bedre til at ”suge grundvand”, som er et udtryk, jeg har fra min mor. Det betyder at give sig selv næring og grounding. Det er jeg blevet meget bedre til nu. Det gør jeg bl.a. ved at få min nattesøvn, løbe en tur, og i perioder går jeg også til yoga. Og så har min mand lært mig at sætte pris på en morgendukkert i havet. Også om vinteren. Jeg er i virkeligheden B-menneske og er stadig lidt overrasket over at se mig selv gå søvngængeragtigt ned mod vandet en tidlig vintermorgen, men det er en fantastisk fornemmelse. Bagefter.

Stresshåndtering handler ikke kun om at sige nej til andre, men måske allermest til sig selv. Jeg har et lille mentalt billede, der har hjulpet mig meget. Min mor har et gammelt, smukt, håndmalet kinesisk møbel med mange små skuffer. Jeg forestiller mig, at jeg har sådan et stort, fint skuffedarium inden i mig. I mit indre skuffedarium er der skuffer for arbejdslivet, skuffer for kærligheden, for familien, for rammerne om familielivet og for vennerne, for eksempel. Når jeg er i gang med at løse opgaver fra en skuffe, skal alle de andre skuffer være lukket i. Alle skufferne kan ikke stå åbne på samme tid. Det bliver for uoverskueligt, hvis alt er ude og i gang på samme tid. For mig er det et billede på at være i nuet. Det går ikke, at jeg tænker på politik, når jeg er sammen med mine børn eller på indkøbssedler, når jeg er til gruppemøde på Christiansborg. Og ja. Det er meget lettere sagt end gjort.

Karen Ellemanns 5 råd om stress
1. Tænk på livet som et skuffedarium med mange skuffer. Du kan ikke have alle "skufferne" trukket ud på samme tid. Er du på arbejde, kan du ikke også tænke på familien eller parforholdet. Og omvendt. Der er også grænser for, hvor meget hver "skuffe" kan rumme.

2. Fyld ikke for meget i skufferne og sørg for at vende bunden i vejret på dem og rydde op i indholdet en gang imellem.

3. Min mand har indført begrebet "inditid" i vores familie – det vil sige individuel tid. Det betyder bare, at du altid har retten til at tjekke ud og bruge noget tid på dig selv. Også selv om du er omgivet af hele familien. Vi forsøger at respektere hinandens behov for at trække os tilbage og være os selv.

4. Drop så vidt muligt alt for lange to-do lister i fritiden. Gør tingene, når du har tid og lyst. Det gælder især for sommerferier og weekender. Slap af i stedet for.

5. Husk at "suge grundvand" og sørg for at få gjort det, der gør dig glad og godt tilpas. Du har selv ansvaret for at give dig næring.

LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder om deres livs vendepunkt