DR's Grand Prix-general: Knogletræt og helt vildt glad

Da Pernille Gaardbo som barn sad hjemme i stuen i Espergærde, og der var linet op med Fanta, kartoffelkage og håndlavede stemmesedler til årets store tv-højdepunkt, det internationale Melodi Grand Prix, havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at netop hun en skønne dag skulle stå i spidsen for det musikalske gigantshow. Kort efter at Emmelie de Forest havde hevet sejren hjem sidste år i Malmø, blev hun nemlig udnævnt til intet mindre end Grand Prix-general.

Ren tegneserie, griner hun selv ad sin titel. Men faktum er, at det slag, denne yderst feminine general skal styre på Refshaleøen i København, ikke er spor fiktivt, men intet mindre end verdens største musikkonkurrence.

Siden maj sidste år har 48-årige Pernille Gaardbo været i gang med at løse den største udfordring i sin knap tyve år lange tv-karriere. Og hun er – med egne ord…

– Knogletræt. Og helt vildt glad! Jeg har en oplevelse af, at jeg rent fysisk kun hænger sammen ved hjælp af adrenalin og infiltrationer. Det er det, der får mig op af sengen om morgenen, ha, ha. Så står skelettet lidt endnu. Men i glæden og begejstringen ligger der jo en enorm energi, og det er det, der holder det kørende.

– Folks interesse for det her projekt har helt fra start været mindblowing. Det er fuldstændig vanvittigt! Det betyder dels, at man får denne her ”wow, hvor er det fedt, at man er med og får lov”. På den anden side giver det en ”shit, vi skal virkelig lægge os i selen, det her betyder rigtig meget for rigtig mange”. Et ansvar grænsende til præstationsangst. Men der ligger jo altid et enormt godt drive i forhold til alle nye opgaver, hvis man er en lille bitte smule bange.

LÆS OGSÅ: "Jeg besluttede at afslutte karrieren lige der"

Ledere flæber ikke

Men generalen ryster kun lidt i bukserne. Godt nok er det en vild udfordring, men den var simpelthen for god til at sige nej til. Desuden har hun tidligere stået med det overordnede ansvar for Dansk Melodi Grand Prix, P3 Guld og X Factor. Så ansvar er ikke noget, der får Pernille Gaardbo til at løbe skrigende væk. Tværtimod. Og hun tror på, at erfaringen nok skal bære hende igennem. Somehow.

Erfaringen handler ikke kun om at håndtere store tv-shows, mener hun. Det handler i høj grad også om at håndtere mennesker. Og igennem sine 13 år som leder i DR har hun efterhånden prøvet en del, som hun siger. Hun har skullet rydde op, effektivisere, forandre ”på gulvet” i DR. Med andre ord: fyre en pæn mængde gode medarbejdere igennem tiden.

– Man sidder jo altså over for rigtige mennesker. Og ja, det har været nogle voldsomme opgaver, og dem har jeg haft en del af. For at kunne det skal man, tror jeg, have nogle forestillinger om noget, der er ret stort og ideelt. Man skal faktisk kunne se den store mening i det man gør, forklare det og føle det selv – og så skal man være super ordentlig. Som leder bør man være ideel, have store ambitioner og visioner. Det er et kæmpestort ansvar, man har, så det handler selvfølgelig om at have stor respekt for de mennesker, der er omkring en, for deres faglighed, individualitet og personlighed. Og så handler det om at kende sig selv rigtig godt – ens egne styrker og begrænsninger. Det gælder om at være stærk, når det kræves, og tilpas tilbagetrukket, når det er passende.

– At håndtere de her svære situationer som at afskedige folk påvirker mig altid bagefter. Voldsomt. Men den tager jeg derhjemme. De, der bliver ramt af sådan nogle forandringer, skal bare ikke opleve en flæbende leder. Det handler om at have respekt for dem, det rammer, holde linjen og stå ved det, man har gjort og sagt, og så kan man gå hjem og passe sig selv. Det er tough, men det er en del af lederopgaven. Det er meget i DR’s ånd, at det skal gøres ”yndefuldt” – dvs. ordentligt, respektfuldt og overbevisende. Man står ved det, man gør.

Mister aldrig overblikket

– Som leder skal man være god til at få andre til at gøre deres bedste. Det synes jeg, i al beskedenhed, at jeg er god til. Det er ikke vigtigt i sig selv at rose folk. Det vigtige er at gøre det ægte. Man kan sagtens gå på har-du-rost-dine-medarbejdere-i-dag-udviklingskurser… bullshit. Jeg kan sagtens kende forskel på, hvornår jeg får ros, og hvornår jeg får smiger. Og jeg hader smiger. Hvis en medarbejder f.eks. hænger med mulen, er det jo fuldstændigt forkert at tro, at man kan gå hen og rose vedkommende til at få det bedre. Tværtimod. Man er nødt til at starte der, hvor den medarbejder nu er – ”der er noget galt, hvad skal vi gøre ved det?”. Har vedkommende omvendt gjort noget fantastisk, skal hun eller han selvfølgelig høre om det med det samme. Det handler om, at man som leder – og som menneske i virkeligheden – skal være generøs. Det er sindssygt vigtigt. Får jeg ros et sted for det her projekt, tilkommer den jo ikke mig alene. Den ros skal deles ud gange ti til dem under mig. At sole mig i det alene ville være skammeligt og pinligt. Som leder skal man faktisk kunne tåle, at ens medarbejdere shiner mere end en selv.

En anden ting, der er vigtig, er at uddelegere opgaverne. Man hverken kan eller skal selv have styr på det hele, for så dræber man al kreativitet, som hun siger. Men at styre verdens største musikkonkurrence med knap 600 ansatte må kræve sin kvinde. Mister hun aldrig overblikket?

– Nej, den oplevelse har jeg ikke. Når man er leder, har man jo det privilegium, at man kan beslutte, hvad man vil bruge sin tid til. Det er klart, at der er en masse ting, jeg ikke har dybt kendskab til i projektet. Det kan man i sagens natur ikke. Derfor er det vigtigt, at jeg stoler maks. på mit team og ved, at jeg har ansat de rigtige mennesker hele vejen rundt.

Den hemmelige general

Faktisk havde Pernille Gaardbo vidst få dage forinden, at det ville blive hende, der fik rorpinden, hvis Emmelie sang sig til tops i Malmø 18. maj sidste år. Men det var hemmeligt, og derfor sad hun mutters alene hjemme i villalejligheden i Klampenborg og så finaleshowet fra Malmø, mens hendes mand og sønnen Gustav var taget alene til New York på den tur, Gustav havde fået i konfirmationsgave.

– Av, av, av, av, AV ! Det har vi talt rigtig meget om derhjemme. Det kunne ikke laves om. Der sad jeg i min sofa, og efterhånden som Emmelie fik flere og flere point, så jeg bare, hvordan mit liv forandrede sig. Det var en meget, meget syret oplevelse. Og da vi så vandt, kan jeg bare huske, at jeg græd og hulkede og tænkte, ”hold kæft, hvor er det fantastisk!”, og samtidig tænkte jeg, ”Shit, hvad gør jeg?!”.

Pernille fik hurtigt et par gode folk omkring sig, og lynhurtigt nåede de frem til den gode ide, som skal bære projektet igennem alle de tanker og udfordringer, der måtte komme. De nåede frem til sloganet ”join us”, fordi det symboliserer inddragelse, åbne arme, gæstfrihed, generøsitet. Og endelig, efter mange overvejelser, nåede de også frem til stedet – nemlig B&W-hallerne på Refshaleøen. Måske ikke ligefrem en løsning, der lå lige til højrebenet, til gengæld lover hun, at det bliver et spektakulært show, som indeholder både tradition og fornyelse. Og som kommer tættere på de ca. 170 millioner seere.

– Vi skal tættere på de følelser, som de optrædende oplever i showet. Nervøsiteten, begejstringen og dramaet. Det skal føles vedkommende og ikke som et distancerende glamourshow. For eksempel har vi gjort op med de her ”postkort”, som traditionelt set har været en slags minituristvideo fra hvert land. I stedet har vi været ude at optage en lille video med hver artist fra de 37 deltagende lande, hvor vi ser dem løse nogle udfordringer, så vi på den måde kommer til at føle, at vi kender dem bare en lille bitte smule bedre. Og desuden skruer vi op for konkurrenceelementet i finaleshowet. Vi skal jo ikke glemme, at alle kommer for at vinde!

LÆS OGSÅ: Lise Rønne - Unge pigers kropsidealer er ikke mit ansvar

Sokker i farvekoder

Hjemme er hun for længst tilgivet for sin disponering i forhold til at prioritere et tv-show frem for en hyggetur med familien. For efterhånden synes Grand Prix-feberen også at have spredt sig i privaten, hvor Pernille møder massiv opbakning fra sine to største fans, ægtemanden og kollegaen, Jens Gaardbo, og deres fælles søn, Gustav, på 15.

– De er meget tålmodige og sindssygt engagerede – især min mand, han burde få en check fra DR for konsulentbistand, for hold da op, han lægger ører til meget! Men Jens og jeg er et makkerpar. Jeg ved slet ikke, om jeg havde kunnet gå ind i det eller gennemføre det, hvis jeg ikke havde den opbakning, jeg har, som ikke kun handler om, at han laver mere mad, end han plejer, men i virkeligheden mest handler om hans enorme interesse for projektet.

– Jeg har måttet blive hjemme fra flere ferier, og det har de bare vist en helt enestående opbakning til. Og når Gustav igen hører mig sige, ”Ååh, nu er jeg træt igen, skat” og vil være sød og vise mig en film, så går der to minutter, så sidder jeg og sover. Det er frygteligt. Jeg skylder på den konto. Big time. Selvom både hun og manden har krævende jobs på hver deres tvkanal, vil hun ikke betegne dem som karrieremennesker. Ikke i klassisk forstand.

– Vi går begge afsindigt meget op i det, vi laver. Arbejde og fritid smelter sammen, fordi det er passion, der driver hele skidtet. Men ingen af os gør det, vi gør, for vores karrieres skyld. Vi gør det, fordi vi synes, det er fantastisk spændende og sjovt. Og ja, vi bruger rigtig, rigtig meget tid på vores job.

Og hvordan ser det så ud med styr-på-det-hele-mentaliteten, når vi taler hjemmefront? Er Pernille også generalen derhjemme? Ligger sokkerne i farvekoder, hvis man trækker ud i hendes sokkeskuffe? '

– Ja! Hi, hi. Det er noget, jeg arbejder med at nedtone. Det kan min mand bekræfte – at det er noget, jeg bør nedtone. Han plejer at sige, at i starten, da vi lige havde mødt hinanden for … 108 år siden… der var han udenrigsminister, og jeg var indenrigsminister. Men hen over årene, siger han, ved han ikke rigtigt, hvad der er sket, for i mellemtiden er jeg så gået hen og blevet statsminister. Og han er stadig kun udenrigsminister. Pernille slår en smittende latter op og breder en fin vifte af smilerynker ud rundt om de blå øjne.

Pernille Gaardbo og hendes mand, Jens Gaarbo.

Barbie & Ken

Hun og Jens mødte hinanden, da Pernille ved et tilfælde kom til at arbejde på TV 2. Oprindeligt er hun uddannet tekstforfatter i reklamebranchen, men efter at have leveret reklametekster i 4-5 år, trængte hun til kollegialt input og fik job som assisterende producer på Nyhederne, hvor hun dermed også blev Jens Gaardbos øresnegl.

– Jeg har været hans øresnegl lige siden. Det arme menneske. Ha, ha.

– Øij, jeg forsøgte virkelig at lade være med at falde for ham. Meget, meget længe. Vi var den ultimative kliché: ”tall, dark and handsome” studievært, kendt over det hele, og jeg var ”the blond, big boobs” assistent. Det KAN ikke blive mere tegneseriedumt. Men det er overhovedet ikke spor Barbie og Ken-dumt. Jens og jeg er hinandens bedste venner, hinandens nærmeste. Jeg oplever ham som meget mand. And I like! Og nu har vi været sammen i 19 år, så der er jo også noget om snakken, det er ikke for sjov. Det blev nu lidt for kompliceret at være på TV 2 begge to, derfor blev Pernille freelance en tid for så at få job på DR, hvor hun blev uddannet tv-producer.

– Faktisk var jeg en relativt dårlig producer. Ha, ha. Nej ikke dårlig, men fandeme heller ikke god. Jeg knoklede for at blive god, og det, nogen fik øje på, at jeg var god til, var at styre det her tekniske hold. Jeg var rigtig god til at få folk til at knokle numsen ud af bukserne og samtidig have det sjovt. På den måde blev hun leder af DR’s producere og har siden uddannet sig løbende inden for ledelse – senest kastede hun sig sidste år over en MBA , som hun nu har orlov fra og gør færdig næste år.

– I forhold til at være leder har jeg ambitioner på to niveauer. Den ene handler om det at finde den her mening, som er større end en selv og som giver energi og drivkraft. Den anden handler om at se folk omkring mig flytte sig. Hvis bare én af de her 600 medarbejdere både fagligt og personligt har flyttet sig… det ville gøre mig så stolt og glad. Det er en enorm drivkraft for mig personligt. Og jeg har set masser gøre det igennem årene. Jeg tuder næsten, når jeg tænker over det. Så bliver det ikke mere mission accomplished.

Alt på et bræt

Lige nu hedder missionen et vellykket Melodi Grand Prix om to uger.

– Vi har hyret nogle af de dygtigste mennesker overhovedet i denne branche, og jeg glæder mig til at vise det, vi er ved at skabe. Jeg håber virkelig, at danskerne forstår, at det, vi arbejder med, er fra hjertet. Vi vil gerne gøre dem stolte. For ja, det er bare et tv-show, men vi gør det satme med hele kroppen og med hjertet. – Jeg glæder mig vildt, til den første semifinale går i gang 6. maj kl. 21. Jeg kan næsten ikke sige den dato uden at få en klump i halsen. Jeg kan mærke den nu også. På det tidspunkt gælder det. Det er virkelig alt på et bræt. Elsk det, eller had det – men det er, som det er.

– Det næste øjeblik, jeg ikke rigtig ved, om jeg glæder mig til… der bliver jeg mere sorgagtig, er, når vi når finalen 10. maj kl. 0.15, og produceren i headsettet, til hele holdet, siger: ” værsgo’ continuity, ta’ os – tak alle sammen!”. Det kan jeg bare heller ikke sige uden at få gråd i halsen. Puff, så er det væk. Mega tomhed. Og forhåbentlig stolthed og glæde.

Men lad os nu sige, at Basim går hen og vinder… Har hun tænkt på det?

– Der blev jeg lige døv et øjeblik. Ha, ha. Tja, man går jo ikke ind i en konkurrence, hvis ikke man vil vinde.

LÆS OGSÅ: "Jeg ved, hvordan min begravelse skal køre"