Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?
– Det må være min undertøjsskuffe, for den er kendt for at være så trist. Til mit kobberbryllup blev det nævnt i flere taler: ”Annette er jo hende med det triste undertøj”. Jeg er sgu lidt nærig – come on, jeg giver ikke 500 kroner for en bh, nu må I stoppe! Det er ikke de store mormor-trusser, men det er bare ikke spændende.
Hvornår er du helt dig selv?
– Jeg er altid mig selv. Jeg prøver ikke at være en anden. Jeg kan slet ikke ha’, hvis folk udgiver sig for noget, de ikke er! Folk må meget gerne blære sig, og jeg synes, det er pragtfuldt, når de virkelig snobber igennem. Hvis de altså har noget at have det i.
Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg kan være så gammeldags, og er en takt og tonefætter. Og så har tiden det med at rende fra mig. Jeg presser mig selv til det yderste og kommer altid fem minutter for sent. Det er da pisseirriterende for dem, der står og venter et sted.
Hvad er din største hjertesorg?
– Da jeg var 14 år, ringede jeg til min veninde på hendes fødselsdag. Hun blev pludselig dårlig og sagde, hun skulle kaste op. Hun smed røret, og ikke ret lang tid efter døde hun. Jeg var fuldstændig ude af mig selv, det var så dramatisk og uvirkeligt. Og for at det ikke skal være løgn, mistede jeg også en anden veninde, som døde i et trafikuheld, da jeg var 20 år. Det var så voldsomt, fordi jeg fik et meget flot kort tilsendt med hende og en ung mand på forsiden. ”Ej, hun skal giftes,” tænkte jeg. Da jeg læste kortet, blev jeg jo fuldstændig knust. Den unge mand på billedet var ham, hun kørte galt med. Der har derfor aldrig været en alder på døden hos mig. Jeg lærte, at den kan ramme alle.
Hvordan har du det med døden?
– På en eller anden måde har de tidlige oplevelser med døden givet mig en ikke-dødsangst. Selvfølgelig vil jeg gerne leve, men jeg synes, det er vigtigt at tale om døden og ikke gøre den mærkelig eller uhyggelig over for mine børn. Jeg har for eksempel lavet ”min sidste vilje”, der ligger klar hjemme, når jeg rejser på ferie. Jeg lægger altid lige en konvolut frem på skrivebordet, hvor der står, hvad jeg har gjort mig af tanker, hvis jeg dør, og jeg har faktisk gjort mig rimelig mange tanker. Jeg ved, hvordan min begravelse skal køre, og hvis min mand og jeg er ude at rejse, har vi også afklaret på forhånd, hvad der skal ske med vores børn, hvis flyet styrter ned. Det er jo ikke fordi, vi tror det sker, eller fordi vi går rundt i evig frygt, men det er lidt ligesom forsikringer. Du tegner dem og betaler til dem i årevis, i håb om at du aldrig får brug for dem.
Hvad bør enhver kvinde have opnået, inden hun dør?
– Hun bør opleve at blive mor. Det er så essentielt, og det er helt vildt, hvad det gør ved dig, og hvad det betyder. Alle ens sanser og følelser bliver forstærket med 6000. Hvis man før var bange for døden, så bliver man jo psykopat-bange for døden, når man får børn. Det lyder ikke skide positivt, men den kærlighed, man har fået, er så kæmpestor, at man bare bliver bange for at miste.
Hvornår føler du dig allermest som kvinde?
– Jeg er virkelig maskulin med mange ting. Jeg er sgu ret praktisk og har styr på det der med værktøjskassen, forsikringer og pensioner. Det er også mænd, jeg snakker bedst med. Når jeg er på restaurant, og andre piger bestiller en skål salat, bestiller jeg en mega monsterbøf. Jeg er ikke særlig feminin, men jeg kan godt blive det med det rigtige tøj, høje sko og røde negle, og så er jeg også en meget flirtende type.
LÆS OGSÅ: Trine Pallesen "Der er ikke nødvendigvis noget ensomt ved at være alene"
