Det virker umiddelbart ganske uskyldigt, da 9-årige Alma en dag kommer hjem fra skole og fortæller sin mor og far, at hun gerne vil gå i fodsporene på en Instagram-influencer og prøve en såkaldt ’sugar challenge’.
I korte træk går det ud på, at hun i et år skal undgå sukker, og forældrene, Peter og Trine, ser ikke noget harmfuldt i projektet.
Det minder mest af alt om en udvidet leg, tænker de, og så kan det vel heller ikke være skidt af gå uden om søde sager et stykke tid. Alma kaster sig helhjertet ud i udfordringen; springer fredagsslikket over, siger nej tak til is og undgår kage til fødselsdage. Men så er der langsomt noget, der ændrer sig.
For nogle måneder inde i ’eksperimentet’ er Alma ikke længere kun opmærksom på sukker, men på mad i det hele taget.
Hun er på det tidspunkt blevet 10 år, hendes krop er begyndt at vise de første spæde tegn på pubertetsforandringer, og oveni sker der det livsomvæltende for hele familien, at Peter og Trine beslutter at gå fra hinanden.
”Det var ikke, fordi hun tabte sig meget, og ingen af os havde på noget tidspunkt tænkt det som en decideret spiseforstyrrelse, men det var, som om alvoren ramte i kølvandet på vores skilsmisse,” fortæller Peter om det forår for godt og vel fire år siden, hvor det gik op for ham og Trine, at deres datter – og eneste fælles barn – var i gang med noget helt andet end en simpel sukkerbegrænsning.
”For børn er skilsmisse jo også en måde at miste kontrollen på, og jeg tror, det var ekstremt hårdt for hende at være vidne til, at begge hendes forældre var kede af det,” tilføjer han.
I anledning af interviewet har Peter og Trine sat sig sammen – som de indimellem også gør det, når de holder oplæg for andre forældre og pårørende til børn med netop en spiseforstyrrelse – og de husker begge, hvordan det blev tydeligere og tydeligere, at noget skidt var på færde.
”Vi har altid haft fokus på at spise god kvalitet derhjemme, men har også hygget os med slik og takeaway og den slags, og vi var måske alle tre lidt godt i stand på et tidspunkt.
Men vi har aldrig haft et negativt fokus på det, og Alma har altid fulgt sin kurve hos sundhedsplejersken,” siger Trine og fortsætter:
”Pludselig begyndte hun at skelne mellem sundt og usundt, hun holdt også øje med, hvad vi puttede i retterne, når vi for eksempel lavede aftensmad, og stillede spørgsmål til, om vi nu også behøvede at bruge det ene eller det andet.”
Peter så de samme tegn, da han den sommer tog på ferie med Alma.
”Vi var i sommerhus, og hver gang vi købte ind, var hun lige bag mig og holdt øje med, hvad jeg lagde i kurven. Jeg var bange for at presse hende og hoppede og dansede for at gøre hende glad, og samtidig kunne jeg se, at hun havde det rigtig skidt; var grådlabil, nedtrykt og havde tvangstanker omkring sin mad.
Og ovenikøbet følte skyld over det. Det var virkelig hårdt at være vidne til,” erindrer han.
Rådvilde og magtesløse blev forældreparret enige om at gå til deres egen læge, som foreslog, at de kontaktede Robus – et kommunalt behandlingstilbud for børn og unge med spiseforstyrrelser. Og da sommerferien var slut, kørte de alle tre af sted til den første samtale med en af behandlingsstedets psykologer.
Vægten skal op!
Det kan måske lyde overraskende, at et barn på Almas alder kan blive ramt af en spiseforstyrrelse, men spørger man Birgitte Bergholt Grymer, der er psykolog hos netop Robus, ser hun i disse år en stigning i antallet af især piger i aldersgruppen 9-12 år, som får sygdommen – oftest i form af restriktiv spisning. Og det er der ifølge hende flere gode grunde til.
”En væsentlig årsag er, at pigerne går tidligere i puberteten i dag, hvilket er noget, der har rykket sig markant over nogle få generationer. For mange af dem er de slet ikke mentalt og følelsesmæssigt klar til den udvikling, der sker med kroppen, og nogle kan mest af alt have lyst til at sætte udviklingen i stå,” forklarer hun og nævner, hvordan det for de unge drenge (for dem er der også) kan handle om lysten til at præge kroppen og få større, markerede muskler.
”I dag er der ret frit slag på mange sociale medier, og børnene kan finde utrolig meget information derinde. For eksempel i forhold til kropsidealer og alle mulige ’regler’ omkring spisning,” siger hun og henviser til den type udfordringer, som Alma netop blev grebet af.
”Den slags kan være sjovt at prøve, og for de fleste er det harmløst, men for nogen kan det lægge kimen til noget andet; hvor de opdager, at de virkelig godt kan lide den følelse, der giver dem at holde igen, og hvor der pludselig skal mere og mere til for at få den samme effekt. Og så bliver det en snebold, der ruller, med flere og flere ting, de ikke må.”
Birgitte Bergholt Grymer omtaler i den forbindelse det væld af apps, der efterhånden tillader måling af alverdens ting; kalorier, skridt, søvn, you name it, og hvordan kontrolmulighederne på den måde nemt kan gribe om sig.
”Oven i det kan andres kommentarer om kroppen trigge lysten til at spise mindre, hvilket vi også hører fra mange af de helt unge. Det kan være en bemærkning om deres ’tykke mave’, de kan huske helt tilbage fra børnehaven, eller udsagn om, at deres krop har forandret sig i forbindelse med puberteten,” lyder det.
Uanset hvad årsagen til et barn som Almas restriktive spisning er, gælder der den samme behandlingsstrategi hos Robus: Vægten skal op.
”For hvis man hele tiden får for lidt næring, vil hjernen evolutionært tænke mere på mad, den vil blive mere optaget af mad, og for nutidens børn vil det være oplagt at søge mere på indhold om mad på nettet,” forklarer Birgitte Bergholt Grymer om ræsonnement bag.
”Man kan sige, at ens interesser bliver overtaget af det med spisning og mad, når kroppen ikke får det, den har brug for. Omvendt ved vi, at man får færre tanker om mad, jo mere kroppens behov bliver mødt,” uddyber hun og beskriver så, hvordan der i den tankegang automatisk ligger et stort – og sommetider overvældende – ansvar hos barnets forældre.
”Vi lægger nogle ret præcise kostplaner og kan godt blive lidt rigide, fordi vi ved, hvad der sker, hvis man ikke får sat en kæp i hjulet på spiseforstyrrelsen, og som forældre kan man godt opleve, at man i arbejdet med at hjælpe barnet til at spise mere tager noget frihed fra det. Det kan konflikte med den selvstændighedsproces, som mange børn er i gang med i den alder, og med det ønske, mange forældre har, om at ens unger skal være nogle små, ansvarsfulde mennesker,” siger Birgitte Bergholt Grymer.
En kilde til konflikt
Og her rammer hun lige ind i hjertet af den problemstilling, som Peter og Trine mødte, da de sammen med Alma begyndte i behandling.
”Jeg synes, det var svært at forstå, at de ikke skulle tale med hende om, hvad der havde udløst spiseforstyrrelsen, men i stedet fokuserede på vægt og kostplaner.
Alma boede mest hos mig, så det var mig, der skulle sidde og tvinge hende til at spise, sommetider imens hun græd, og det var hårdt,” fortæller Trine og kigger på Peter, som greb det lidt anderledes an:
”Jeg var meget indstillet på at gøre, hvad de sagde i Robus, for jeg havde ikke noget bedre bud, og det lød, som om de havde styr på det. Hvis det ikke virkede, måtte vi jo prøve noget andet,” siger han og husker tydeligt, hvordan de to forældres uens tilgange en overgang blev kilde til konflikt.
”Alma tog ikke på i vægt, og psykologen blev mere og mere bekymret. Og fordi Alma var mest hos Trine og var tættere med hende, gik der nogle uger, før det gik op for mig, at det nok skyldtes, at de to ikke fulgte planen.
Det blev jeg utrolig frustreret over – og bange, fordi psykologen havde snakket om, at hvis vægten ikke flyttede sig, kunne det betyde behandling i psykiatrien og måske indlæggelse.
Jeg kan huske, hvordan jeg tænkte, at det måtte bare ikke ske. Og Trine og jeg endte med at have nogle heftige skænderier over telefon og sms. Fordi jeg – helt firkantet sagt – sagde: først vægt, så terapi, og Trine sagde: vægt og terapi.”
Trine nikker og beskriver så, hvordan hun i al sin tvivl og usikkerhed fandt frem til en strategi, der gjorde spisesituationerne bare en anelse nemmere.
”Jeg valgte at sige, at jeg spiste præcis det samme som Alma – så jeg på den måde gik med hende – og det hjalp. Også selvom jeg ikke altid kunne finde ud af, om det var det rigtige at gøre, og selvom det betød, at hun sad og holdt øje med, om jeg nu også drak min sødmælk og spiste de ekstra snacks, som var på kostplanen,” lyder det.
Spørger man Birgitte Bergholt Grymer, er det netop den form for forældreengagement, der kan have en afgørende betydning for udfaldet af behandlingen.
”Hvis forældrene fanger vores måde at arbejde på og tør tage den myndige rolle på sig, kan vi, hvis sygdommen bliver opdaget tilpas tidligt, ret hurtigt få det vendt.
Fordi børnene mentalt stadig er så meget børn, at der ikke er så meget andet på spil, og trods alt stadig har respekt for forældrene og tillid til, at de har styr på det,” siger hun.
Angsten for kage og avocado
I løbet af efteråret og vinteren tog Alma stille og roligt på i vægt. Men med et væld af svære tanker og følelser som følgeskab.
”Når hun var rigtig ked af det, kunne hun finde på at sende mig et billede, hvor hun lå og græd. Eller ringe til mig, imens jeg sad på arbejde, og grædende spørge, hvorfor hun ikke bare kunne få lov til at dø. Vi bor på 5. sal, så nogle gange betød det, at jeg skyndte mig hjem for at sikre mig, at hun var ok.
Andre gange handlede det om, at hun havde brug for, at jeg lå sammen med hende og trøstede hende, længe – uden at sige noget,” fortæller Trine om nogle af de reaktioner, hun blev vidne til på allernærmeste hold. Og som er fuldstændig naturlige ifølge Birgitte Bergholt Grymer.
”Det kan fremkalde en masse svære følelser, når vi beder et barn med spiseforstyrrelse om at begynde at spise avocado eller kage – følelser, som ikke er farlige, men hvor barnet bliver bange og tror, at der vil ske noget helt forfærdeligt.
Det er en helt normal angstreaktion, kan man sige.
Men jo flere erfaringer man har med, at angsten går over, og der ikke sker noget, ved at man spiser lidt ekstra, jo nemmere bliver det. Og det er en erfaring, der er rigtig god at have med – i alle mulige sammenhænge,” konstaterer hun og indskyder, at der selvfølgelig sker lidt med vægten, når man begynder at spise mere, men at det typisk følges ad med et større overskud og færre tanker om mad.
”Hvis det er tidligt i sygdommens udvikling, prøver vi samtidigt at eksternalisere spiseforstyrrelsen og tale om for eksempel et spisemonster, der kommer og fortæller en, at noget er forkert, og noget er rigtigt.
Og vi snakker om, at det har den faktisk ikke ret i. Når vi taler om det som noget, der kommer på besøg – og som måske ovenikøbet får et navn af barnet selv – bliver det nemmere at danne fælles front og sige til det åndssvage monster, at det faktisk ikke har lov til at bestemme og tage alt det sjove væk,” forklarer hun.
Et redskab, som især Peter tog til sig og brugte over for Alma. ”Jeg begyndte at se processen som en slags eksorcisme og tale om spiseforstyrrelsen som en djævel, noget ondsindet uden for Alma, der ødelagde ting for hende; gjorde det svært for hende at passe sin skole, sin sport, sine venskaber.
Og som slet ikke skulle have lov til at bestemme som meget, som den gjorde,” fortæller han, og Trine erindrer, hvordan det netop var tanker om at kunne leve livet mere frit og normalt igen, som var med til at vende tingene.
”Alma og jeg snakkede blandt andet om, at hun rigtig gerne ville en tur til Paris, hvor jeg sagde til hende, at for mig handlede sådan en rejse om at smage på en masse ting, og at jeg gerne ville afsted med hende, men kun hvis vi også kunne spise sammen. Og det tror jeg var en af de ting, der var med til at motivere hende.
Samtidig blev tanken om, at hun kunne undgå at komme tilbage til Robus også noget, der flyttede hende i en bedre retning. For det var svært for hende at være der, og hun græd, hver gang vi skulle derud.”
Reager på det mystiske
I dag er Alma 14 år, passer sin skole, sin sport, sine venner – og har helt normale spisevaner. Kun sjældent får hun tanker om, at hun skal veje mindre eller spise anderledes, men det kan dog ramme, nævner Trine.
Hvis hun for eksempel har spist meget slik en dag.
”Så kan hun godt finde på at komme til mig og sige, at hun synes, hun har taget på, og spørge, og om vi ikke kan tabe os lidt. Og så kan jeg godt mærke, at det sidder lidt i mig; i forhold til at sige og gøre det rigtige,” siger hun og kigger på Peter, som ligeledes kan gøre sig tanker om, at spiseforstyrrelsen kan dukke frem igen.
”Jeg håber og tror ikke, at hun vil falde tilbage i sygdommen, men hvis det sker, vil jeg have nemmere ved at snakke med hende om det, fordi vi har prøvet det før, og italesætte, at det ikke er hende, men angsten – og den der djævel på skulderen – der snakker,” siger han.
I kølvandet på behandlingen i Robus så Alma en psykolog og fik hjælp til at sætte ord på nogle af de følelser og tanker, der knyttede sig til spiseforstyrrelsen.
Men Peter og Trine kan stadig tvivle på, hvad der helt konkret satte sygdommen i gang – og de kan stadig se tilbage og ønske, at de havde handlet anderledes på nogle punkter.
”Jeg tror simpelthen, vi var blinde over for, hvor heftigt og afhængighedsskabende de sociale medier i virkeligheden er, og det er først efterfølgende, jeg har tænkt, at det måske ikke var skidesmart at lade hende være på dem på den måde,” siger Peter, og Trine bakker ham op:
”Jeg ville også ønske, at vi havde sat os mere ind i det med de sukkerfri produkter, som Alma gik meget op i, da hun gik i gang med udfordringen, og ikke var hoppet med på det og havde ladet det styre på den måde, som det kom til.
Og at vi var gået helt uden om functional food og havde insisteret på, at hun kun skulle spise almindelig mad. Vi syntes begge to, at det var lidt mystisk, og lige så snart man får den tanke, tror jeg, at man skal reagere.”
Peter nikker – og nævner så et af de råd, som han og Trine gerne giver videre til andre forældre i samme situation:
”Man skal bare være indstillet på, at man kommer til at lave en masse fejl, og så tilgive sig selv for dem.
For vi gør det alle sammen så godt, vi kan, og det er vigtigt at huske.”
Hjælp dit barn med at tale om mad og krop
- Undlad at skelne mellem sund og usund mad – al mad er ok mad.
- Tal pænt om din egen krop og kommenter i det hele taget mindst muligt på, hvordan kroppen ser ud.
- Italesæt, hvordan kroppen er fantastisk til alt muligt, hvordan den har masser af energi og kan mange forskellige ting.
- Vis barnet, at kroppe kan se forskellige ud – fx med en tur i svømmehallen.
- Snak med dit barn om SoMe og interesser dig for, hvad barnet laver online.
Kilde: Psykolog Birgitte Bergholt Grymers, Robus
