Når kvinder myrder: Elskerindens hævn

Mandag 28. august 1995. Mørket havde efterhånden lagt sig over Rønne. Under falsk navn havde Elisabeth Wæver taget flyet til Bornholm og trådte ved 21.30-tiden ind i parcelhuset på Helsevej 10, hvor hendes elskers kone, Birgit Holm Hansen, og to sønner var alene hjemme. Hvordan aftenen og natten nøjagtigt forløb, ved kun Elisabeth Wæver, men faktum er, at da sollyset ramte Bornholm næste morgen, var Birgit Holm Hansen og den yngste søn døde, og Elisabeth forlod et hus i flammer uden at tilkalde hjælp. På græsplænen fandt man den ældste søn Søren stærk forbrændt, men inden han gled hen i bevidstløshed, nåede han at fortælle om "damen, der satte ild på."

Ambitiøs læge
Elisabeth Wæver blev født den 20. august 1954 i Haderslev. Her voksede hun op i et trygt hjem – en fireetagers patriciervilla på Jomfrustien – med sin far, direktør Poul W. Wæver, der ejede byens Ford-forhandler og sin mor, Kamma, der tog sig af de tre børn: Elisabeth, Kirsten og Svend. Elisabeth var midterbarnet og blev kaldt "Lis." Hver dag blev hun bragt og hentet i bil på den kommunale Louise Skole, og i BT tegnede gamle klassekammerater efter Elisabeths forbrydelse et portræt af en pige, der var så almindelig, at det næsten gjorde ondt. Hun var "forsigtig ud over alle grænser – næsten sky. Og hun talte med en næsten hviskende stemme." I 1968 blev hun optaget på Haderslev Katedralskoles realafdeling, som målrettet gik efter at få eleverne i gymnasiet. Hun havde svært ved at klare sig i fagene og måtte knokle ekstra hårdt for at blive erklæret egnet til at begynde på Haderslev Katedralskole i 1971.

I løbet af gymnasietiden sang hun i kor, passede sine lektier og blev – som så mange andre – forelsket i en fyr. Men modsat de fleste andre teenagepiger, reagerede hun voldsomt, da han endte med at afvise hende. Politiet har dokumentation for, at Elisabeth reagerede med adskillige desperate telefonopkald. Efter tre års studier på Haderslev Katedralskole blev hun student med en fin – dog ikke prangende – eksamen. Fritiden blev brugt på at spille tennis og dyrke klassisk musik, interesser hun arvede fra sin forældre – Elisabeth var en glimrende fløjtespiller og drømte om en plads på konservatoriet, men valgte alligevel det mere prestigefyldte medicinstudium og flyttede til Århus. Hun ville være børnekirurg. Hellige sit liv til syge børn. Umiddelbart efter hun havde afsluttet sit studium i 1984, flyttede hun tilbage til sin hjemegn og fik turnusstilling på sygehusene i Aabenraa og Haderslev, og allerede året efter fik hun job på Rigshospitalets børnekirurgiske afdeling. Det var stedet at være, hvis man ville være ekspert, og det ville Elizabeth Wæver. Patienterne var vilde med hende – hun var fagligt dygtig og afsatte tid på at snakke med dem. Da videreuddannelsen som børnekirurg ikke fandtes i Danmark, dygtiggjorde hun sig undervejs i karrieren i både Schweiz, England og Sverige. I fritiden var hun tovholder på private studiemøder i København med spisning og undervisning fra indbudte overlæger – og faglig debat til dessert. På papiret synede alt perfekt for den ambitiøse læge.

Mødet med Bent
Hvad der ikke var mange, der vidste, var, at Elisabeth Wæver drømte om at stifte familie. En dag betroede hun sig til en kollega og fortalte, at hun egentlig savnede en mand og gerne ville have børn. Den slags fortrolige indrømmelser var sjældne for Elisabeth. I slutningen af 80'erne forelskede hun sig i en jævnaldrende narkoselæge. Desværre gengældte han ikke følelserne, og for anden gang i sit liv reagerede Elisabeth på et afslag fra en mand ved ustandseligt at ringe til ham. Til sidst blev det for meget for manden, som kontaktede politiet. Passivt kunne Elisabeth se til, mens kvinderne omkring hende fik mand og børn og familieliv. Selv fik hun intet.

Undervejs i sin karriere vikarierede Elisabeth Wæver på en række sygehuse i Københavnsområdet, og det var under et lignende vikariat på Bornholm Centralsygehus i Rønne, at hun mødte Bent Brandt Hansen. August 1994. På det tidspunkt var hun næsten færdiguddannet som speciallæge, og hun boede på et vagtværelse tilknyttet sygehuset. Bent var far til to drenge og gift med Birgit, der også arbejde på Rønne Sygehus – som hjertesygeplejerske. De var begge indfødte bornholmere, havde kendt hinanden i 22 år og været gift siden 1989.

Hurtigt gik der rygter om, at Elisabeth og Bent havde en affære. De to havde et seksuelt forhold i et år, men Elisabeth ville have mere end sex – hun ønskede et ægteskab, og som månederne gik, blev hendes krav til Bent mere og mere tydeligt: Han skulle forlade sin familie til fordel for hende. Hen over sommeren forsøgte Bent af flere gange at trække sig ud af det forbudte forhold, men blev ved med at udskyde det endegyldige brud. Den 27. august 1995 var han på kursus i København og brugte lejligheden til at mødes med Elisabeth. Sammen slentrede de en tur ned ad kajen på Langelinie om eftermiddagen, og det var her, han gjorde det definitivt forbi. Familiefaren kunne ikke overskue at ødelægge sit fundament og forlade kone og børn. Deres affære måtte stoppe – en gang for alle.

Senere samme aften var Elisabeth på vej med flyveren mod Bornholm.

Den fatale brand
Elisabeth tog den knap fem kilometer lange vej fra Bornholms lufthavn og ud til Helsevej 10. Huset, der dannede rammen om Bents familieliv. Klokken var omkring 21.30, da hun gik ind, og Birgit Holm Hansen og de to sønner, Henrik på fire og Søren på syv år, var alene hjemme. Hvordan aftenen og natten endte med to dødsfald og en forbrændt dreng i haven, ved kun Elisabeth Wæver, men faktum er, at da det blev morgen, forlod hun huset på Helsevej uden at tilkalde hjælp. Hun gik over en stubmark og ned til havet, hvor hun tog sig en dukkert. Derefter ringede hun til sin arbejdsplads Herlev Sygehus og forklarede, at hun ville blive forsinket. Traskede tilbage til lufthavnen og tog morgenflyet til Kastrup. Derefter tog hun direkte på job og passede sin lægegerning, men efter kun et par timer tog hun hjem. Vaskede det tøj, hun havde haft på samme nat, og gik til frisøren, som klippede de svedne spidser af håret. Da det senere samme dag bankede på døren til hendes lejlighed på Kronprinsensvej 4A på Frederiksberg, var det politiet, som stod udenfor.

Læs resten af artiklen på næste side ...Nægter sig skyldig
Tidligere om morgenen havde forbipasserende til huset på Helsevej 10 alarmeret politiet i Rønne. Da brandfolk trængte ind i huset, fandt de Birgit Holm Hansen siddende død og forbrændt i en stol, mens familiens yngste søn, Henrik, lå død af kulilteforgiftning i sin tremmeseng. På græsplænen lå familiens ældste søn, Søren, stærkt medtaget og forbrændt på 70 procent af kroppen – alligevel havde han nok overskud til at svare på, hvem der havde været i huset: "Mor, min lillebror og damen, der stak ild på," lød svaret. Samtidig sagde han, at han "måtte bruge alle sine kræfter på at komme ud." Ord, der senere vejede tungt i retten.

Tilbage på Frederiksberg nægtede Elisabeth Wæver sig skyldig og ville ikke udtale sig. Da politiet ransagede hendes lejlighed, fandt de en huskeseddel med ordene: Elastik, kanyle, piller i pulver opløst i vand, handsker, barberblade, sprøjte, T-shirt mv. De fandt også en flybillet med falsk navn. Dagen efter hendes anholdelse blev hun – svøbt i et tæppe og med en politimands jakke over hovedet – ført ind i retsbygningen på Store Torv i Rønne til grundlovsforhør. Gætterierne om, hvem der gemte sig i tæppet begyndte, og da rygtet om, at det var Elisabeth, ramte Rønne centralsygehus var personalet i chok. Sygeplejersker stod på gangen og græd, fordi de havde taget så grueligt fejl af deres kollega.

De næste uger gik med intens efterforskning, mens Søren lå bevidstløs i respirator på Hvidovre Sygehus. Han fik amputeret det ene underben og det meste af den anden fod, og efter en måned døde han af sine forbrændinger. Ingen tekniske beviser har kunnet dokumentere det nøjagtige hændelsesforløb i huset. Men man ved med sikkerhed, at der blev antændt ild tre steder i huset, og at branden udviklede sig hurtigt og eksplosivt. Obduktionen viste, at Birgit Holm Hansen var død, inden branden bredte sig. Der blev ikke fundet spor af sod i hendes lunger, men til gengæld var der spor efter en stor dosis morfin i hendes krop. Morfin, som Wæver formentlig har fået i hende, ræsonnerede efterforskerne sig frem til.

Begavet, men egoistisk
Den 21. oktober 1996 fik offentligheden endelig vished om, hvem kvinden i uldtæppet var. Den dag indledte et nævningeting sagen mod Elisabeth Wæver, og lokale bornholmere og pressefolk stod i kø uden for Tinghuset for at overvære sagen, men flere måtte gå skuffet derfra på grund af pladsmangel. 12 bornholmske nævninge, tre juridiske dommere fra København, forsvarsadvokat Thomas Rørdam, statsadvokat Birgitte Vestberg og 45 tilhørere sad klar. Retten var sat.

Til offentlighedens overraskelse var det en slank, rank og nydelig kvinde, der blev ført ind af politifolk. Iført sort jakkesæt og et elegant blåt tørklæde om halsen satte den 42-årige Elisabeth Wæver sig på anklagebænken.

Det blev slået fast, at hendes straffeattest var pletfri, at hun var velbegavet, selvsikker og ambitiøs. Men ét sted krakelerede billedet, afslørede mentalerklæringen: Elisabeth Wæver havde en mindre, psykotisk afvigelse i form af egoisme, og der blev tegnet et billede af en forkælet kvinde, der havde hang til at handle teatralsk, når noget gik hende imod. De to tidligere sager, hvor hun havde kørt telefonterror mod kærester, der havde afvist hende, blev blandt andet fremhævet.

Fængslet på livstid
Ud fra de tunge tekniske undersøgelser samt Sørens to vidneudsagn om "damen, der satte ild på" og "Jeg måtte bruge alle mine kræfter" kunne anklager og politi sammenstykke et billede af, hvad der var sket: Søren vågnede, da Elisabeth var ved at tænde ild. Da han potentielt kunne afsløre hende, holdt hun havedøren lukket, mens han kæmpede for at komme ud, og flammerne stod bag ham i stuen. Da ilden havde fat, tog hun af sted. Selv forklarede Elisabeth det hele som en trist ulykke, som hun havde forsøgt at redde familien ud af.

Retsagen stod på i tre dage. Og da dommen skulle falde på tredjedagen, hvilede alles øjne på de 12 nævninge, da de kom ud fra voteringsværelset.

"Er Elisabeth Wæver skyldig i Birgit Holm Hansens død, i Henrik Holm Hansens død og i Søren Holm Hansens død?" Elisabeth rettede et fast blik på retsformand Preben Kistrup. "Ja," svarede han på alle tre spørgsmål.

Inden nævningetinget efterfølgende skulle fastsætte straffen, sagde Statsadvokat Birgitte Vestberg sin mening: "Et gammelt ord siger, at dén, der brænder, skal selv brændes. Sådan er det heldigvis ikke mere, men det er den groveste forbrydelse, jeg har oplevet. Tredobbelt drab ved indebrænding. To af ofrene var børn på fire og syv år. Det overgås kun af indebrænding af fire eller fem. Derfor bør Elisabeth Wæver straffes med fængsel på livstid." Og sådan blev det. Hun appellerede sin livstidsdom til Højesteret, men heller ikke her fandt dommeren nogen formidlende omstændigheder og stadfæstede dommen på livsvarigt fængsel til Elisabeth Wæver – som den første danske kvinde efter 2. verdenskrig.

Elisabeth Wæver har siden anholdelsen nægtet sig skyldig

Efter at have afsonet mere end 15 år i arresthuse og lukkede fængsler begyndte Elisabeth Wæver i 2009 et udslusningsforløb. I dag lever hun, ifølge Jydske Vestkysten, med et nyt efternavn i en by i Sønderjylland.

Denne artikel er skrevet på baggrund af sagens domsudskrifter fra Østre Landsret, som ALT for damerne har fået aktindsigt i samt artikler fra Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T.