Når kvinder myrder: Slagterdatteren

”27. maj 1999. Kære kordegn. Min mands dåbsattest er blevet væk under flytning. Mon det er muligt, at han kan få et nyt fornavn, da vi er træt af familien.” Underskrevet Helle Peters.

Tre gange brugte Helle Peters en forfalskning af sin mands underskrift i breve til Vor Frelser Sogn i København for at få ændret hans fornavn. Først blev René til Frank Stauning, så Ricardo Stauning og til sidst Tom Stauning. Sagen var bare den, at René var død – hans lig lå under terrassefliserne i haven på Emil Rostrups Vej i Skårup. Han var blevet myrdet af sin egen kone, som nu kunne høste hans pension og slippe uden om kreditorerne ved at ændre hans navn.

Den 24. januar 1965 blev Helle Sara Peters født. Forældrene drev en slagterivirksomhed, hvor Helle tjente lidt lommepenge ved at skære og pakke kød, mens hun i skolen forgæves kæmpede for at komme op på niveau med sin klasse. Det faglige var svært, ligesom den mørkhårede slagterdatter var umoden af sin alder og havde problemer med at begå sig socialt. I perioder led hun af overspisning, og hendes humør var så svingende, at lægen ordinerede beroligende medicin for det. Hun havde skiftende ufaglærte job, indtil hun som 28-årig fik førtidspension på grund af fysiske og psykiske skavanker. En veninde fristede Helle med en tjans som dørpige på et bordel. Hun takkede ja. Det ene førte til det andet, og Helle blev escortpige.

Det første drab
I februar 1996 blev 32-årige Helle gift med René Stauning. Sammen flyttede de til landsbyen Skårup ved Svendborg, hvor Helles forældre som en sød gestus havde købt dem et hus. Det lå på Emil Rostrupsvej – nummer 28 – i et roligt villaområde omkranset af grønne arealer. Men René, som var invalid efter en blodprop, var så stor en belastning for Helle, at hun måtte have hjælp. Derfor lod hun sin ungdomskæreste Karl Marius flytte ind i parcelhuset. De to havde mødt hinanden, da Helle var 14 år, og mens Helle havde haft mange andre kærester i mellemtiden, havde Karl Marius kun haft hende, og han havde beseglet sin kærlighed til hende med en stor tatovering på underarmen. Et naturtro portræt af hendes ansigt. Karl Marius, som Helle gav kælenavnet ”Kermit,” hjalp med plejen af René og blev hurtig opgraderet til Helles elsker. Tosomheden med Karl Marius tog langsomt over, mens Helles kærlighed til René svandt dag for dag, og irritationen over ham og hans store plejebehov steg. En junidag i 1997 væltede Rene kaffe ud over stuebordet og vrissede af Helle, som tog en lavmælt snak med Karl Marius i køkkenet. De besluttede sig for at handle på det. ”Vi ville bare have fred for ham,” forklarede Helle senere i retten. Hun greb en dyb tallerken i køkkenskabet, fyldte den op med piller – omkring 100 – og lod Rene spise dem som bolsjer, indtil han faldt hen i en døs. Helle og Karl Marius bar ham ud i havestuen og lagde ham på et tæppe. De havde håbet på, at pillerne ville tage livet af ham, så da de dagen efter konstaterede, at hans krop var som en karklud, men dog i live, slæbte Karl Marius ham ud på badeværelset. Han krængede et par handsker ned over hænderne og holdt René for næse og mund, indtil han var død. Så gik Karl Marius ud i køkkenet til Helle, tog hende i hånden, og førte hende ind på badeværelset, hvor René lå – brun i hovedet. Sammen løftede de liget ud i gangen, satte det op ad væggen, så det gav en dump lyd. Tandsættet er afgørende for identifikationen af et lig, vidste Karl, så han hentede en knibtang, og da han gjorde mine til at trække tænderne ud på Helles afdøde mand, fortrak hun til stuen. Da hun kom tilbage, havde Karl hevet fem tænder ud på René, og han tilbød Helle at holde dem, men hun takkede nej. I stedet tog de tøjet af liget og slæbte det ud i haven, hvor Karl havde gravet et hul. De dumpede René deri og dækkede det omhyggeligt til med jord. Få dage efter blev der lagt fliser på stedet, og under dem lå liget af René Stauning Larsen i mere end to år.

Det andet drab
Livet gik sin gang på Sydfyn. Helt bevidst havde Helle hverken meldt René død eller savnet, fordi hun hver måned kunne hente en fin pension til ham fra kommunen. 268.971 kr. fik hun helt nøjagtigt udbetalt over to år. Hun havde samtidig sørget for at ophæve det tilsyn en psykiater havde med René, mens hun oprettede både benzinkort og kreditkort i hans navn. Kreditorerne undgik hun ved flere gange at ændre Renés navn ved hjælp af falske fuldmagter, som hun sendte til Vor Frelser Sogn i København.

På Toftekær 42 i Søndersø, lidt nord for Odense, boede den 82-årige Jens Alfred Madsen, som Helle havde kendt gennem flere år, fordi han efter sigende havde været kunde hos hende. Hun vidste, at han havde en bunke penge, og han forklarede hende en dag, at når han engang var død, skulle hans formue doneres til dyrene. Fra en veninde havde Helle hørt, at den gamle mand lå inde med en million kroner – i kontanter! Penge, han efter sigende havde tjent sort og derfor ikke kunne sætte i banken. Hun øjnede en mulighed for lette penge og bad flere gange Karl Marius om at slå den gamle mand ihjel. ”Når du kunne hjælpe med at slå René ihjel, kan du vel tage én til,” var ifølge Karl Marius’ forklaring i retten hendes argument. Planen var at slå ham ned og dumpe ham i Langesø, 12 km nordvest for Odense – de to var endda taget ud til søen for at finde et passende sted, men Karl Marius fik til sidst kolde fødder og afslog. Helle, til gengæld, kunne ikke slippe tanken om de nemme penge. Så da hun den 21. november 1999 sad på en kinesisk restaurant i Odense med sin nye kæreste, fiskeren Henning Jørgensen, spurgte hun lige ud: ”Vil du tjene 500.000?” Henning, som hun havde kendt siden sankthans, ville gerne hjælpe. Da de kort efter sad i bilen på vej mod pensionistens hjem, havde Helle en jordemodertaske med sig. I den var en flaske Fun-saft med opløst sovemiddel og et blåt reb. Selv var hun iført blå bukser og en blåmønstret bluse. Jens Alfred var flyttet i et nyt hus, så Helle og Flemming for vild og måtte holde ind og spørge en forbipasserende om vej til adressen Toftekær – det hjalp, og senere på aftenen parkerede de uden for pensionistboligen. Aftalen lød, at Helle skulle gå ind først og ringe til Henning, når der var fri bane. Hun skulle lokke det bedøvende saftevand i Jens og lede ham ind i soveværelset, mens Henning brød pengekisten op. Helle smækkede bildøren bag sig og gik ind i pensionistboligen. Kl. 22.35 ringede Hennings telefon. Der var fri bane. Inde i huset stod Helle nu kun iført bh og bukser, på sengen i soveværelset lå Jens’ bukser, og i gangen lå pensionisten selv – kun iført undertrøje og underbukser og med et reb strammet om halsen. Blåviolet i hovedet. Henning blev chokeret og begyndte at yde førstehjælp til Jens, der gav nogle mærkelige lyde fra sig. Henning slæbte ham ud på badeværelset og forsøgte at trække ham op ad mod håndvasken for at pjaske vand i ansigtet på ham. Med ét kom Helle farende ud på badeværelset med en kniv i hånden: ”Jeg ved sgu godt, hvordan man afliver svin,” udbrød hun – ifølge Flemmings forklaring - og skar halsen over på den gamle mand.

Læs resten af artiklen på næste side... 



Rene blev fundet i jorden
Helle og Henning lod ham ligge på badeværelset, mens de selv gennemrodede pensionistboligen for at iscenesætte et hjemmerøveri. I en stor, aflåst kiste fandt de en formue i kontanter, som Jens omhyggeligt havde bundtet og lagt i en aluminiumkasse og punge. I alt 737.000 kr. Henning fik 4000 til sin husleje, og nogle dage efter skulle en del af pengene bruges hos en tatovør i København. Med svungne bogstaver fik Henning skrevet ”Helle Sara” på sin arm og fik altså, nøjagtig som Karl Marius, mejslet en del af Helle på sin krop. Dagen efter drabet fandt en kvindelig hjemmesygeplejerske liget af Jens på badeværelset. To vidner havde genkendt Helle som den kvinde, der på morddagen spurgte om vej til den gamle mands beskyttede bolig, og både Helle og Henning blev anholdt. Obduktionserklæringen fastslog, at Jens stadig havde været i live, da han fik halsen skåret over. Politiet undrede sig over Helles kynisme og begyndte insisterende at spørge ind til hendes ægtemand René, som hun påstod, befandt sig på et plejehjem på Amager. Men sporet var dødt, så kriminalpolitiet indledte en eftersøgning, og 65 centimeter nede i Helles baghave stødte de først på en fodrodsknogle, så en hånd og til sidst et helt lig. Lige under havefliserne, havenisser og plantekrukker. Slagterdatteren havde tilsyneladende mere end ét liv på samvittigheden.

Dommen ankes 
Det sneede uden for Østre Landsret den dag dommen skulle falde over Helle, Karl Marius og Henning. Det var torsdag den 1. februar 2001. Retssalen var tætpakket, og de tre tiltalte sad på stribe. Inderst inde den kraftige 35-årige Helle, klædt i sort med mørkt skulderlangt, krøllet hår. Jævnligt med antydningen af et smil på læben, noterede flere pressefolk sig. Ved siden af hende sad Karl Marius, der indimellem småfnisede af de tunge, juridiske udmeldinger. Og yderst sad 33-årige Henning Jørgensen, der, som den eneste af de tre, så ud at forstå alvoren. 

Helle var tiltalt for manddrab efter straffelovens §237, for usømmelig omgang med lig, bedrageri, tyveri og dokumentfalsk. Hun havde siddet i isolation siden den 24. november 1999 og var inden retssagen blevet mentalundersøgt på psykiatrisk afdeling på Sygehus Fyn: 

”Helle Sara Peters er ikke sindssyg, så lidt som hun må formodes at have været sindssyg på tidspunkterne for de påsigtede handlinger. Begavelsesmæssigt er hun fundet placeret i sinkeområdet,” lød en del af konklusionen.

”Helle Sara Peters har i nogen grad været udsat for omsorgssvigt under opvæksten. Hun er umoden og har vanskeligt ved at reagere adækvat i sociale sammenhænge. Hun udvikler let afhængighed af andre, og samtidig virker hun kontrollerende. Hun er grundlæggende selvusikker, tryghedssøgende og præget af negativt selvbillede. Hun er ansvarsfralæggende, idylliserende, dramatiserende og har svært ved at skelne mellem løgn og sandhed,” lød det videre. Helle var egnet til almindelig straf, og anklageren advokerede stærkt for livstid: ”Helle Peters er dødsensfarlig, og samfundet bør ikke bære risikoen for, at hun er, som hun er,” sagde statsadvokat Birgitte Vestberg i sin procedure.  De 12 nævninge afgjorde, at hun skulle have 16 års fængsel. Karl Marius fik 12 år, og Henning blev frikendt for drabet på Jens, men fik fire års fængsel for røveri. Anklagemyndighederne ankede Helles dom, og i maj 2001 afsagde Højesteret den endelige dom: Hun fik fængsel på livstid og sidder den dag i dag stadig bag tremmer.

Artiklen er blevet til på baggrund af udskrifter fra Østre Landsrets retsbøger fra sagen, som ALT for damerne har fået aktindsigt i, samt artikler fra B.T. og Fyens Stiftstidende.