Nillou Zoey Johannsen: Min livskrise har lært mig den største lektion af alle

I tarot er der et kort, der er særligt frygtet og hadet for sin brutalitet. Det er kort nummer 16, Tårnet.

Tårnet varsler uventede kriser, kaos og forandring. Billedet på kortet er typisk et lyn, der slår ned i et tårn, så det står i flammer. Det gamle, der ikke længere holder, skal væk, for at det nye kan bygges op.

De sidste to år har Tårnet vist sig mere end én gang i mit liv: Skilsmisse, flytte til udlandet, hjem igen, brud i familie, forelsket i den forkerte. Ulovligheder, som onkel Anders jævnligt siger i Far til Fire-filmene.

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: Jeg tænder på magt - og det giver selvsagt dette problem

Alligevel er kriser noget, vi alle skal igennem, og de særligt udvalgte af os endda flere gange. Jeg har tit tænkt på et vers, en håbefuld fyr engang plankede fra et andet digt og rakte mig på en seddel klokken fem om morgen på Andys: ”Alting forgår, mens du består”. For hvordan består man egentlig lige, når alting falder fra hinanden i og omkring ens liv?

I det første halve år af min krise vågnede jeg hver eneste morgen til en lang, bekræftende og kærlig sms fra min veninde. Jeg mener, hver morgen havde hun sendt mig noget af sit lys, jeg kunne læse igen og igen for at komme igennem dagen. Den samme veninde planlægger sin families sommerferie efter min fødselsdag.

Lige der føltes det som en art chikane mod min krise, men altså. Familien skal på ferie den 13. juli, og så har jeg modtaget noten om at holde noget, så hun kan aflevere sin fødselsdagsgave.

Jeg fortalte min far, der bor i Iran, over telefonen, at jeg følte mig ensom. Han svarede: Du har en veninde, der planlægger sin families ferie efter din fødselsdag. Hvordan kan du føle dig ensom? Krisen har lært mig den største lektion af alle, nemlig at det er vigtigere at have én, der har min ryg, end ti, der ikke har.

Fødselsdage skal jo så åbenbart fejres, krise eller ej. Mens jeg i år stod og forberedte brunch til mine gæster, ringede det på døren. Blomsterbuddet stod med en kæmpe lyserød buket, fineste kort og et tillykke-opslag fra mit forlag. For en, der i mange år har haft en fast forfatterdrøm, føltes det som et megaskud kærlighed og hjertevarme – og et blink fra Tårnet om, at det aldrig kun tager.

LÆS OGSÅ: Nillou blev skilt for to år siden - og lærte noget vigtigt om sig selv og kærligheden

Den, der tør slippe i tillid, får så uendeligt meget tilbage. Hvilket minder mig om nogle år forinden, hvor vi satte gang i en gennemrenovering af vores hus. Vi var diskuterede, om vi skulle bevare de to udvendige søjler, der stod omkring huset som på en anden romersk bygning. Hvis vi fjernede søjlerne, kunne vi få en bredere glasdør, mere lys og herlighed i stuen, men vi ville også lidt smadre den ånd, huset var bygget i.

Min eksmand sagde ”væk med søjlerne”, jeg er sentimental og ville bevare dem. Som renovationen skred frem, gik det op for mig, at de to søjler, smukke som de var, også stod i vejen for at skabe præcis det, vi drømte om. Til slut fjernede vi dem.

De nye glasdøre skabte magisk lys i stuen året rundt, og den vinter følte jeg for første gang ingen vintertræthed i kroppen. Det gjorde mig opmærksom på en tredje ting. Alting har en pris, og nogle gange skal man betale med det, man holder hårdest fast i, for at få plads til det, man drømmer allermest om.