Rikke blev så fuld til sin venindes perfekte bryllup, at hun endte i gommens mors joggingsæt

Når jeg tænker tilbage på de bryllupper, jeg har ­været til, har de altid været perfekt forberedte. Bruden er ­altid så smuk i sin kjole, at man næsten mister pusten. Og lige meget om festen har været holdt i et telt, på en kro eller på et slot, så har det været det helt rigtige sted til lige præcis det par.

Alt det, der kunne planlægges, har altid været perfekt.

Men så kom gæsterne.

Forældrene, der tydeligvis var ­blevet uvenner hjemmefra. Mest moderen.
Vennegruppen, der havde lavet en sang om gommens hæmorider. Som virkelig plagede ham. Og så på vers.

Onklen, der overdøvede alle med sine helt særlige hurraråb. Med kæmperul på r'erne.

Toastmasteren, der konkluderede, at bruden var gravid. Hvad hun ikke var.
Veninden, der under desserten besluttede sig for at holde en improviseret tale. En lang én. Selvom klokken var fem minutter i brudevals.

Parret, der kastede sig over hinanden i et stort tungekys midt på dansegulvet. Selvom de hver især havde en ­anden date med.

Gæstelisten var måske nok perfekt, men gæsterne var ikke. De var upassende, pinlige og ufrivilligt grinagtige.

Jeg er selv den gæst.

LÆS OGSÅ: Christine og Mads fik deres eventyrlige Toscana-bryllup

I 15 år har det været nærmest traumatisk at tænke tilbage på, endsige tale om, dén bryllupsfest.

Det var ét af de bryllupper, hvor alt var efter bogen. Landsbykirke i solskin. Brud med slæb og slør. Veteranbil og kage i tre etager. Gommens forældres købmandsgård som idyllisk ramme. Festtelt i den parklignende have – med egen dam.

Men også et bryllup med fri vodka og selvbetjening.

Ud på natten trængte en veninde og jeg til lidt luft og satte os ud på en høj bænk ved havedammen. Svingede lidt med benene. Sandal røg af og ud i vandet, hvor den sejlede afsted som en pink skonnert mellem åkanderne.

Med samme handle- og dømmekraft, som vi havde udvist ved vodkabaren, nåede vi frem til, at det sagtens kunne lade sig gøre at redde den i land. Jeg skulle bare liiige med det ene ben træde ud på den der sten.

Klip til: 179 centimeter festklædt fulderik going down.

Husker stadig fornemmelsen af den umulige søgen efter fodfæste i dammen, hvis skrånende bund var belagt med algeslam. Da rutsjeturen var overstået, var jeg gennemblødt helt op til skuldrene.

Billedet, som ikke er en del af det officielle bryllupsalbum. Aftenens pinligste gæst hives op af havedammen.

Tilbage på land var strategien bare lige at sidde og tørre på bænken i al ubemærkethed og lade, som om ­intet var hændt. Den plan kunne måske have virket. Hvis ikke ALLE gæster i samme øjeblik blev ­gennet ud af teltet, fordi der skulle stilles op til natmad. Så sad man dér i wet look. Med fugtige hårspidser og andemad på nederdelen.

Dét bryllup begyndte perfekt. Og endte med mig i gommens mors joggingsæt.
Efterfølgende har jeg set fotoalbummet fra brylluppet – det var dengang man fik fremkaldt papirbilleder (og folk gudskelov ikke havde mobiltelefoner med kamera). I albummet kan man se, at det var et perfekt bryllup. Bruden var smuk, omgivelserne pittoreske og gæsterne glade. Forhåbentlig er det også sådan, parret husker dagen.

Men allerbagerst i albummet – stukket ind under et andet billede – findes det øjeblik, hvor den uperfekte gæst hives op af skammens sump.

Den eneste trøst for os uperfekte gæster er, at det er med bryllupper som med ferier.

Perfektion giver korte historier. Det uperfekte bliver til anekdoter, der kan fortælles igen og igen mange år efter.

Det ofrer vi os gerne for.