– Den sædvanlige sang om at kvinder er hysteriske eller
skingre – læg den væk.
Det siger Puk Qvortrup i et stort interview i denne uges ALT
for damerne.
Hun fremhæver Sofie Linde og Katherine Diez som eksempler og mener, at de ikke bør udskammes for deres opråb og den vrede, de har givet udtryk for.
– MeToo var så fantastisk, og Sofie Linde lavede en
fantastisk tale – hun var behersket og besindig og sej. Men jeg vil gerne hen
til et sted, hvor vi også må være nervøse, bange, hæve stemmen og være vrede.
Hvor vi kan tabe noget af fatningen uden at blive kaldt skingre. Vi skal kunne
sige noget, samtidig med at vi er vrede eller kede af det, og vi må gerne sige
fra, selvom vores stemme ryster, siger hun og fortsætter:
– Vi har talt en del om Katherine Diez, som blev enormt
omtalt, fordi hun var vred på tv i Go´Aften Live. Hvorfor må hun ikke være det?
Hun forsvarede jo bare sig selv. Hvorfor skal vi sige, at vi ikke kan høre på
hende, fordi hun er ”skinger”. Det er hun overhovedet ikke. Lad hende da være
vred.
I forbindelse med MeToo-bevægelsen begyndte hun også selv at reflektere over sin egen ungdom.
– Det har også været bevidsthedsudvidende for mig. Jeg er selv
blev gramset på, og har været vidne til, at mine veninder blev gramset på, og
hvor jeg ikke altid var stærk nok til at skubbe de klamme mænd væk. Gik jeg
tilbage nu, var der ting, jeg ville reagere meget kraftigere på og opfordre
mine veninder til at anmelde, men det gjorde jeg ikke, og det er en grim
indsigt. Men én, man bliver nødt til at bruge fremadrettet. Nu ligger der et ansvar hos vores generation for at sige fra over for dårlig opførsel.
For nylig opstod der en episode, hvor hun valgte at gribe ind.
– For et par måneder siden var jeg til koncert i
Royal Arena sammen min 15-årige søn, hvor der stod en gruppe mænd og generede
to unge kvinder. Til sidst stod den ene mand med opknappet skjorte og udbredte
arme mod dem. Så vendte jeg mig om og sagde, at han skulle skride, og tog et
billede af ham med min telefon. Jeg var stolt af at vise min søn, at vi står op
for hinanden. Den slags opførsel tolereres ikke mere. Vi skal vise hinanden, at
det ikke er i orden.
Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor hun og Jytte Hilden taler om, hvordan det står til på ligestillingsfronten lige nu.
Puk Qvortrup
- Journalist og uddannet
cand. public.
- Arbejder
som freelancejournalist
og forfatter.
- Forfatter
til bøgerne ”Ind i en
stjerne” om sorg og
”Mand og barn” om den
sammenbragte familie.
- Hun er 40 år og mor til
fire sønner på 15, 13, 8 og
4 – de to yngste med sin
nuværende mand.