Puk Qvortrup
Foto: Peter Nørby Puk Qvortrup (f. 1986) er journalist og forfatter til den selvbiografiske roman ”Ind i en stjerne”, som udkommer 3. maj og handler om tabet af sin mand, Lasse, da hun var 26 år og gravid med deres yngste søn, Kaj. Parret havde i forvejen Elmer på 2 år. Drengene er i dag 8 og 6 år. Puk er nu gift med Piermatteo, og sammen har de sønnen Paolo på knap 2 år.

Puk Qvortrup om den største sorg: "Hvordan kan du grine, når Lasse er død for en måned siden?"

Hvordan kommer man videre, når man mister sin mand, mens man er højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden Lasse faldt om til et halvmaraton.

Aarhus

9. september 2012

Det er søndag morgen. Højgravide Puk Qvortrup og hendes mand, Lasse, har vækket lille Elmer med fødselsdagssang.

Han bliver to år om to dage, men fødselsdagen skal fejres i dag, hvor alle har fri. Elmer får en lille løbecykel, som Lasse og han samler med det samme. Lejligheden er pyntet fint op med balloner og flag i loftet, og i eftermiddag kommer der gæster. Først skal Lasse lige ud og løbe sit livs første halvmaraton.

De kysser farvel, Lasse tager afsted, og Puk får givet Elmer overtøj på og gør klar til at mødes med nogle veninder fra mødregruppen, som hun skal se en del af løbet sammen med. De finder femkilometermærket og venter på Lasse. Med ét kan de se ham, han løber forbi, og de vinker glade til hinanden.

Puk går hjem, putter Elmer til middagslur og går i gang med at bage sin første kagemand nogensinde. Gæsterne er på vej fra Vojens til Aarhus, og det begynder at undre Puk, at Lasse ikke er kommet hjem endnu. Men hun vil ikke være sur. Hun har styr på tingene, kagemanden er næsten færdigpyntet, og Lasse kommer vel snart. Det er en dejlig dag. Så ringer telefonen.

Et nummer, som Puk ikke kender. Det er en læge fra Skejby Sygehus. Han spørger, om Puk er Lasses kone. Det bekræfter hun og når i et splitsekund irriteret at tænke: Åh, for helvede, nu er Lasse sikkert vredet om på foden og skal hentes på skadestuen. Lige i dag. Når vi skal holde fødselsdag. ”Det er desværre alvorligt”, siger lægen så. Og fra det øjeblik er intet som før.

København

Marts 2019

Puk Qvortrup mistede Lasse den dag i september. Han var faldet om med hjertestop under løbet, og han kom aldrig til bevidsthed igen. Der er gået 6,5 år, men Puks store, udtryksfulde øjne løber alligevel over gang på gang, mens hun fortæller om den forfærdelige dag og årene efter. Hun er aktuel med den selvbiografiske roman ”Ind i en stjerne”, som med hjerteskærende præcision beskriver alle de følelser og tanker, hun har været igennem. Sorg. Vrede. Afmægtighed. Træthed. Lyst. Begær. Det at føde alene. Og det at finde kærligheden igen.

Det har været et mareridt at skrive bogen.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

LÆS OGSÅ: Helle mistede sin bedste veninde til livmoderhalskræft: "Nogle gange lå jeg hos hende, helt tæt og i ske"

– Jeg vidste på en måde fra begyndelsen, at jeg skulle skrive den her bog. Jeg har skrevet mange dagbøger og digte under­vejs, men i perioder tænkte jeg, at jeg alligevel aldrig ville kunne gå tilbage til det. Til den dag. Jeg tænkte, at jeg ikke ville kunne skrive noget, hvor jeg definerede mig selv så meget ved sorg. Jeg var jo kommet videre. Jeg og drengene klarede det. Samtidig blev det mere og mere present for mig, at jeg blev nødt til at skrive bogen. Sidste forår brød jeg fuldstændig sammen. Kunne ingenting. Jeg begyndte at være selvskadende. Drak for meget. Satte neglene hårdt i mig selv for at mærke den smerte i stedet for smerten indeni. Jeg sagde op på mit arbejde, og så begyndte jeg at skrive. Jeg var nødt til at gå tilbage og ind i Helvede for at kunne sætte ord på det. For at finde ud af, hvorfor jeg havde klaret mig igennem og så pludselig havde det så elendigt. Jeg troede måske, at det ville være terapi at skrive, det var det ikke. Men jeg fik sat ord på nogle ting og nogle følelser, og jeg fik en forståelse for mig selv. Og så fik jeg skrevet alt det, som jeg ikke har sagt til en sjæl. Ikke engang til min psykolog.

Hvad er det, du ikke har sat ord på før?

– Den vrede jeg havde over for Lasse. Den vrede jeg havde over for børnene. Over for hele verdenen. Min smålighed. Alle de negative ting, jeg har skrevet i bogen, har jeg ikke sagt til nogen før. Jeg har hele tiden været hende, der har kæmpet sig igennem. Den seje. Folk klappede mig på skulderen og sagde: Puk, du er så sej. Men det var jeg ikke.

Hvorfor tror du, at du pludselig brød sammen efter at have klaret dig igennem i flere år?

– Bogen er skrevet på det ene sammenbrud efter det andet, og jeg tror, at jeg omsider tillod mig selv at bryde sammen, fordi jeg havde mødt en ny mand. Piermatteo og jeg blev gift for to år siden, og efter at have været alene med drengene og have klaret alting selv, havde jeg pludselig en, der kunne gribe mig. Nu er der en, der tager sig af børnene, når jeg ikke selv er i stand til det. Det har været meget svært for mig at passe børnene i det seneste år, jeg har næsten ikke været alene med dem, fordi jeg ikke kan rumme ret meget larm og stimulanser.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

Efter opkaldet fra lægen befandt Puk sig nærmest i en døs det næste døgns tid. Hun observerede sig selv udefra, mens hun fik ringet efter en taxa og til sine forældre, der heldigvis allerede var på vej til fødselsdagen, og som derfor kunne komme hurtigt til hospitalet. Hun fik fat i en veninde, der kunne tage sig af Elmer. Og så skulle hun ud på hospitalet for at redde Lasse.

Tænkte du på det tidspunkt, at det var noget, han ville dø af?

– Det blokerede jeg helt, indtil vi senere blev kaldt til møde og fik at vide, at der ikke var noget at gøre. Jeg kunne godt høre på lægen i telefonen, at det var alvorligt, men jeg nægtede at tro på det. Jeg troede hele tiden på, at Lasse klarede den. Lasse klarer den. Lasse klarer den. Og jeg tænkte også, at det ville blive sådan en vild historie, man kunne fortælle, hvor man til sidst kunne sige: Det var frygteligt, men han klarede den. For selvfølgelig ville det være sådan. Lasse var 27 år. Han var far til Elmer. Og han skulle være far igen om tre måneder. For fanden. Det var ikke en mulighed at have et levende barn i maven, hvis far skulle dø. Jeg tænkte, lad mig lige sove, og når jeg vågner, har det hele været en ond drøm, som skal lære mig at værdsætte livet mere. Så nej, jeg tror først, at jeg rigtig fattede det, da jeg kom til krisepsykolog et halvt døgn efter, at Lasse var død. Indtil da opfattede jeg ikke helt, hvad der skete, samtidig med at der er ting, der står lysende klart for mig.

Hvilke ting er det?

– Den måde, Lasse så ud på der i hospitalsværelset. Hans hals. Den lyd.

Hun tager sig til halsen og hendes ansigt bliver helt forvredet ved tanken.

– Den lyd, han lavede på hospitalet. Den der gurglende lyd. Den har jeg altid med mig. Hver gang jeg tænker på det, kan jeg høre den. Jeg kan også huske lægens kittel. Og hvordan min svigermor ligesom faldt ind i min svogers arme. Af sorg.

Hvordan havde du det i de timer på hospitalet?

– Jeg sad og ventede et par timer, inden jeg måtte se Lasse. Jeg havde en idé om, at han lå lige inde i værelset ved siden af og var på vej til at vågne. De kæmpede for ham, de skulle bare lige have ham ordentligt i gang. Da han blev flyttet op på intensiv, tænkte jeg, åh ja, det er fordi, de er ved at få styr på det. Jeg nåede også at tænke, at han måske ville komme til at sidde i kørestol, og at det ville blive besværligt sammen med barnevognen, men det skulle vi nok klare. Vi var jo unge. Nu skulle han bare vågne.

Men det gjorde han ikke?

– Nej, og da jeg kom ind på stuen til ham, kunne jeg godt se, at det var helt, helt galt. Han lignede slet ikke sig selv. Og der var maskiner og slanger overalt. Alligevel tænkte jeg stadig: Lasse klarer den. Selvfølgelig. Men det blev gradvist sværere og sværere at holde fast i den tanke. Jeg kunne jo se, at hans krop fysisk gav op. Han hævede. Blev bleg og stor. Det så ud som om, livet forlod ham. Han blev uhyggelig. Jeg VILLE have, at han skulle overleve, men samtidig kunne jeg se, at det gjorde han ikke. Blodet silede fra hans næse. Og som jeg husker det, silede det også ud ad hans ører og øjne. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men det er det billede, jeg har af ham. At blodet til sidst også begyndte at komme ud af øjnene. Hans brystkasse blev større og større af væskeophobningerne. Han var helt udspændt. Hans mor havde taget vielsesringen af ham og gav mig den i hånden.

Hvordan var det at skulle forholde sig til både din og Lasses familie, mens han lå der?

– Det var en umulig situation at være ved at miste sin mand og samtidig stå ved siden af nogen, som er ved at miste deres søn. Vi skulle finde ud af det her sammen, vi skulle vente sammen, jeg skulle forholde mig til deres reaktioner…

Hun holder en pause.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

LÆS OGSÅ: Det sidste farvel: "Hun døde, mens vi fortalte eventyr"

– Det var umuligt. Vi havde ikke nogen konfrontationer eller noget, men jeg havde bare lyst til at sidde i min egen verden og holde fast i min historie om, at Lasse ville overleve. Jeg havde ikke rum til at tage andres følelser ind. Og der gik faktisk lang tid, før jeg kunne tage andres følelser ind, for det forstyrrede enormt meget, at de også var så kede af det. Skal jeg tage hensyn til jer, fordi I har mistet en søn? Skal I tage hensyn til mig, fordi jeg har mistet en mand? Hvem mister mest her? Selvfølgelig har man ikke det rationale, når man sidder på hospitalet, men det har jeg haft senere. Da Lasse var død, var der også mange af hans venner, der kom med billeder af ham fra studieture og den slags. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Ja, I savner ham også, men…

Hendes stemmer knækker over.

– Mine svigerforældre havde enormt meget brug for at senere at snakke om barnet Lasse. Og jeg havde det sådan, jamen jeg kendte ham ikke som barn. Jeg savner min mand. Jeg savner min ungdomskærlighed. Jeg savner mine børns far. Hvad skal jeg stille op med barnet Lasse? Og det var sådan en smålig følelse.

Puk var 18 år, da hun lærte Lasse at kende i 3.g. De blev enormt forelskede. De blev kærester. Og de blev voksne sammen. Da de flyttede sammen i Aarhus, havde Puk aldrig boet alene, kun sammen med sine forældre og i en kort periode med sin søster. Puk og Lasse giftede sig. De skulle have børn. De var lykkelige.

Hvad var det dejligste ved Lasse?

– Det var hans kunstneriske væsen. Han var arkitekt. Og så havde han et stort indre liv, hvor han kunne fordybe sig fuldstændig. Det var også det værste ved ham. Han sad hele tiden og tegnede i sine notesbøger, og han tænkte altid. Det var enormt fascinerende for mig at sidde over for det her menneske, som egentlig var ret indelukket, men hvor jeg vidste, at der foregik så meget indeni. Jeg elskede det. Og så var han enormt hengiven. Han byggede mig virkelig op. Han gav mig et selvværd, som jeg ikke havde haft før. Jeg følte mig elsket af ham på en måde, som jeg aldrig havde prøvet før. Jeg følte virkelig, at jeg havde værdi, når jeg var sammen med Lasse.

Og pludselig var han væk.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

Klokken fem om morgenen den 10. september 2012 blev Lasse erklæret død. Der var blevet slukket for de maskiner, der havde holdt ham i live. Puk anede ikke, hvordan hun skulle komme videre.

– Jeg blev ved med at råbe: Jeg kan ikke uden Lasse. Jeg KAN ikke. Alle de tanker, der fløj gennem hovedet på mig. Jeg skulle føde et barn alene. Lasses barn. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke tage beslutninger uden Lasse. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Men det kunne jeg så godt.

Hvad skete der, da han var død?

– Nogen må have sagt til mig, at det kunne være en god idé, hvis jeg lå lidt sammen med Lasse. Så jeg lagde mig op til ham i sengen. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg kunne slet ikke holde ud at ligge der. Det var en ekstremt surrealistisk situation at ligge ved siden af Lasses iskolde og stive krop med en baby i maven, der bare boksede rundt. Jeg løftede lagnet op, og det lugtede virkelig dårligt. Det var ikke smukt. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu måtte jeg kysse ham farvel. Men den oplevelse af at kysse et par døde læber…

Hun får tårer i øjnene igen. Holder en lang pause.

– Det var SÅ ubehageligt. De her iskolde læber, der var helt stive mod mine. Som ikke lukkede sig. Det var helt forkert. Åhhh…

Hun tørrer sine læber af, som om hun lige har kysset ham.

– Min afsked med ham var ikke en kærlig følelse. Jeg kunne jo faktisk ikke rumme ham. Jeg syntes, det var afskyeligt at se ham på den måde. Jeg troede, jeg ville være sådan en, der sad og aede ham, mens jeg sang for ham. Men jeg kunne slet ikke være i det.

Om eftermiddagen samme dag kom Puk til krisepsykolog. Bl.a. for at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere sin lille søn derhjemme. Et barn på to år kan ikke forstå ordet ”død”, men Elmer skulle vide, at far ikke kom hjem igen.

– Psykologen sagde, at stjernerne var et godt sted at placere Lasse. Man kan se dem, men de er langt væk. Jeg sagde noget med, at jeg egentlig bedre kunne lide tanken om, at Lasse sad på en blød sky, men skyer dur ikke, sagde psykologen, for de stikker jo hele tiden af. Så jeg valgte en stjerne. Og da jeg kom hjem, fortalte jeg Elmer, at far var løbet op på en stjerne, og at han ikke kom hjem igen, men at vi kunne vinke til ham oppe på stjernen.

Hvordan var hans reaktion?

– Han forstod det ikke. Det kan jeg se nu. Han forstod godt, at det var alvorligt, men han forstod ikke det med stjernen, for nogle måneder senere spurgte han mig, om far var løbet op ad nogle trapper til den stjerne? Så konkret skulle det altså være. For hvordan kommer man op på en stjerne, tænker et barn på to år. Når man er enlig forælder til et barn, der har mistet, skal man på en eller anden måde også være specialist i et barns sorg. Hvad kan barnet forstå, og hvordan rummer man dets følelser? Og jeg var jo ikke ekspert. Selvom jeg prøvede, kom jeg virkelig til kort og fik rodet mig ud i alt muligt. For hvis far sidder på en stjerne, hvad så med gravstedet? Og hvornår begynder man at kunne sige, at far er død? Nu er Elmer og hans lillebror, Kaj, efterhånden så gamle, at de godt kan forstå, at far er død, men det har været noget rod mange gange undervejs.

Er du nogle gange bange for, at de glemmer ham?

– Ja. Det er jeg sindssygt bange for. Og jeg er også tit bange for, at jeg ikke er i stand til at forvalte Lasse. At jeg ikke kan løfte ham, så han hele tiden er en del af børnenes liv. Det er jo mit ansvar, at vi taler om ham tit. Men somme tider orker jeg ikke at skulle vinke til far på stjernen. Somme tider vil jeg bare gerne have et almindeligt familieliv. Bare være glad. Og ikke hele tiden være defineret af sorg. Men vi taler om Lasse så tit som overhovedet muligt. Og drengene har billeder af ham på deres værelser.

Månederne efter Lasses død var et kaos af følelser og praktik for Puk. Hun skulle have hverdagen til at fungere for Elmer samtidig med, at hun blev mere og mere besværet af sin store mave. Hun var skiftevis ulykkelig og rasende på Lasse, der bare sådan havde forladt hende. Hun skældte ham ud, når hun var alene. Og hun havde tanker om, hvorvidt livet overhovedet var værd at leve uden Lasse. I næste øjeblik kunne hun kigge på Elmer, der stod i regntøj i vuggestuen og skovlede vand i en spand og blive helt overmandet at lykke over, at hun havde ham. Selvfølgelig var livet værd at leve. Både på grund af Elmer og på grund af det lille barn inde i maven. Venner og familie var der for Puk, somme tider næsten for meget, for hun orkede ikke at forholde sig til andre mennesker hele tiden. Samtidig havde hun brug for deres hjælp, så det var godt, at de var der.

Og så kom Kaj til verden i december. Født som stjernekigger.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: Derfor er sorg blevet et problematisk fænomen

– Min lillesøster Emma flyttede ind hos mig i en periode. Hun og to af mine veninder var med til fødslen. Det var en meget fin oplevelse med de her dejlige kvinder, der slog ring om mig. Vi talte slet ikke om Lasse, da jeg begyndte at få veer, for jeg vidste, at jeg ikke kunne håndtere de følelser og samtidig føde et barn. Men i samme øjeblik Kaj var ude, handlede det om Lasse igen…

Hun begynder at græde.

– Undskyld…

Hun dupper øjnene. Holder en lang pause.

– Uanset hvor søde veninder man har, som græder og bliver rørt, så er det jo ikke dem, der er forældre. Man kan ikke dele den følelse med nogen andre end med ham, der er faren. Så selvom jeg var så lykkelig lige i det øjeblik, så græd og græd jeg. Og jeg talte op mod loftet til Lasse.

Hvad sagde du til ham?

– Du er blevet far igen. Prøv at se, hvor fin han er.

Var det første gang siden Lasses død, at du var glad?

– Nej, og det er det underlige ved sorgen. Man kan have nogle øjeblikke, hvor man er helt utrolig glad. Jeg havde mange gange været lykkelig over Elmer. Og over at være i live. Og jeg havde også moment­­­vis været glad, hvis jeg f.eks. var ude med veninder. Men følelsen bagefter var forfærdelig. Når jeg havde haft en god aften, hvor jeg havde grinet og joket, skammede jeg mig sådan, når jeg kom hjem. Så lå jeg i min seng og skældte mig selv ud. Hadede mig selv. Hvordan kan du grine, når Lasse er død for en måned siden? Hvordan kan du tale om trivielle ting? Glæden er faktisk det sværeste at bære, når man er i sorg. Det tog mig mange år, før jeg tillod mig selv at være glad for andet end børnene. Dem har jeg hele tiden tilladt mig selv at være glad for, for de var jo mit og Lasses projekt.

Hvad betød det for dig, at Kaj blev født som stjernekigger?

– Det var så smukt. For mig betyder det, at der er en forbindelse mellem Lasse og Kaj. Det var som om, at det første, han gjorde her i livet, var at vende sig mod sin far på stjernen.

Et af de tabuer, som Puk bryder i sin bog, er, at man godt kan have lyst til sex og lyst til at føle sig begæret, selvom man er i sorg og har mistet sin mand for ganske nylig. Sådan havde hun det nemlig, men hun fortalte det ikke til nogen.

– Det har været en lettelse for mig at skrive om det nu. For det er meget tabubelagt at have lyst til sex, når man lige har mistet og endda er gravid. Hvad er det da for noget? Men det var sådan, jeg havde det, og det var faktisk godt at finde ud af, at min krop fortsatte, selv da jeg var allermest ked af det. For ja, jeg har stadig nogle drifter og en seksualitet. Det forsvinder ikke. Og det har været godt for mig at turde stå ved mig selv og finde ud af, at jeg ikke kun er sorg. At jeg ikke kun er det, jeg var sammen med Lasse. Jeg er også bare mig. Puk.

– Det har også været vigtigt for mig, at Lasse ikke bliver til noget fint og perfekt, som man slet ikke må røre ved. Alle, der er i et parforhold, ved, at alt ikke bare er fantastisk hele tiden. De ting, som irriterede mig med Lasse, irriterer mig da stadig, selvom han er død. Jeg vil ikke lave Lasse om til sådan et perfekt værk bag et glas, som vi slet ikke må røre ved, fordi han er død. Kærlighed er jo, at man elsker andre mennesker på trods af deres fejl. Og det gør man også, når de er døde. Jeg vil ikke have et glansbillede af Lasse, for sådan var han jo ikke.

Puk Qvortrup
Fotograf: Peter Nørby.

Nu har du fået en ny mand i dit liv, hvordan var det at blive forelsket igen?

– Det var enormt overrumplende at blive så gennemstrømmende lykkelig igen. Det var en stor, stor følelse af, at kærligheden godt måtte være der. Jeg havde ikke dårlig samvittighed over at blive forelsket igen. Det var meget, meget stort. Piermatteo har fra begyndelsen sagt, at Lasse er en del af vores familie, og han elsker Elmer og Kaj, som var de hans egne. Han elsker alt det, der er mig, også den del af mig, der er blevet, som den er, på grund af Lasse. Det har også været godt for drengene, at de nu har en mor og en far derhjemme, for de er tit blevet spurgt, hvor deres far var henne, da de var små. Vi vinker stadig til Lasse på stjernen, når vi er ude om aftenen, og der er stjerner på himlen. Sammen med min mand. Og sammen med vores lille nye søn, Paolo.

Hun får tårer i øjnene.

– Så siger vi: Go’ nat far. Go’ nat Lasse. Og det er fint.

Hun holder en lille pause igen.

– Kærligheden har været enormt dyr, jeg har virkelig betalt en stor pris for at kaste mig ud i kærligheden og for at turde at få to børn. Men jeg har gjort det igen. Jeg er blevet forelsket igen, og jeg har turdet få et barn til, for det er det hele værd. Trods alt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sorg, Døden og Kærlighed