33-årige Raha i USA: ”Min største bekymring er, at min mor er så langt væk”
Foto: Privat Raha Hakimdavar håber, at den globale pandemi vil få menneskeheden til at indse, at vores evne til at tilpasse os er vores "superpower", og at vi kan bruge den i kampen mod klimaforandringer.

33-årige Raha i USA: ”Min største bekymring er, at min mor er så langt væk”

Raha Hakimdavar bor i Washington D.C., hvor hun bruger meget tid alene på sit værelse som følge af Covid-19. Her bekymrer hun sig om sine venner i New York og sin mor, der befinder sig langt væk i Iran, men hun holder stædigt fast i optimismen og finder håb i den kærlighed og venlighed, vi som mennesker har vist hinanden under pandemien. Og så har hun ikke mindst fundet en måde at dele sin store passion med andre via Zoom...

Status i USA og Washington D.C.

USA er et land med stor diversitet, så reaktionen har været meget forskelligartet. I Washington D.C. er vi blevet bedt om at blive hjemme, og alle ikke-essentielle forretninger har været lukket siden 30. marts. Den ordre blev udstedt endnu tidligere i andre byer og stater.

Jeg boede i New York i mange år, før jeg flyttede til D.C., og der har man det største antal smittede og dødsfald relateret til Covid-19. Det har været svært for mine venner i New York, og flere af dem har fået virussen. Det har svinget lidt mellem, at pandemien er blevet taget meget seriøst til tider og andre gange ikke så seriøst. Her i D.C. var man fx nødt til at lukke et stort udendørsmarked og begrænse adgangen til parker for et par uger siden, fordi så mange mennesker var udendørs. Der er stadig politi, der patruljerer i nogle af parkerne.

Meget har ændret sig, men meget er også blevet normaliseret hurtigt. Det er fx blevet normen at have masker på, bruge sprit til hænderne og holde afstand. Måske handler det om menneskehedens evne til at tilpasse sig, men det kunne også handle om, at folk i højere grad fokuserer på de små dag-til-dag-opgaver frem for at fokusere på situationens langsigtede konsekvenser.

Og hvis I nu skulle være i tvivl: Jo, toiletpapir har også været svært at få fat i her!

I skrivende stund er over en million registreret smittet med coronavirus i USA, og over 60.000 er døde.

Corona i verden

For første gang i nyere historie står (næsten) alle verdens lande overfor den samme trussel: Covid-19. Virussen har sat verden på pause – og det, vi plejer at kalde hverdag, har taget ny form. For mens mange skoler og arbejdspladser er lukket, og ekkoet runger i verdens storbyer, prøver vi at fastholde en vis normalitet i en unormal situation.

ALT.dk har talt med kvinder i verden, der – ligesom herhjemme – hver dag står op til en virkelighed i undtagelsestilstand. Deres beretning er kun udtryk for et øjebliksbillede, for i en ekstraordinær situation forandrer alting sig ekstra hurtigt.

Læs også om 22-årige Tara i Israel: "Man må ikke bevæge sig mere end 500 meter væk fra sin bolig"

Læs også om 22-årige Maud i Frankrig:  ”Hver gang jeg beslutter mig for at gå udenfor, skal jeg udfylde en formular”

Læs også om 45-årige Chrislene i Sydafrika: ”Jeg er bekymret for, hvem der får adgang til vaccinen, når den er klar”

Læs også om 22-årige Rebecca i Sverige: ”Vi kommer til at forstå, hvad der virkelig betyder noget”

Læs også om 35-årige Natalia i Brasilien: ”Jeg blev testet positiv for Covid-19 tre gange”

Husk at følge myndighedernes anbefalinger, uanset hvor du befinder dig i verden.

Om hverdagen

Jeg har arbejdet hjemmefra siden starten af marts. Jeg løber stadig, men kun når få mennesker er ude. Jeg spiser ikke ud længere, tager ikke i byen og ser ikke venner. Men jeg skal slet ikke klage, for jeg har stadig et job, jeg kan passe hjemmefra, jeg har stadig kontakt til mine venner og familie, jeg er stadig rask, og hvis det skulle ændre sig, er jeg heldig at have en sundhedsforsikring. Det er vigtigt at sige, at langt fra alle i USA er ligeså heldige som mig.

Læs også: 45-årige Chrislene i Sydafrika: ”Jeg er bekymret for, hvem der får adgang til vaccinen, når den er klar”

Min primære reaktion på det her har været produktivitet og kreativitet. Jeg har brugt tiden på at arbejde på et par sideprojekter og på at hjælpe andre på de måder, jeg kan. Jeg har givet et par virtuelle videnskabs-talks til studerende, der nu kun får online-undervisning. Jeg har også afholdt virtuelle mavedans- og aerobic-timer. Det startede med et Facebook-post og et par venner, der gerne ville være med, men det er hurtigt vokset til næsten 200 mennesker fra hele verden. Vi har haft folk med fra Argentina, Peru, Jordan, Indien, Marokko og hele Europa. De har ikke været med til alle timer på samme tid, selvfølgelig, og det har været lidt af en udfordring at mødes på tværs af de forskellige tidszoner. Men jeg tror virkelig, at det løfter humøret hos dem, der deltager, og det er ren lykke for mig at gøre noget, jeg elsker, sammen med andre i denne svære tid. Det har været et af de store højdepunkter i karantænen.

Raha belly dance 1.jpgRaha Hakimdavar i færd med sine mavedans-timer på Zoom. Foto: Privat

Om bekymringerne 

På det personlige plan har min største bekymring været, at min mor er så langt væk. Hun er stadig i Iran, som har været hårdt ramt af Covid-19. Hun skulle være kommet tilbage til USA sidste måned, men nu er vi ikke sikre på, hvornår det kan lade sig gøre. Måske kan jeg bruge denne mulighed til at sende positive tanker til hende og andre: Til alle mine elskede derude, hvis I forstår dansk eller har været smarte nok til at klikke ”oversæt til engelsk”: Jeg elsker jer, pas godt på jer selv, og jeg kan slet ikke vente med at se jer igen!

På det nationale plan bekymrer jeg mig mest om dem, der er i risiko for at miste deres arbejde og de små virksomheder. Denne situation er svær nok i forvejen. Jeg er også bekymret for, at USA bevæger sig for hurtigt væk fra de foranstaltninger, der er trådt i kraft, af hensyn til de økonomiske konsekvenser, som Covid-19 kan få for befolkningen. Det er slet ikke ligetil. Vi er i en svær situation.

Globalt set bekymrer jeg mig om det, jeg har bekymret mig om længe: Klimaet og det pres, som vores adfærd som mennesker fortsætter med at lægge på det. Forhåbentlig har pandemien gjort det klart, hvor skrøbelige vores økosystemer er, og hvor forbundne vores handlinger er. Jeg bekymrer mig om, hvor seriøst vi vil gå ind i klimaforandringer, tab af biodiversitet og nedbrydning af miljøet efter pandemien. Jeg er bange for, at vores klimapolitik og klimatiltag ikke vil ændre sig. Jeg er bange for, at det om få måneder eller år vil gå tilbage til at være præcis det samme, indtil den næste globale pandemi eller katastrofe rammer.

Læs også: 35-årige Natalia i Brasilien: ”Jeg blev testet positiv for Covid-19 tre gange”

Om håbet

Foruden alt det svære har der også været så mange smukke og inspirerende øjeblikke i denne tid. Jeg har set flere eksempler på venlighed og kærlighed end nogensinde før. Hver dag kl. 19 klapper folk i D.C. og New York fra deres værelser og vinduer for læger, sygeplejersker og andre essentielle arbejdere. Folk i Rom, Madrid og Tehran gør det samme. Hvordan kan det ikke give håb? Vi finder kreative måder at connecte og opbygge fællesskaber på. Vi finder kreative måder at date og blive gift på. Så det giver mig håb at se, hvordan vi tilpasser os som mennesker. Det er vores superpower. Jeg håber, at vi kan bruge denne superpower til at skabe vigtige forandringer i forhold til, hvordan vi lever, leder og overvejer det aftryk, vi efterlader.

Jeg håber også, at verden vil tage videnskaben mere seriøst. Der har været advarsler om Covid-19 i et godt stykke tid. Vi skal lære at lytte mere til andre. Mere optimistisk håber jeg, at vi indser, hvor nemt vi kan tilpasse vores adfærd, og hvor stor en betydning vi kan få for miljøet. Som den store persiske poet Rumi sagde:

”Vi er spejlet, ligeså vel som ansigtet i det;

Vi er smerte, og det som kurerer smerte, begge”

Raha belly dance 2.jpg

Foto: Privat

Om Raha Hakimdavar

  • 33 år
  • Hydrolog (forsker i klima og miljø)
  • Oprindeligt fra Iran, bosat i Washington D.C, USA
Se, hvad vi ellers skriver om: Corona og Interview