Ø-perlen Ischia
SPONSORERET indhold

Tag med til italienernes vidunderlige (og hemmelige) ø-perle

Lad bare de rige og celebre flokkes på dyre og eksklusive Capri, så længe vi – og de lokale italienere – kan have naboøen Ischia for os selv. Kom med til den ukrukkede, lokale, grønne og fuldstændigt vidunderlige italienske ø Ischia i Napoli-bugten, hvor du kan skrue helt ned for tempoet i en romersk klippespa, besøge pittoreske badebugter og spise regionens bedste pizza.

Af: Christina B. Kjeldsen Foto: Christina B. Kjeldsen og Ischia.it
22. feb. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Hvor Hollywoodstjerner som Orlando Bloom, Katy Perry og vores helt egen Ole Henriksen sværger til overklasse-øen Capri i Napoli-bugten, så er det naboøen Ischia, som napolitanerne selv drager til med parasoller, badedyr og bedstemødre under armen i alle sommerens weekender. Og det er i sig selv et godt tegn, for det betyder, at Ischia ikke i samme omfang er blevet et dyrt turistmål, men derimod en lokal ferieperle med alt, hvad det indebærer af gode kvaliteter. Som fx rimelige priser, et intakt folkekøkken og en dejlig tilbagelænet stemning, selv om du da også kan ramle ind i turisthalløj og enklaver af velhavende russere og tyskere her på øen.

Ischia har været et populært feriemål i hundreder af år, da fortrinsvis italienske aristokrater kom til øen for at bade i de varme kilder og blive smukkere af det vulkanske mudder, man smører sig ind i her. I højsæsonen vil øboerne nok selv kalde Ischia "iperaffolato" – overrendt – og som med så mange andre steder, kan det være en idé at komme i ydersæsonen. Ischia har 34 kilometers kystlinje med alt fra brede sandstrande til små, stenede og ugenerede klippebugter, der kun kan nås med en af de mange taxi-både, der sejler rundt om øen. Det lokale køkken er præget af havets frugter, som plukkes nemt i vandet omkring, pasta i napolitanske varianter, pizza og smagfulde afgrøder fra den grønne ø's frodige muld. At være en vulkanø er nemlig både en velsignelse, som man kan se det i de særegne botaniske haver, der også kan findes rundt om på Ischia – og en forbandelse, som da et stort jordskælv ødelagde flere byer i 1883. Beboerne her på øerne i Napoli-bugten er vokset op med vulkanen Vesuv i øjenkrogen og ved, hvilke kræfter den rummer. De er vant til det, og det bliver du også.

Du kan enten flyve til Rom og hoppe på en bus til Napoli, eller du kan flyve direkte til Napoli, hvorfra du kan sejle til Ischia. (sponsoreret link) 

Nyd det lune vand fra vulkanundergrunden i det termiske bad Cavascura.

Spis dig gennem øen

Ferie i Italien er lig med fantastisk kaffe på selv de mest simple strandknejper og måltider, man har lyst til at gentage i det uendelige. Ischia er ingen undtagelse, og søde peberfrugter, bønner, squash og den lokale, aflange tomatsort piennolo er på menuen i et utal af variationer sammen med fisk og pasta rundt om på øen.

Rejs rundt i verden med Rejsepriser (sponsoreret).

Pizza så englene synger

Et af de der dejlige, lokale pizzariaer, hvor mamma sidder bag kassen, og alle hendes sønner er i spring rundt om hende, er Pirozzi på Via Seminario 51 i Ischia Ponte. Bestil en pizza til at tage med på stranden og nyd mammas varme durumboller, som du får stukket i hånden, mens du venter – eller sæt dig i det kølige lokale med kig over vandet. Det er billigt, og det er godt.

I de stejle, små gader til den pittoreske by Sant’ Angelo finder du Da Pasquale på Via S. Angelo 79, hvor der er rift om bordene både dag og aften. Det er der ligeså mange gode grunde til, som der er pizzaer på menukortet, så stil dig i kø til et bord i det svale stræde.

LÆS OGSÅ: Skal du på venindetur til Barcelona? Her er fem fabelagtige spisesteder, der er et besøg værd

Fine gårdhaver og smuk udsigt fra Castello Aragonese.

De lokales stamsted

Taverna Pietro Paolo Stalino er et simpelt spisested hugget ind i klipperne bag ved Maronti-stranden nær Sant’ Angelo. På væggene hænger fotografier af (hvad der ligner) en smilende Stalin med armene omkring restaurantens grundlæggere – stedet var hans favoritrestaurant. Muligvis er det bedsteforældrene til de nuværende ejere, som hundser rundt med deres teenagebørn, der har fået tjansen som tjenere for sommeren. Lad ikke plasticstole-møblementet snyde dig, men bid i stedet mærke i de velklædte italienere, der skridter ind til deres stambord i løbet af aftenen og slår sig ned til det helt store måltid. Gå mod Terme Cavascura, hvis du kommer fra Maronti-stranden, så kommer du forbi, eller tag den smukke, omend stejle sti fra Sant’ Angelo – lidt en udfordring i mørke, men til gengæld fantastisk, når du ser lyset og mærker duften fra restauranten bølge dig i møde.

Pietro Paolo Stalino er et eftertragtet spisested, og desserten her, ’Zeppole di Stalino’, var så god, at der måtte bestilles en mere.

Bagt i det varme sand

Vulkanøen gemmer på en brandvarm kerne, som pibler ud i de helbredende kilder og det sorte sand, som du især finder på Maronti-stranden på Ischias sydlige side. Det er en gammel lokal tradition at tilberede maden i det varme vulkanske sand, der tilpas dybt kan være op til 175 grader varmt. Den metode bruger de stadig på Ristorante Emanuela, som kun kan nås til fods på Maronti-stranden. Her bliver små pakker med fisk, kylling, tomater, løg, kartofler og masser af urter hejst ned dybt i det glohede sand og tilberedt dér. Aller aromaerne bliver fortættet og bagt, inden pakken hejses op igen og serveret ved strandrestaurantens borde. Ret fantastisk at sidde her med kig over havet, mens italienske familier rykker sammen om langbordene.

Romersk klippespa

Gåturen op til Ischias mest autentiske naturspa Antiche Terme Cavascura er en oplevelse i sig selv. Ad små stier gennem klippeslugterne bag Maronti-stranden, til du ser den store violette bougainvillea sno sig over de blå mure ved indgangen til de romerske bade i klipperne. Det koster 11 euro at komme ind, og børn er ikke tilladt adgang. Det bliver du faktisk glad for, når du glider ned i stenkarret fuld af termisk varmt vand, som netop er blevet hældt i til dig i din egen lille private kabine. At ligge der og nyde stilheden og cikaderne er altså ret enestående. Sæt dig også ind i saunagrotten, der udelukkende er opvarmet af vulkanundergrundens varme, men pas på de (meget) varme dråber, der drypper fra grottens loft. I et særskilt område kan du også smøre dig ind i det sorte vulkanske mudder, som de antikke romere kom hertil for at blive smukkere og yngre af for tusind år siden. Det sorte sand kan du nu også grave frem, ganske gratis, på Maronti-stranden neden for klipperne, men der er noget særligt ved at gennemgå baderitualerne her i Cavascura, der ikke har forandret sig i hundredevis af år.
Se mere på Cavascura.it/terme

Et mekka for plante-entusiaster

Druer, tomater, eksotiske planter og kaktus. Den frodige vulkanjord på Ischia gør det til en leg at dyrke det meste, og øen bliver i folkemunde ofte kaldt for Isola Verde – den grønne ø – på grund af sine grønne bjerge og rige muld. Der er flere botaniske haver rundt omkring på øen, hvor mere eller mindre excentriske plantenørder har kastet sig ud i at skabe spektakulære haveprojekter, som siden er blevet åbnet for besøgende. Den mest kendte er La Mortella, en poetisk have fuld af både tropiske og lokale blomster i særegne settings.

LÆS OGSÅ: Her er de 9 bedste museumsbutikker i verden

Er du vild med sukkulenter og kaktusser i alle afskygninger, så skal du lægge vejen forbi Giardini Ravino, hvor Peppino D’Ambra siden 1960’erne har opbygget Europas største samling af kaktusser og sukkulenter fra hele verden. Du kan også bo på stedet og nyde godt af omgivelserne efter havens lukketid for offentligheden og booke dig ind i en af de charmerende lejligheder, der hører til stedet.
Se mere på Lamortella.org og Ravino.it

Ischia på det store lærred

Den lille ø har stor tradition for filmkunst, og der er blevet optaget mange spillefilm – både italienske og udenlandske – på Ischia gennem årene. Kommer du i slutningen af juni under den internationale Ischia filmfestival, kan du rende ind i celebre instruktører og filmstjerner, der skal deltage i filmvisningerne i Castello Aragonese slotsruinens spektakulære rammer. Du kan også bare lave din egen lille Ischia-film hyldest med fx ”The talented Mr. Ripley”, hvor blandt andre Jude Law lever livet på Ischia, eller hvad med komedien ”Avanti!” fra 1972 med Jack Lemmon på slap line på øen?

Hvornår skal du af sted?

Maj og juni er skønne, juli er (meget) varm, og i slutningen af måneden strømmer italienerne selv til for at feste flere dage i træk til Festa di Sant’ Anna. Festlighederne foregår i den sidste weekend af juli omkring Ponte og Castello Aragonese, hvor højdepunktet er, når øens seks største byer dyster om at skabe den mest spektakulære fest-flåde, der sejles forbi til stor jubel. Klimaks på aftenen er et kæmpe fyrværkeri, og når slottet ”sættes i brand” med lyseffekter, og så bliver der ellers gået til den i gaderne og på stranden.
Midt-slutningen af august og begyndelsen af september er her også skønt, og i slutningen af september stilner turismen meget af. Det giver mulighed for en rolig ø-ferie, omend der så er ved at blive lukket ned for en del af sommeraktiviteterne.

Kom godt frem med færgen

Napoli er en travl og stor havneby, og det kan være en stressende affære at finde frem til den rigtige færgeterminal til den rette færgeafgang mod Ischia på en overophedet sommerdag. Men det glemmer du alt om, når først du er ombord.

Er du fløjet direkte til Napoli, kan du tage metro linje 1 og stå af på Municipio og gå derfra til færgelejet, eller tage en taxi fra lufthaven til ca. 25 euro. Der er tre færgeselskaber, der sejler til Ischia og to færgelejer: Molo Beverello, hvorfra den hurtige hydrofoil sejler, og Porta Di Massa, hvorfra du kan komme med de lidt langsommere færger, som til gengæld lægger til ved den lille, pittoreske ø Procida på vejen. En skøn tur i solskin på dækket, og du kan for en gangs skyld få en ordentlig espresso på færgen!

Tjek informationstavlen for næste afgang og husk at bide mærke i, hvilket færgeleje du skal til. Der kører gratis shuttlebusser imellem dem. En billet til Ischia koster 11 euro med færge og 18 euro med flyvebåd/hydrofoil.

Ischia bliver kaldt Isola Verde – den grønne ø.

Bo lokalt

Vil du opleve ægte ø-stemning, skal du gå på Airbnb og finde lige præcis den lille, vidunderlige villa, du vil bruge dine feriedage i. Vi sigtede efter Ponte – den rolige udløber af havnebyen Porto med borgen Castello Aragonese som smukt fikspunkt i vandet. Tæt på den hyggelige middelalderbykerne, færgelejet og havudsigt. Vi endte i en stemningsfuld taglejlighed med egen terrasse i Spiaggia dei Pescatori, det gamle fiskerleje, hvor italienske drenge spiller barfodet fodbold på torvet, og de italienske bedstemødre sidder vagt over børnebørnene under parasollerne på de små striber strand. Lidt af et scoop.

LÆS OGSÅ: Rejsetips til Det skotske højland

Et populært lille hotel samme sted er Albergo Eugenio’s på Via Pontano 46, hvis du er til et ærkelokalt og no nonsense hotelværelse. Her skal du dog ringe den aldrende hotelejer op og booke dit værelse. Er du til lidt mere luksus, er den lille by San Angelo på øens vestside et godt bud – både hvad angår Airbnb og hoteller – eller kig efter noget i hyggelige Forio. Book evt. igennem den danske italiensekspert In-italia, der er super stedkendte på Ischia og nok skal finde det perfekte sted til netop dig. 

Anbefalet til dig