Sarah Grünewald har aldrig været bange for at miste en ekskæreste: ”Jeg har altid følt, at jeg var mere værd end dem”

Tog en maske på

Den manglende anerkendelse fra faren har præget Sarah hele hendes liv. I ungdomsårene gav det sig til udtryk i hendes tiltrækning af de ekstreme og grænsesøgende miljøer, men med alderen har det mærket hende i hendes relationer til andre mennesker, professionelle virke og i hendes blik på sig selv.

– Jeg har aldrig følt, at mit selskab var nok. Når man ikke føler, at man er nok, gør man noget for at føle det. For mig har det været meget konkrete ting som at betale regningen, give en flaske champagne eller altid føle, at jeg skulle være sjov. Jeg har altid skullet være mere, end jeg var. Jeg har ikke troet på, at mine venner syntes, jeg var nok, som den jeg var.

Selv da Sarah fik den flotte stilling som værtinde i "Vild med dans", troede hun ikke på, at det var hende, de ville have. Hun måtte gøre noget ekstra for at være god nok. Måske ville det hjælpe at være lidt som Cecilie Frøkjær, Puk Elgård eller en af de andre dygtige studieværtinder, tænkte hun.

– Jeg lavede mig virkelig om, første gang jeg var med i "Vild med dans". Jeg tog på arbejde og talte anderledes med en lys stemme. Jeg havde parkeret Sarah derhjemme og taget en maske på. Jeg var hende med de flotte negle, der gik op i tøj og smykker, selvom jeg var pisseligeglad med det. Hvis man tager en maske på som professionelle Sarah, som er tv-vært, lader man ikke nogen komme ind, og så får man ikke anerkendelse, man kan bruge. For det, de anerkender, er ikke rigtig dig, men den maske du har på. Så det var først, da jeg begyndte at smide masken, turde være Sarah og åbne op for min bagage, at jeg kunne tage ros ind. Men når man smider masken, er man også mere sårbar, og det skulle jeg være klar til.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue har ikke mand og børn: “Det er svært at være to alfahanner i et forhold”

Det er fire år siden, Sarah smed masken. Viste offentligheden den rigtige Sarah, hende den "skide hårde pige, der bare er så følsom".

– Da jeg bevidst lagde masken fra mig, sagde jeg til mig selv, at jeg var fin nok. Når folk sagde, at jeg var dejlig, blev jeg virkelig glad.

På samme tid besluttede Sarah sig for at slutte fred med sin far. Hvis hun skulle begynde at elske ham, måtte hun acceptere ham, som han var, og acceptere, at hun nok aldrig ville få en undskyldning fra ham.

– Det er svært at få en god relation, når der kun er en, der vil. I december spurgte jeg ham af ren kærlighed, om han ikke ville lade være med at være sådan en bitter og grumpy mand. Men han valgte at overfuse mig verbalt. For mig var det her, at festen stoppede. Jeg gad ikke prøve længere, og det var rart at slutte fred med det. Hvis vi skal have en god relation, og han skal være et blidere og sødere menneske, skal han arbejde med sig selv, men han er fra en generation, hvor man ikke arbejder med sig selv. Så det er for meget at bede ham om.

Sarahs beslutning om at affinde sig med forholdet til faren blev også forstærket af, at hun for et år siden blev mor til Luis. Sønnen har ændret Sarahs billede af sig selv og gjort det klart, hvad der har betydning i livet.

– Min søn har givet mig den største gave i livet, nemlig at føle mig værdifuld, for hvad jeg er, uden jeg behøver at gøre noget. Det er nok for ham, at jeg bare trækker vejret og lever. Jeg har aldrig arbejdet så meget med mig selv, som efter jeg blev mor. Alle de her løse ender, jeg har fra min fortid med forholdet til min far, alle mine dårlige vaner, er jeg begyndt at gøre op med. Jeg vil gerne føle mig fuldstændig ren, for min kærlighed til ham kommer fra det reneste sted. Derfor har jeg sorteret de forstyrrende elementer fra i mit liv, det, der gør mig ondt, gider jeg ikke at bruge tid på. Jeg vil hellere bruge tid på min dreng.

Dukkehuset

Det var mest en wow-oplevelse fremfor en ej-hvor-fantastisk-oplevelse, da Sarah og manden Rasmus Backhaus fandt ud, at de ventede barn. For selvom Rasmus er ti år ældre end Sarah, levede de ikke en "børnevenlig" livsstil. Med aftensmad klokken ni om aftenen, sene bytur og spontane rejser var det en udfordring pludselig at få vendt om på døgnrytmen og livet. Men også udfordrende i forhold til at være en "rigtig" familie. For hvordan er man det?

– Jeg er enormt farvet af min opvækst fra min mors side. Da jeg fik Luis, lavede jeg kun økologisk mos. Jeg kogte kartofler og gulerødder konstant i stedet for at købe færdiglavet babymad, som er økologisk. Det var det rigtige at gøre, det havde min mor også gjort. Jeg har været dikteret af det, men også af den au pair-pige-verden, vores samfund er en del af. Jeg kender mange, der har overskuddet til at gøre det perfekte, men jeg har fundet ud af, at det ikke er det perfekte. Det er bare en måde at leve livet på, men ikke min måde at leve på. Jeg kan ikke nå at være karrierekvinde, hente barn, lave mad, gøre rent, vaske tøj, elske med min mand, være en god veninde og være der for min familie... jeg kan ikke nå det... i stedet for at gøre det hele så perfekt kan jeg godt hente en pizza engang imellem eller købe færdigmad til min dreng. Det er der ingen, der dør af.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Jeg var bange for, at folk ville tænke, vi havde fået en grim dreng"

For Sarah har det vigtigste været, at hendes søn vokser op i en familie med overskud og kærlighed, fremfor at fokusere på om der er dækkeservietter og det rette bestik på bordet. Og selvom Sarah og hendes mand udefra set lever det "perfekte" liv med en lækker lejlighed i indre København med de rette Instagram-venlige møbler, føles det alligevel ikke helt rigtigt.

– Rasmus og jeg har tit talt om, at vi har bygget et dukkehus. Men vi er ikke skidegode til at gå rundt i det. Ideen var fin, men jeg tror, vi skal finde ud af at lave vores eget dukkehus, som ikke er så pænt som alle andres. Jeg skal have en Villa Villekulla. For min skyld må der gerne stå en hest i stuen. Jo mere mærkeligt det kan blive, jo federe er det. Jeg tror, at det er noget med at stå ved den, man er, og ikke prøve at være noget, man ikke er. Efter jeg selv er blevet mor og har fået min egen lille familie, har jeg brug for et sted, hvor jeg planter noget. Jeg har brug for at skabe Luis' barndomsgade, som ikke er min barndomsgade. Der er for mange dårlige minder fra Falster, jeg ikke har brug for at dyrke.

Den rigtige mand

Drømmen for Sarah er nu at flytte tættere på naturen og finde ro på Møn sammen med manden i sit liv. Det kalder hun nemlig Rasmus. Når man spørger hende hvorfor, er svaret klart:

– Han har aldrig krævet noget af mig. Han elsker mig fuldstændig fra vrangen og ud, og det kunne jeg mærke med det samme. Jeg fylder rigtig meget, jeg har meget temperament og gør krav på at være mig, hvilket kan være frygteligt i et parforhold. Det med at give sig, er jeg ikke god til, men det behøver jeg ikke med Rasmus, for han lader mig være mig. Han lader mig have min spontanitet, skørhed og uforudsigelighed. Inden vi fik barn, kunne jeg fra den ene dag til den anden finde på, at vi skulle ud at rejse.

Siden Sarah var helt ung, har hun haft mange, lange forhold. Men fælles for hendes forrige kærester har altid været, at de var for søde. De kunne køres rundt i manegen.

– Jeg har ikke været en sød kæreste førhen. Jeg kunne være rigtig egoistisk, for jeg har altid følt mig mere værd end dem...

Hun holder en pause.

– Det er vildt tarveligt, men det er sgu rigtig nok. Jeg har egentlig aldrig været bange for at miste mine andre kærester. Hvis de fandt en ny, fandt jeg også bare en ny, for der var ikke så meget på spil, men med Rasmus minder jeg tit mig selv om, hvordan det ville være, hvis han fandt en anden. Jeg passer godt på ham. Hver dag.

For Rasmus er god for Sarah. Gør hende til en "bedre udgave", og det er hun sikker på, at hun har haft brug for i en mand. For den dysfunktionelle og mørke side ligger stadig gemt et sted i Sarah, men Rasmus minder hende om, at hun skal passe på sig selv. Husker hende på at leve sundt, ikke arbejde for meget og tro på, at hun er god nok.

– Rasmus har aldrig fodret mine dårlige sider. Jeg tager færre dårlige beslutninger, end før jeg mødte ham. Jeg tænker mig mere om, før jeg gør noget. Han er ikke kedelig-fornuftig, men hans øje for, hvad der er rigtigt og forkert, er sådan, jeg vil have det. Mange af de beslutninger, jeg nu træffer, kommer mig til gode i stedet for at please andre. Han kræver, at jeg gør noget godt for mig selv og gør ubevidst krav på, at jeg passer bedre på mig selv. Han får mig til at føle mig værdifuld.